I MANGE lande og kulturer er religion kun noget man taler om i familien eller når man er til gudstjeneste. Nogle bliver derfor irriterede når der kommer en til deres dør med en bibel i hånden. De har måske fået en negativ indstilling på grund af de voldshandlinger der er blevet begået i religionens navn under påskud af at man ville frelse folk.

Mange landes historie beretter om masseomvendelser, hvor de der omvendte sig, ikke gjorde det af kærlighed til Jesus, men snarere fordi de fik sat kniven for struben. Andre valgte at skjule sig, at forlade deres hjem og deres land eller endog at gå i døden frem for at lade sig omvende. Nogle døde på bålet.

Bibelens inspirerede skrifter støtter ikke tvangsomvendelse. Men er det ensbetydende med at det er forkert at tale med andre om sin tro? Bibelen giver selv svaret.

Tag for det første Jesu eget eksempel. Han var en mesterlig lærer der påvirkede sine tilhøreres liv. (Johannes 13:13, 15) Da han holdt sin bjergprædiken, var hans undervisning enkel, men magtfuld. De der lyttede til ham, var „helt forbløffede over hans måde at undervise på; for han underviste dem som en der havde myndighed“. (Mattæus 7:28, 29) Nu, over 2000 år senere, er der stadig nogle der lader sig påvirke af Jesu lære. Det bekræftes af professor Hans Dieter Betz, som bemærker: „Bjergprædikenens indflydelse rækker langt ud over jødedommens og kristendommens, ja endog den vestlige kulturs grænser.“

Kort før Jesus steg til himmelen, gav han en befaling der sikrede at det undervisningsarbejde han havde påbegyndt, ville fortsætte efter hans død og endda tage til i omfang. (Johannes 14:12) Jesus sagde til sine disciple at de skulle gå ud til folk af alle nationer og ’lære dem at holde alt det han havde befalet’. Hovedformålet med denne opgave fremgik tydeligt af det han sagde umiddelbart forinden: „Gå derfor ud og gør disciple.“ — Mattæus 28:19, 20; Apostelgerninger 1:8.

Tænk også på Paulus’ eksempel. Efter at han havde konverteret til kristendommen, var han ikke tilbageholdende med at fortælle andre om sin nyfundne tro. (Apostelgerninger 9:17-19, 22) Paulus plejede at tale i synagogerne, og ’ved hjælp af henvisninger bevise at Messias nødvendigvis måtte lide og opstå fra de døde’. Mesterligt „ræsonnerede han med dem ud fra Skrifterne“ for at „overbevise både jøder og grækere“. Ifølge en bibelordbog har det græske ord der gengives med „at overbevise“ eller „at overtale“, betydningen „at få til at ændre mening ved hjælp af  ræsonnementer eller moralske overvejelser“. Som følge af sin overbevisende måde at ræsonnere på ’overtalte Paulus en anselig mængde og fik dem til at skifte mening’. — Apostelgerninger 15:3; 17:1-4, 17; 18:4; 19:26.

I nyere tid har man brugt ordet „proselytisme“ i betydningen tvangsomvendelse under en eller anden form. Tvangsomvendelse finder ingen støtte i Bibelen. Guds ord lærer tværtimod at menneskene blev skabt med en fri vilje og med den mulighed og det ansvar selv at vælge hvordan de ville leve deres liv. Dette frie valg gælder også i forbindelse med deres gudsdyrkelse. — 5 Mosebog 30:19, 20; Josua 24:15.

Jesus respekterede det frie valg Gud havde givet menneskene, ved aldrig at bruge sin vældige magt og myndighed til at presse eller tvinge nogen til at tage imod hans ord. (Johannes 6:66-69) Han motiverede dem der lyttede til ham, ved at ræsonnere med dem, ved at bruge illustrationer og ved at spørge om deres mening — alt sammen med det formål at nå ind til deres hjerte. (Mattæus 13:34; 22:41-46; Lukas 10:36) Jesus lærte også sine disciple at vise respekt for andres synspunkter. — Mattæus 10:14.

Paulus så tydeligvis hen til Jesus som sit forbillede i forkyndelsen. Alt imens Paulus overbeviste sine tilhørere med fornuftige ræsonnementer ud fra Bibelen, respekterede han deres følelser og holdninger. (Apostelgerninger 17:22, 23, 32) Han forstod at det er kærlighed til Gud og til Jesus der skal motivere folk til at tjene Skaberen aktivt. (Johannes 3:16; 21:15-17) Derfor er troen et personligt anliggende.

Når folk skal træffe vigtige afgørelser i livet, for eksempel i forbindelse med huskøb, børneopdragelse og valg af arbejdsplads, sker det normalt ikke i et tilfældigt lune. De undersøger deres muligheder, tænker grundigt over det de når frem til, og spørger sandsynligvis andre til råds. Først derefter vil de træffe deres afgørelse.

Hvordan vi bør dyrke Gud, er en afgørelse der fortjener større overvejelse end nogen anden beslutning vi måtte træffe i livet. Den vil ikke alene påvirke vores levemåde nu, men også — hvad der er endnu vigtigere — vores udsigt til at opnå evigt liv. Det havde det første århundredes kristne i Berøa en klar forståelse af. Selv om Paulus personligt havde udlagt Skrifterne for dem, blev de ved med hver dag omhyggeligt at undersøge dem for at sikre sig at det de havde lært, var sandt. Som følge heraf „fik mange af dem tro“. — Apostelgerninger 17:11, 12.

I dag fortsætter Jehovas Vidner det forkyndelses- og undervisningsarbejde som Jesus satte i gang. (Mattæus 24:14) De respekterer folks ret til at have deres egen tro, men når det drejer sig om at udbrede den tro de selv er blevet overbevist om, følger de den retningslinje der er givet i Bibelen. De ræsonnerer oprigtigt ud fra Skrifterne og betragter det som et livreddende arbejde. — Johannes 17:3; 1 Timoteus 4:16.