De vilde dyrs sprog — Sådan kommunikerer dyrene

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I KENYA

DER er ingen tvivl om at en af de dyrebareste gaver mennesket har fået, er evnen til at kommunikere. Vi kan give hinanden del i mangfoldige oplysninger, både med ord og på andre måder. Friheden til at gøre dette kaldes ytringsfriheden, og folk overalt i verden er parate til at kæmpe for den. Men når vi kalder den en menneskeret, kunne nogle måske få den opfattelse at evnen til at meddele sig kun findes blandt mennesker.

Forskellige undersøgelser har imidlertid vist at dyr udveksler informationer på måder der ofte forbløffer os. De „taler“ sammen, ikke med ord, men ved hjælp af synlige signaler som for eksempel en logren med halen, en bevægelse med ørerne eller en basken med vingerne. Andre former for kommunikation foregår ved hjælp af stemmen, som for eksempel gøen, brølen og knurren, eller måske sang. Nogle af disse „sprog“ er lette at forstå for mennesker, men andre kræver det lang tids forskning at tolke.

Rovdyr!

Det er midt i juli. I den vidtstrakte Serengeti National Park i Tanzania er tusinder af gnuer på vej nordpå, mod vildtreservatet Masai Mara i Kenya, for at finde grønnere græsgange. Sletterne giver genlyd under gnuernes årlige vandring. Men det er en farefuld tur. Langs ruten lurer rovdyr som løver, hyæner, geparder og leoparder. Gnuerne løber også en risiko ved at krydse Marafloden, der er fyldt med krokodiller. Hvad kan gnuerne gøre for at holde rovdyrene på afstand?

For at forvirre fjenden løber gnuen meget hurtigt over en kort afstand og vender sig derefter om mod fjenden mens den kaster hovedet fra side til side. Den hopper og springer på den mest komiske og besynderlige måde. Selv et forhærdet rovdyr kan ikke lade være med at standse forbløffet op for at kigge på den mærkværdige dans. Hvis et rovdyr alligevel fortsætter angrebet, gentager gnuen forestillingen. Det forvirrer angriberen så meget at den måske opgiver jagten. Den klodsede dans har givet gnuen den tvivlsomme ære at blive kaldt sletternes klovn.

 Gnuernes mindre fætre, impalaerne, er kendt for deres gigantiske spring. Mange ser måske springene som et tegn på ynde og hurtighed. Men når disse antiloper føler sig truede, sætter de i vældige spring for at gøre det vanskeligt for rovdyrene at få fat i deres ben. De op til 9 meter lange spring sender et tydeligt budskab til angriberen: „Du kan jo prøve om du kan fange mig!“ — Ikke mange rovdyr ulejliger sig med at gøre forsøget!

Spisetid

Mange vildtlevende rovdyr må øve sig for at blive dygtige jægere. Ungerne må følge opmærksomt med når forældrene viser dem hvordan man jager. I et vildtreservat i Afrika så man en gepard ved navn Saba give sine unger nogle livsvigtige lektioner. Efter at have luret på en græssende Thomsons gazelle i over en time satte hun i et kæmpe spring og slog ned på den ulyksalige gazelle — men uden at dræbe den. Kort efter lagde Saba den fortumlede gazelle foran sine unger, der virkede sært uvillige til at kaste sig over byttet. Gepardungerne vidste godt hvorfor deres mor var kommet med et levende dyr til dem. Hun ville lære dem hvordan man dræber en gazelle. Hver gang den forsøgte at komme på benene og flygte, væltede de ophidsede unger den omkuld. Til sidst opgav den udmattede gazelle kampen for livet. Saba så anerkendende til fra sidelinjen.

