Da Australien var straffekoloni

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I AUSTRALIEN

JOHN HILL: Dømt for at stjæle et lommetørklæde til en værdi af seks pence og forvist til Australien i syv år.

ELIZABETH BASON: Dømt for at stjæle 6,5 meter bomuldsstof. Hun blev dømt til døden ved hængning, men straffen blev ændret til forvisning i syv år.

JAMES BARTLETT: Kendt skyldig i at have stjålet 450 kilo garn til reb. Han blev forvist til Australien i syv år.

GEORGE BARSBY: Kendt skyldig i at have overfaldet William Williams og frarøvet ham en silkepung, et guldur og seks guineas (ca. 70 kroner). Han blev dømt til døden ved hængning, men dommen blev ændret til forvisning på livstid.

DISSE fire blev dømt i England og derefter forvist til Australien i slutningen af 1700-tallet. Omkring 160.000 fik samme skæbne i den berygtede periode da Australien var straffekoloni. Kvinder blev rutinemæssigt idømt mellem 7 og 14 år, i mange tilfælde endda sammen med deres børn.

„Mange af de ’forbrydere’ der blev sendt til Australien, var drenge og piger der endnu ikke var fyldt 13 år,“ fortæller Bill Beatty i bogen Early Australia — With Shame Remembered. Én straffefange, tilføjer han, var en dreng på bare syv år der var blevet deporteret til Australien „for livstid“.

For nogle straffefanger var situationen dog ikke helt håbløs. Nogle fik faktisk med tiden et bedre liv efter forvisningen. Hele denne periode var fuld af modsætninger; den var en blanding af brutalitet og medfølelse, af død og håb. Og det hele begyndte i England.

Tiden med fangedeportationer begynder

I det 18. århundredes England skete der nogle sociale forandringer som førte til øget kriminalitet, ofte som følge af dyb fattigdom. For at bekæmpe denne tendens indførte myndighederne nogle strenge love og straffe. I begyndelsen af det 19. århundrede kunne der idømmes dødsstraf for omkring 200 forbrydelser. „Selv det mindste tyveri bliver straffet med døden,“ har en rejsende fortalt. Ja, en 11-årig dreng blev hængt fordi han havde stjålet et lommetørklæde!

I begyndelsen af det 18. århundrede blev der imidlertid vedtaget en lov om at dødsstraf i mange tilfælde kunne ændres til deportation til Storbritanniens kolonier i Nordamerika. Med tiden blev der deporteret omkring 1000 straffefanger om året, i begyndelsen hovedsagelig til Virginia og Maryland. Men da kolonierne i 1776 løsrev sig fra Storbritannien, ophørte denne praksis. Derefter blev straffefangerne indespærret i de berygtede fangeskibe på Themsen i London. Der var dog grænser for hvor mange straffefanger der var plads til i disse flydende fængsler. Hvad skulle man nu gøre?

 Den britiske kaptajn og opdagelsesrejsende James Cook fandt en løsning da han på Storbritanniens vegne gjorde krav på New Holland — det nuværende Australien. Snart efter, i 1786, blev det besluttet at Australiens østkyst skulle bruges til straffekolonier. Året efter stævnede den første flåde ud fra England for at grundlægge New South Wales. * Andre flåder fulgte efter, og inden længe opstod der en lang række straffekolonier i Australien, foruden en på Norfolk Island, 1500 kilometer nordøst for Sydney.

En barsk sørejse

Rejsen til straffekolonierne var i begyndelsen et mareridt for fangerne, der var stuvet sammen i våde, stinkende lastrum. Flere hundrede omkom undervejs; andre døde kort efter ankomsten. Skørbug krævede mange dødsofre. Med tiden begyndte man dog at sende læger med på fangeskibene, især de skibe der transporterede kvindelige forbrydere. Resultatet blev at mange flere overlevede. Senere gik man over til hurtigere skibe, og det medførte at rejsetiden blev skåret ned fra syv til fire måneder, og at endnu flere passagerer overlevede.

Der var også risiko for skibbrud. Efter fem dages sejlads fra England og med den franske kyst i sigte kom det engelske fangeskib Amphitrite ud i en voldsom storm. Efter at bølgerne havde kastet rundt med skibet i to dage, gik det på grund klokken fem om eftermiddagen den 31. august 1883, kun en halv sømil fra kysten.

