Stjernerne viser vej

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I HAWAII

FLERE hundrede år før Christoffer Columbus krydsede Atlanterhavet, rejste polynesiske søfarere tusinder af kilometer i trækanoer når de besejlede øerne i Den Polynesiske Trekant i Stillehavet. Hvordan fandt polynesierne de mange øgrupper i dette store område? Fandt de øerne ved et rent tilfælde?

Hvis polynesierne havde et bestemt mål for deres rejse, hvordan fandt de så vej uden at bruge kort, magnetkompas eller andre instrumenter som Vestens opdagelsesrejsende senere gjorde brug af?

Svaret vil ikke alene afsløre at polynesierne anvendte nogle geniale navigationsmetoder, men det vil også øge vores værdsættelse af den fysiske orden der præger verden og opbygningen af universet.

To ældre teorier

Ikke alle forskere vil uden videre tilslutte sig den tanke at polynesierne kunne foretage planlagte sørejser fra ø til ø. Den norske opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl fremsatte den teori at polynesierne oprindelig kom fra Sydamerika, og at de søfarende fandt vej til Stillehavsøerne ved at drive med de fremherskende havstrømme og vinde.

For at efterprøve denne teori sejlede Thor Heyerdahl og en besætning på fem skandinaver ud fra Perus vestkyst på en sejlførende tømmerflåde af balsatræ. De sejlede ud i Stillehavet indtil deres fartøj blev ført med af de vestgående havstrømme. Efter 101 dage og 7000 kilometers sejlads nåede de Raroiarevet ved Tuamotuøerne. Thor Heyerdahl havde på en storslået måde vist at polynesierne kunne være kommet fra Sydamerika ved at lade sig føre med af de fremherskende havstrømme. Men Thor Heyerdahls bedrift overbeviste ikke alle forskere.

En af skeptikerne var historikeren Andrew Sharp fra New Zealand. I sin bog Ancient Voyagers in Polynesia fra 1963 nævnte han mange arkæologiske fund og sprogvidenskabelige resultater som støtte for den gængse opfattelse blandt historikere og eksperter — at polynesierne oprindelig kom fra vest. Han afviste også enhver tanke om at polynesierne var store søfarere.

Skønt Andrew Sharp indrømmede at det var muligt at polynesierne kunne finde vej over kortere strækninger, påstod han at de på rejser der strakte sig over mere end 500 kilometer, på ingen måde kunne vide hvor de var på vej hen. Han mente at de øer som blev opdaget på en længere rejse, blev fundet ved et rent tilfælde.

En ny teori søsættes

Dr. David Lewis fra New Zealand syntes ikke at Thor Heyerdahl og Andrew Sharp  havde givet de gamle polynesiere tilstrækkelig anerkendelse for deres bedrifter som opdagelsesrejsende og søfarere. Han besluttede derfor at vise at de gamle måder at navigere på var pålidelige. I 1965 sejlede han i en moderne katamaran fra Tahiti til New Zealand, en rejse på 3000 kilometer, uden at bruge kompas. Han navigerede udelukkende efter stjernerne, solen og oceandønningerne. David Lewis’ rejse stimulerede interessen for de navigationsteknikker man tidligere brugte, og de ruter man fulgte, i forbindelse med udvandringen til andre Stillehavsøer. En som lagde mærke til denne bedrift var Ben Finney.

Som professor i antropologi ved University of Hawaii havde Ben Finney i mange år forsket i hvordan man udformede og byggede de gamle polynesiske kanoer. Sammen med nogle af sine kolleger fra Polynesian Voyaging Society byggede han en 20 meter lang dobbeltkano. De døbte den Hokule‛a, som er hawaiansk og betyder „glædens stjerne“. Fartøjet var en kopi af de gamle kanoer i opbygning, udseende og sejlegenskaber; dog brugte man syntetiske materialer i stedet for de traditionelle, som for eksempel koatræ.

