Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan bliver jeg mere tiltrækkende?

Hvordan bliver jeg mere tiltrækkende?

Unge spørger:

Hvordan bliver jeg mere tiltrækkende?

„Det var ikke særlig hyggeligt, og slet ikke nemt, at holde en samtale i gang med pigerne. Jeg anede ikke hvad de tænkte og følte, eller hvordan de så på tingene.“ — Tyler.

HVAD synes pigerne bedst om hos drengene? „Selvtillid,“ siger en pige der hedder Emily. En anden teenagepige, Robyn, lægger først og fremmest mærke til om drengene er sjove. Og hvad er det så ved pigerne der tiltrækker drengene? At de ser godt ud, viser en undersøgelse. Fælles interesser og værdinormer lå på sjettepladsen.

Artikler og spørgeundersøgelser om forholdet mellem drenge og piger er populære i teenageblade. Mange unge er tydeligvis meget optaget af hvad det modsatte køn mener om dem, og for nogle kan det ligefrem være et problem. Det er det måske også for dig en gang imellem? Ikke fordi du regner med at gifte dig lige med det samme. Men hvem vil ikke gerne være tiltrækkende og populær? Tyler bemærker: „Når man er teenager, vil man gerne virke tiltrækkende på alle. Man vil gerne accepteres af sine kammerater, både drenge og piger.“ En dag vil du måske få lyst til at gifte dig. Når den tid kommer, håber du naturligvis at virke tiltrækkende på ham eller hende.

Som ung kristen har du måske ikke særlig meget erfaring med det modsatte køn. Det kan også være at du føler det som et pres at dine kammerater går så højt op i deres udseende. Med de mange flotte modeller og muskelbundter der optræder i fjernsynet og i ugebladene, er det ikke så mærkeligt hvis du føler dig usikker og utilstrækkelig. Men hvad skal der da til for at virke tiltrækkende på andre — også dem af det modsatte køn — hvis man skal være det på en god og positiv måde?

Det meningsløse i at stræbe efter den „perfekte“ krop

William S. Pollack, der er klinisk psykolog, har lagt mærke til at mange unge under indflydelse af underholdningsindustrien „bruger en masse tid på slankekure, vægtløftning og aerobic for at få en flottere krop“. Nogle går endda til yderligheder ved næsten at sulte sig selv for at få den „perfekte“ krop. Et socialforskningsinstitut siger imidlertid: „Kun 5 procent af den kvindelige befolkning kan leve op til vore dages medieskabte skønhedsideal — og det er endda kun hvad vægt og størrelse angår. Hvis det drejer sig om den helt perfekte skikkelse, det helt perfekte ansigt og så videre, er tallet helt nede på 1 procent.“

Det bibelske råd i Romerbrevet 12:2 er både godt og praktisk. Det lyder: „Lad ikke verden omkring jer presse jer ind i sin egen form.“ (Phillips) Det betyder naturligvis ikke at du skal være ligeglad med hvordan du ser ud. Det er kun fornuftigt at man passer på sin krop ved at dyrke moderat motion og spise varieret. (Romerne 12:1; 1 Timoteus 4:8) Tilstrækkeligt med hvile og søvn kan også hjælpe på ens udseende og velbefindende. Og så må man heller ikke glemme værdien af den personlige hygiejne og soignering. En ung englænder ved navn David siger: „Jeg kender en pige der er meget tiltrækkende, men hun lugter grimt. Derfor undgår folk hende.“ Så det er en god idé at bade tit. Rene hænder og negle og rent hår kan også give ens udseende et løft.

Selv om Bibelen fraråder at man går for højt op i det tøj man tager på, bliver kristne tilskyndet til at klæde sig i „velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind“. (1 Timoteus 2:9) Det er i orden at tage noget på der får en til at se bedre ud, når blot det ikke er outreret eller udfordrende. * Det vil styrke ens selvtillid at man ofrer den nødvendige tid på sit udseende. En dreng ved navn Paul siger det på denne måde: „Man hører måske ikke ligefrem til de smukkeste, men man kan da prøve at gøre noget ved det udseende man har.“

Det indre menneske

Et kønt ansigt og en flot skikkelse kan være en fordel, men når alt kommer til alt, ’er skønhed en boble’. (Ordsprogene 31:30, Byington) Et godt udseende varer ikke evigt, og det vil aldrig kunne erstatte tiltalende personlige egenskaber. (Ordsprogene 11:22) Husk også at „mennesker ser . . . på det der er synligt for øjnene, men Jehova ser på hjertet“. (1 Samuel 16:7) Så i stedet for udelukkende at fokusere på din talje eller dine muskler kunne du arbejde på at ’lade din prydelse være hjertets skjulte menneske, med den stille og milde ånds uforgængelige klædedragt, der er af stor værdi i Guds øjne’. (1 Peter 3:3, 4; Efeserne 4:24) Det kan godt være at mange unge i dag er fuldstændig ligeglade med personlige egenskaber — for slet ikke at nævne de åndelige. * Men de der følger Guds normer, værdsætter dem og finder dem tiltalende.

