Vi betragter verden
Vi betragter verden
„Slik“ til fugle
’En brasiliansk plante benytter sig af en hidtil ukendt strategi for at fremme bestøvningen af sine blomster,’ oplyser det tyske tidsskrift GEO. I stedet for en tår flydende nektar bliver Combretum lanceolatums „gæster“ budt på „slik“. I nattens løb danner blomsterne på denne busk nogle kugler af en sød, geléagtig masse der størkner og bliver til klumper på omkring 6 millimeter i diameter. Det er druesukker og frugtsukker der giver den geléagtige masse den søde smag, og som ifølge nogle forskere får massen til at „minde lidt om vingummi“. Artiklen siger at „når blomsterne ved solopgang folder deres blade ud, ligger de funklende, gennemsigtige godter fremme som serveret på en bakke“. Dette ’blomsterslik’ tiltrækker ’mindst 28 arter fra otte fuglefamilier’. Mens fuglene flyver fra busk til busk for at finde føde, bliver de pudret godt ind i pollen og fremmer på den måde plantens spredning.
Glade italienske børn
„Italienske børn er Europas lykkeligste,“ skriver den romerske avis La Repubblica i en artikel som er baseret på en undersøgelse udarbejdet af et italiensk forskningscenter. Forskerne er nået frem til at 96 procent af de italienske børn vokser op i et hjem hvor der både er en mor og en far. Den procentdel er højere end i andre europæiske lande, hvor det er mere almindeligt med separation og skilsmisse. Desuden har over halvdelen af børnene også bedsteforældre der bor enten i samme hus eller i nærheden. Derfor er „8 ud af 10“ bedsteforældre sammen med deres børnebørn „mindst én gang om ugen“. Ifølge rapporten bidrager dette til at børn „får en fornemmelse af samhørighed“ og føler sig mindre ensomme. Psykologen Alessandra Graziottin siger: „Det der giver børn — og for den sags skyld også voksne — glæde, er ikke rigdom eller mærketøj, men følelsen af at være elsket.“
En behagelig flyvetur
Flypassagerer der ønsker en mere behagelig flyvetur, bliver af Mexico City-avisen El Universal opfordret til: (1) At indtage rigeligt med væske på grund af den tørre luft om bord. (2) At bruge briller i stedet for kontaktlinser fordi tør luft kan irritere øjnene. (3) At gøre lette øvelser ved flysædet for at løsne op i musklerne og stimulere blodcirkulationen i benene. (4) At gå op og ned ad flyets midtergang af og til. (5) At have sko på der er lette at tage af, og at bruge noget at hvile fødderne på, eventuelt sin håndbagage. (6) At være iført bekvemt, strygefrit tøj af naturfibre som huden kan ånde igennem. (7) Kun at indtage alkoholiske drikke med måde — eller helt lade være — eftersom alkoholens virkning forstærkes i de højere luftlag. (8) At regulere luftkonditioneringen over sin plads sådan at den kolde luft ikke rammer én lige i nakken eller ryggen. (9) At prøve at sove, helst med en sovemaske. (10) At tygge på noget under start og landing for at lette trykket i ørerne. Spædbørn kan få en sut.
Forkælede børn i Tyskland
Formanden for en tysk lærerforening, Udo Beckmann, siger at man blandt forældre har bemærket „en ny tendens til at give efter“ for børnene. Ifølge avisen Südwest Presse siger Beckmann at flere og flere børn bliver forkælet i ekstrem grad og derfor ikke gider gøre en indsats i skolen. „Han fastslår at det ikke længere er en undtagelse med forældre der synes at læreren ’lægger for stor en byrde’ på deres børn ved at give dem lektier for, og at det er ’urimeligt’ at kræve af børnene at de skal forberede sig til en prøve.“ Rapporten oplyser også at forældrene fratager deres børn „muligheden for at leve et ansvarsbevidst liv“ når de hele tiden giver efter for børnene for at undgå konflikter. Udo Beckmann siger at forkælede børn bliver „egoistiske voksne“ som vil have alt, men ikke er villige til at arbejde for det.
