Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

„Et monument for Djævelen“

„Et monument for Djævelen“

„Et monument for Djævelen“

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I SPANIEN

I MADRID står der en usædvanlig statue. Dens udseende og dens titel — „El Ángel Caído“ (Den faldne engel) — bemærkes måske ikke af en tilfældig forbipasserende. Men betragter man den nøjere, opdager man at det er et monument for Djævelen!

I Spanien, der jo regnes for at være et katolsk land, forventer turisterne at se statuer af engle eller af „helgener“, men ikke en statue for dæmonernes hersker. Ikke desto mindre besluttede Ricardo Bellver, en spansk billedhugger fra det 19. århundrede, at bryde med denne tradition. Han var godt kendt med John Miltons episke digt Det Tabte Paradis, som beskriver hvordan Satan blev kastet ud af himmelen på grund af stolthed og oprør. I 1874 færdiggjorde Ricardo Bellver en statue der skildrede dette dramatiske fald.

Han fremstillede ikke Djævelen som en dyrelignende skabning med horn, som man ellers gjorde. Tværtimod forestillede han sig dæmonernes hersker som han skildres i Åbenbaringen 12:9 — som en smuk, men fordærvet engel der kastes ud af himmelen. Dette harmonerer mere med det Bibelen siger. *

Hvad syntes indbyggerne i Madrid om en sådan statue? Ifølge en kunsthistoriker var nogle chokerede over at man kunne finde på at rejse en statue for selve Djævelen. Den spanske regering finansierede imidlertid statuen, som blev premieret to gange for den kunstneriske værdi, én gang i Madrid og én gang på verdensudstillingen i Paris i 1878. Kunsten triumferede over traditionen, og i 1879 blev den imponerende bronzestatue opstillet i Retiro-parken.

I dag er der ingen som løfter øjenbrynene over denne statue. María Isabel Gea hævder i sit værk Curiosidades y Anécdotas de Madrid (Madrids små mærkværdigheder og anekdoter) at „byen burde være stolt over at være den eneste by i verden der har et monument for selve Djævelen“. Men kun få af de tusinder der går tur i parken om søndagen tager statuen nærmere i øjesyn.

Der er også kun få som er klar over at Satan er skyld i mange af verdens problemer. (Åbenbaringen 12:12) Men i betragtning af at han tydeligt omtales i Bibelen, er de der kender deres bibel fuldt ud klar over hans eksistens og hans indflydelse. Jesus modstod Satans fristelser. Han beskrev også denne onde åndeskabning som „en løgner og løgnens fader“, og som ’en manddraber der ikke stod fast i sandheden’. — Johannes 8:44; Mattæus 4:1-11.

I en tid hvor vi oplever veer som aldrig før, er det vigtigt at modstå påvirkningen fra denne desperate, faldne engel. * (Jakob 4:7) For dem der elsker sandhed og retfærdighed, er det en trøst at vide at Satans fald fra himmelen er optakten til hans snarlige nederlag, der vil finde sted når Kristus ’nedbryder Djævelens gerninger’. — 1 Johannes 3:8.

[Fodnoter]

^ par. 5 På statuen af Satan er der desuden en slange som snor sig rundt om ham; men den idé har ikke rod i Bibelen. Ricardo Bellver var tydeligvis inspireret af en skulptur han havde set i Rom. Skulpturen forestiller Laokoon, en trojansk sagnprins der sammen med sine to sønner bliver dræbt af to slanger.

^ par. 9 Yderligere oplysninger om hvordan man kan modstå Satans påvirkning findes i bogen Kundskab der fører til evigt liv, udgivet af Jehovas Vidner.