Hvorfor blive lærer?
Hvorfor blive lærer?
„De fleste lærere har valgt denne levevej fordi de ønsker at hjælpe andre. [Som lærer] påtager man sig den store opgave at gøre en forskel i børns liv.“ — Teachers, Schools, and Society.
NOGLE lærere får det ganske vist til at se let ud, men undervisning kan være ét stort forhindringsløb, hvor man må tumle med problemer som overfyldte klasser, usædvanlig meget papirnusseri, et overvældende bureaukrati, passive elever og en dårlig løn. Pedro, der er lærer i Madrid, formulerer det sådan: „Det er ikke spor nemt at være lærer. Det kræver en hel del selvopofrelse. Men trods vanskelighederne betragter jeg stadig undervisningsarbejdet som mere udbytterigt end et job i forretningsverdenen.“
I de fleste landes storbyskoler kan det være en enorm udfordring at være lærer. Stoffer, kriminalitet, dårlig moral og forældres ligegyldighed har en negativ indvirkning på atmosfæren og disciplinen i skolen. Det er helt almindeligt at møde en oprørsk indstilling. Hvorfor vælger så mange dygtige folk da at blive lærere?
Leemarys og Diana er lærere i New York og arbejder med børn fra børnehavealderen og op til ti år. Begge er tosprogede (engelsk-spansk) og hovedsagelig beskæftiget med spansktalende børn. Vores spørgsmål var:
Hvad motiverer lærere?
Leemarys siger: „Det der motiverer mig, er min kærlighed til børn. Jeg ved at jeg for nogle børns vedkommende er den eneste der støtter dem i deres bestræbelser.“
Diana siger: „Jeg hjalp min nevø på otte med lektierne. Han havde vanskeligheder i skolen — især med læsning. Det var en skøn fornemmelse at se ham og andre lære noget! Så jeg besluttede mig for at blive lærer og sagde min stilling i banken op.“
Vågn op! har stillet det samme spørgsmål til lærere i forskellige lande, og her er nogle af de svar vi har modtaget:
Giuliano, en italiener i fyrrerne, forklarer: „Jeg valgte denne profession fordi jeg som elev var fascineret af den. (Til højre.) Jeg anså det for at være kreativt og utrolig stimulerende at undervise. Den entusiasme jeg havde til at begynde med, hjalp mig til at overvinde de vanskeligheder jeg oplevede i starten af min karriere.“
Nick fra New South Wales, Australien, siger: „Inden for mit arbejdsområde, den kemiske forskning, var det småt med jobmuligheder, hvorimod der var masser af muligheder inden for undervisning. Siden har jeg konstateret at jeg nyder det når jeg underviser, og det gør eleverne tilsyneladende også.“
Forældrenes eksempel har mange gange været en vigtig faktor for dem der har valgt at blive lærere. William, der er fra Kenya, fortæller: „Det er især min fars eksempel der gav mig lyst til at undervise. Han var lærer tilbage i 1952. Og tanken om at jeg former unge mennesker, er en faktor der har fået mig til at holde fast ved den beskæftigelse.“
Rosemary, der også er fra Kenya, beretter: „Jeg har altid haft et ønske om at hjælpe de underprivilegerede. For mig stod valget derfor mellem at være sygeplejerske eller lærer. Det første arbejde jeg fik tilbudt, var et lærerjob. Og min kærlighed til faget er blevet endnu større efter at jeg er blevet mor.“
Berthold, fra Düren i Tyskland, havde en anden grund til at blive lærer: „Min kone overbeviste mig om at jeg ville være god til det.“ Og det viste sig at være rigtigt. Han tilføjer: „Mit arbejde giver mig stor glæde. En lærer skal være overbevist om værdien af undervisning og samtidig interessere sig for unge mennesker, ellers er det umuligt for ham eller hende at blive dygtig, motiveret og tilfreds.“
En japansk lærer, Masahiro fra Nakatsu, udtaler: „Det der motiverede mig til at blive lærer, var at jeg selv havde en vidunderlig lærer i 5. klasse; han underviste os med stort engagement. Og den primære grund til at jeg har holdt fast ved lærerjobbet, er at jeg elsker børn.“
En anden japaner, Yoshiya på 54, havde et vellønnet job på en fabrik, men følte sig som slave af sit arbejde og de evindelige køreture frem og tilbage. „En skønne dag tænkte jeg ved mig selv: ’Hvor længe skal jeg blive ved med den livsstil?’ Jeg besluttede at søge et arbejde der havde mere med mennesker at gøre. Lærergerningen er noget særligt. Man får lov til at arbejde med unge mennesker.“
Også Valentina fra Sankt Petersborg sætter pris på den side af lærerjobbet. Hun siger: „Jeg har selv valgt at blive lærer og har undervist i 37 år. Det er dejligt at arbejde med børn, især de små. Jeg elsker mit arbejde, og derfor er jeg endnu ikke gået på pension.“
William Ayers, der selv er lærer, skriver: „Nogle føler det som et kald at undervise fordi
de elsker børn og unge, eller fordi de elsker at være sammen med dem og se hvordan de udvikler sig, bliver dygtigere og bedre rustede til at klare sig i verden. . . . Folk underviser . . . for at give af sig selv til andre. Selv underviser jeg i håb om at gøre verden til et bedre sted at leve.“Ja, på trods af vanskeligheder og ulemper føler tusinder af engagerede kvinder og mænd sig tiltrukket af lærergerningen. Hvad er nogle af de største udfordringer de møder? Den næste artikel vil komme ind på det spørgsmål.
[Ramme på side 6]
Tips til god kommunikation med forældre
✔ Lær forældrene at kende. Det er ikke spild af tid. Den tid der bruges, er en god investering for begge parter. Det er din mulighed for at få et forhold til de mennesker der kunne blive dine bedste samarbejdspartnere.
✔ Tal til forældrene som til ligemænd — tal ikke ned til dem. Undgå lærerjargon.
✔ Læg vægt på det positive når du taler om børnene. Man opnår mere ved at rose end ved at kritisere. Sig hvad forældrene kan gøre for at hjælpe barnet til at klare sig godt.
✔ Lad forældrene udtale sig, og lyt opmærksomt til dem.
✔ Prøv at få et indtryk af det hjem barnet kommer fra. Om muligt besøg eleven derhjemme.
✔ Fastsæt en dato for den næste forældresamtale. Det er vigtigt at følge op på det man har talt om. På den måde viser du at din interesse er ægte. — Baseret på Teaching in America.
[Illustration på side 6]
’Min far var også lærer.’ — WILLIAM, KENYA
[Illustration på side 7]
„Det er dejligt at arbejde med børn.“ — VALENTINA, RUSLAND
[Illustration på side 7]
„Lærergerningen er noget særligt. Man får lov til at arbejde med unge mennesker.“ — YOSHIYA, JAPAN