„Skt. Petersfisk“

BESØGER man en af restauranterne ved bredden af Galilæas Sø, vil man måske undre sig over at se „Skt. Petersfisk“ på menukortet. Tjeneren vil ofte kunne oplyse at det er en af de mest populære retter, især blandt turister. Fisken er lækker når den er friskstegt. Men hvad har den med apostelen Peter at gøre?

En begivenhed der omtales i Bibelen i Mattæus 17:24-27, giver os svaret. Dér læser vi at Peter i byen Kapernaum ved Galilæas Sø blev spurgt om Jesus betalte tempelskatten. Senere forklarede Jesus at han som Guds søn ikke var forpligtet til at betale en sådan skat. Men for ikke at være årsag til snublen og fald bad han Peter gå ned til søen, kaste en fiskekrog ud, tage den første fisk der kom op, og betale skatten med den mønt han fandt i fiskens mund.

Betegnelsen „Skt. Petersfisk“ kommer af denne begivenhed i Bibelen. Men hvilken slags fisk var det Peter fangede?

 En sø fyldt med fisk

Man mener at den fisk Peter fangede, skal findes blandt 10 af de næsten 20 fiskearter der er i Galilæas Sø. De 10 fiskearter deles op i tre grupper af kommerciel betydning.

Den største gruppe kaldes musht (Tilapia galilea), der på arabisk betyder „kam“, og som sigter til den kamlignende rygfinne der karakteriserer de fem fiskearter i denne gruppe. Én type musht kan blive en halv meter lang og veje et par kilo.

Den anden gruppe er sardinen Acanthobrama terrae sanctae, som ligner en lille sild. Når sardinsæsonen er på sit højeste, bliver der fanget mange tons hver nat; på årsbasis fanges der cirka tusind tons. Lige fra gammel tid har man konserveret denne sardin ved at marinere den.

Den tredje gruppe er biny, også kendt som barben (Barbus longiceps). De tre arter inden for denne gruppe har skægtråde omkring munden, deraf det semitiske navn biny, der betyder „hår“. Barben lever af bløddyr, snegle og småfisk. Den langhovedede barbe kan blive 75 centimeter lang og veje 7 kilo. Barben er en kødfuld fisk og en populær spise der ofte serveres til de jødiske sabbatter og højtider.

Foruden de tre grupper fisk af handelsmæssig betydning er der den afrikanske malle (Clarias lazera), den største fisk i Galilæas Sø. Den kan blive over en meter lang og veje omkring 10 kilo. Da maller ikke har skæl, var de urene ifølge Moseloven. (3 Mosebog 11:9-12) Maller spises derfor ikke af jøder og er sandsynligvis ikke den slags fisk Peter fangede.

Hvilken fisk var det Peter fangede?

Musht er den fisk der har vundet hævd som „Skt. Petersfisk“, og som serveres i restauranter ved Galilæas Sø. Fordi der kun er få små ben i denne fisk, er den let både at tilberede og at spise. Men var det virkelig sådan en fisk Peter fangede?

Mendel Nun, en fisker som har boet på bredden af Galilæas Sø i over 50 år, er en højt respekteret autoritet når det gælder fiskene i området. Han siger: „Musht lever af plankton og tiltrækkes ikke af anden føde. Man fanger dem derfor i net, ikke med krog og line.“ Det er altså ikke sandsynligt at musht var den art Peter fangede. En endnu mindre sandsynlig kandidat er sardinen, som er for lille.

Så er der kun én mulighed tilbage, nemlig barben, som nogle anser for at være det bedste bud på den fisk der var tale om. Mendel Nun siger: „For at fange barber, der er rovfisk og søger deres føde på søbunden, har fiskere på [Galilæas Sø] i umindelige tider brugt sardiner som madding.“ Han konkluderer at „det næsten med sikkerhed var en barbe Peter fangede“.

Hvorfor er det så musht der serveres som „Skt. Petersfisk“? Mendel Nun svarer: „Der er kun én forklaring på den vildledende betegnelse. Det var godt for omsætningen! . . . Efterhånden som pilgrimme begyndte at komme fra fjerntliggende områder, var det sikkert en indbringende forretning at kalde den musht som blev serveret på de første spisesteder ved søen, for ’Skt. Petersfisk’. Den mest yndede fisk, som også var let at tilberede, fik et navn der virkelig kunne sælge!“

Det vides ikke med sikkerhed hvilken fisk det var Peter fangede, men uanset hvilken fisk man får serveret under navnet „Skt. Petersfisk“, vil den uden tvivl fryde ganen.

[Illustration på side 19]

„Musht“

[Illustration på side 19]

Barbe

[Kildeangivelse på side 19]

Garo Nalbandian