Alle tilbud om hjælp blev afvist, og redningsbådene blev ikke sat i vandet. Hvorfor ikke? Man var bange for at fangerne — 120 kvinder og børn — skulle stikke af! Efter tre forfærdelige timer faldt skibet fra hinanden. Størstedelen af besætningen og alle de 120 kvinder og børn druknede. I løbet af de næste dage skyllede 82 lig op på kysten, deriblandt liget af en kvinde der knugede sit barn i et favntag som end ikke døden kunne bryde.

Når døden var at foretrække

Guvernøren for New South Wales, sir Thomas Brisbane, besluttede at de værste fanger i New South Wales og Tasmanien skulle sendes til Norfolk Island. „Den misdæder der sendes dertil, mister for evigt håbet om at vende tilbage,“ sagde han. Sir Ralph Darling, en senere guvernør, svor at han ville gøre øen til „et sted for [den mest ekstreme] straf, døden undtaget“. Og sådan gik det, især da aristokraten John Price blev guvernør.

Man sagde om John Price at han „med en skrækindjagende nøjagtighed syntes at vide hvordan forbryderne tænkte; og dette gav ham, sammen med en nådeløs forvaltning af loven, en næsten hypnotisk magt over [fangerne]“. John Prices minimumsstraf bestod af 50 piskeslag eller ti dage i en celle hvor der var op til 13 andre fanger, så der kun var plads til at stå op. Denne straf blev tildelt for forseelser som at synge, at gå for langsomt eller at lægge for få kræfter i når der skulle skubbes vognlæs med sten.

Mange fanger søgte udfrielse i døden. I en rapport om et oprør blandt 31 fanger, hvoraf 13 blev henrettet og 18 benådet, skrev en præst: „Det er en kendsgerning at de mænd der hørte at de var blevet benådet, alle græd bitterligt, og at de der hørte at de var blevet dømt til døden, med tørre øjne lagde sig på knæ og takkede Gud.“ Præsten tilføjede: „Da lænkerne blev fjernet og dødsdommen oplæst, knælede  de ned og accepterede den som Guds vilje. Derefter kyssede [de dømte] spontant og ydmygt fødderne på ham der bragte dem fred.“

Kun præsterne, der havde gejstlig immunitet, turde tage til orde mod grusomhederne. „Jeg vil aldrig kunne finde ord for en dækkende beskrivelse af [John Prices] barbariske umenneskelighed . . . over for fangerne,“ skrev en præst. „Det er kvalmende at tænke på. Og det foregår ustraffet.“

Et lysglimt i mørket

Da kaptajn Alexander Maconochie kom til Norfolk Island i 1840, blev forholdene bedre. Han opfandt et pointsystem der indebar at de fanger der forbedrede sig, blev belønnet, og at fangerne kunne opnå frihed ved at samle et vist antal point. „Jeg tror at der altid er mulighed for resocialisering hvis man bruger de rette metoder,“ skrev han. „Menneskesindet er utrolig smidigt hvis dets evner bruges på en sund måde og ikke skades ved mishandling eller sløves på grund af indespærring.“

Alexander Maconochies reformer gav så gode resultater at de senere blev kopieret i England, Irland og USA. Han fik dog ikke uforbeholden ros for sit banebrydende arbejde, for han vakte anstød hos nogle indflydelsesrige mænd ved at kritisere deres metoder. Det førte til at han blev fjernet fra sit embede. Da han forlod Norfolk Island, vendte brutaliteten tilbage — dog kun for et kortere tidsrum. I 1854, efter stærk kritik fra præsteskabet, holdt man op med at bruge øen som straffekoloni, og fangerne blev sendt til Port Arthur i Tasmanien.

Port Arthur var også frygtindgydende, navnlig i de første år. Den brutale behandling fangerne fik her, kunne dog ikke sammenlignes med grusomhederne på Norfolk Island. I Port Arthur var piskestraffen for eksempel i det store og hele blevet afskaffet allerede i 1840.

Tasmaniens strenge guvernør, George Arthur, ville gerne ’give kolonien ry for mekanisk disciplin,’ skriver Ian Brand i Port Arthur — 1830-1877. Samtidig ønskede George Arthur at hver eneste fange skulle kende „belønningerne for god opførsel og straffene for dårlig opførsel“. Han inddelte derfor fangerne i syv grupper, rangerende fra fanger der blev prøveløsladt for god opførsel, til fanger der blev dømt til hårdt arbejde i lænker.

