Den store irske hungersnød — En beretning om død og udvandring

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I IRLAND

I SKYGGEN af Irlands „hellige“ bjerg, Croagh Patrick, * står et yderst usædvanligt skib. Det ligner et lille sejlskib fra det 19. århundrede, og dets forstavn peger i vestlig retning, mod Atlanterhavet. Men skibet vil aldrig sætte sejl. Det er støbt fast til en betonsokkel. Mellem dets master hænger der nogle ejendommelige efterligninger af menneskeskeletter.

Skibet er en stor metalskulptur som officielt blev afsløret i 1997 til minde om en af de største tragedier i Irlands historie — den store hungersnød. Skeletterne og skibet er symboler på de mange dødsfald og den masseudvandring der fandt sted i de dystre år 1845-50.

Irland er som bekendt ikke det eneste land der har oplevet hungersnød. Det har mange lande været igennem. Men den store irske hungersnød var på flere måder særlig tragisk. I 1845  havde Irland omkring otte millioner indbyggere. I 1850 var op mod halvanden million døde som følge af hungersnøden! Yderligere en million var udvandret i deres søgen efter et bedre liv, hovedsagelig til England eller USA. Ja, der var virkelig tale om en stor hungersnød.

Hvad skyldtes den store hungersnød? Hvilken hjælp blev der ydet ofrene? Hvad kan vi lære af denne katastrofe? For at forstå svarene på disse spørgsmål skal vi først se lidt på hvordan tilværelsen var i Irland i årene inden hungersnøden.

Før den store hungersnød

I begyndelsen af 1800-tallet havde Englands herredømme bredt sig til store dele af verden, deriblandt Irland. Det meste af landet var blevet opkøbt af engelske godsejere, hvoraf mange var bosiddende i England. Disse godsejere krævede høje huslejer af deres arbejdere, de irske fæstebønder, men betalte dem en ringe løn.

Tusindvis af små landmænd, eller husmænd, levede i yderste fattigdom. Eftersom folk ikke havde råd til at købe kød og mange andre fødevarer, satsede de på den afgrøde der under de gældende omstændigheder var billigst, lettest at dyrke og gav det største ernæringsudbytte, nemlig kartoflen.

Kartoflens betydning

Kartoflen kom til Irland omkring 1590. Det var en stor succes, for den trivedes godt i Irlands våde og milde klima og kunne klare sig i næringsfattig jord. Den tjente både til menneskeføde og til dyrefoder. Omkring midten af 1800-tallet blev lidt under en tredjedel af al dyrkbar jord brugt til kartoffelavl, og næsten to tredjedele af kartoflerne gik til menneskeføde. Hver dag spiste de fleste irske mænd kartofler — og ikke meget andet!

Eftersom så mange mennesker var fuldstændig afhængige af kartoflen som fødemiddel, var der så at sige lagt op til en katastrofe. Hvad ville der ske hvis høsten slog fejl?

Første fejlslagne høst

Kartoffelhøsten var tidligere slået fejl af og til, men det var der blevet rådet bod på med en midlertidig støtte; og med en god høst det følgende år havde skaderne været minimale. Da kartoffelhøsten slog fejl i 1845, vakte det derfor ikke den store bekymring hos myndighederne.

Men denne gang var situationen langt mere alvorlig. Man ved nu at det var svampearten phytophthora infestans — også kendt som kartoffelskimmel — der forårsagede den fejlslagne høst i 1845. Denne luftbårne svamp spredte sig hurtigt fra den ene kartoffelmark til den anden. De angrebne kartofler rådnede bogstavelig talt i jorden, og dem man havde gemt, gik efter sigende „i opløsning“. Da man kun havde lagt en og samme slags kartofler, gik det ud over hele landets høst. Og eftersom det følgende års læggekartofler kom fra dette års høst, ødelagde skimmelsvampen også de kommende års høst.

Anden fejlslagne høst

De læggekartofler det var lykkedes at redde, blev, selv om de ikke var særlig gode, lagt det  følgende år, 1846. Men skimmel ødelagde atter høsten. Der var intet som var værd at høste, og mange landmænd mistede derfor deres arbejde. Godsejerne kunne ganske enkelt ikke lønne dem.

Myndighederne iværksatte forskellige former for arbejde — hovedsagelig anlæggelse af veje — og hyrede mange af de fattige så de kunne forsørge deres familie.

Nogle kunne kun få arbejde på fattiggårde, der beskæftigede de subsistensløse. Som betaling for deres arbejde fik de kost og logi. Arbejdet var hårdt. Maden var ofte fordærvet, og boligforholdene var meget primitive. Det var ikke alle der overlevede.

Disse tiltag kunne i nogen grad afbøde katastrofens virkninger. Men det skulle blive endnu værre. Vinteren 1846/47 var usædvanlig kold, og det satte en stopper for det meste af det arbejde der foregik udendørs. Forskellige offentlige institutioner uddelte gratis mad. Men efter et par år begyndte de offentlige midler til nødhjælpsarbejdet at svinde ind, og al den hjælp der blev ydet, var håbløst utilstrækkelig til det stadigt voksende antal fysisk svækkede mennesker. Og nu blev Irland ramt af endnu et knusende slag.

Godsejere — hvoraf mange selv var tynget af stor gæld — blev ved med at kræve deres forpagtningsafgifter. Mange af fæstebønderne kunne ikke betale, og det resulterede i at tusinder af dem blev forvist fra deres jorder. Nogle af bønderne rejste ganske enkelt fra hus og hjem og søgte ind til byerne i håb om at få en bedre tilværelse. Men hvor skulle de tage hen når de hverken havde mad, penge eller et sted at bo? Flere og flere anså udvandring for at være den eneste udvej.

