Unge spørger:

Hvad nu hvis jeg møder nogen fra skolen?

„Det var et mareridt når jeg skulle i skole om mandagen. Hvis nogle af mine venner havde set mig, opdigtede jeg en historie. Engang fortalte jeg mine kammerater at jeg havde været ude at samle penge ind til arbejderpartiet.“ — James, England.

„I skolen blev jeg drillet af kammerater der havde set mig. Det var svært at klare.“ — Débora, Brasilien.

HVORFOR var disse unge så bange for at deres venner skulle se dem? Havde de været indblandet i noget ulovligt? Nej, slet ikke. De var i gang med at udføre det vigtigste og mest ærefulde arbejde på jorden, nemlig det som Jesus har givet sine disciple påbud om at gøre: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, . . . idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

En gallupundersøgelse foretaget i USA viser at over 90 procent af de unge tror på Gud, og at cirka halvdelen af dem går i kirke hver uge. Mange er desuden engageret i kirkelige aktiviteter, som for eksempel korsang. Alligevel er det kun få unge der taler med deres skolekammerater om Gud. Jehovas Vidner, derimod, er verden over kendt for at forkynde fra dør til dør, og tusinder af unge er med i det arbejde.

Hvis du er et af Jehovas Vidner, går du uden tvivl også ud for at tale med andre om Gud. Men det betyder ikke nødvendigvis at du synes at det er nemt. Ligesom de unge der omtales i indledningen, er du måske også nervøs ved tanken om at møde en af dine skolekammerater når du er ude at forkynde. Jennie, som bor i England, indrømmer: „Noget af det værste var når en af mine kammerater så mig i pænt tøj og med en forkyndertaske i hånden.“

Nogle unge Jehovas Vidner er så bange for at møde en skolekammerat at de simpelt hen lader være med at forkynde i visse kvarterer. Simon fortæller: „Jeg husker at jeg bad til Gud om at vi ikke skulle forkynde på en bestemt vej, for jeg vidste at mange fra min skole boede der.“

Det er en udfordring at forkynde, og det er derfor helt normalt at føle sig lidt beklemt ved  tanken om at møde nogen man kender. Men som i andre af livets forhold er det gavnligt at overvinde menneskefrygt, tage mod til sig og stå op for det man tror på. Hvis man lader sig dominere af frygt, mister man sin selvrespekt. Det var hvad en tysk pige som hedder Alicia, oplevede: „Min indstilling til forkyndelsen var så dårlig at det gik ud over mit åndelige helbred.“

Men hvorfor skal du i det hele taget forkynde — når nu du har så svært ved det? For at finde svaret vil vi se på hvorfor Gud har givet dig denne opgave. Vi vil også komme ind på hvordan du med en smule anstrengelse og beslutsomhed kan overvinde din frygt.

Forpligtede til at forkynde

For det første hjælper det måske at tænke på at der ikke er noget nyt eller mærkeligt ved at tale med andre om sin tro. Det har gudfrygtige mænd og kvinder gjort lige fra gammel tid. Noa, for eksempel, er mest kendt for at have bygget en kæmpemæssig ark. (1 Mosebog 6:14-16) Men i Andet Petersbrev 2:5 står der at han også var „en forkynder af retfærdighed“. Noa følte sig forpligtet til at advare andre om den dengang forestående ødelæggelse. — Mattæus 24:37-39.

Senere forkyndte mange af jøderne for ikkejøder selv om de ikke havde fået specielt påbud om at gøre det. Det resulterede blandt andet i at en udlænding ved navn Rut lærte Jehova at kende. Til sin jødiske svigermor, No’omi, sagde hun taknemmeligt: „Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.“ (Rut 1:16) Senere gav kong Salomon udtryk for at mange ikkejøder ville høre om Jehovas „store navn“ og tilbede i hans tempel. — 1 Kongebog 8:41, 42.