Derfor flyver fugle i V-formation
Forskere har nu fået et synligt bevis på at for eksempel gæs og pelikaner „flyver i V-formation for at reducere luftmodstanden og spare energi på lange træk,“ skriver Londonavisen The Daily Telegraph i en kommentar til en artikel fra tidsskriftet Nature. Forskere fra et videnskabeligt forskningscenter i Villiers en Bois i Frankrig målte hjertefrekvensen hos otte pelikaner der fløj i V-formation, og sammenholdt disse tal med „deres vingeslag og deres flyvemåde“. Forskerne konstaterede at fuglene — selv om de holdt samme hastighed — brugte færre vingeslag og havde en lavere hjertefrekvens når de fløj i formation end når de fløj alene. Tidsskriftet oplyser: „Hos fugle der flyver i formation, bevæger den enkelte fugls vinger sig i et felt med en opadgående luftstrøm, der dannes af de andre fugles vingeslag.“ Med denne strategi kan hvide pelikaner bruge 20 procent mindre energi end når de flyver alene.
Bibellæsning i Frankrig
Ifølge et rundspørge i den katolske avis La Croix har 42 procent af de adspurgte franskmænd en bibel, men kun omkring 2 procent læser i den næsten hver dag. Tooghalvfjerds procent siger at de „aldrig læser i Bibelen“. Blandt undersøgelsens deltagere anser 54 procent Bibelen for at være „en gammeldags bog“ der er „ude af trit med den moderne verden“. Artiklen beretter at „franskmænd først og fremmest ser Bibelen i et kulturelt perspektiv“ og bruger den når de søger en redegørelse for „jødedommens og kristendommens oprindelse“. Avisen oplyser at der „hvert år sælges cirka 250.000 bibler og 30.000 eksemplarer af Det Nye Testamente i Frankrig“.
Astrologiskole får det blå stempel
En skole i USA „hvis elever lærer at lægge horoskoper og rådgive folk vedrørende fremtiden, . . . har fået det blå stempel af en statsanerkendt organisation, og det menes at være første gang en astrologiskole får autorisation,“ skriver The New York Times. Ifølge instituttets grundlægger „stod stjernerne gunstigt“ i den måned autorisationen blev givet. Skolen hedder Astrological Institute og tilbyder blandt andet „et kursus hvor en anerkendt ekspert holder forelæsninger om stjernegudinder“ og „et kursus i at lægge horoskoper for aviser og ugeblade“. Flertallet af dem der udgår fra skolen, „starter deres egen forretning, mens andre bliver ansat i holistiske healing-centre, på kursteder eller krydstogtskibe“. Avisen oplyser at „instituttet fik det blå stempel . . . efter at have godtgjort at lærerne var kvalificerede, og at eleverne kunne få ansættelse“. Men ifølge lederen af det råd der har godkendt instituttet, „er autorisationen ikke en godkendelse af astrologi; den er blot en anerkendelse af at skolen opfylder sine løfter over for eleverne“.
Oprydning på Mount Everest
Det billede man plejer at have af verdens højeste bjerg, Mount Everest (8850 meter), afspejler uberørt skønhed og storhed. Men en artikel i New Delhi-tidsskriftet Down to Earth afslører at Mount Everest er blevet én stor losseplads. De hundreder af alpinister der i de sidste årtier har besteget dette bjerg, har efterladt bogstavelig talt tonsvis af ragelse, deriblandt „tomme iltflasker, gamle stiger, stænger og plasticstokke“. Ifølge artiklen er „South Col-lejren, hvorfra de fleste alpinister bestiger det sidste stykke til bjergtoppen, den mest beskidte. Bhumi Lal Lama fra Nepals bjergbestigerforening siger: „Vi overvejer at betale [sherpaer] 13,50 dollar (knap 115 kroner) for hvert kilo affald de samler.“ Sherpaer „fungerer normalt som guider og bærer oppakningerne for folk“ der bestiger Mount Everest, oplyser artiklen.
En „tryllesalves“ fatale følger
„En ghaneser blev skudt ned af en mand fra samme landsby mens han testede en tryllesalve der skulle gøre ham skudsikker,“ oplyser Reuters Bureau. Flere af landsbyens beboere havde bedt heksedoktoren gøre dem usårlige over for projektiler. „Efter at ghaneseren havde smurt hele kroppen ind i en urteblanding hver dag i over to uger, indvilligede han i at prøve om tryllesalven virkede,“ hedder det i artiklen. Et geværskud var nok til at han døde på stedet. Bagefter greb vrede naboer heksedoktoren og pryglede ham fordi hans tryllesalve ikke havde haft den tilsigtede virkning. Når folk i det nordligste Ghana ønsker beskyttelse mod rivaliserende stammer, søger de ofte hjælp hos en heksedoktor.