Masseudvandring

Det var ikke noget nyt at folk udvandrede. Siden begyndelsen af det 18. århundrede havde der været en lille strøm af emigranter som rejste fra Irland til England eller USA. Men efter vinteren 1845 blev den jævne strøm til en brusende flod! I 1850 var 26 procent af indbyggerne i New York irlændere — her var der flere irskfødte borgere end i Irlands hovedstad, Dublin.

I løbet af de seks år med hungersnød foretog fem tusind skibe den farefulde, 5000 kilometer lange rejse over Atlanterhavet. Mange af skibene var gamle. Nogle af dem havde været brugt som slaveskibe. Det skyldtes ene og alene krisesituationen at de stadig var i drift. Der var ikke blevet gjort meget for at forbedre de yderst trange forhold om bord. Sanitære forhold var der ingen af, og passagererne måtte klare sig med et minimum af mad.

Tusinder af passagerer, der allerede var afkræftede efter hungersnøden, blev syge, og mange døde undervejs. Skibe der i 1847 var på vej til Canada, blev kaldt for ’sejlende ligkister’. Af de cirka 100.000 emigranter der var om bord, døde over 16.000, enten på havet eller lige efter ankomsten til Canada. Selv om emigranterne skrev hjem til venner og slægtninge og fortalte om de risikable forhold, udvandrede irlænderne stadig i hobetal.

Nogle få godsejere kom deres tidligere ansatte til undsætning. Der var for eksempel en der lejede tre skibe og medvirkede til at tusind af hans fæstebønder kunne rejse. De fleste der udvandrede, måtte dog selv prøve at finde penge til billetten.  Ofte var det kun en eller to i en stor familie der havde råd til at rejse. Man kan forestille sig de rørende scener der har udspillet sig ved kajen når flere tusind familier skulle tage afsked med deres kære — sandsynligvis for aldrig at se dem igen.

Sygdom og en tredje fejlslagen høst

Efter at kartoffelhøsten nu var slået fejl to år i træk og tusindvis af mennesker var udvandret, blev den reducerede befolkning ramt af endnu et hårdt slag: sygdom! Tyfus, dysenteri og skørbug krævede også deres ofre. Mange af de overlevende må have tænkt at det umuligt kunne blive værre, men de tog fejl.

En god høst i 1847 havde givet landmænd mod på i 1848 at tredoble kartoffelmarkernes arealer. Så kom katastrofen! Den sommer viste sig at være meget våd. Igen kom der skimmel. For tredje gang på fire år slog høsten fejl. Offentlige hjælpeorganisationer og velgørenhedsforeninger var belastet til det yderste. Men selv da havde man ikke set det værste. I 1849 kostede en koleraepidemi 36.000 mennesker livet.

Eftervirkningerne

Koleraepidemien blev dog et vendepunkt. Den næste kartoffelhøst var god, og nu begyndte det langsomt at gå den rigtige vej. Regeringen vedtog nye love, der betød at gæld som følge af hungersnøden blev eftergivet. Befolkningstallet begyndte igen at stige. Selv om skimmelsvampen de følgende år dukkede op nogle enkelte steder, nåede skaderne som havde kostet Irland over en fjerdedel af dets befolkning i de tragiske år med hungersnød, aldrig igen det samme katastrofale omfang.

I alle dele af Irland kan man stadig se sammenstyrtede stenmure og ruiner af huse, dystre minder om de hårde tider der førte til at irlændere blev spredt til mange lande. Alene i USA bor der over 40 millioner af irsk afstamning. USA’s tidligere præsident John F. Kennedy og Fordbilens opfinder, Henry Ford, var begge direkte efterkommere af emigranter der forlod Irland i udvandrerskibe.

Den fejlslagne kartoffelhøst flere år i træk var naturligvis en væsentlig faktor i denne sørgelige beretning om død og udvandring. En anden vigtig faktor var den som blev beskrevet af en af fortidens bibelskribenter: „Det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det.“ (Prædikeren 8:9) Vi kan være taknemmelige for at Guds ord, Bibelen, forsikrer os om at Skaberen af jorden og alle dens afgrøder vil indføre en paradisisk ny verden, hvor alle vil få velstand og varig fred. (2 Peter 3:13) En salmist fra fortiden har forudsagt: „Der vil være en overflod af korn på jorden; på bjergenes top vil det bugne.“ — Salme 72:16.

[Fodnote]

[Illustration på side 14]

Et monument til minde om den store hungersnød

[Illustration på side 15]

Der ledes efter kartofler, skildret i „Illustrated London News“ for 22. december 1849

[Illustration på side 16]

Uddeling af tøj til fattige familier

[Kildeangivelse]

Herover og side 15: Fra avisen The Illustrated London News, 22. december 1849

[Illustration på side 16, 17]

„Udvandrerskibet“ (Malet af Charles J. Staniland, ca. 1880)

[Kildeangivelse]

Bradford Art Galleries and Museums, West Yorkshire, UK/Bridgeman Art Library

[Illustration på side 17]

Ruiner af huse står som dystre minder om de hårde tider som følge af hungersnøden

[Kildeangivelse på side 14]

Øverste tegning: Med tilladelse af „Views of the Famine“ Hjemmesiden http://vassun.vassar.edu/-sttaylor/FAMINE