Eftervirkningerne — Hvordan kommer man videre?

„VI HAR GÅET LIGE SIDEN I MORGES. VI FLYGTER FOR LIVET. DER ER IKKE NOGET DRIKKEVAND, OG HELLER INGEN MAD. ALLE HUSE ER ØDELAGT.“ — HARJIVAN, OVERLEVENDE FRA ET JORDSKÆLV I INDIEN MED ET RICHTERTAL PÅ 7,9.

AT VÆRE vidne til et jordskælvs hærgen er en skrækindjagende oplevelse. En overlevende fra et jordskælv i Taiwan i 1999 fortæller: „Bøger der røg ud af et højt klædeskab ved siden af min seng, fløj omkring mig.“ Hun tilføjer: ’En nylig indkøbt styrthjelm faldt ned fra skabet og landede på sengen lige ved siden af mit hoved. Ironisk nok kunne den have slået mig ihjel.’

Efter at have overlevet

Det er skræmmende at opleve et jordskælv, men at overleve er kun begyndelsen. I timerne efter gør redningsmandskabet sig heroiske anstrengelser for at finde og behandle de kvæstede. Under dette arbejde er der ofte risiko for efterskælv. En mand der efter et nyligt jordskælv i El Salvador overvejede at grave sig igennem et tykt lag jord som havde begravet et helt boligkvarter, sagde: „Vi er nødt til at være meget forsigtige. Hvis jorden under os pludselig bevæger sig igen, skrider resten af bjerget måske ned over os.“

Nogle gange er folk meget selvopofrende i deres bestræbelser på at yde hjælp til de nødstedte. Manu, en ældre mand som nu bor i USA, er et godt eksempel på dette. Da et omfattende jordskælv ramte Indien i begyndelsen af 2001, vendte Manu tilbage til sit hjemland. „Jeg er nødt til at tage af sted,“ sagde han, „ikke bare for min families skyld, men for at hjælpe alle de nødstedte.“ Det område Manu besøgte, var i en elendig forfatning. Alligevel sagde han: „Det er et forbløffende mod folk udviser.“ En journalist skrev: „Alle omkring mig gav alt hvad de kunne undvære, for at hjælpe — en dagløn, en ugeløn, en månedsløn, noget af deres opsparing eller lignende.“

Én ting er at behandle de tilskadekomne og få ryddet murbrokkerne af vejen. Noget ganske andet er at få dem der i løbet af nogle rædselsvækkende øjeblikke har fået vendt op og ned på hele deres liv, til at føle at de er ved at få genoprettet en normal tilværelse. Delores, en kvinde som mistede sit hjem under jordskælvet i El Salvador, siger for eksempel: „Det her er værre end krig. Dengang havde vi i det mindste tag over hovedet.“

Nogle gange er der, som nævnt i den foregående artikel, ikke blot et stort behov  for materiel hjælp, men også for følelsesmæssig støtte. Da et jordskælv i 1999 lammede byen Armenia i den vestlige del af Colombia, mistede mere end tusind mennesker livet, og mange flere blev efterladt i en choktilstand præget af dyb fortvivlelse. Psykiateren Roberto Estefan, hvis beboelsesejendom blev ødelagt under katastrofen, fortæller: „Uanset hvor man gik, bad folk om hjælp. Når jeg gik hen for at købe mig en hamburger, benyttede de fleste af dem jeg mødte, lejligheden til at fortælle mig om deres søvnløshed og nedtrykthed.“

Dr. Roberto Estefan ved udmærket at de følelsesmæssige ’efterskælv’ efter et jordskælv kan være overvældende. En kvinde som frivilligt meldte sig for at hjælpe til med at etablere en nødhjælpslejr, lagde mærke til at nogle af dem der stadig havde et job, ikke følte det umagen værd at tage på arbejde fordi de mente at de snart ville dø.

Håb midt i fortvivlelsen

Når den slags krisesituationer opstår, bestræber Jehovas Vidner sig på at yde de overlevende hjælp, ikke kun rent materielt, men også åndeligt og følelsesmæssigt.  Umiddelbart efter føromtalte jordskælv i Colombia oprettede Jehovas Vidners afdelingskontor i dette land en lokal nødhjælpskomité. Tusinder af Jehovas Vidner fra alle dele af landet gav frivillige bidrag i form af mad eller penge. Det varede ikke længe før 70 tons fødevarer blev sendt af sted til det katastroferamte område.

