Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lydløse våben — Hvor reel er faren?

Lydløse våben — Hvor reel er faren?

Lydløse våben — Hvor reel er faren?

DER er intet nyt i at bruge sygdom som våben i krigsøjemed. I det 14. århundrede blev der ved en belejret by i Østeuropa slynget lig af pestofre ind over murene. Omkring 400 år senere var der også nogle der greb til biologiske våben. Britiske officerer gav med fuldt overlæg indianere koppeinficerede tæpper ved en fredsforhandling under Den Fransk-indianske Krig. Dette udløste en epidemi som var stærkt medvirkende til at indianerne overgav sig. Det var dog først i slutningen af det 19. århundrede at man opdagede at mikroorganismer forårsager infektionssygdomme. Denne opdagelse åbnede vej for nye og forfærdende muligheder for at bruge sygdom som våben.

Selvfølgelig har fremskridtene inden for lægekunsten og videnskaben også ført til udviklingen af medikamenter og vacciner der har været meget effektive i behandlingen og forebyggelsen af sygdom. Men på trods af disse fremskridt er infektionssygdomme stadig en frygtindgydende fjende som dræber mere end 17 millioner mennesker hvert år — cirka 50.000 om dagen. Det er ironisk at alt imens fremragende dygtige mænd og kvinder har viet deres liv til at redde mennesker fra sygdom, har andre med lige så stor dygtighed koncentreret sig om at bekæmpe mennesker ved hjælp af sygdom.

Forsøg på at forbyde biologiske våben

I over 25 år har USA, det tidligere Sovjetunionen og flere andre nationer arbejdet ihærdigt på at udvikle biologiske våben. Men i 1972 enedes man om at forbyde dem. Nogle lande fortsatte dog i al hemmelighed udviklings- og forskningsarbejdet, deriblandt udviklingen af udstyr til transport og spredning, og de oplagrede store mængder dødbringende biologiske stoffer.

Hvad førte til det officielle forbud mod denne våbentype? I begyndelsen af 1970’erne mente man at biologiske stoffer ikke var særlig velegnede som våben på en krigsskueplads. Det har flere grunde. For det første indtræder deres virkning ikke øjeblikkeligt — det varer nogen tid inden symptomerne viser sig — og for det andet afhænger deres effektivitet af vind og vejr. Desuden indså man at et land der var blevet angrebet med biologiske våben, sandsynligvis ville gengælde angrebet med sine egne biologiske våben eller med atomvåben. Endelig var der mange som følte moralsk afsky ved at man udviklede levende organismer med det formål at invalidere eller dræbe mennesker.

Det er dog usandsynligt at disse grunde vil afskrække folk der nærer et glødende had, og som er villige til at sætte sig ud over almindeligt anerkendte moralnormer. Mennesker der er besluttede på at dræbe vilkårligt, er særlig interesserede i biologiske våben. Denne type våben kan udvikles og anvendes i al hemmelighed. Angriberens identitet kan holdes skjult, og selv om angriberen er kendt, er det ikke let at gøre gengæld mod terrorister hvis netværk infiltrerer mange lande. Desuden kan et lydløst, usynligt, langsomtvirkende og dødbringende biologisk angreb lamme en hel befolkning alene ved den panik det skaber. Endelig kan angreb på afgrøder og husdyrbesætninger forårsage fødevaremangel og en økonomisk katastrofe.

Noget der også gør biologiske våben eftertragtede, er de forholdsvis lave omkostninger der er forbundet med fremstillingen af dem. I en analyse har man sammenlignet hvad det koster at dræbe en ubeskyttet civilbefolkning på et areal af en kvadratkilometer. Omkostningerne blev vurderet til 16.000 kroner ved brug af konventionelle våben, 6400 kroner ved brug af atomvåben, 4800 kroner ved brug af nervegas og 8 kroner ved brug af biologiske våben.

Tekniske udfordringer ved biologiske våben

I medierne hører man om at nogle terroristgrupper har eksperimenteret med biologiske våben. Der er dog himmelvid forskel på at eksperimentere med biologiske våben og at iværksætte et effektivt angreb med dem.

