En bjørnemors lange lur

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I FINLAND

FUGLE på træk er et sikkert tegn på at efteråret nærmer sig i Norden. Flokke af muntre stære samt traner i prægtig v-formation flyver sydpå for at undgå kulden. Nede på jorden lunter den brune bjørn omkring. Den går også den kolde vinter i møde. Hvordan skal den overleve når vegetationen visner, jordbunden fryser og alt er dækket af et tæppe af sne? De der har vinger, kan nemt flygte, men den brune bjørn kan jo ikke fare gennem vildnis og vildmark ned til et varmere klima.

Løsningen er ret enkel. Om sommeren spiser bjørnen også sin vinterration og går så i hi indtil foråret. Det er bare ikke så enkelt som det lyder. Prøv at forestille dig hvordan du ville have det hvis du hverken havde spist eller drukket i et halvt år. Lad os se på nogle af de bemærkelsesværdige aspekter der knytter sig til bjørnemors vintersøvn.

En aktiv sommer

For at kunne faste i adskillige måneder må bjørnemor i forvejen have oplagret et energiforråd. Hun bekymrer sig derfor ikke om sin figur, men har som sit vigtigste mål at samle sig et omfattende fedtlag under pelsen, nogle steder helt op til 8 centimeter tykt. Selv om søde bær er hendes yndlingsret på menukortet, er hun ikke kræsen. Hun æder alt — rødder, små pattedyr, fisk og myrer. Hen på efteråret kan hun have øget sin vægt fra  130 til 160 kilo, hvoraf cirka en tredjedel er fedt (på det tidspunkt kan hannen veje op mod 300 kilo). Før hun trækker sig tilbage til drømmeland, holder hun op med at æde, og tarmene bliver efterhånden tømt. Hun hverken æder eller drikker, urinerer eller har afføring i det næste halve års tid.

Et velegnet vinterhi kan være en hule, en stor, forladt myretue eller et hulrum neden under nogle trærødder — bare det er fredeligt. Ingen bryder sig jo om at blive forstyrret når de sover. Bjørnen samler grangrene, mos, tørv og andet der kan bruges som ’sengetøj’ til at gøre hulen så lun og hyggelig som muligt. Hulen er ikke meget større end hendes fyldige krop. Når vinteren kommer, vil sneen dække hulen, og en skarp iagttager vil måske blot kunne få øje på åndehullet.

En lang lur

Visse små pattedyr, såsom pindsvin, flagermus og hasselmus, ligger i ægte vinterdvale. Her tilbringer de det meste af vinteren i en dødlignende tilstand, idet deres kropstemperatur nærmer sig omgivelsernes. Men bjørnens kropstemperatur falder kun omkring 5 grader, så den sover ikke særlig dybt. ’Det er ikke sådan at bjørnen er bevidstløs. Den løfter hovedet og skifter stilling næsten hver dag,’ fortæller professor Raimo Hissa fra universitetet i Oulu i Finland som i mange år har studeret bjørnes vintersøvn. Bjørnen forlader dog sjældent sin hule midt om vinteren.

Bjørnens livsprocesser er på spareblus mens den ligger i hi. Stofskiftet bliver lavere, og pulsen falder til mindre end 10 slag i minuttet. Så snart bjørnemor sover trygt og godt, begynder en livsvigtig fedtforbrænding. Fedtvævet nedbrydes og forsyner bjørnens krop med vand og de nødvendige kalorier. De livsnødvendige legemsfunktioner foregår langsommere, men alligevel udskilles der en vis mængde affaldsprodukter som følge af stofskiftet. Hvordan kan hun komme af med dem og samtidig holde hulen ren? I stedet for at skille sig af med affaldet på normal vis genbruger kroppen det!

Professor Raimo Hissa forklarer: „De kvælstofholdige urinstofprodukter bliver reabsorberet fra nyrerne og blæren og via blodkredsløbet ført tilbage til tarmene hvor bakterier hydrolyserer urinstof til ammoniak.“ Endnu mere forbløffende er det at denne ammoniak føres tilbage til leveren, hvor den bliver brugt til at danne aminosyrer, proteinernes byggesten. Ved at omdanne affaldsprodukter til sådanne byggesten får bjørnen næring under den lange vintersøvn!

I gamle dage gik folk på jagt efter bjørnen mens den lå i sin hule. En bjørn der halvsov, var et let bytte. Først blev hulen lokaliseret og omringet. Efter at have vækket bjørnen slog man den ihjel. I vore dage har man i næsten hele Europa forbudt den grusomme vinterjagt på bjørne.