Forvisning — en velsignelse for mange

„Med undtagelse af dem der blev sendt til straffekolonierne på Norfolk Island, i Port Arthur . . . og lignende steder i den grusomste periode, havde fangerne ofte bedre fremtidsudsigter end de ville have haft i deres fødeland,“  skriver Bill Beatty. „De havde mulighed for at skabe sig en god tilværelse.“

Både de fanger der blev løsladt før tiden, og de der havde afsonet hele deres straf, opdagede at mange muligheder stod åbne for dem og deres familier. Derfor vendte kun ganske få tilbage til England efter løsladelsen.

Guvernør Lachlan Macquarie, en fortaler for frigivne fanger, sagde: „Når først en mand er løsladt, bør man ikke længere huske hans tidligere status eller bruge den imod ham; lad ham føle sig egnet til enhver stilling som han gennem lang tids god opførsel har vist sig værdig til at varetage.“

Lachlan Macquarie gik selv foran ved at give frigivne fanger jord. Derefter satte han andre fanger til at hjælpe de frigivne med at dyrke jorden og udføre forskellige opgaver i hjemmet.

Med tiden blev mange flittige og foretagsomme tidligere straffefanger velhavende, respekterede og i nogle tilfælde endda berømte. Samuel Lightfoot var for eksempel med til at oprette de første hospitaler i Sydney og Hobart. William Redfern blev en respekteret læge, og Francis Greenway satte sit præg på Sydney og omegn med sin markante arkitektur.

I 1868, efter 80 år, ophørte forvisningerne til Australien langt om længe. I nutidens multikulturelle australske samfund har disse år ikke sat sig mange spor. Ruinerne af straffekolonierne er nu kun turistattraktioner. En nærmere undersøgelse åbenbarer dog mange knap så smertelige minder om den tid da Australien var straffekoloni: broer, bygninger og endda kirker — alle opført af straffefanger. Nogle af dem er i glimrende stand og bruges den dag i dag.

[Fodnote]

[Ramme på side 14]

EN EFTERKOMMER AF STRAFFEFANGER FORTÆLLER

En femtegenerationsefterkommer af to straffefanger fortæller hvordan en af hans forfædre kom til Australien:

„Som 19-årig blev en af mine forfædre dømt . . . for at have stjålet en tegnebog. Han forlod England om bord på skibet George III den 12. december 1834 sammen med 308 passagerer, hvoraf de 220 var straffefanger. Da skibet den 12. april 1835 fik Tasmaniens kyst i sigte, havde 50 fanger fået skørbug. En soldats kone, tre børn og tolv andre var døde. To børn var blevet født under den lange rejse.

Efter seks ugers sejlads udbrød der brand om bord. Katastrofen blev dog afværget, takket være to modige fanger der forhindrede at to krudttønder blev antændt. Branden resulterede imidlertid i at mange forsyninger blev ødelagt, så forrådet var utilstrækkeligt til resten af turen. I et forsøg på at nå i havn så hurtigt som muligt valgte kaptajnen en kortere rute gennem D’Entrecasteaux-kanalen ved Tasmaniens sydspids. Klokken 21.30 ramte skibet knap tre sømil fra kysten en klippe der ikke var kortlagt, den der i dag kaldes King George Rock, og sank. Næsten alle de 133 omkomne var fanger der var låst inde i lastrummene. Kun 81 af de oprindelige 220 fanger overlevede. En af dem var min forfader. Han giftede sig i 1843 med en frigiven fange, og to år senere blev han benådet. Han døde i 1895.

[Illustration på side 12, 13]

SIR THOMAS BRISBANE

GUVERNØR LACHLAN MACQUARIE

Det engelske fangeskib „Amphitrite“

[Kildeangivelse]

Straffefanger: Med tilladelse af National Library of Australia; F. Schenck: Portræt af Sir Thomas Brisbane: Rex Nan Kivell Collection, NK 1154. Med tilladelse af National Library of Australia; Macquarie: Mitchell Library, State Library of New South Wales; skib: La Trobe Picture Collection, State Library of Victoria

[Illustration på side 14, 15]

Fængselsafdeling i Port Arthur

[Kildeangivelse]

Kæder og fængselsafdeling: La Trobe Picture Collection, State Library of Victoria

[Illustration på side 15]

Dette fyrtårn i Sydneys havn er en kopi af et fyrtårn tegnet af den tidligere straffefange Francis Greenway

[Illustration på side 15]

Norfolk Islands utilgængelige kyst

[Illustration på side 15]

Den gamle militærkaserne på Norfolk Island