Jeg mistede mit ufødte barn

MANDAG den 10. april 2000 var en varm og solrig dag, så jeg besluttede mig til at ordne nogle ærinder. Jeg var godt tre måneder henne, og selv om jeg ikke havde så meget energi, var jeg glad for at komme ud og få lidt frisk luft. Men netop som jeg stod i et supermarked og ventede på at betale, kunne jeg mærke at der var noget galt med mig.

Mine bange anelser blev bekræftet da jeg kom hjem. Jeg blødte — noget der ikke var sket da jeg ventede mine to andre børn — og det gjorde mig bange. Jeg ringede til min læge, men han foreslog at jeg blot skulle vente med at komme til dagen efter, hvor jeg i forvejen havde fået en tid. Før min mand og jeg lagde vores to børn i seng den aften, bad vi Jehova om at give os den styrke vi måtte have behov for. Til sidst faldt jeg i søvn.

Men omkring klokken to om natten vågnede jeg op med nogle frygtelige smerter. Efter et stykke tid fortog smerterne sig, men ligesom jeg var ved at falde i søvn igen, kom de tilbage, denne gang i regelmæssige bølger. Jeg begyndte også at bløde mere, og det gik op for mig at jeg havde veer. Jeg ransagede min hjerne for at finde ud af om det skyldtes at jeg havde gjort et eller andet forkert, men jeg kunne ikke komme i tanker om noget.

Da klokken blev fem, følte jeg at det var klogest at tage på hospitalet. Da min mand og jeg ankom, var vi taknemmelige for den gode behandling vi fik af et venligt, hjælpsomt og forstående hospitalspersonale. To timer senere gav lægen os den meddelelse vi havde frygtet: Jeg havde mistet mit barn.

På grund af de forudgående symptomer kom meddelelsen ikke helt bag på mig, og jeg tog det forholdsvis pænt. Min mand havde desuden været ved min side under hele forløbet og hjulpet mig meget. Men nu hvor vi skulle hjem uden et barn, spekulerede vi på hvordan vi skulle få det sagt til vores to børn, Kaitlyn på seks og David på fire.

Hvad skal vi sige til børnene?

Børnene var gået i seng med en fornemmelse af at noget var galt, men hvordan skulle vi bære os ad med at fortælle dem at deres nye lillebror eller lillesøster var død? Vi besluttede at vi ville være åbne og ærlige. Det hjalp min mor os med ved at fortælle børnene at den lille ikke kunne komme med os hjem. Børnene løb os i møde da vi kom ind ad døren, og gav os knus og kys. Det første de spurgte os, var: „Har babyen det godt?“ Jeg kunne ikke svare, men min mand holdt os tæt ind til sig og sagde: „Babyen er død.“ Vi omfavnede hinanden og græd. På den måde kunne vi begynde at bearbejde vores sorg.

Det kom dog bag på os at vores børn senere reagerede som de gjorde. For eksempel blev det et par uger efter at jeg havde aborteret, meddelt i menigheden  at en af de ældre, en nær ven af familien, var død. Vores søn, David, græd helt uhæmmet, så min mand måtte bære ham udenfor. Da David var faldet lidt til ro, spurgte han hvorfor hans ven var død. Derefter spurgte han hvorfor babyen var død. Til sidst spurgte han sin far: „Skal du også dø?“ Han ville også gerne vide hvorfor Jehova Gud endnu ikke havde tilintetgjort Satan og var begyndt at „gøre det hele godt igen“. Ja, vi var overraskede over alle de tanker vores lille dreng havde gjort sig.

Kaitlyn havde også mange spørgsmål. Hun legede ofte at en af hendes dukker var syg, og at de andre dukker var sygeplejersker eller familiemedlemmer. Hun brugte en papkasse som dukkehospital og legede somme tider at en af dukkerne var død. Vores børns spørgsmål og lege gav os mulighed for at lære dem nogle vigtige ting om livet og om hvordan Bibelen kan hjælpe os til at klare forskellige prøvelser. Vi mindede dem også om at Gud vil skabe et smukt paradis på jorden der vil være fri for alle former for lidelse og smerte, og hvor heller ikke døden vil være mere. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Jeg begynder at komme mig over tabet

Da jeg var kommet hjem fra hospitalet, havde jeg følt mig forvirret og tom indeni. Der var så meget der skulle gøres, men jeg vidste ikke hvor jeg skulle begynde, og hvor jeg skulle ende. Jeg ringede til et par venner som havde været igennem det samme som jeg, og de var til stor trøst. En af vores andre venner sendte os blomster og tilbød at passe børnene om eftermiddagen. Jeg var meget taknemmelig for hendes hjælp og omsorg.

