Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et voldens århundrede

Et voldens århundrede

Et voldens århundrede

ALFRED NOBEL mente at verdensfreden kunne bevares hvis nationerne sad inde med dødbringende våben. Lande kunne jo hurtigt slå sig sammen og tilintetgøre enhver aggressor. „Det ville være et middel som ville gøre krig umulig,“ skrev han. Efter Nobels mening ville intet fornuftigt land lægge sig ud med andre hvis det fik altødelæggende konsekvenser for landet selv. Men hvad har det forgangne århundrede vist?

Mindre end 20 år efter Nobels død brød den første verdenskrig ud. I denne krig tog man nogle nye dødbringende midler i brug, som for eksempel maskingeværer, giftgasser, flammekastere, kampvogne, flyvemaskiner og ubåde. Næsten ti millioner soldater mistede livet, og over dobbelt så mange blev såret. På grund af denne krigs barbari opstod der en fornyet interesse for fred. Det førte til oprettelsen af Folkeforbundet. Den amerikanske præsident Woodrow Wilson, en af dem der stod bag Folkeforbundet, modtog fredsprisen i 1919.

Men alle forhåbninger om at krig én gang for alle ville ophøre, brast i 1939 med udbruddet af den anden verdenskrig, en krig som på mange måder var frygteligere end den første. Adolf Hitler gjorde Nobels fabrik i Krümmel til en af Tysklands største ammunitionsfabrikker med over 9000 ansatte. Ved krigens slutning blev fabrikken jævnet med jorden under et af de allieredes luftangreb, hvor der blev nedkastet over tusind bomber. Disse bomber var ironisk nok blevet fremstillet på grundlag af Nobels egne opfindelser.

I århundredet efter Nobels død har der ikke alene været to verdenskrige, men også utallige mindre krige. Der blev flere og flere våben i den periode, og nogle af dem blev endnu mere grufulde. Lad os se på nogle af de våbentyper der er blevet brugt i tiden efter Nobels død.

Lette våben. Udtrykket indbefatter pistoler, geværer, håndgranater, maskingeværer, mortérer og andre bærbare våben. Våben i denne kategori er billige, og de er nemme at bruge og vedligeholde.

Har disse våben — og den trussel de udgør for civile — kunnet forebygge krig? Nej. Michael Klare skriver i Bulletin of the Atomic Scientists at lette våben er blevet „det vigtigste kampmiddel i langt størstedelen af konflikterne i tiden efter den kolde krig“. Ja, op mod 90 procent af ofrene i den senere tids krige er blevet dræbt med lette våben — alene i 1990’erne drejede det sig om over 4 millioner mennesker. I mange tilfælde bliver lette våben brugt af unge der ikke har fået militærtræning, og som ikke har nogen betænkeligheder ved at overtræde de regler der traditionelt er gældende i krig.

Landminer. I slutningen af det 20. århundrede lemlæstede eller dræbte landminer hver dag gennemsnitlig 70 mennesker. De fleste var ikke soldater, men civile. Landminer bruges ikke kun til at slå ihjel, men også til at lemlæste og sprede frygt og terror.

I de senere år er der blevet gjort en stor indsats for at fjerne miner. Men nogle siger at der for hver mine der ryddes, bliver udlagt 20 nye, og at der på verdensplan måske ligger 60 millioner landminer i jorden. At landminerne ikke kan skelne mellem en soldat og et barn, har ikke bremset fremstillingen og brugen af disse grusomme våben.

Atomvåben. Opfindelsen af atomvåben har gjort det muligt at udslette en hel by på få sekunder, uden en eneste kamphandling mellem soldater. Tænk blot på den frygtelige ødelæggelse det medførte da atombomberne blev kastet over Hiroshima og Nagasaki i 1945. Nogle blev gjort blinde af det skærende lys, andre blev syge af den radioaktive stråling. Mange blev dræbt af ilden og heden. Det samlede antal omkomne i disse to byer anslås til 300.000.

Nogle vil sige at bombningen af disse byer forhindrede at mange andre blev dræbt hvis krigen var fortsat på traditionel vis. Det enorme antal dødsofre gjorde dog så dybt indtryk på nogle at de forsøgte at få indflydelsesrige personer til at iværksætte en verdensomspændende kontrol med dette uhyggelige våben. Mange begyndte at frygte at mennesket nu var i stand til at tilintetgøre sig selv.

Har opfindelsen af atomvåben fremmet freden? Det er der nogle der mener. De fremfører det argument at man i over 50 år ikke har taget disse våben i brug. Men Nobels forestilling om at masseødelæggelsesvåben ville lægge en dæmper på krigslysten, har vist sig at være forkert, for man fortsætter blot med at bekrige hinanden med konventionelle våben. Desuden er der ifølge The Committee on Nuclear Policy tusinder af atomvåben klar til at blive affyret når som helst. Og i denne tid, hvor terrorisme vækker stor bekymring, frygter mange for hvad der ville ske hvis radioaktivt materiale faldt i hænderne på de „forkerte“. Selv i hænderne på de „rigtige“ kunne disse våben skabe frygt for at et enkelt uheld ville kaste verden ud i en kernevåbenkatastrofe. Det er tydeligvis ikke den form for fred Nobel forestillede sig.

