Balolo — „Stillehavets kaviar“

AF VÅGN OP!-SKRIBENT PÅ FIJI

KAN du lide „alt godt fra havet“? Hvis det er tilfældet, så tag med os til en landsby på en af de yderste øer i det tropiske Fiji, hvor vi skal til en eksotisk fest. Mens vi lytter til bølgernes sagte skvulpen mod bådene der ligger fortøjet i vandet, får vi øje på et hul i nærheden af vandet. Det er en lovo, en slags underjordisk ovn. Man har tændt op i ovnen for at ophede de specielt udvalgte sten som hovedretten skal steges på.

Men hvem kommer med hovedretten? Det er der ingen der gør! Vi venter derimod på at hovedretten kommer til os. Hvis du har en fornemmelse af at måltidet er lidt ud over det sædvanlige, har du ganske ret. Det festmåltid som vi med forventning ser frem til, består af en tallerkenfuld lækre, sprællende orme! Disse orme, der kaldes havbørsteorme, har fået betegnelsen Stillehavets kaviar. Hannerne er rødbrune, og hunnerne blågrønne. Her på Fijiøerne hedder denne usædvanlige, kulinariske ret balolo. *

 En eller to gange om året, i én til tre nætter når månen er i sidste kvarter af sin fase, dukker massevis af balolo-orme (på dansk palolo-orme) op til havoverfladen for at gyde. * Man er ikke helt klar over hvordan de finder ud af hvornår tiden er inde til at formere sig, men forskerne tror at det har forbindelse med månen, tidevandet og dagens længde samt en stigning i havtemperaturen. Noget andet der hjælper til at forudsige tidspunktet, er at man holder øje med vejret, visse planters blomstring og forskellige havforhold. For nylig er marinbiologer begyndt at bruge månens faser og Metons cyklus til at beregne hvornår palolo-ormene dukker op. *

I den nærliggende landsby, hvor der bliver sunget til ukulele- og guitarmusik, forstummer lyden pludselig da det bliver annonceret at ormene er begyndt at vise sig. Lad os slutte os til alle de andre der løber ud mod revet. Nogle er iført en farverig isulu (et slå om-klæde som bruges af både mænd og kvinder) og en smuk salusalu (en duftende blomsterkrans). I betragtning af at beboerne inden længe er på vej ud i havet, er de usædvanlig pænt klædt på.

Mange vælger at deltage i begivenheden fra deres kano, men vi beslutter at følge med den gruppe der vader ud fra bredden. Inden længe er vi nået så langt ud at det varme, tropiske vand når os til livet. Pludselig er vi omringet af tusindvis af orme der er dukket op til overfladen.

Der udfolder sig nu et spændende skue som opsluger os fuldstændigt; det er blevet kaldt „et af det sydlige Stillehavs mest ejendommelige zoologiske fænomener“. Alt hvad man overhovedet kan tænke sig, bruges til at fange de sprællende orme med når de kommer op til overfladen — spande, kurve vævet af kokosblade, indkøbsnet, moskitonet, ja, selv de bare næver. En besøgende får øje på en fijiansk mand med viltert, krøllet hår der stikker sit hoved ned i ormestimen, og de orme der sætter sig i håret, ryster han af i en båd. Nogle af deltagerne er så ivrige at de ikke kan modstå fristelsen til at smage på fangsten med det samme, og mens de tygger lystigt, fortsætter de med at indsamle ormene.

Det forbløffende syn synes at være overstået lige så hurtigt som det begyndte. Vi har ikke følt os fristet til at spise de rå orme, men slutter os nu til vores venner på land for at smage „Stillehavets kaviar“ for første gang — efter at de er blevet stegt på stenene. Palolo-orme er rige på vitaminer og mineraler, og de kan enten koges, bages eller steges. Efter tilberedningen kan de holde sig en uge eller mere. Men det er nok ikke alle der synes lige godt om den fiskeagtige smag.

Det er nu tid at tage af sted, og vi takker landsbyens værter for deres store gæstfrihed. Når man funderer over det der sker i forbindelse med at palolo-ormene stiger op til overfladen, det forudsigelige tidspunkt for hvornår det sker, og den indbyrdes afhængighed der er mellem alle levende skabninger i revet, får man dyb ærefrygt for Skaberen, som har sat disse forskelligartede livscyklusser i gang. — Åbenbaringen 4:11.

Hvis du tænker på at besøge Fijiøerne, har du måske fået lyst til at smage de lækre havbørsteorme. Men måske foretrækker du at medbringe din egen mad. Under alle omstændigheder kan du være sikker på at når det er balolo-tid, ser øboerne frem til at „Stillehavets kaviar“ dukker op.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 11]

Er det virkelig orme de spiser?

Måske bliver du positivt overrasket når du får at vide hvad det i virkeligheden er man indsamler til retten balolo. Det er nemlig ikke helt hvad man tror det er.

Palolo-ormens haleparti, eller bagende, gennemgår en drastisk forandring. I løbet af kort tid får den kønsorganer og antager dermed det man kalder den epitoke form. Ormens bagende, der er fuldt udstyret med øjne og svømmeredskaber, indeholder kønsceller, også kaldet gameter. Når det er tid til at gyde, frigør bagenden sig fra resten af ormen og stiger op til havoverfladen. Og hvis den ikke forinden bliver snuppet af lækkersultne mennesker eller havdyr, brister nogle opløselige kamre; derved frigives æg og sæd, der forenes i store mængder ved dette heldige, om ikke helt tilfældige, møde. Der er så mange at arten kan overleve selv om en stor del bliver spist af mennesker eller af havdyr. Afkommet, der bliver til fritsvømmende larver, finder et passende sted i koralrevet, hvor de slår sig ned for at fortsætte deres livscyklus.

Når man spiser balolo, spiser man altså kun bagenden af nogle orme der stadig lever videre på revet.

[Kildeangivelse på side 10]

Øverst: Sekove Bigitibau; til venstre, i midten og side 11: Paul Geraghty