Jeg ordnede familiebilleder og satte dem i fotoalbum. Jeg tog også det ubrugte babytøj frem og så på det — det eneste håndgribelige minde om det barn jeg havde mistet. I mange uger oplevede jeg store, følelsesmæssige udsving. Til trods for al den støtte jeg fik af familie og venner, var der dage hvor jeg ikke kunne holde op med at græde. Somme tider troede jeg at jeg var ved at gå fra forstanden. Noget af det sværeste var at være sammen med veninder som ventede sig. Førhen havde jeg altid troet at en spontan abort var noget man hurtigt kom sig over. Hvor havde jeg taget fejl! *

Kærlighed — det bedste middel

Det der især hjalp mig hen ad vejen, var den kærlighed  min mand og mine trosfæller viste mig. En dag lavede en søster i menigheden et måltid mad og bragte det hen til os. En menighedsældste og hans kone besøgte os en aften med en buket blomster og et kort med nogle kærlige ord til os. Vi vidste hvor travlt de havde, så vi var rørte over deres betænksomhed. Mange andre af vores venner sendte kort eller blomster. De få ord „Vi tænker på jer“ betød meget for os. En af vores trosfæller skrev: „Ligesom Jehova betragter vi livet som noget dyrebart. Hvis han ved hvornår en spurv falder til jorden, ved han helt sikkert også hvornår et menneskefoster dør.“ En i familien skrev: „Vi forbløffes over fødselens og livets mirakel, og er lige så forbløffede når det ikke fungerer som det skal.“

Da jeg nogle uger senere sad i rigssalen, kunne jeg mærke at jeg havde let til tårer og måtte gå før mødet begyndte. To af vennerne som havde set at jeg var gået ud med tårer i øjnene, kom ud til mig i bilen. De holdt mig i hånden og fik mig til at le, og kort efter gik vi alle tre indenfor. Hvor er det skønt at have venner som viser „større troskab end en broder“. — Ordsprogene 18:24.

Efterhånden som nyheden om min abort bredte sig, blev jeg forbavset over at høre hvor mange af mine venner der havde været gennem det samme som jeg. Selv nogle jeg ikke havde været så tæt knyttet til, var til stor trøst og opmuntring for mig. Den kærlige støtte de gav mig da jeg var langt nede, mindede mig om det bibelske ordsprog: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ — Ordsprogene 17:17.

Trøst fra Guds ord

Højtiden til minde om Kristi død fandt sted ugen efter at jeg aborterede. En aften mens vi sad og læste i Bibelen om Jesu sidste dage på jorden, slog det mig pludselig: ’Jehova ved hvor smerteligt det er at miste nogen. Han mistede jo sin egen søn!’ Fordi Jehova er den store, almægtige Fader i himmelen, glemmer jeg somme tider hvor forstående han er, og hvor stor medfølelse han har med sine tjenere — mænd såvel som kvinder. I samme øjeblik følte jeg stor lindring. Jeg følte mig nærmere Jehova end nogen sinde før.

Jeg blev også meget opmuntret af at læse bibelske publikationer, især nogle tidligere artikler i Vagttårnet og Vågn op! som handlede om det at miste nogen i døden. For eksempel var Vågn op! for 8. august 1987 med temaet „Når man sørger over tabet af et barn“ og brochuren Når man mister en man holder af til stor gavn for mig. *

Sorgen får en ende

Som tiden gik, kunne jeg mærke at jeg var ved at komme mig over sorgen, for jeg kunne le uden at have skyldfølelser og tale med nogen uden altid at dreje samtalen hen på det barn jeg havde mistet. Men indimellem havnede jeg i et følelsesmæssigt minefelt. Det skete for eksempel når jeg mødte venner der ikke vidste at jeg havde mistet barnet, eller når der kom en familie til møde i rigssalen med deres lille nyfødte.

Så vågnede jeg en morgen og følte at de mørke skyer nu, langt om længe, var lettet. Allerede inden jeg åbnede øjnene, kunne jeg mærke at jeg havde det bedre. Jeg følte en indre fred og ro som jeg ikke havde oplevet i mange måneder. Men jeg må indrømme at da jeg et års tid efter min spontane abort opdagede at jeg var gravid, kom frygten for endnu en abort op i mig. Heldigvis fødte jeg en sund og rask dreng i oktober 2001.

Jeg sørger stadig over det barn jeg mistede. Alligevel har alt det vi har været igennem, øget min værdsættelse af livet, af min familie, af mine trosfæller og af Gud, som trøster os. Det der er sket, har også understreget den vigtige sandhed at det ikke er Gud som tager vores børn fra os, men at „tid og tilfælde berører [os] alle“. — Prædikeren 9:11.

Jeg ser frem til den dag da Gud vil fjerne al sorg, skrig og smerte, også den fysiske og følelsesmæssige smerte som en spontan abort forårsager. (Esajas 65:17-23) Da vil alle der vælger at adlyde Gud, kunne sige: „Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?“ — 1 Korinther 15:55; Esajas 25:8. — Indsendt.

