Er der en løsning?

HVAD skal man gøre med noget man er blevet træt af? Den nemmeste og mest oplagte løsning er tilsyneladende at smide det ud. Men det er ikke altid så nemt at skaffe sig af med affald. Hvor skal man smide det hen? En italiensk miljøorganisation skønner at en glasflaske der bliver smidt i havet, er 1000 år om at blive nedbrudt. Papirlommetørklæder bliver til gengæld nedbrudt i løbet af kun tre måneder. Cigaretskod forurener havet i op til 5 år, plasticposer mellem 10 og 20 år, ting af nylon mellem 30 og 40 år, konservesdåser 500 år og polystyren 1000 år.

 Mængden af den slags affald er steget enormt. Nu om dage bugner markedet med varer, og reklameverdenen vil have os til at tro at vi har brug for det alt sammen. Den britiske avis The Guardian skriver meget rammende: „Reklamerne hjælper os til at opfylde ønsker som vi slet ikke vidste vi havde.“ Vi bliver afgjort fristet til at købe det sidste nye på markedet; vi skulle nødig gå glip af noget nyt. Og i reklamesprog betyder „ny“ selvfølgelig „bedre“, hvorimod „gammel“ betyder „dårlig og utidssvarende“.

På den måde bliver vi ofte overtalt til at købe nyt i stedet for at reparere det gamle. Argumentet er at det er mere praktisk og økonomisk at udskifte de gamle ting end at udbedre dem. En gang imellem passer det også. Men ofte er det både dyrt og unødvendigt at smide det gamle ud og erstatte det med noget nyt.

Mange produkter er ikke beregnet til at holde særlig længe. De er måske vanskelige at reparere — noget man bør tænke på når man anskaffer sig nye ting. Et tysk forbrugerblad oplyser: „Det enkelte produkts levetid bliver stadig kortere. Det der var ’in’ i går, er ’out’ i dag og havner ofte i containeren. På den måde bliver værdifulde råmaterialer til værdiløst affald!“

Er det først og fremmest forbrugeren der har gavn af dette indkøbsvanvid? Nej, det er de firmaer der er opsatte på at tjene rigtig mange penge. Det schweiziske tidsskrift Die Weltwoche hævder: „Hvis alle beholdt deres møbler og biler hele livet igennem eller blot dobbelt så længe som det er tilfældet nu, ville det med garanti betyde et økonomisk sammenbrud.“ Et økonomisk sammenbrud er selvfølgelig ikke nogen løsning eftersom det også ville gøre forbrugerne arbejdsløse. Hvordan kan man så løse affaldsproblemet?

Kassere, genbruge eller begrænse?

Nogle industrialiserede lande springer over hvor gærdet er lavest, ved simpelt hen at eksportere deres affald til udviklingslande. En rapport oplyser for eksempel at der „ved en berygtet losseplads i Nigeria blev fundet 3500 tons giftige kemikalier der sivede ud af 8000 gennemtærede tønder og forgiftede både jorden og grundvandet“. Denne affaldshåndtering forekommer hverken at være en brugbar metode til bortskaffelse af affald eller en værdig måde at behandle andre på.

Hvad med at aflevere ting til genbrug i stedet for at smide dem ud? Genbrugsordninger kræver selvfølgelig at forbrugere sorterer deres affald i forskellige kategorier, noget der visse steder allerede er lovpligtigt. Myndighederne kan forlange at borgerne sorterer deres skrald i kategorier som for eksempel papir, karton, metal, glas og organisk affald. Glas skal måske også sorteres efter farve.

Genbrug har tydeligvis sine fordele. Bogen 5000 Days to Save the Planet oplyser at man ved at genbruge aluminium „sparer enorme mængder energi“ og kan „reducere de miljøskader der forårsages når man bryder bauxit i åben mine“. Bogen tilføjer: „Man kan ved hjælp af genbrug fremstille den samme mængde papir med den halve mængde energi og kun en tiendedel af det vand der ellers er nødvendigt. . . . Mange spildprodukter kan genvindes eller genbruges. . . . Selv i tilfælde hvor industrier ikke kan bruge deres egne spildprodukter, kan de somme tider forarbejde dem sådan at andre kan bruge dem . . . I Holland har et netværk til udveksling af affald fungeret med godt resultat siden begyndelsen af 1970’erne.“

I stedet for at søge nye muligheder for at slippe af med affaldet har myndigheder andre  steder lagt hovedvægten på at forebygge problemet. Den førnævnte bog gør opmærksom på at „der er hårdt brug for handling“ hvis menneskeheden skal „gå væk fra en brug og smid væk-økonomi . . . over til et samfund hvor man passer på sine ting, et samfund der minimerer spild og reducerer forbruget af ressourcerne“.

Men de der gerne vil „gå væk fra en brug og smid væk-økonomi“, må være villige til at bruge de ting de køber, så længe som muligt og kun smide dem ud når det ikke længere er muligt at reparere dem. Ting man ikke mere er interesseret i, men som stadig er brugbare, må gives videre til andre der vil bruge dem. I Darmstadt-afdelingen af Tysklands Öko-Institut har man beregnet at en familie der levede efter det princip at man bruger et produkt fuldt ud, ville reducere deres affaldsproduktion med helt op til 75 procent i forhold til en gennemsnitshusholdning.

