Lærergerningen — Giver glæde og tilfredshed

„Hvad der får mig til at fortsætte som lærer? Det kan da være vanskeligt og trættende at undervise, men det der motiverer mig til at fortsætte, er at opleve børn være helt forhippede på at lære noget og at se dem gøre fremskridt.“ — Leemarys, lærer i New York.

PÅ TRODS af alle udfordringer, nederlag og skuffelser holder millioner af lærere på verdensplan ud i den profession de har valgt. Og hvad er det der motiverer tusinder af studerende der stræber efter en læreruddannelse når de ved at de måske ikke vil få den anerkendelse der tilkommer dem? Hvad er det der får dem til at fortsætte?

Inna, en russisk skolelærer, forklarer: „Det er en skøn oplevelse at møde sine tidligere elever som voksne og høre at det de har lært af én, har vist sig at være brugbart. Det er så opmuntrende når eleverne siger at de har gode minder om de år man var deres lærer.“

Giuliano, en lærer der er nævnt i de foregående artikler, siger: „Noget af det mest tilfredsstillende er at se at man har vakt elevernes interesse for et emne. Efter at jeg for eksempel havde gjort rede for en begivenhed i historien, var nogle af eleverne ivrige efter at høre mere. Den slags spontane tilkendegivelser kan sætte kulør på en grå og kedelig morgen i skolen fordi man bliver klar over at man har givet de unge noget at tænke over. Det er en herlig fornemmelse at se deres ansigter lyse op når de har forstået et emne.“

Elena, en skolelærer i Italien, bemærker: „Jeg tror snarere at man skal finde glæden i de små ting i hverdagen, i elevernes små præstationer, end i de sensationelle resultater, som man sjældent oplever.“

Connie, en australier først i trediverne, siger: „Man føler en dyb glæde når en elev som man har haft et godt samarbejde med, tager sig tid til at skrive et brev og give udtryk for sin værdsættelse af ens indsats.“

Oscar fra Mendoza i Argentina deler denne opfattelse. Han siger: „Det får mig til at føle at det er alle anstrengelserne værd når jeg møder mine elever og de viser påskønnelse af det jeg har lært dem.“ Angel fra Madrid siger: „Når jeg har viet en del af mit liv til denne vidunderlige, men vanskelige opgave, er det der giver mig størst tilfredshed, helt sikkert at se mine elever blive retlinede mænd og kvinder, noget der til dels skyldes mine anstrengelser.“

 Leemarys siger: „Jeg tror virkelig at lærere er et folkefærd for sig. Det er måske også lidt dristigt at vi påtager os sådan et stort ansvar. Men hvis man kan gøre en forskel — hvad enten det bliver for ti børn eller blot ét barn — så har man gjort sit arbejde, og der findes ikke nogen rarere fornemmelse. Man gør det med glæde.“

Har du sagt tak til dine lærere?

Har du nogen sinde sagt tak til en lærer for den tid, den interesse og de kræfter vedkommende har ofret på dig? Hvis du er mor eller far, har du så vist dit barns lærere værdsættelse af deres indsats? Har du for eksempel sendt et takkebrev? Arthur fra Nairobi kommer ind på noget vigtigt: „Også lærere har brug for ros. Staten, forældrene og eleverne burde have stor respekt for lærere og det arbejde de yder.“

Forfatter og lærer LouAnne Johnson skriver: „For hvert negativt brev jeg modtager om en lærer, får jeg hundrede positive. Det bekræfter min overbevisning om at der er mange flere gode end dårlige lærere.“ Interessant nok er der faktisk mange der hyrer en detektiv til at „hjælpe dem med at finde en tidligere lærer. Folk ønsker at finde deres lærere for at takke dem.“

Lærere lægger i særlig grad grunden til en persons viden og færdigheder. Selv de bedste professorer ved de mest ansete universiteter skylder de lærere tak som brugte tid og kræfter på at stimulere og udvikle deres ønske om undervisning, viden og forståelse. Arthur siger: „Alle højtstående folk i den offentlige og private sektor er på et eller andet tidspunkt blevet undervist af en lærer.“

Skulle vi ikke være taknemmelige mod de kvinder og mænd der vakte vores nysgerrighed, talte til sind og hjerte, og viste os hvordan vi får tilfredsstillet vores videbegær og behov for at forstå?

Hvor meget mere taknemmelige burde vi ikke være mod den store Lærer, Jehova Gud? Han lod følgende nedskrive i Ordsprogene 2:1-6: „Min søn, hvis du tager imod mine ord og gemmer mine bud hos dig, så du med dit øre giver agt på visdom og bøjer dit hjerte mod dømmekraft, hvis du desuden kalder på forstand og lader din røst råbe på dømmekraft, hvis du søger den som sølv og leder efter den som efter skjulte skatte, da vil du forstå frygten for Jehova og finde kundskab om Gud. For det er Jehova der giver visdom; fra hans mund kommer kundskab og dømmekraft.“

Bemærk det betingende „hvis“ som forekommer tre gange i denne tekst. Tænk engang: Hvis vi vil, kan vi „finde kundskab om Gud“! Det er bestemt den mest storslåede form for undervisning vi kan få.

[Ramme på side 13]

En taknemmelig mor

En lærer fra New York har modtaget følgende brev:

„Jeg vil gerne af hele mit hjerte sige Dem tak for alt det De har gjort for mine børn. Med Deres omsorg, venlighed og dygtighed har De hjulpet børnene til at gøre deres allerbedste. Jeg er sikker på de aldrig ville have klaret sig så godt uden Dem. De har gjort mig meget stolt af mine børn — og jeg skal aldrig glemme Dem for Deres indsats. Med venlig hilsen, S.B.“

Kender du en lærer som du kunne opmuntre?

[Illustration på side 12]

’Det er en herlig fornemmelse at se elevernes ansigter lyse op når de har forstået et emne.’ — GIULIANO, ITALIEN

[Illustration på side 13]

’Man føler en dyb glæde når en elev tager sig tid til at skrive et brev hvor vedkommende udtrykker sin værdsættelse.’ — CONNIE, AUSTRALIEN