Når nu Guds tjenere i fortiden talte til andre om deres tro — endda uden at have fået en direkte befaling om at gøre det — hvor meget mere burde kristne i dag ikke føle sig forpligtede til at forkynde! Vi har jo fået besked på at forkynde ’den gode nyhed om riget’. (Mattæus 24:14) Ligesom i apostelen Paulus’ tilfælde er det ’pålagt os som en nødvendighed’ at forkynde denne gode nyhed. (1 Korinther 9:16) Vores egen frelse står på spil! I Romerbrevet 10:9, 10 står der: „Hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, . . . vil du blive frelst. For med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“

Hvor kan du udføre en sådan ’offentlig bekendelse’? Det er godt at forkynde uformelt, men forkyndelsen fra dør til dør er stadig en af de bedste måder at komme i kontakt med folk på. (Apostelgerninger 5:42; 20:20) Det er en opgave som alle, unge såvel som gamle, har påtaget sig da de besluttede sig til at være kristne. Når de overvinder sig selv, viser de at de efterlever befalingen i Salme 148:12, 13: „Unge mænd og også jomfruer, gamle mænd sammen med drenge. Lad dem lovsynge Jehovas navn.“

En udfordring at forkynde for kammerater

Det kan måske føles pinligt og ubehageligt hvis man møder skolekammerater når man er i forkyndelsen. Det er jo kun naturligt at man gerne vil være accepteret af andre. Ingen kan lide at blive drillet og hånet. Og som en pige ved navn Tanya siger, „kan børnene i skolen ligefrem være ondskabsfulde“. Så du spekulerer måske på hvordan dine skolekammerater vil reagere hvis de ser dig klædt pænt på og med en bibel i hånden. Det er desværre meget muligt at de vil gøre nar af dig. En brasiliansk dreng som hedder Felipe, fortæller: „Der var en dreng i min klasse der boede i den samme boligblok som mig. Han plejede at sige: ’Nu kommer du der igen med din bibel! Og hvad har du så i tasken i dag?’“

 Det er ikke spor sjovt at blive drillet på den måde. Bibelen fortæller at Abrahams søn Isak blev udsat for ondskabsfulde drillerier fra sin halvbroder Ismael. (1 Mosebog 21:9) Apostelen Paulus undervurderede ikke alvoren af den dårlige behandling Isak var ude for. I Galaterbrevet 4:29 kalder han det med rette for ’forfølgelse’.

Jesus advarede om at nogle ville være fjendtlige over for hans disciple. Han sagde: „Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer. Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ — Johannes 15:18, 19.

Som kristen må du være forberedt på at du kan komme ud for en eller anden form for forfølgelse. (2 Timoteus 3:12) Selv hvis du ikke har sagt et ord om Bibelen til dine kammerater, kan du stadig risikere at få modstand ene og alene fordi din opførsel afspejler høje moralnormer og du ikke skejer ud sammen med dem. (1 Peter 4:4) Jesus giver denne trøst: „Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld.“ (Mattæus 5:11) Hvordan kan dét at blive drillet eller hånet gøre dig lykkelig? Fordi du ved at du fryder Jehova Guds hjerte. (Ordsprogene 27:11) Og når du glæder Gud, kan du se frem til at få den belønning han giver, nemlig evigt liv. — Lukas 10:25-28.

Heldigvis er det nok de færreste af dine skolekammerater der ville være uvenlige over for dig hvis du mødte dem i forkyndelsen. Angela, en pige fra England, siger meget rigtigt: „Når man i forkyndelsen møder nogle fra skolen, er de som regel mere nervøse end man selv er!“ Nogle kan faktisk være ret nysgerrige efter at høre hvad du har at sige. Uanset hvad, har mange unge Jehovas Vidner gode resultater med at forkynde for deres skolekammerater. I næste artikel i denne serie vil vi komme ind på hvordan det også kan lykkes for dig.

[Illustration på side 21]

Nogle unge er bange for at møde en af deres skolekammerater mens de er ude at forkynde

[Illustration på side 23]

Lad aldrig andres drillerier få dig til at skamme dig over din tro