Hvis forehavendet skal lykkes, er en terrorist eller terroristorganisation nødt til at overvinde anselige tekniske udfordringer. For det første må terroristerne skaffe sig en sygdomsfremkaldende mikroorganisme der er tilstrækkelig dødbringende. For det andet må de vide hvordan den håndteres og opbevares korrekt og sikkert. For det tredje er de nødt til at vide hvordan denne mikroorganisme kan masseproduceres. Hvis en mikroorganisme spredes på en effektiv måde, er en ganske lille mængde dødbringende nok til at tilintetgøre afgrøder, store husdyrbesætninger eller befolkningen i en hel by. Men biologiske stoffer har svært ved at overleve uden for laboratoriet. I virkeligheden vil kun en brøkdel af det biologiske stof nå de mennesker der er målet for angrebet, så der er brug for langt større mængder hvis terroristerne vil fremkalde en katastrofe.

Ikke nok med det. Terroristerne må vide hvordan de skal transportere de sygdomsfremkaldende mikroorganismer fra opbevaringsstedet til angrebsmålet uden at de går til eller deres virkning svækkes. Endelig er de nødt til at vide hvordan de sygdomsfremkaldende mikroorganismer spredes effektivt. De må blandt andet sikre sig at mikroorganismernes partikler har den rette størrelse, at de bliver spredt over et område der er stort nok, og i en koncentration der er tilstrækkelig til at forårsage at mange bliver inficeret. Det tog et yderst veluddannet amerikansk forskerhold der arbejdede inden for biologisk krigsførelse, mere end ti år at fremstille et pålideligt system til opbevaring og spredning af biologiske våben. Når et biologisk stof er blevet spredt i atmosfæren, udsættes det for sollys og varierende temperaturer som måske ødelægger det. Vil man bruge et biologisk stof som våben, kræver det derfor detaljeret viden om hvordan mikroorganismer reagerer uden for laboratoriet.

I betragtning af de mange tekniske vanskeligheder der er forbundet med et biologisk angreb, overrasker det ikke at terrorister kun har iværksat få af dem. Og desuden har de kun krævet få ofre. I den seneste tid er der i USA omkommet fem mennesker på grund af breve med miltbrandsporer. Det er selvfølgelig tragisk, men det er færre end man kunne have risikeret hvis der var blevet anvendt en lille sprængladning eller blot en pistol. Forskere skønner at 96 procent af alle angreb med kemiske eller biologiske stoffer i hele verden siden 1975 i gennemsnit kun har resulteret i tre dræbte eller syge.

Tænketanken British American Security Information Council erkender vanskelighederne ved at iværksætte et effektivt biologisk angreb. Den oplyser: „Landene modtager talrige trusler om kemisk eller biologisk terrorisme, men de fleste eksperter mener at det, skønt teoretisk muligt, er højst usandsynligt at katastrofescenarier med ofre i massevis bliver til virkelighed.“ Der er måske ikke så stor sandsynlighed for at et sådant angreb vil finde sted, men skulle katastrofen indtræffe, kunne den få skrækkelige konsekvenser.

Grund til bekymring

Både tekniske problemer og fortidens erfaringer taler altså imod sandsynligheden for at der vil ske biologiske angreb af katastrofale dimensioner. Men: Fortidens erfaringer danner ikke noget sikkert grundlag for at vurdere fremtiden. De fleste hidtidige angreb er slået fejl, men derfor kan de jo godt lykkes i fremtiden.

Mange føler at der er grund til bekymring. Stadig flere terrorister er tilsyneladende besluttede på at begå massedrab. Terroristgruppernes udstyr bliver stadig mere avanceret, men ikke nok med det. Nogle terroristgrupper er ligefrem på niveau med visse stater hvad angår økonomiske og tekniske ressourcer.

