Hvad siger Bibelen?

Er arkæologien nødvendig for troen?

I 1873 skrev den engelske præst Samuel Manning om Jerusalem: „Som draget af en uimodståelig kraft strømmer pilgrimmene hertil alle vegne fra. De faldefærdige mure, de usle, snavsede gader og de hensmuldrende ruiner betragtes med en dyb og ærbødig interesse af millioner — en interesse som intet andet sted på jorden er i stand til at vække.“

DET Hellige Land har virket dragende på folk i hvert fald siden den romerske kejser Konstantins tid. * I omkring 1500 år er pilgrimmene kommet og gået i deres higen efter personligt at have været i berøring med Det Hellige Land. Men forbavsende nok var det først i begyndelsen af det 19. århundrede at arkæologerne også begyndte at ankomme og dermed gav stødet til bibelarkæologien — studiet af oldsager, folkeslag, steder og sprog i og omkring Det Hellige Land.

Arkæologernes fund har øget forståelsen af mange forhold som har tilknytning til Bibelen, og de har ofte kunnet bekræfte den bibelske beretning, men er det nødvendigt at have kendskab til dem for at kunne tro? For at få svar på dette spørgsmål lad os da rette opmærksomheden mod skuepladsen for mange arkæologiske udgravninger — byen Jerusalem og dens tempel.

’Der skal ikke lades sten på sten tilbage’

Den 11. nisan ifølge den jødiske kalender, i foråret 33 e.v.t., forlod Jesus Kristus, sammen med nogle af sine disciple, templet i Jerusalem efter  at have besøgt det for sidste gang. På vej ud af templet, mod Oliebjerget, sagde en af disciplene: „Lærer, se! hvilke sten og hvilke bygninger!“ — Markus 13:1.

Disse trofaste jøder nærede en dyb kærlighed til Gud og hans tempel. De var stolte af det prægtige bygningskompleks og den 1500 år gamle tradition der var knyttet til det. Derfor kom Jesu ord som svar på disciplens bemærkning som en fuldstændig overraskelse: „Ser du disse store bygninger? Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage som ikke vil blive revet ned.“ — Markus 13:2.

Hvordan kunne Gud tillade at hans eget tempel blev ødelagt, nu da den lovede Messias var kommet? Kun gradvis og ved hjælp af den hellige ånd kom Jesu disciple til at forstå hvad han mente. Men hvad har Jesu ord med bibelarkæologien at gøre?

En ny „by“

På pinsedagen i år 33 mistede den jødiske nation sin begunstigede stilling hos Gud. (Mattæus 21:43) Noget som var meget større og mere betydningsfuldt, trådte i stedet — en himmelsk regering som ville blive til velsignelse for alle mennesker. (Mattæus 10:7) Som Jesus havde forudsagt, blev Jerusalem og templet ødelagt. Det skete i år 70, og arkæologien bekræfter Bibelens beretning om denne begivenhed. Men for de kristne afhænger troen ikke af om man har fundet ruiner af templet. Deres tro drejer sig om et helt andet Jerusalem, en by af en helt anden art.

Apostelen Johannes, som havde hørt Jesus udtale profetien om Jerusalems og templets ødelæggelse og havde set den blive opfyldt, fik i år 96 et syn som han beretter om med følgende ord: „Jeg så også den hellige by, det ny Jerusalem, komme ned fra himmelen fra Gud.“ En røst fra tronen sagde: „Han vil bo hos [menneskene], og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere.“ — Åbenbaringen 21:2-4.

Denne „by“ består af trofaste kristne der skal være konger sammen med Kristus i himmelen. De udgør tilsammen den himmelske regering — Guds rige — der skal herske over jorden, og som i tusindårsriget vil føre menneskeslægten tilbage til dens oprindelige fuldkommenhed. (Mattæus 6:10; 2 Peter 3:13) De kristne jøder i det første århundrede som skulle høre til denne regering, forstod at intet af det de havde i den jødiske tingenes ordning, kunne sammenlignes med det privilegium at herske sammen med Kristus i himmelen.

Apostelen Paulus taler for dem alle idet han om sin tidligere fremtrædende stilling i jødedommen siger: „Hvad der var vinding for mig, det anser jeg nu for tab på grund af Messias. Ja, for den sags skyld anser jeg virkelig også alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har.“ — Filipperne 3:7, 8.

Paulus nærede den største respekt for Guds lov og tempelordningen, og på den baggrund er det klart at hans ord ikke skal forstås sådan at man skulle se ned på eller ringeagte disse guddommeligt indstiftede ordninger. * (Apostelgerninger 21:20-24) Paulus viste blot at den kristne ordning var den jødiske overlegen.

Paulus og andre jødekristne i det første århundrede havde uden tvivl et indgående kendskab til mange interessante detaljer som hørte den jødiske tingenes ordning til, og da arkæologien kaster lys over fortiden, kan kristne i dag få forståelse af nogle af disse detaljer. Men læg mærke til det råd Paulus gav den unge Timoteus med hensyn til det han først og fremmest skulle være optaget af. Han sagde: „Grund over disse ting [det som vedrørte den kristne menighed], fordyb dig i dem, så din fremgang må være tydelig for alle.“ — 1 Timoteus 4:15.

Bibelarkæologien har givet os en bedre forståelse af mange ting og forhold som Bibelen nævner, og det er vi kun glade for. Men vi forstår at den kristnes tro ikke afhænger af de vidnesbyrd som mennesker fremdrager af jorden, men udelukkende af Guds ord, Bibelen. — 1 Thessaloniker 2:13; 2 Timoteus 3:16, 17.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 18]

Øverst: Jerusalem i 1920; romersk mønt fra år 43 e.v.t. til brug for jøder; granatæble af elfenben, muligvis fra Salomons tempel, 8. århundrede f.v.t.

[Kildeangivelser]

Side 2 og 18: Mønt: Fotografi © Israel Museum, Jerusalem; med tilladelse af Israel Antiquities Authority; granatæble: med tilladelse af Israel Museum, Jerusalem