Nogle dyr har specialiseret sig i at larme så meget som muligt når de søger efter føde. Et kobbel plettede hyæner kan for eksempel finde på at grynte, fnyse og kagle mens de jager et bytte. Når de har dræbt byttet, indbyder de andre hyæner til festmåltidet ved at udstøde deres berygtede „latter“. Men hyæner jager ikke altid selv. I naturen er de nogle af de værste til at kaste sig over andres føde — de generer andre rovdyr på alle mulige måder for at erobre deres bytte. De er endda i stand til at skræmme løver væk fra deres måltid! Hvordan bærer de sig ad? Hyænerne larmer og hidser sig mere og mere op for at forstyrre de spisende løver. Hvis løverne ignorerer støjen, bliver hyænerne bare endnu mere ophidsede og dristige. Når løverne finder ud af at de ikke kan få madro, vælger de ofte at lade byttet ligge og gå deres vej.

Bierne har et kompliceret ritual i deres søgen efter føde. Grundige videnskabelige undersøgelser har vist at en honningbi ved at danse kan forklare kubens øvrige  beboere hvor den har fundet noget spiseligt, hvad det er, og endda hvor høj kvaliteten af føden er. På sig har bien en lille smagsprøve af føden, for eksempel nektar eller pollen, med til de andre bier i kuben. Ved at danse i et ottetal kan den ikke blot lede de andre til fødekilden, men også vise hvor langt borte den er. Så pas bare på! Den bi der sværmer om dig, kan være ved at samle nogle vigtige oplysninger som den har tænkt sig at tage med hjem. Måske forveksler den din dyre parfume med duften af noget spiseligt!

Kommunikation

Få lyde virker så imponerende som et løvebrøl i den stille nat. Forskerne har flere teorier om hvorfor løverne kommunikerer på denne måde. En hanløves vældige brøl er en advarsel til alle om at han er i sit territorium, og at al indtrængen sker på eget ansvar. Men da løven er et socialt dyr, brøler den også for at holde sig i kontakt med andre medlemmer af flokken. Det er som regel et blødere og knap så aggressivt brøl. En nat brølede en løve hvert kvarter indtil en slægtning svarede i det fjerne. De blev ved med at „snakke“ i et kvarter mere, indtil de endelig mødtes. Så ophørte brølene.

Kontakter af denne art bidrager ikke blot til et godt forhold dyrene imellem, men kan også være en beskyttelse i tilfælde af dårligt vejr. En høne kan for eksempel udstøde flere lyde for at fortælle sine kyllinger forskellige ting. Den  mest specielle er den lange, lave snurrende lyd som hønen udstøder om aftenen, og som betyder at hun er kommet hjem for at lægge sig på reden. De spredte kyllinger hører moderens kalden, samler sig under hendes vinger og går til ro for natten. — Mattæus 23:37.

Parring

Du standser sikkert somme tider op for at lytte til fuglesangen eller fascineres af fuglenes evne til at synge komplicerede temaer. Men har du tænkt på at de slet ikke synger for at underholde dig? Gennem sangen udsender de nogle vigtige budskaber. Sangen er undertiden en måde at hævde et territorium på, men den bruges også i vid udstrækning som et middel til at tiltrække en mage. Ifølge The New Book of Knowledge „falder sangaktiviteten med 90 procent“ så snart hannen og hunnen har fundet hinanden.

Somme tider kræver det dog mere end skønsang at vinde en partner. Nogle hunfugle forlanger at der betales en „brudekøbesum“ før de overgiver sig til en han. Blandt væverfuglene må hannen for eksempel demonstrere sin evne til at bygge en rede før han bliver accepteret. Hannerne blandt andre arter må vise deres evne til at forsørge en familie ved bogstavelig talt at made hunnen.

De mange komplicerede måder dyrene har at kommunikere på, tjener ikke kun til at dække deres fysiske behov, men mindsker også deres indbyrdes kampe og fremmer freden i naturen. Der forskes til stadighed i dyrenes måde at kommunikere på, så det er et emne vi sikkert kommer til at høre mere om. Selv om vi ikke til fulde forstår hvordan dyrene kommunikerer, bringer det pris til Jehova Gud, der har skabt dem med denne evne.

