Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Politifolk — Hvad er deres fremtidsudsigter?

Politifolk — Hvad er deres fremtidsudsigter?

Politifolk — Hvad er deres fremtidsudsigter?

UDEN politi ville der sandsynligvis herske anarki. Men hvordan forholder det sig nu da vi har politiet? Er verden et trygt sted at være? I de fleste byer i dag, men også i mange landdistrikter, er folk bekymrede for deres sikkerhed. Kan vi regne med at politiet kan befri os for organiseret kriminalitet og vaneforbrydere? Er det muligt at gøre gader og veje sikre at færdes på? Vil politiet vinde kampen mod lovløsheden?

I sin bog Police for the Future giver David Bayley udtryk for følgende: „Politiet kan ikke forebygge kriminalitet.“ Et andet sted i bogen siger han: „Det politiet gør, er som at bruge et plaster til at kurere kræft. . . . Vi skal ikke regne med at politifolk, hvor pligttro de end er, kan redde samfundet fra kriminalitet.“ Undersøgelser viser at politiets tre hovedopgaver — at patruljere, at reagere på nødopkald og at efterforske forbrydelser — ikke kan forebygge lovløshed. Hvorfor ikke?

At forsøge at forebygge kriminalitet ved at gøre politiet mere synligt ville være urimelig dyrt. Og selv når der er råd til en øget patruljering, er det åbenbart ikke noget de kriminelle lader sig afskrække af. En hurtig indsats fra politiets side har heller ikke nogen særlig præventiv virkning. Politiet rapporterer at der ikke er stor sandsynlighed for at fange forbryderen hvis ikke man er på gerningsstedet på mindre end et minut. Det lader til at de kriminelle er klar over at politiet sjældent kan rykke ud så hurtigt. At opklare forbrydelserne hjælper heller ikke altid. Selv når det lykkes at domfælde og fængsle forbrydere, forhindrer det åbenbart ikke kriminalitet. USA har flere lovovertrædere bag tremmer end noget andet land, men har samtidig en høj kriminalitet. Japan, derimod, som kun har få i fængslerne, er blandt de lande i verden der har den laveste kriminalitet. Selv ikke ordninger som for eksempel nabohjælp har vist sig at have en varig virkning, især ikke i stærkt kriminelle områder. Når politiet slår hårdt ned på bestemte forbrydelser såsom narkohandel og røveri, har det stor gennemslagskraft i begyndelsen, men virkningen varer sjældent ved.

„At politiet ikke kan forhindre kriminalitet, burde ikke overraske os,“ siges der i bogen Police for the Future. „Det er almindeligt kendt at kriminaliteten i samfundet bestemmes af sociale forhold uden for politiets og det samlede retssystems kontrol.“

Et spørgsmål om moralnormer

Hvordan opfører du dig når du føler dig uden for rækkevidde af lovens lange arm? Fristes du til at overtræde loven? Det er utroligt hvor mange såkaldt respektable mennesker fra middel- og overklassen der er villige til at sætte deres omdømme og fremtidsmuligheder på spil for at komme til hurtige penge ved at begå økonomisk kriminalitet. Avisen The New York Times skrev for nylig om ’112 personer som var indblandet i en svindelaffære der gik ud på at fuppe bilforsikringsfirmaer. Blandt de anklagede var advokater, læger, kiropraktorer, en fysioterapeut, en akupunktør og en politiansat.’

En anden svindelaffære af dimensioner chokerede for nylig kunstverdenens velhavende mæcener da de tidligere formænd for auktionsfirmaerne Sotheby’s og Christie’s i henholdsvis New York og London blev anklaget for at holde priserne kunstigt oppe. De og deres auktionsfirmaer er blevet dømt til at betale 843 millioner dollars i bøde og erstatning. Det lader altså til at der findes et umætteligt pengebegær i alle samfundslag.