Hvis du gerne vil virke tiltrækkende på andre åndeligsindede unge, kan du altså bedst gøre det ved selv at være åndeligsindet. Du kan arbejde på at få et godt åndeligt helbred gennem bøn, ved personligt studium af Bibelen og ved at overvære de kristne møder. (Salme 1:1-3) Der er også andre nyttige færdigheder og karakteregenskaber du kan udvikle. Man behøver ikke at være forelsket eller komme sammen med nogen for at opøve sådanne egenskaber. Det er noget man kan gøre når man omgås andre i det daglige.

Føler du dig klodset og genert over for det modsatte køn? „Somme tider føler jeg mig usikker i selskab med piger,“ siger Paul. „Jeg forstår ikke pigerne nær så godt som jeg forstår drengene. Og jeg vil nødig dumme mig.“ Hvordan kan du få den selvtillid og ligevægt som får andre til at slappe af i dit selskab? Blandt andet ved at benytte dig af at der er så mange forskellige mennesker i den kristne menighed som du kan tale med. Vis personlig interesse for dem ved møderne — ikke kun for unge af det modsatte køn, men også for børn, voksne og ældre. (Filipperne 2:4) Når du lærer at komme godt ud af det med mange forskellige mennesker, vil du få større selvtillid.

Jesus sagde: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 19:19) Hvis man tænker positivt om sig selv, vil man ikke så let optræde kejtet eller blive forlegen i selskab med andre. * Men pas på! Selv om det er nødvendigt at have et vist mål af selvtillid, må du ikke gå til yderligheder. ’Jeg siger til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke,’ sagde Paulus. — Romerne 12:3.

Det er også godt at være opmærksom på hvordan man opfører sig i selskab med andre. En pige fra England som hedder Lydia, siger: „Der er en dreng på min skole som er ret populær blandt pigerne. Men når først de har lært ham at kende, kan de ikke lide ham fordi han er grov og taktløs.“ Folk kan bedre lide en der er venlig og taktfuld i sin måde at tale på, og som viser hensyn til andre. (Efeserne 4:29, 32; 5:3, 4) „Gode manerer kan sammenlignes med et pas. Det giver fri adgang til andre mennesker,“ siger dr. T.B. Brazelton. Gode manerer „er af stor betydning hvis man ønsker at blive accepteret af andre“.

Skik og brug er forskellig rundt om i verden. Derfor er det godt at lægge mærke til hvordan modne kristne mænd og kvinder er over for hinanden. Er det for eksempel skik og brug dér hvor du bor, at en mand holder døren for en kvinde? Så vil det gavne dit omdømme hvis du lærer at gøre det samme; og man vil betragte dig som høflig og velopdragen.

Sidst, men ikke mindst, kan det være nyttigt at have sans for humor. Bibelen siger at der er „en tid til at le“, og en der har humoristisk sans, har ofte lettere ved at få venner. — Prædikeren 3:1, 4.

Flink eller flirtende?

En håndbog i kontaktformidling mellem kønnene hævder at hvis man vil tiltrække en af det modsatte køn, er hemmeligheden at flirte. Læserne tilskyndes til at smile og søge øjenkontakt og komme med ’friske’ bemærkninger. Den slags råd er i modstrid med ånden i Paulus’ vejledning til Timoteus om at omgås det modsatte køn „i al renhed“. — 1 Timoteus 5:2

Det kan godt være at ens ego bliver styrket når man flirter, men det er hyklerisk og uærligt at gøre det. En pige behøver ikke at flirte eller spille bly for at holde gang i en samtale. Det er heller ikke nødvendigt at stille pinlige eller upassende spørgsmål for at finde ud af hvad det modsatte køn tænker og føler. Tal kun om det der er ’retfærdigt, rent og værd at holde af’. (Filipperne 4:8) Derved viser du at du er godt på vej til at blive en moden, åndeligsindet mand eller kvinde. Din lydighed mod de gudgivne principper vil gøre dig tiltrækkende, ikke kun i det modsatte køns øjne, men også i Guds. * — Ordsprogene 1:7-9.

[Fodnoter]

^ par. 10 Se „Unge spørger: Hvad er hemmeligheden ved at vælge den rette påklædning?“ i Vågn op! for 8. oktober 1989.

^ par. 12 Ifølge en forsker har undersøgelser vist at velbegavede unge ofte bliver drillet på grund af deres gode evner. Nogle unge reagerer på den slags drillerier ved at bagatellisere deres intelligens.

^ par. 15 I kapitel 12 i bogen Unge spørger — Svar der duer, udgivet af Jehovas Vidner, er der flere gode forslag til hvordan man får mere selvtillid.

^ par. 21 Hvis du endnu er for ung til at gifte dig, er det klogt at færdes i grupper når du vil være sammen med en af det modsatte køn. Se artiklen „Unge spørger: Kan man være for ung til at have en kæreste?“ i Vågn op! for 22. januar 2001.

[Illustrationer på side 15]

Koncentrer dig om at udvikle gode åndelige egenskaber

[Illustration på side 15]

Lær at omgås mange forskellige mennesker, både unge og ældre