Jangadaen — Brasiliens usædvanlige fartøj

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I BRASILIEN

I ÅRHUNDREDER har dristige fiskere, kaldet jangadeiros, besejlet Brasiliens solrige nordøstkyst i deres primitive, men skønne jangadaer. Lad mig fortælle dig hvad jeg har lært om denne usædvanlige båd.

Ved første øjekast kunne en jangada minde om et fartøj der hurtigt er flikket sammen af affaldstræ. Men man skal ikke lade sig narre. En jangada kan nå en fart på op til tolv kilometer i timen, og den er med i kapsejladser. Skønt konstruktionen er enkel, kan en jangada være på havet i adskillige dage. Ofte befinder den sig over 60 kilometer fra land ved siden af transatlantiske ruteskibe. *

Først hen imod slutningen af det 17. århundrede begyndte brasilianerne at bruge jangadaen som fiskefartøj på åbent hav. Det blev muligt da portugisiske bosættere fandt på at sætte et trekantet sejl på de indfødtes skrøbelige tømmerflåder. Det var også portugisere der fandt på navnet jangada, som betyder ’sammenbundet’. Inden der kom portugisere til Brasilien, havde portugisiske kolonialister været i Indien, hvorfra det tamilske ord er adopteret.

Siden da har den traditionelle jangada undergået nogle forandringer. Oprindelig bestod dens skrog af fem til otte forholdsvis lette tømmerstokke af balsaagtigt træ, som for eksempel piúva fra lindefamilien. De var bundet sammen med plantefibre, og der blev ikke brugt en eneste bolt eller et eneste søm. I vore dage er en jangada mere holdbar end dengang fordi dens skrog for det meste er fremstillet af samme slags træ som det der bruges til bådebyggeri. Som noget nyt benyttes en trækasse beklædt indvendig med zink og polystyren til opbevaring af fangsten. En jangada er stadig mellem 5 til 8 meter lang og knap 2 meter bred.

 I de senere årtier har konkurrencen med moderne fiskebåde tvunget mange jangadeiros til at søge andet arbejde, som for eksempel at tage turister med på en sejltur med en jangada. Man kan stadig finde nogle få af de oprindelige fiskersamfund langs Brasiliens nordøstkyst. Her lever man et ukompliceret liv. Mens mændene er på havet, laver kvinderne fine kniplinger for at supplere familiens indtægt.

Fra et fiskersamfund ved Mucuripe strand gør jeg mig klar til at tage af sted på min første tur med en jangada.

Jangadeiro for en dag

Klokken 4 om morgenen bliver jeg introduceret for de fire besætningsmedlemmer. Skipperen hedder Assis. Vores jangada ligger på strandbredden hvilende på nogle tømmerstokke fra karnaubapalmen. Når sejlet er hejst, er min første opgave at hjælpe med at skubbe båden ned fra tømmerstokkene og ud i havet. Når det sker, bliver båden trukket lidt ned under vandet, og det ser ud som om den er ved at synke. Men heldigvis er det ikke tilfældet. En jangada er så godt som synkefri. Indimellem sker det dog at den kæntrer, fortæller besætningen, og så skal der en erfaren sømand og en dygtig svømmer til at rette den op igen. Under alle omstændigheder vover vi os ud på havet, og da vi er nået et stykke ud, skyller bølgerne ind over båden.

Vores skipper tager plads i agterstavnen, hvorfra han styrer sejlet og roret. En anden jangadeiro har taget plads i forstavnen. De to andre besætningsmedlemmer har spændt sig fast til rælingen. Og da båden krænger, må de læne sig bagud for at danne modvægt. Jeg indser at det er klogt at holde godt fast i rælingen. Søsyge er et almindeligt problem for landkrabber der, som jeg, er ude på havet for første gang, men jeg prøver at klare kvalmen så godt jeg kan.

Efter et par timers sejlads når vi vores bestemmelsessted. Besætningen stryger hurtigt sejlet og kaster ankeret, som blot er en sten i en trækasse. Så går vi i gang med fiskeriet. Mandskabet bruger blot snøre uden stang. Det er grunden til at de har hård hud og ar på hænderne. De fanger ikke bare fisk. Af og til fanger de også hummere ved hjælp af en hummertejne, også kaldet en manzuá, som er stykket sammen af bambus og nylonsnor. For at beskytte sig mod solen bærer nogle en bredskygget stråhat, mens andre blot bruger en kasket.

Det er hårdt at være jangadeiro. Det betyder at man gang på gang skal udholde sol, sved og salt. Der er færre og færre unge som vælger denne profession, skønt den er gået i arv fra far til søn i århundreder.

Midt på eftermiddagen begynder hjemturen sammen med flere andre jangadaer. Det er betagende at se bådene med de hvide sejl mod det klare grønne hav og den blå himmel kæmpe sig gennem de voldsomme bølger. Dette syn har givet inspiration til mange sange og digte.

Efter at vi er nået i land, hjælper jeg med at skubbe båden tilbage på dens liggeplads i sandet. En jangada vejer normalt 300 kilo, men eftersom vi ikke har flere armkræfter tilbage, virker den tungere. Fiskerne sælger deres fangst til en mellemhandler, som så sælger den videre. Turen var kort, og vi fangede kun nogle få kilo. Men en jangada kan transportere en fangst på op til et ton fisk. Jeg siger tak til mandskabet og går hjem, træt, men tilfreds. Om natten ligger jeg vågen. Jeg har stadig fornemmelsen af at det gynger, som da jeg var på jangadaen — Brasiliens primitive, men usædvanlige fartøj.

[Fodnote]

[Illustration på side 25]

Den oprindelige jangada bruges ikke længere

[Illustration på side 25]

En jangada vejer almindeligvis omkring 300 kilo