Eksperter frygter tilsyneladende ikke at en nation kunne finde på at udlevere biologiske våben til terroristgrupper. En af dem siger: „Hvor hensynsløs, magtsyg og ekstremistisk en stat end er, vil den være utilbøjelig til at lade ukonventionelle våben gå videre til terroristgrupper som den ikke kan have fuld kontrol over. Den kan være fristet til selv at bruge sådanne våben i et indledende angreb, men det er mere sandsynligt at den ville bruge dem som skræmmemiddel end til egentlig krigsførelse.“ Det der bekymrer eksperter, er at højtuddannede videnskabsfolk måske bliver hyret af terroristgrupper der kommer med et godt tilbud.

’Designede’ sygdomme

Fremskridt i bioteknologi giver også anledning til bekymring. Forskere har allerede den nødvendige ekspertise til at ændre eksisterende sygdomsfremkaldende mikroorganismer sådan at de bliver mere dødbringende og tilmed lettere at håndtere. Harmløse mikroorganismer kan genmodificeres så de producerer toksiner. Forskere kan også manipulere med organismer så de ikke kan opdages med de almindelige sporingsmetoder. Desuden kan mikroorganismer ’designes’ så de er modstandsdygtige over for antibiotika, standardvacciner og behandling. For eksempel har forskere der er afhoppere fra det tidligere Sovjetunionen, hævdet at de har udviklet en pestform som er modstandsdygtig over for 16 forskellige antibiotika.

Den fremtidige udvikling inden for bioteknologi og gensplejsning forventes at øge mulighederne. Forskere kan omorganisere genmaterialet for at opnå ændrede versioner af talrige biologiske våben — biologiske våben der er farligere og mere hårdføre samtidig med at de er lettere at fremstille og sprede. De vil måske kunne tilpasses så deres virkning bliver lettere at beregne og regulere. Man vil muligvis blive i stand til at udvikle sygdomsfremkaldende mikroorganismer der dør efter et forudbestemt antal celledelinger — mikroorganismer der dræber for derefter at forsvinde.

I fremtiden vil der måske blive udviklet endnu mere raffinerede former for lydløse våben. Det kunne for eksempel være yderst præcise våben der kunne ramme selve immunsystemet og sætte det ud af spillet. I stedet for at blive inficeret med en bestemt sygdom ville offeret blive modtageligt for mange sygdomme. Hvordan skal man, hvis et sådant dødeligt aids-lignende virus dukker op, kunne vide om det drejer sig om en naturlig mutation eller om en gensplejset mikroorganisme som er blevet udviklet i fjendens laboratorium?

De tekniske fremskridt har ændret militærpersoners måde at tænke på. En officer ved USA’s søværn har skrevet: „Våbenfabrikanter er kun lige begyndt at udforske mulighederne i den bioteknologiske revolution. Det er skræmmende at tænke på at den udvikling vi har set, er for intet at regne sammenlignet med den der venter os.“

[Ramme på side 6]

Hvad er biologisk krigsførelse?

Udtrykket „biologisk krigsførelse“ henviser til overlagt sygdomsspredning blandt mennesker, dyr og planter. Sygdommene opstår når befolkningen der er genstand for angrebet, bliver inficeret med levende mikroorganismer. Disse organismer formerer sig (nogle producerer giftstoffer), og med tiden træder sygdommens symptomer tydeligt frem. Nogle biologiske våben invaliderer offeret, andre medfører døden. Andre igen kan bruges til at angribe og ødelægge afgrøder.

[Ramme/illustrationer på side 8, 9]

Fakta om biologiske våben

Miltbrand: En infektionssygdom forårsaget af en sporedannende bakterie. Indånding af miltbrandbakterier kan i første omgang give symptomer der minder om en almindelig forkølelse. Efter flere dage udvikler symptomerne sig til alvorlige vejrtrækningsproblemer og shock. Denne form for miltbrand er ofte dødelig.

Ved hjælp af antibiotika kan man forebygge infektion hos folk der er blevet udsat for miltbrandsporer. Det er afgørende at dette sker på et tidligt tidspunkt; udsættes behandlingen, mindskes overlevelseschancerne.

Direkte smitte fra person til person er aldrig set.

