Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kan kristne forvente at blive beskyttet af Gud?

Kan kristne forvente at blive beskyttet af Gud?

Hvad siger Bibelen?

Kan kristne forvente at blive beskyttet af Gud?

Bibelen nævner adskillige gange at Gud kan beskytte sine tilbedere mod ondt. Kong David sagde: „Red mig, Jehova, fra onde mennesker; måtte du værne mig mod voldsmænd.“ (Salme 140:1) I vore dage er mange af Guds tilbedere som er blevet udsat for vold, kriminalitet eller naturkatastrofer, undsluppet død eller kvæstelser. Nogle har spekuleret på om det skyldes at Gud mirakuløst har beskyttet dem, især da gudfrygtige mennesker ved andre lejligheder ikke er gået fri, men er kommet ud for store tragedier og måske endog har lidt en voldelig død.

BESKYTTER Jehova nogle enkeltpersoner mod ondt, men ikke andre? Skal vi forvente mirakuløst at blive udfriet fra vold og katastrofer i dag?

Bibelske beretninger om mirakuløs beskyttelse

Bibelen indeholder talrige beretninger om hvordan Gud mirakuløst har grebet ind til gavn for sine tjenere. (Esajas 38:1-8; Apostelgerninger 12:1-11; 16:25, 26) Men den beretter også om andre lejligheder hvor Jehovas tjenere ikke er blevet udfriet fra ulykke. (1 Kongebog 21:1-16; Apostelgerninger 12:1, 2; Hebræerne 11:35-38) Jehova kan tydeligvis vælge at yde beskyttelse når det tjener en bestemt hensigt. Men når kristne ikke bliver udfriet fra trængsler, bør de ikke drage den slutning at det er fordi Gud har forladt dem. Vi må være indstillet på at der vil ske onde ting, og at det også kan gå ud over Jehovas trofaste tjenere. Hvorfor er det sådan?

Hvorfor trofaste tjenere for Gud bliver ramt af ondt

En af grundene er at vi alle har arvet synd og ufuldkommenhed fra Adam og Eva. Vi vil derfor komme ud for smerte, lidelse og død. (Romerne 5:12; 6:23) En anden grund er at vi lever i de sidste dage. Bibelen fortæller at menneskene i vore dage vil være „uden naturlig hengivenhed, uforsonlige, bagvaskere, uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode“. (2 Timoteus 3:1-5) Vore dages mange brutale forbrydelser i form af voldtægt, kidnapning og drab vidner med al tydelighed om opfyldelsen af disse ord.

Mange trofaste tjenere for Gud bor og arbejder blandt voldelige mennesker og bliver undertiden udsat for angreb fra deres side. Vi kommer måske pludselig i en livstruende situation, ene og alene fordi vi er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Endvidere erfarer vi rigtigheden af kong Salomons ord: „Tid og tilfælde berører [os] alle.“ — Prædikeren 9:11.

Paulus nævnte desuden at kristne ville blive udsat for forfølgelse fordi de tilbeder Gud. Han sagde: „Ja, alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ (2 Timoteus 3:12) I de senere år har dette været tilfældet i en række lande.

Gudfrygtige mennesker er altså ikke fritaget for virkningerne af vold, kriminalitet, naturkatastrofer og ulykker. Satan har påstået at Jehova sætter hegn rundt om sine tjenere så de kan gå uskadte gennem livet. (Job 1:9, 10) Sådan forholder det sig ikke. Vi kan dog være forvissede om at Jehova yder sit folk beskyttelse — selv når det ikke sker mirakuløst i en bestemt situation.

Hvordan Jehova beskytter sit folk i dag

I dag beskytter Jehova sit folk gennem den vejledning han giver i sit ord. Åndelig indsigt og kundskab fra Bibelen kan hjælpe os til at opdyrke dømmekraft og få et sundt sind. På den måde bliver vi i stand til at træffe kloge beslutninger og undgå unødige fejltagelser. (Salme 38:4; Ordsprogene 3:21; 22:3) For eksempel har dét at følge Bibelens anvisninger med hensyn til kønsmoral, begærlighed, vrede og vold skånet kristne for mange kvaler. Og når vi undgår at dyrke nært fællesskab med gudløse mennesker, mindsker det risikoen for at vi bliver ramt af en ulykke fordi vi er det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. (Salme 26:4, 5; Ordsprogene 4:14) Ved at leve efter Bibelens principper får man en bedre livsform, som ofte gavner én både mentalt og fysisk.

Det der trøster og opmuntrer os mest, er visheden om at Gud, når han tillader at hans tjenere kommer ud for noget ondt, også vil give dem den styrke der er nødvendig for at de kan klare det. Apostelen Paulus giver os følgende forsikring: „Gud er trofast, og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, så I kan modstå den.“ (1 Korinther 10:13) Ifølge Bibelen vil en „kraft som er ud over det normale“ også hjælpe os til at udholde trængsler. — 2 Korinther 4:7.

Gud handler i overensstemmelse med sin vilje

Kan kristne forvente at Gud mirakuløst redder dem hvis en katastrofe truer? Bibelen giver ikke grundlag for at nære en sådan forventning.

Naturligvis kunne Jehova Gud vælge at gribe direkte ind til gavn for en hvilken som helst af sine tjenere. Og hvis nogle mener at de er undsluppet en ulykke fordi Jehova har grebet ind til gavn for dem, bør man ikke kritisere dem for det. Men når Jehova vælger ikke at gribe ind, bør man på den anden side aldrig opfatte det som et tegn på hans mishag.

Lad os altid nære tillid til at Jehova, uanset hvilke trængsler eller situationer der opstår, vil yde sine trofaste tjenere beskyttelse, enten ved at bringe situationen til ophør, ved at give os styrke til at udholde den, eller, hvis vi dør, ved at oprejse os til evigt liv i hans nye verden. — Salme 37:10, 11, 29; Johannes 5:28, 29.