Et glashus med ti millioner bøger

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I FRANKRIG

EN BESØGENDE som går op ad trætrapperne til den vindblæste esplanade, bliver uvilkårligt imponeret ved synet af de fire høje glastårne der viser sig. De er en del af en ikke helt almindelig bygning. Vi taler om Frankrigs hypermoderne nationalbibliotek (Bibliothèque nationale de France), der ligger ved Seinens bred, og som egentlig har været under forberedelse i flere hundrede år.

Hvordan det begyndte

I 1368 samlede den franske konge Karl V næsten 1000 manuskripter i et tårn i borgen Louvre i Paris. Men det var først efter Hundredårskrigen at Frankrigs konger begyndte at anskaffe sig en permanent samling. Foræringer og testamentariske gaver fra personer der ville indynde sig hos kongen, var med til at berige biblioteket. Det samme var bøger fra Europa og Østen som rejsende og ambassadører overbragte, eller krigsbytte som soldater bragte med sig hjem. I det 16. århundrede indførte Frans I pligtaflevering, en lov som påbød at kongens bibliotek skulle have et eksemplar af alle bøger der blev udgivet.

Efter at kongens bibliotek havde haft til huse i forskellige kongelige residenser i provinsen, flyttede man det tilbage til Paris; men desværre blev det plyndret under religionskrigene (1562-98). I 1721 fandt man et mere permanent sted til biblioteket. I kølvandet på ødelæggelsen af de religiøse og aristokratiske samlinger under Den Franske Revolution modtog biblioteket nu i tusindvis af bøger, manuskripter og aftryk. Selv om disse nyerhvervelser var uvurderlige, var de også en smertelig påmindelse om den manglende plads i de eksisterende lokaliteter.

Overvældende udvidelse

I 1868 blev der bygget og indviet en læsesal som var overdækket med ni glaskupler, tegnet af arkitekten Henri Labrouste. Salen havde 360 siddepladser, og den indeholdt cirka 50.000 bøger. I de tilstødende bogmagasiner var der plads til yderligere en million bind. Men inden der var gået 60 år, var denne samling af bøger nået op på tre millioner!

Trods talrige renoveringer og udvidelser var det ikke muligt at skaffe de tre kilometer ny hyldeplads der hvert år var nødvendig for at få plads til de mange bøger og blade som strømmede ind. En løsning på sagen kom da præsident François Mitterrand i 1988 bekendtgjorde at man havde planlagt at bygge hvad der måske ville blive „verdens største og mest moderne bibliotek“. Målet var at det skulle „dække alle vidensområder, stå åbent for enhver, benytte den nyeste form for datatransmission, kunne fjernbenyttes og koble sig op til andre biblioteker i Europa“.

For at få flest mulige udkast til dette nye bibliotek udskrev man en international konkurrence. Næsten 250 forslag blev indsendt. Vinderen af konkurrencen var en ukendt fransk arkitekt ved navn Dominique Perrault. Hans idé var at udforme soklen som en kæmpestor flad bygning. I hvert hjørne skulle der være et tårn der havde form som en åben bog der står på højkant. Kritikere var meget imod tanken om at opbevare bøger i glastårne — eller solovne, som de kaldte dem — hvor bøgerne ville  blive udsat for sollys og varme. Man indgik derfor et kompromis som gik ud på at installere træskodder bag vinduerne for at beskytte bøgerne, og at opbevare de mest værdifulde dokumenter i magasiner i underbygningen.

En udfordring at flytte

Endnu en udfordring bestod i at flytte over ti millioner bøger, hvoraf nogle var skrøbelige og sjældne, deriblandt to eksemplarer af Gutenbergbibelen. Tidligere flytninger havde ikke været uden problemer. Ifølge et øjenvidne til en flytning i 1821 var flere af bøgerne faldet af vognene og ned i mudderet på gaden. Denne gang ville flytningen blive grebet mere professionelt an.

I 1998 fik et hold fagfolk den store opgave at flytte de mange millioner bøger. For at forebygge at bøgerne tog skade, blev stjålet eller på anden måde gik tabt, blev de transporteret i skabe der var forseglede, vandtætte, brandsikre og støddæmpende. Som en ekstra sikkerhedsforanstaltning sørgede man for at transporten foregik ubemærket i neutrale lastbiler. I næsten et år transporterede ti lastvogne hver dag mellem 25.000 og 30.000 bøger gennem Paris’ tætte trafik til deres nye hjem.

Et skatkammer af lærdom

Det nye bibliotek er delt i to planer. Det ene plan, haut-de-jardin (øvre have), som alle kan benytte, har 1600 siddepladser og vil med tiden give adgang til cirka 350.000 bøger. Det andet plan, rez-de-jardin (nedre have), som er reserveret til forskere, har 2000 siddepladser.

Biblioteket er bygget rundt om en miniatureskov. Det er indrettet med røde gulvtæpper og panelvægge og møbler der bidrager til at skabe en varm og afslappet atmosfære. Det bidrager alt sammen til at man bedre kan koncentrere sig og læse. Der er et audiovisuelt rum hvor besøgende har adgang til diverse cd-rom’er, film, båndoptagelser og tusinder af digitaliserede billeder og bøger.

Biblioteket har hyldeplads nok til nye bøger de næste 50 år. Man kan ikke lade være med at reflektere over den kolossale indsats det må kræve at konstruere og bevare et sådant skatkammer af lærdom!

[Illustration på side 24]

Læsesalen fra 1868

[Kildeangivelse]

© Cliché Bibliothèque nationale de France, Paris

[Kildeangivelse på side 25]

©Alain Goustard/BNF. Architect: Dominique Perrault. © 2002 Artists Rights Society (ARS), New York/ADAGP, Paris