Ofte er den åndelige hjælp den allervigtigste. En morgen efter jordskælvet i Colombia lagde et Jehovas vidne mærke til en kvinde som gik ned ad en gade i den ødelagte by. Hun så helt fortabt ud, og den kvindelige forkynder gik hen for at tilbyde hende traktaten Hvilket håb er der for de døde? *

Kvinden tog traktaten med hjem og læste den omhyggeligt igennem. Næste gang et af Jehovas Vidner bankede på hendes dør, kunne hun ikke lade være med at fortælle sin historie. Det viste sig at adskillige af byens huse som hun var ejer af, var blevet ødelagt af jordskælvet. Disse ejendomme havde tidligere givet hende en god indtægt, men nu levede hun i fattigdom. Og ikke nok med det. Det hus hun havde boet i sammen med sin 25-årige søn, var også styrtet sammen under jordskælvet, og hendes søn var blevet dræbt. Kvinden fortalte at hun aldrig før havde interesseret sig for religion, men at hun nu havde mange spørgsmål. Traktaten havde givet hende et realistisk håb. Kort efter begyndte hun at studere Bibelen sammen med Jehovas Vidner.

Jehovas Vidner har tillid til at der kommer en tid hvor mennesker ikke længere vil være truet af naturkatastrofer, deriblandt jordskælv. Den følgende artikel forklarer hvorfor.

[Fodnote]

[Ramme på side 6]

VÆR FORBEREDT!

■ Kontrollér at vandvarmere er boltet fast, og at tunge genstande er placeret på gulvet eller på hylder i lav højde.

■ Lær alle i familien hvordan man lukker for gas, vand og elektricitet.

■ Sørg for at have førstehjælpsudstyr og et brandslukningsapparat i hjemmet.

■ Hav en transportabel radio med nye batterier klar.

■ Hold brandøvelser med familien, og understreg vigtigheden af at (1) bevare roen, (2) slukke for ovne og varmeapparater, (3) stille sig i en døråbning eller kravle ned under et bord og (4) holde sig væk fra vinduer, spejle og skorstene.

[Ramme/illustration på side 7]

JORDSKÆLV I ISRAEL

Af alle lande på jorden har Israel „den længste og mest sammenhængende historiske beretning om jordskælv“. Sådan skriver professor Amos Nur. Årsagen til dette er at en del af Great Rift Valley — nemlig forkastningen mellem den mediterranske plade og den arabiske plade — løber gennem det gamle Israel fra nord til syd.

Nogle arkæologer mener at oldtidens ingeniører anvendte en særlig teknik for at reducere de skader jordskælvene forvoldte. Dette er helt i harmoni med Bibelens beskrivelse af kong Salomons tempelbyggeri: „Og uden om den store forgård var der tre rækker kvadersten og en række cedertræsbjælker; det gjaldt også den indre forgård til Jehovas hus og forhallen til huset.“ (1 Kongebog 6:36; 7:12) Forskellige steder er der fundet vidnesbyrd om at man brugte denne teknik hvor man integrerede træbjælker i stenkonstruktionen. Det gælder for eksempel Megiddos port, som menes at være fra kong Salomons tid eller endnu ældre. Forskeren David M. Rohl mener at disse bjælker er blevet „inkorporeret i konstruktionen i et forsøg på at forebygge skader forårsaget af jordskælv“.

[Illustration]

Ruiner efter jordskælv i Bet-Sjean, Israel

[Ramme/illustrationer på side 8]

TO GRUOPVÆKKENDE MINUTTER — EN OVERLEVENDES BERETNING

I Ahmadabad i Indien var vores familie ved at forberede min kusines bryllup. Den 26. januar 2001 blev jeg vækket, ikke af mit vækkeur, men af nogle voldsomme rystelser. Jeg hørte lyden af metalskabe som rutsjede frem og tilbage, og så var jeg klar over at der var noget galt. Min onkel råbte: „Ud af huset!“ Da vi kom udenfor, kunne vi se hvordan huset blev rystet fra side til side. Det føltes som en evighed, men i virkeligheden varede rystelserne kun to minutter.

Katastrofen virkede helt overvældende på os fordi alting skete så hurtigt. Vi sikrede os at alle i familien var i god behold. Elforsyningen og telefonen var afbrudt. Derfor kunne vi ikke umiddelbart få at vide hvordan det var gået vores slægtninge i nabobyerne. Efter en time i uvished fik vi underretning om at der ikke var sket dem noget. Ikke alle var så heldige. I Ahmadabad var mere end hundrede huse styrtet sammen, og over 500 mennesker havde mistet livet.

Alle var skrækslagne i flere uger. Når folk gik i seng om aftenen, frygtede de at der ville komme et jordskælv mere, sådan som det var blevet forudsagt. Genopbygningen gik langsomt, og mange var hjemløse i lang tid. Alt dette blev forårsaget af et jordskælv der ikke varede mere end to minutter, men vi glemmer det aldrig. — Fortalt af Samir Saraiya.

[Illustration på side 6, 7]

En overlevende efter jordskælvet i Indien i januar 2001 med et billede af sin mor som omkom og er ved at blive kremeret

[Kildeangivelse]

© Randolph Langenbach/UNESCO (www.conservationtech.com)