Hokule‛a stod ud på sin jomfrurejse den 1. maj 1976 da den forlod Hawaiiøen Maui med kurs mod Tahiti. Eftersom den polynesiske kunst at finde vej og navigere efter stjernerne var gået tabt, måtte man finde ekspertise uden for Hawaiiøerne. En dygtig navigatør fra Mikronesien, Mau Piailug, blev udvalgt til at vise vej på skibets første rejse. Hokule‛a var 31 dage om at fuldføre den flere tusind kilometer lange rejse til Tahiti.

Den vellykkede rejse førte i hele Polynesien til en øget interesse for den gamle kultur, navigationskunst og kanobygning. I de følgende år foretog man lignende rejser mellem øerne i Den Polynesiske Trekant, som for eksempel Hawaii, New Zealand (også kendt som Aotearoa), Rarotonga (en af Cookøerne) og Påskeøen (også kendt som Rapa Nui). Mange af disse rejser blev ledet af Nainoa Thompson, en hawaiianskfødt navigatør, som var elev af Mau Piailug.

Brug af gamle navigationsmetoder

Hvordan kunne polynesierne sejle tusinder af kilometer uden at bruge instrumenter? Ifølge Dennis Kawaharada fra Polynesian Voyaging Society var solen den vigtigste retningsgiver. Om dagen bestemmer man kursen ud fra de steder solen står op og går ned. Og om natten sætter navigatøren kursen efter de steder i horisonten hvor stjernerne stiger op og går ned.

Hvis der ingen opgående eller nedgående stjerner er i kanoens sejlretning, kan man bruge andre af himmelens stjerner som pejlemærker. Foruden stjernerne kan navigatøren også anvende månen og de fem synlige planeter som en yderligere hjælp til at holde kursen.

Midt på dagen, eller når det om natten er overskyet så ingen stjerner er synlige, kan navigatøren styre kanoen ud fra vindenes og oceandønningernes retninger (i forhold til hvor solen stod op og gik ned). „Oceandønninger er bølger som har bevæget sig fra de vindsystemer eller storme der har forårsaget dem, eller bølger som varer ved efter at den storm som har dannet dem, er stilnet af,“ siger Dennis Kawaharada.

Derfor er det bedre at anvende oceandønninger som retningsgivere end de bølger der dannes af skiftende lokale vinde. Da dønninger bevæger sig i samme retning i længere tid ad gangen, kan navigatøren styre kanoen i den ønskede retning. Den måde kanoen bevæger sig på i dønningerne, fortæller navigatøren om han er på rette kurs.

Vidnesbyrd peger altså på at polynesierne for mange hundrede år siden kunne navigere deres kanoer tusinder af kilometer efter himmellegemerne og naturkræfterne. Men uanset hvor dygtige de var som søfarere, ville ingen af deres metoder have virket hvis ikke de pejlemærker de brugte, som for eksempel punkterne for opgående og nedgående stjerner, fulgte helt bestemte mønstre.

 For over 2700 år siden anerkendte profeten Esajas den store Skaber, Jehova Gud, som ophavet til den orden man kan iagttage på himmelen, da han skrev: „Løft jeres øjne mod det høje og se. Hvem har skabt disse? Det er Ham der fører deres hær ud efter tal; han kalder dem alle ved navn. Fordi hans vældige styrke er så stor, og hans kraft så stærk, mangler end ikke én.“ — Esajas 40:26; Salme 19:1.

Salmisten blev også inspireret til at skrive at Gud „har tal på stjernernes mængde; han kalder dem alle ved navn“. (Salme 147:4) Polynesierne anerkendte den orden der prægede stjernehimmelen, og de benyttede stjernerne i deres udforskning af store dele af Stillehavet. Støtter det ikke tanken om at vores univers er et produkt af en meget intelligent Skaber som har stor sans for orden?

[Kort/illustrationer på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Fiji

DEN POLYNESISKE TREKANT

Hawaii

Samoa

Tonga

New Zealand

Cookøerne

Tahiti

Marquesas-øerne

Tuamotuøerne

Tubuaiøerne

Påskeøen

[Illustration]

Dobbeltkanoen „Hawai‘iloa“ blev bygget i 1993 af mere traditionelle materialer end dem som blev benyttet ved bygningen af „Hokule‘a“

[Kildeangivelse]

Hawai‘iloa på side 21 og 23: © Monte Costax