Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den lange kamp mod slaveriet

Den lange kamp mod slaveriet

Den lange kamp mod slaveriet

„Ak ja. Hvor slaveri dog altid er noget ondt.“ — Euripides, græsk dramatiker fra det 5. århundrede f.v.t.

SLAVERIET har en lang og ofte hæslig historie. Lige siden de tidligste civilisationer opstod i Ægypten og Mesopotamien, har mægtige nationer gjort deres svagere naboer til slaver. Det har været begyndelsen på et af de mest sørgelige kapitler i historien om menneskers uretfærdige behandling af hinanden.

I det andet årtusind før vor tidsregning gjorde Ægypten en hel nation på måske flere millioner mennesker til slaver. (2 Mosebog 1:13, 14; 12:37) Da Grækenland beherskede Middelhavslandene, havde mange græske familier en slave — ligesom familier i mange lande nu om dage har en bil. Aristoteles retfærdiggjorde denne praksis ved at hævde at menneskeheden er delt i to klasser: herrernes og slavernes, og at den førstnævnte kategori har en medfødt ret til at herske, hvorimod den sidstnævnte blot er født til at adlyde.

Romerne fremmede slaveriet endnu mere end grækerne. I apostelen Paulus’ dage var nok halvdelen af Roms befolkning — øjensynlig flere hundrede tusind mennesker — slaver. Og Romerriget har tilsyneladende været nødt til at skaffe sig en halv million slaver om året til at bygge monumenter, arbejde i minerne, dyrke markerne og arbejde som tjenestefolk i velhavernes store villaer. * Krigsfanger blev almindeligvis brugt som slaver, så Roms umættelige behov for slaver må have været en stærk tilskyndelse for Romerriget til at blive ved med at føre krig.

Efter Romerrigets fald aftog slaveriet ganske vist i omfang, men det ophørte ikke. Ifølge Domesday Book (Vilhelm Erobrerens jordebog fra 1086 e.v.t.) udgjorde slaverne 10 procent af arbejdsstyrken i middelalderens England. Og det var fortsat gennem erobringstogter at man skaffede sig slaver. Ordet „slave“ er afledt af det senlatinske „sclavus“, et ord som oprindelig blev brugt om slaviske krigsfanger der blev solgt som trælle. De slaviske folkeslag udgjorde en stor del af Europas slavebefolkning i den tidlige middelalder.

Men intet kontinent har siden Kristi tid været så hårdt belastet af slavehandelen som Afrika. Selv før Jesu tid handlede ægypterne med ætiopiske slaver. Det skønnes at der i en periode på 1250 år blev ført 18 millioner afrikanere til Europa eller Mellemøsten for at dække behovet for slaver i disse områder. Da koloniseringen af Nord- og Sydamerika begyndte i det 16. århundrede, opstod der et nyt marked, og handelen med slaver på tværs af Atlanten blev en af datidens mest indbringende forretninger. Historikere skønner at der mellem 1650 og 1850 blev hentet godt og vel 12 millioner slaver fra Afrika. * Mange af dem blev solgt på slavemarkeder.

Kampen mod slaveriet

I århundreder har både enkeltpersoner og lande kæmpet for at frigøre sig fra trældom. I det første århundrede før Kristus ledede Spartacus en hær på 70.000 romerske slaver i en forgæves kamp for frihed. Mere vellykket var slaveoprøret i den franske koloni Saint-Domingue for omkring 200 år siden, et oprør som førte til oprettelsen af den uafhængige republik Haiti i 1804.

I USA fortsatte slaveriet endnu længere. Der var slaver som kæmpede energisk for at opnå frihed for sig selv og deres familie, og der var frie folk som kæmpede oprigtigt mod slaveriet ved at arbejde for dets afskaffelse eller ved at hjælpe undslupne slaver. Det var dog først i det 19. århundrede at denne praksis blev erklæret ulovlig i landet. Men hvordan forholder det sig med slaveriet i dag?

Har kampen været forgæves?

„Ingen må holdes i slaveri eller trældom; slaveri og slavehandel under alle former skal være forbudt,“ hedder det i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne. Denne artikel, som man begejstret proklamerede i 1948, udtrykker så afgjort en ophøjet målsætning, og mange oprigtige mennesker har viet deres tid, kræfter og ressourcer på at nå det mål. Men det er ikke nogen nem opgave.

Som den forrige artikel viser, slider millioner af mennesker stadig uden at få løn for det og under rystende forhold, og mange af dem er blevet købt eller solgt imod deres vilje. Trods velmente anstrengelser for at afskaffe slaveriet — og internationale konventioner der erklærer slaveri for ulovligt — synes frihed for alle stadig at være et uopnåeligt mål. Den globaliserede økonomi har gjort den skjulte slavehandel mere indbringende. Ja, faktisk er slaveriet blevet endnu mere omfattende i visse dele af verden. Er situationen håbløs? Det vil vi se på i den følgende artikel.

[Fodnoter]

^ par. 5 En gammel kilde lader formode at visse meget velhavende romere har ejet helt op til 20.000 slaver.

^ par. 7 Visse skruppelløse præster påstod at Gud bifaldt denne skånselsløse handel med menneskeliv. Som følge heraf har mange stadig det fejlagtige indtryk at Bibelen berettiger en sådan grusomhed; men det er ikke sandt. Se artiklen „Hvad siger Bibelen? Billigede Gud slavehandelen?“ i Vågn op! for 8. september 2001.

[Illustrationer på side 4, 5]

De mennesker man transporterede fra Afrika på slaveskibe (ovenfor), blev ofte solgt på amerikanske slavemarkeder

[Kildeangivelse]

Godo-Foto

Archivo General de las Indias