Nyt liv

En hanbjørn ligger på den lade side hele vinteren idet den blot vender sig af og til. En bjørnemor har dog andet at gøre. Bjørne parrer sig tidligt på sommeren, men de befrugtede æg begynder ikke at udvikle sig før hunnen går i hi. Da sætter de befrugtede æg sig fast på livmodervæggen og begynder at vokse. Blot to måneder efter, i december eller januar, stiger hendes kropstemperatur en lille smule, og hun føder to eller tre unger. Derefter falder kropstemperaturen, der dog ikke bliver så lav som inden fødselen. Faderen overværer ikke ungernes fødsel, men hvis han gjorde, ville han sikkert blive skuffet. Den robuste han ville nok slet ikke vedkende sig disse små svæklinge på mindre end et halvt kilo.

Bjørnemor mætter ungerne med sin næringsrige mælk, og det tærer endnu mere på hendes energiressourcer. Ungerne vokser hurtigt, og  om foråret vejer de små, bløde bjørne allerede omkring 5 kilo. Det betyder at der er liv og glade dage i bjørnemors lille lejlighed.

Foråret

Det er marts måned, og vinterkulden er forbi. Sneen smelter, og fuglene vender tilbage fra syden. Sidst på måneden kommer hanbjørnene ud af deres vinterhuler. Hunbjørnene hviler sig lidt længere; måske har de små unger gjort dem trætte.

Efter sin lange lur er bjørnemor ikke andet end skind og ben i sammenligning med hendes fyldige udseende i efteråret. Sneen er forsvundet, og det samme er hendes fedt. Bortset fra det er hun forbavsende adræt — ingen liggesår, ingen kramper, ingen knogleskørhed. Hun begiver sig ud af hulen, og efter en stund udskiller hun en klump afføring, en fast, kulsort prop. Normalt begynder bjørnen ikke at æde før efter to eller tre uger, for det tager lidt tid for kroppen at komme i gang igen. Så er den til gengæld også meget sulten. Til at begynde med er der ikke meget spiseligt i skoven da naturen først er ved at vågne i det tidlige forår. Bjørnen gnasker derfor larver og biller i sig og æder rester fra gamle ådsler. Nogle gange kan den endda finde på at jage rensdyr.

Bjørnemor må naturligvis lære ungerne, hendes guldklumper, at opføre sig som bjørne. Et gammelt ordsprog siger: „En mand kan møde en bjørn som har mistet sine unger, men ikke en tåbe i hans dårskab.“ (Ordsprogene 17:12) Med andre ord, man vil helst undgå begge dele. „Hunbjørnen har travlt med at tage sig af sine unger. Hvis en hanbjørn nærmer sig, sender moderen straks sine unger op i et træ, for hannen kan godt finde på at gøre dem fortræd selv [hvis] han er deres far,“ forklarer Raimo Hissa.

Den næste vinter tager bjørnemor ungerne med sig ind i sin hule igen, men året efter må ungerne, som nu er vænnet fra, selv finde nogle huler. Da er tiden nemlig kommet til at bjørnemor igen skal føde et nyt kuld af bittesmå unger.

Vi har lært meget om bjørnens vintersøvn, et komplekst og genialt fænomen, men der er stadig utrolig meget vi ikke forstår. Hvorfor bliver bjørnen døsig om efteråret og mister sin appetit? Hvorfor udvikler den ikke knogleskørhed? Det er ikke let at afsløre bjørnens hemmeligheder, og det kan man godt forstå. Alle har jo ret til lidt privatliv!

[Ramme på side 20]

Udforskning af bjørnens vintersøvn

Den zoologiske afdeling ved universitetet i Oulu har i adskillige år foretaget fysiologiske undersøgelser af de mekanismer der gør det muligt for dyrene at tilpasse sig kulden. I 1988 påbegyndte man et nærmere studium af den europæiske brune bjørn, og siden da har man i alt fulgt 20 bjørne. I universitetets zoologiske have blev der bygget en særlig hule til udforskning af bjørnene. Computere, laboratorieprøver og et videokamera er blevet brugt til at kaste mere lys over forskellige forhold vedrørende deres vintersøvn — deres kropstemperatur, stofskifte, adfærd, hormonale forandringer og ændringer i blodet. Man har samarbejdet med universiteter i andre lande, endda helt ovre i Japan. Forskerne håber at den viden de opnår, måske kan bruges til at løse problemer vedrørende menneskets fysiologi.

[Illustration på side 18]

Bjørnemors hule

[Illustration på side 18]

Søde bær