En „simpel“ organisme?

Teorien om den kemiske evolution går ud på at livets udvikling på jorden skete ved hjælp af spontane kemiske reaktioner for milliarder af år siden.

Ikke sådan at forstå at livløst stof ved et rent tilfælde blev direkte omdannet til fugle, krybdyr og andre komplekse livsformer, men at en række spontane kemiske reaktioner med tiden resulterede i nogle meget simple livsformer såsom alger og andre encellede organismer.

Ud fra det man i dag ved om disse encellede organismer, er det da rimeligt at konkludere at de er så simple at de kan være opstået spontant? Hvor simple er encellede alger for eksempel? Lad os se nærmere på en bestemt type, nemlig den encellede grønalgeslægt Dunaliella, der hører til ordenen Volvocales.

Unikke encellede organismer

Dunaliella-cellerne er ægformede og meget små — cirka ti mikrometer lange. Hvis man lagde 1000 af dem i forlængelse af hinanden, ville de kun måle en centimeter. Hver celle har i den ene ende to flageller, eller svingtråde, som benyttes til bevægelse. Ligesom planter skaffer Dunaliella-cellerne energi via fotosyntese. De fremstiller føde af kuldioxid, mineraler og andre næringsstoffer som de optager. Grønalgen formerer sig ved celledeling.

Dunaliella kan leve i selv en mættet saltopløsning. Denne alge er en af de meget få organismer overhovedet der kan leve og formere sig i Det Døde Hav, hvor saltkoncentrationen er cirka otte gange højere end i almindeligt havvand. Denne såkaldt simple organisme kan også overleve når saltkoncentrationen i omgivelserne pludselig forandrer sig.

Tag for eksempel arten Dunaliella bardawil, der findes i lavvandede saltsumpe i Sinaiørkenen. Vandet i disse sumpe kan hurtigt blive fortyndet under et tordenvejr eller få en mættet saltkoncentration når ekstremt høje temperaturer medfører fordampning. Den ganske lille Dunaliella bardawil kan dog tåle sådanne ekstreme forandringer, og det skyldes blandt andet dens evne til at producere og oplagre glycerol i præcis den rette mængde. Dunaliella bardawil er meget hurtig til at danne glycerol. I løbet af få minutter efter at der er sket en forandring i saltkoncentrationen, kan algen enten producere eller afgive glycerol, alt efter hvad den behøver for at tilpasse sig omgivelserne. Dette er vigtigt, da saltholdigheden på visse levesteder kan ændre sig betydeligt inden for få timer.

Eftersom Dunaliella bardawil lever i lavvandede saltsumpe i ørkenen, er den udsat for stærkt sollys. Cellen tager dog ikke skade af lyset, takket være et beskyttende farvestof. Når en Dunaliella-organisme  har gunstige næringsforhold, som for eksempel når den tilføres en tilstrækkelig mængde kvælstof, er den lysegrøn, og det grønne farvestof klorofyl yder beskyttelse. Men hvis der er mangel på kvælstof, og hvis saltholdigheden, temperaturen og lysstyrken er høj, skifter Dunaliella-organismen fra grøn til orange eller rød. Hvorfor? Under sådanne ugunstige forhold går en kompliceret biokemisk proces i gang. Indholdet af klorofyl falder til et lavt niveau, og der dannes et andet farvestof, der kaldes betakaroten. Uden sin enestående evne til at danne dette farvestof ville cellen dø. Farveskiftet skyldes forekomsten af store mængder betakaroten, der under sådanne forhold udgør op til 10 procent af algens tørvægt.

I USA og Australien dyrkes Dunaliella kommercielt i store damme med det formål at producere naturligt betakaroten til fødevareindustrien. Der er for eksempel store produktionsanlæg i det sydlige og vestlige Australien. Betakaroten kan også fremstilles syntetisk. Der er dog kun to virksomheder som har de kostbare og avancerede biokemiske anlæg der kan producere det i industriel målestok. Hvad mennesker har brugt årtier på, samt store investeringer i forskning, udvikling og produktionsanlæg, kan Dunaliella klare så let som ingenting — alt sammen ved hjælp af en miniaturefabrik der er så lille at den ikke kan ses, og som øjeblikkelig reagerer på forandringer i dens fysiske omgivelser.

En anden bemærkelsesværdig egenskab findes hos Dunaliella acidophila-arten. Den blev identificeret første gang i 1963 i naturligt forekommende sure svovlkilder og i sure jordbunde med en høj koncentration af svovlsyre. På laboratorier kan denne art vokse i en svovlsyreopløsning der er 100 gange mere sur end citronsaft. Dunaliella bardawil kan overleve i stærkt basiske miljøer. Det siger noget om Dunaliellas store tilpasningsevne.

Værd at tænke over

Dunaliellas evner er noget helt for sig. De er dog kun et lille udpluk af de mange forbløffende egenskaber som sætter encellede organismer i stand til at overleve og trives i vekslende og undertiden ugunstige miljøer. Dunaliella kan holde skadelige stoffer ude, udskille affaldsstoffer, undgå eller overvinde sygdomme, undslippe fjender, formere sig, indtage næring selektivt efter hvad den behøver for at vokse, og meget mere. Mennesket bruger cirka 100 billioner celler til at udføre disse opgaver!

Kan man med rimelighed hævde at denne encellede alge blot er en simpel, primitiv livsform der er opstået helt tilfældigt som følge af nogle få aminosyrer i en organisk ursuppe? Er det logisk at tilskrive disse undere i naturen et heldigt sammentræf? Hvor langt mere fornuftigt er det ikke at give æren for alt det levende til ham der skabte det med en hensigt, den store Mesterkonstruktør! Livets meget komplekse og interaktive opbygning forudsætter en intelligens og dygtighed som langt overgår vores fatteevne.

En grundig undersøgelse af Bibelen uden skelen til religiøse eller videnskabelige dogmer vil give tilfredsstillende svar på spørgsmål om hvordan livet er opstået. En sådan undersøgelse har beriget tilværelsen for millioner af mennesker, deriblandt mange forskere. *

[Fodnote]

[Illustrationer på side 26]

Længst til venstre: Kommerciel produktion af betakaroten ved hjælp af „Dunaliella“

Til venstre: Forstørret orangefarvet „Dunaliella“-kultur med et højt indhold af betakaroten

[Kildeangivelse]

© AquaCarotene Limited (www.aquacarotene.com)

[Illustration på side 26]

Dunaliella

[Kildeangivelse]

© F.J. Post/Visuals Unlimited

[Illustration på side 27]

Et billede taget med scanning-elektronmikroskop som viser cellekerne (C), kloroplast (K) og Golgi-apparat (G)

[Kildeangivelse]

Billede fra www.cimc.cornell.edu/Pages/dunaLTSEM.htm. Gengivet med tilladelse