I anden halvdel af det 20. århundrede udviklede man i flere lande miltbrand til våbenbrug, blandt andet i USA og det tidligere Sovjetunionen. Antallet af nationer der menes at have biologiske våbenprogrammer, er steget fra 10 i 1989 til 17 i 1995. Det vides ikke nøjagtigt hvor mange af disse lande der forsker i miltbrand. Ifølge et skøn fremsat af den amerikanske regering kan 100 kilo miltbrandsporer der forstøves over en storby, være lige så dødbringende som en brintbombe.

Botulisme: En muskellammende sygdom forårsaget af en bakterie der producerer giftstoffet botulinumtoksin. Efter indtagelse af kontaminerede fødevarer er symptomerne blandt andet dobbeltsyn eller sløret syn, slappe øjenlåg, utydelig tale, synkebesvær og mundtørhed. Muskelslapheden breder sig til hele kroppen fra skuldrene og nedefter. Hvis åndedrætsmuskulaturen bliver ramt, kan det medføre døden. Botulisme spredes ikke fra person til person.

Hvis sygdommen behandles rettidigt med et antitoksin, kan det lindre symptomerne og mindske risikoen for at dø.

Botulinumtoksin er det foretrukne middel til biologisk krigsførelse — ikke blot fordi det er et af de giftigste stoffer der kendes, men også fordi det er forholdsvis let at fremstille og transportere. Desuden behøver de der bliver inficeret, langvarig intensiv pleje. Adskillige lande mistænkes for at fremstille botulinumtoksin til brug i biologisk krigsførelse.

Pest: En stærkt smitsom sygdom forårsaget af en bakterie. De første tegn på dødbringende lungepest er feber, hovedpine, mathed og hoste. Herefter følger septisk shock, og uden tidlig behandling er døden så godt som sikker.

Sygdommen overføres fra person til person ved dråbeinfektion.

I det 14. århundrede dræbte pesten i løbet af fem år cirka 13 millioner mennesker i Kina og 20-30 millioner i Europa.

I 1950’erne og 1960’erne udviklede USA og det tidligere Sovjetunionen teknikker til spredning af lungepest. Tusinder af forskere menes at have arbejdet på at bruge pest som våben.

Kopper: En meget smitsom virussygdom. Blandt de første symptomer er høj feber, træthed, hovedpine og lændesmerter. Senere får man et smertefuldt byldelignende udslæt. Hvert tredje offer dør.

1977 var kopper udryddet i hele verden, og koppevaccinationen ophørte i midten af halvfjerdserne. Det vides ikke om, eller i hvor høj grad, de der nåede at blive vaccineret, stadig er immune over for sygdommen. Der findes ikke nogen videnskabeligt dokumenteret behandling mod kopper.

Sygdommen overføres fra person til person via inficeret spyt. Inficeret tøj eller sengetøj kan også sprede virusset.

Fra 1980 påbegyndte Sovjetunionen et effektivt program til fremstilling af store mængder af koppevirus og tilpasning af virusset så det kunne spredes med langdistanceraketter. Man forsøgte også at udvikle virusstammer der var mere ondartede og smitsomme end almindeligt koppevirus.

[Illustration]

Miltbrand- bakterie og kugleformet spore

[Kildeangivelser]

Kilder: U.S. Centers for Disease Control and Prevention, Johns Hopkins Center for Civilian Biodefense Studies.

Person ramt af miltbrand: CDC, Atlanta, Ga.; miltbrandbakterie: ©Dr. Gary Gaugler, Photo Researchers; botulismebakterie: CDC/Med tilladelse af Larry Stauffer, Oregon State Public Health Laboratory

Pestbakterie: Copyright Dennis Kunkel Microscopy, Inc.; koppevirus: ©Meckes, Gelderblom, Eye of Science, Photo Researchers; koppepatient: CDC/NIP/Barbara Rice

[Illustration på side 7]

Breve med miltbrandsporer har i den senere tid spredt frygt mange steder

[Kildeangivelse]

AP Photo/Axel Seidemann

[Illustration på side 7]

Kemiske/biologiske bomber der blev destrueret efter Golfkrigen

[Kildeangivelse]

AP Photo/MOD