[Ramme/illustrationer på side 18, 19]

Elefantsnak

En stor elefantflok lod sig tilsyneladende ikke forstyrre af at fremmede var trængt ind på deres territorium en varm eftermiddag i den store Amboseli National Park i Kenya. Alligevel var luften fuld af „elefantsnak“, lige fra en lavfrekvent rumlen til højfrekvente trompetstød, brøl, gøen, fnysen og prusten. Nogle dele af elefanternes kald ligger under menneskets høregrænse, men er alligevel så kraftige at de kan opfattes af en elefant flere kilometer borte.

Eksperter i dyreadfærd forstår stadig ikke helt de komplicerede måder elefanter kan overbringe seriøse budskaber på. Joyce Poole har studeret kommunikation mellem afrikanske elefanter i over 20 år. Hun har draget den slutning at disse store dyr er i stand til at udtrykke følelser som meget få andre dyr kan give udtryk for. „Det er svært at betragte elefanters bemærkelsesværdige adfærd under en hilseceremoni i en familie eller en nært knyttet gruppe [eller ved] et nyt familiemedlems fødsel . . . uden at forestille sig at de har meget stærke følelser. Disse kan bedst beskrives med ord som glæde, lykke, kærlighed, venskab, jubel, morskab, fornøjelse, medfølelse, lettelse og respekt,“ siger Joyce Poole.

Når elefanter mødes efter at have været adskilt længe, udvikler hilseceremonierne sig til de rene tumulter. De løber mod hinanden med løftet hoved og flagrende ører. Undertiden kan en elefant endda finde på at lægge sin snabel i en andens mund. Hilseceremonierne synes at give elefanterne stor glæde, som om de sagde: „Åh, hvor er det skønt at se dig igen!“ De bånd de knytter, styrker det netværk der er så vigtigt for deres overlevelse.

Det lader også til at elefanter har humoristisk sans. Joyce Poole fortæller at hun har set elefanter trække mundvigene op i det hun kalder et smil, mens de virrer med hovedet på en måde der tyder på morskab. Hun begyndte engang en leg med dyrene som i et kvarters tid fik dem til at opføre sig fuldstændig ustyrlig morsomt. To år senere syntes nogle af deltagerne i legen at „smile“ til hende igen, måske fordi de kunne huske at hun var med i legen. Elefanter kan ikke blot lege med hinanden, men også efterligne lyde. Under et forskningsprojekt hørte Joyce Poole en lyd der skilte sig ud fra de normale elefantkald. Da man analyserede lyden, mente nogle at elefanterne efterlignede lyden af lastbiler der kørte forbi i nærheden. Og de gjorde det åbenbart for sjov! Det lader til at elefanter griber enhver lejlighed til at more sig lidt.

Der er blevet skrevet meget om den måde elefanter synes at sørge på når en i flokken kommer til skade eller dør. Joyce Poole så engang en hunelefant stå vagt over sin dødfødte unge i tre dage og beskrev det på denne måde: Hendes „ansigtsudtryk“ mindede om det man ser hos „et sørgende, deprimeret menneske: Hendes hoved og ører hang, hendes mundvige vendte nedad“.

De der dræber elefanter blot for at få deres stødtænder, tænker ikke på det ’psykologiske traume’ de skaber hos de forældreløse unger, der måske ser deres mødre blive dræbt. Ungerne tilbringer de første par dage på et „børnehjem“ for dyr mens de forsøger at komme over deres „sorg“. En dyrepasser fortæller at han har hørt de forældreløse unger „skrige“ om morgenen. Ungerne kan have mén af det flere år efter moderens død. Joyce Poole tror at elefanterne kan fornemme at deres lidelser er forårsaget af mennesket. Vi ser frem til den tid hvor mennesker og dyr vil leve sammen i fred. — Esajas 11:6-9.

[Illustration på side 16, 17]

Kapsuler der hilser på hinanden

[Illustration på side 17]

En gnu opfører en mærkværdig dans for at forvirre fjenden

[Illustration på side 17]

Hyænens berygtede „latter“

[Kildeangivelse]

© Joe McDonald

[Illustration på side 18]

Honningbiens dans