[Fodnoter]

[Ramme på side 21]

Spontan abort — Hyppighed og årsager

„Undersøgelser viser at 15 til 20 procent af alle graviditeter ender med spontan abort,“ siger The World Book Encyclopedia. „Men risikoen for abort er størst i de første to uger efter undfangelsen (befrugtningen), et tidspunkt hvor kvinden ofte ikke engang er klar over at hun er gravid.“ En anden kilde siger at over „80 procent af de spontane aborter sker i de første 12 uger af svangerskabet“, og at mindst halvdelen af aborterne menes at være forårsaget af fejl i fosterets kromosomer. Disse fejl er ikke et resultat af lignende defekter i moderens eller faderens kromosomer.

Sygdom hos moderen kan også forårsage spontan abort. Nogle læger peger på hormonforstyrrelser, fejl i immunforsvaret, infektioner samt abnormiteter i livmoderen eller i livmoderhalsen. Kroniske sygdomme som diabetes (hvis den ikke er velbehandlet) og for højt blodtryk kan også spille ind.

Ifølge eksperter forårsages spontan abort ikke nødvendigvis af motion, løft af tunge genstande eller samleje. Og risikoen for at abortere på grund af et fald, et mindre slag eller en forskrækkelse er ubetydelig. En publikation om emnet siger: „Fosteret vil højst sandsynligt ikke tage skade af en kvæstelse medmindre den er så alvorlig at moderens eget liv er truet.“ Livmoderens beskaffenhed er et vidnesbyrd om en vís og kærlig Skaber. — Salme 139:13, 14.

 [Ramme/illustration på side 23]

Hvordan familie og venner kan hjælpe

Det er somme tider svært at vide hvad man skal sige eller gøre når nogen i ens vennekreds eller i familien har aborteret. Folk reagerer forskelligt på et sådant tab, og der findes derfor ingen universalopskrift på hvordan man kan yde trøst og hjælp. Overvej alligevel følgende forslag. *

Praktiske ting du kan gøre for at hjælpe:

● Tilbyd at aflaste moderen ved at passe de andre børn.

● Tag hen til familien med et måltid mad.

● Glem ikke faderen. (Som en fader siger, „er der ikke særlig mange der har tanke for fædre i den situation.“)

Hvad man kan sige:

● „Det gør mig virkelig ondt at du har mistet dit barn.“

Denne enkle sætning betyder meget og kan bane vej for flere trøstende ord.

● „Du skal bare græde.“

I de første uger eller måneder efter at en kvinde har aborteret, har hun ofte let til tårer. Lad hende vide at der ikke er noget flovt ved at vise sine følelser.

● „Må jeg ringe til dig igen i næste uge for at høre hvordan du har det?“

I begyndelsen får de sørgende ofte meget omsorg og opmærksomhed, men som tiden går og de stadig er kede af det, kan de føle at de er blevet glemt. Det er rart for dem at vide at du stadig er der for at hjælpe og støtte. De sørgendes følelser kan svinge meget i flere uger eller måneder. Det samme kan endda være tilfældet efter en vellykket graviditet.

● „Jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal sige.“

Det er ofte bedre at sige sådan end slet ikke at sige noget. Det viser at du oprigtigt ønsker at hjælpe og trøste.

Hvad man ikke skal sige:

● „Du kan altid få et barn til.“

Selv om denne udtalelse måske er rigtig, kan det lyde som om man mangler empati. Forældrene ønskede sig ikke et hvilket som helst barn; de ville have lige præcis det barn. Før de overhovedet kan begynde at tænke på at få et barn til, har de uden tvivl behov for at sørge over det de har mistet.

● „Der var sikkert noget i vejen med barnet.“

Det er måske sandt, men det er en dårlig trøst. Moderen havde opfattet barnet som værende sundt og raskt.

● „Heldigvis kendte du ikke rigtig barnet. Det ville have været værre hvis det var sket senere.“

De fleste mødre knytter sig til deres ufødte barn på et meget tidligt tidspunkt i graviditeten. Så når barnet dør, er det naturligt at moderen sørger. Sorgen forstærkes af at ingen andre „kendte“ barnet som moderen gjorde.

● „Det er da godt at du har andre børn.“

For sørgende forældre er dette måske det samme som at sige til en der havde mistet en arm: „Det er da godt at du har den anden.“

Det skal dog retfærdigvis siges at selv de der mener én det bedste, indimellem kommer til at sige noget forkert. (Jakob 3:2) Kristne kvinder som har haft en spontan abort, bør derfor udvise kærlighed og ikke tage det ilde op hvis nogen kommer med velmente, men uheldige bemærkninger. — Kolossenserne 3:13.

[Fodnote]