Men vil tilstrækkelig mange husholdninger være villige til at leve efter sådanne principper? Det virker usandsynligt. Menneskets affaldsproblem er kun det synlige tegn på et problem der er langt større. I vore dages brug og smid væk-samfund har flere og flere fået det man kunne kalde en brug og smid væk-mentalitet. Lad os se nærmere på denne holdning — og på nogle af de yderligheder den kan føre til.

Farerne ved brug og smid væk-mentaliteten

En brug og smid væk-mentalitet kan nemt indebære mere end blot at rutte lidt med tingene. Den kan få folk til at blive utaknemmelige og tankeløse så de uden videre lader store mængder urørt mad og andre ressourcer gå til spilde. Nogle der er selvcentrerede og styret af modeluner og vekslende smag, føler måske en konstant trang til at skifte tøj, møbler etc. ud med noget nyt.

Brug og smid væk-mentaliteten kan dog berøre mere end blot ens syn på ejendele. I en nylig rapport om et tysk projekt der beskæftiger sig med udnyttelsen af kasserede genstande, hedder det: „Den måde hvorpå vi behandler sofagruppen der ikke længere falder i vores smag, og som smides ud efter fem år for at blive erstattet med en ny, bliver overført på vores måde at behandle mennesker på. Spørgsmålet er hvor længe samfundet kan holde til det.“ Rapporten forklarer: „Så snart en person ikke længere er supereffektiv, bliver vedkommende afløst af en anden. Der er jo masser af arbejdskraft at tage af!“

I sin bog Jorden i balance stiller USA’s tidligere vicepræsident Al Gore det relevante spørgsmål: „Har den vane, vi har tilegnet os, med at opfatte tingene som noget, der bare kan smides væk, på lignende måde ændret den måde, vi opfatter vores medmennesker på? . . . Har vi i løbet af denne proces tabt evnen til at værdsætte det enestående hos ethvert af vores mange milliarder medmennesker?“

Folk der har mistet værdsættelsen af og respekten for andre vil nok finde det lettere — og mindre forkasteligt — at skille sig af med venner eller ægtefæller. Som kommentar til denne tænkemåde skriver den tyske avis Süddeutsche Zeitung: „Vi køber nyt tøj to gange om året, ny bil hvert fjerde år og ny dagligstue hvert tiende år. Hvert år ser vi os om efter et nyt feriemål; vi skifter bolig, beskæftigelse og levevej — så hvorfor ikke også vores ægtefælle?“

 Nogle er i dag tilsyneladende villige til at skille sig af med næsten hvad som helst der bliver besværligt. I ét europæisk land skønnes det at 100.000 katte og 96.000 hunde blev forladt af deres ejere i 1999. En af landets dyreværnsaktivister siger om sine medborgere at de „ikke betragter det at eje et kæledyr som en langvarig forpligtelse. De kan finde på at købe en hvalp i september og forlade den i august [året efter når de tager på ferie].“ Det der er værre, er at brug og smid væk-mentaliteten også kan berøre ens syn på menneskeliv.

Manglende respekt for livet

Mange synes åbenbart at deres liv ikke er meget værd. Et europæisk tidsskrift skrev eksempelvis for nylig at unge i de senere år er blevet mere villige til at tage chancer. Det giver sig udslag i at de i stigende grad deltager i ekstrem sport. De er villige til at risikere at smide selve deres liv bort for et kort øjebliks spænding! Profitbegærlige forretningsmænd udnytter ivrigt denne tendens. En tysk politiker har sagt at de der fremmer ekstrem sport, „ofte synes at indtægter er vigtigere end menneskers liv og helbred“.

Hvordan påvirker brug og smid væk-mentaliteten folks syn på de ufødtes liv? Verdenssundhedsorganisationen skønner at der „på verdensplan årligt undfanges cirka 75 millioner børn som er uønskede. For mange kvinder er abort den eneste udvej.“ Men selv de børn der bliver født, kan være i fare. Ifølge den brasilianske avis O Estado de S. Paulo „er antallet af børn der bliver efterladt på gaden, stigende“. Gælder det også dér hvor du bor?

I dag ser vi overalt vidnesbyrd om at menneskeliv betragtes som værende af ringe værdi, ja, som værdiløst, noget man næsten skødesløst smider væk. Vi ser denne tendens i den vold der er i populær underholdning, hvor „heltene“ i løbet af en enkelt film eller tv-udsendelse nedslagter snesevis af „skurke“. Vi ser tendensen i de vedvarende bølger af voldskriminalitet der hærger jorden, med tyve der dræber deres ofre for et ringe udbytte — eller helt uden grund. Og vi ser den i nyhederne i rystende reportager om terroraktioner, etniske udrensninger og direkte folkemord der alle handler om hårdhjertet nedslagtning af mennesker i stor stil. Værdifulde menneskeliv bliver smidt væk som affald.

Vi kan måske ikke undgå at være en del af brug og smid væk-samfundet, men vi kan undgå brug og smid væk-mentaliteten. Den næste artikel kommer ind på hvad vi selv kan gøre for at tackle affaldsproblemet og undgå de skadelige holdninger der er forbundet med et brug og smid væk-samfund.

[Illustration på side 6]

Mange steder er genbrug obligatorisk

[Illustration på side 7]

Får skiftende modeluner dig til at smide tøj væk bare for at købe nyt?

[Illustration på side 8]

De ufødtes liv bør sættes højt, ikke kasseres

[Kildeangivelse]

Index Stock Photography Inc./BSIP Agency

[Illustration på side 8]

Livet er for kostbart til at blive sat på spil for spændingens skyld