Det der i 1997 skete i Recife i Brasilien da politiet gik i strejke, viser at mange ikke holder sig tilbage fra at begå kriminalitet hvis der ikke er nogen til at håndhæve loven. Uanset hvilken religiøs overbevisning de måtte have, har den ingen indflydelse på deres adfærd. Uden at blinke tilsidesætter de helt eller delvis etiske normer og principper. Intet under at politiet i de fleste lande kæmper en forgæves kamp i en verden fyldt med lovløshed, det være sig på højt eller lavt niveau.

Der findes dog nogle som adlyder loven fordi de respekterer myndighed. Apostelen Paulus sagde til de kristne i Rom at de skulle underordne sig de myndigheder som Gud tillader, da de opretholder en vis orden i samfundet. Om en sådan myndighed skrev han: „Den er . . . Guds tjener, en hævner der lader vrede ramme den der øver det onde. Det er derfor nødvendigt at man underordner sig, ikke alene for vredens men også for samvittighedens skyld.“ — Romerne 13:4, 5.

En ændring af de sociale forhold

Politiets arbejde er i høj grad med til at forbedre de sociale forhold. Når gaderne er fri for narkosalg og vold, forsøger folk i området ofte at leve op til den forbedrede standard. Men at reformere hele samfundet er mere end hvad nogen politistyrke kan klare.

Kan du forestille dig et samfund hvor folk har så stor respekt for loven at de ikke behøver politi? Kan du forestille dig en verden hvor naboerne har så stor omsorg for hinanden at de altid er parate til at hjælpe, og hvor ingen behøver at tilkalde politiet? Det lyder måske for godt til at være sandt. Men følgende ord af Jesus, som ganske vist blev sagt i en anden sammenhæng, gælder også her: „For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.“ — Mattæus 19:26.

Bibelen fortæller om en tid hvor hele menneskeheden vil være underlagt en regering oprettet af Jehova Gud. „Himmelens Gud [vil] oprette et rige . . . Det vil knuse og gøre ende på alle disse riger.“ (Daniel 2:44) Denne nye regering vil forandre de sociale forhold som er grobund for kriminalitet, ved at oplære alle retsindige mennesker til at følge den kærlighedens vej som Gud har anvist. „Jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ (Esajas 11:9) Jehovas konge, Jesus Kristus, vil være i stand til at forhindre al kriminalitet. „Han vil ikke dømme efter hvad han ser, eller afgøre en sag efter hvad han hører; han vil dømme de fattige med retfærdighed og forsvare de ydmyge i landet med retskaffenhed. — Esajas 11:3, 4, The New English Bible.

Der vil ikke længere være forbrydere eller kriminalitet, og der vil ikke være behov for politi. Alle vil „sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve“. (Mika 4:4) Hvis du kunne tænke dig at opleve den ’nye jord’ der omtales i Bibelen, er det vigtigt at du allerede nu undersøger hvad Gud har lovet i sit ord. — 2 Peter 3:13.

[Tekstcitat på side 12]

Kan du forestille dig et samfund hvor folk har så stor respekt for loven at de ikke behøver politi?

[Tekstcitat på side 12]

Der vil ikke længere være forbrydere eller kriminalitet

[Ramme/illustation på side 11]

Politi mod terrorister

Det der skete den 11. september 2001 i New York og Washington, D.C., viser at flykaprere, gidseltagere og terrorister stiller store udfordringer til politiets kompetence som samfundets beskyttere. Særlige politistyrker i mange dele af verden har fået træning i at storme fly der står på landjorden. De er også blevet undervist i at storme bygninger — de lærer at fire sig ned fra tage, springe gennem vinduer og bruge tåregas og chokgranater. Sådanne trænede folk har ofte haft held med at overraske og overmande terrorister med et minimum af fare for gidslerne.

[Kildeangivelse]

James R. Tourtellotte/Det amerikanske toldvæsen

[Illustration på side 12]

Ting der ikke vil være behov for i Guds nye verden