Biologiske og kemiske våben. Bakteriologisk krigsførelse omfatter brugen af dødbringende bakterier og virus, for eksempel miltbrandssporer og koppevirus. Kopper er en særlig farlig sygdom fordi den er yderst smitsom. Så er der truslen fra kemiske våben, eksempelvis giftgasser. Disse giftige stoffer findes i mange former, og selv om de i årtier har været forbudte, har det ikke afholdt folk fra at bruge dem.

Har disse afskyelige våben og den trussel de udgør, fået landene til at reagere som Nobel havde forudsagt — at „vige forfærdede tilbage og hjemsende deres tropper“? Nej, eksistensen af disse våben har tværtimod øget frygten for at våbnene en skønne dag vil blive taget i anvendelse — måske endda af ikkeprofessionelle. Direktøren for USA’s kontor for våbenkontrol og nedrustning sagde for over ti år siden: „Enhver der har lært blot en smule fysik i gymnasiet, kan fremstille kemiske våben i sin garage.“

Det 20. århundrede har helt klart været kendetegnet af krige som var mere ødelæggende end nogen andre i historien. Her ved begyndelsen af det 21. århundrede virker udsigten til at opnå fred endnu mere illusorisk — især efter terrorangrebene i New York og Washington D.C. den 11. september 2001. „Praktisk taget ingen tør spørge om teknologien i højere grad vil blive brugt til det onde end til det gode,“ skriver Steven Levy i tidsskriftet Newsweek. Han tilføjer: „Ingen aner hvad man skal gøre ved denne udvikling. Vi mennesker har en lang tradition for at jage efter det vi mener er fremskridt, og først bagefter tænke over konsekvenserne. Samtidig med at vi nægter at tænke på ’det utænkelige’, skaber vi grobund for at det kan ske.“

Indtil nu har historien lært os at de frygtelige sprængstoffer og dødbringende våben som er opfundet, ikke har bragt verden et skridt nærmere freden. Er verdensfred da blot en drøm?

[Ramme/illustrationer på side 8]

Nitroglycerinen tæmmes

Den italienske kemiker Ascanio Sobrero opdagede i 1846 nitroglycerin, en tyktflydende eksplosiv væske som viste sig at være farlig at håndtere. Engang fik Sobrero svære snitsår i ansigtet på grund af glassplinter fra en eksplosion, og til sidst opgav han at arbejde med stoffet. Der var desuden et problem med væsken som Sobrero ikke kunne løse: Hvis man hældte væsken ud og slog den med en hammer, var det kun den del af væsken som blev ramt, der eksploderede.

Nobel løste problemet da han opfandt en praktisk detonator og brugte en lille mængde af ét sprængstof som kunne antænde en større mængde af et andet sprængstof. I 1865 opfandt Nobel sprængkapselen — en lille kapsel med knaldkviksølv som blev ført ind i en beholder med nitroglycerin og derefter antændt ved hjælp af en lunte.

Det var dog stadig risikabelt at arbejde med stoffet. I 1864 omkom fire personer, deriblandt Nobels yngste bror, Emil, ved en eksplosion i Nobels værksted uden for Stockholm. Nobels fabrik i Krümmel i Tyskland sprang i luften to gange. Nogle brugte desuden væsken som lampeolie, skosværte eller smøremiddel til vognhjul — med alvorlige ulykker til følge. Når væsken blev anvendt til sprængning af klippeblokke, kunne overskydende mængder sive ned i sprækker og senere forårsage ulykker.

I 1867 omdannede Nobel olien til fast stof ved at blande nitroglycerin med kiselgur, en ikkeeksplosiv, porøs substans. Nobel kaldte det dynamit, afledt af det græske ord dynamis, som betyder „kraft, magt“. Senere fremstillede Nobel mere avancerede sprængstoffer, men dynamitten betragtes som en af hans vigtigste opfindelser.

Nobels sprængstoffer er ikke kun blevet brugt i krigsøjemed. De spillede for eksempel en stor rolle i forbindelse med bygningen af Sankt Gotthard-tunnelen (1872-82), sprængningen af undervandsklipper i New Yorks East River (1876, 1885) og udgravningen af Korinthkanalen i Grækenland (1881-93). Ikke desto mindre er dynamit lige fra begyndelsen blevet betragtet som et redskab der spreder død og ødelæggelse.

[Illustration]

En politistation i Colombia efter en dynamiteksplosion

[Kildeangivelse]

© Reuters NewMedia Inc./CORBIS

[Illustration på side 4]

Under Første Verdenskrig, mindre end 20 år efter Nobels død, tog man nye dødbringende våben i brug

[Kildeangivelse]

Foto: U.S. National Archives

[Illustrationer på side 6]

Ofre for landminer i Cambodja, Irak og Aserbajdsjan

[Kildeangivelser]

Foto: UN/DPI 186410C af P.S. Sudhakaran

Foto: UN/DPI 158314C af J. Isaac

Foto: UN/DPI af Armineh Johannes

[Illustration på side 6]

Ifølge The Committee on Nuclear Policy er tusinder af atomvåben klar til at blive affyret når som helst

[Kildeangivelse]

UNITED NATIONS/PHOTO AF SYGMA

[Illustrationer på side 7]

Offentligheden fik kendskab til den grufulde virkning af kemiske våben da der i 1995 blev anvendt nervegassen sarin i Tokyos undergrundsbane

[Kildeangivelse]

Asahi Shimbun/Sipa Press

[Kildeangivelse på side 5]

Foto: UN/DPI 158198C af J. Isaac