Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Blegner håbet om fred?

Blegner håbet om fred?

Blegner håbet om fred?

„Det er som om vi i dag befinder os . . . midt i en tornado, en katastrofe uden sidestykke.“ — Avisen „La Repubblica“, Rom.

EFTER sidste års terrorangreb i New York og Washington, D.C., er flere end nogen sinde bekymrede for menneskets fremtid. Tv-billeder af Twin Towers der styrter sammen i flammer, og billeder der viser de overlevendes desperation, er blevet vist igen og igen og har skabt frygt blandt folk i hele verden. Sammen med denne frygt breder der sig en fornemmelse af at verden har undergået en historisk forandring. Har den det?

I kølvandet på den 11. september 2001 udbrød der krig, og lande som før var fjendtlige over for hinanden, sluttede sig sammen for at bekæmpe terrorismen. Omkostningerne i form af menneskeliv og ødelæggelser har været meget høje. Men måske har den mest mærkbare forandring været følelsen af at verden er blevet et mindre trygt sted at leve — at ingen, uanset hvor de bor, kan føle sig sikker.

Verdenslederne står nu over for nogle enorme problemer. Journalister og kommentatorer spekulerer på hvordan man kan forhindre at terrorismen breder sig som en steppebrand, da den tilsyneladende næres af fattigdom og fanatisme — problemer som ingen åbenbart kan løse. Den megen uretfærdighed i verden har gjort situationen højeksplosiv. Mennesker af alle slags spekulerer på om samfundsproblemerne nogen sinde vil blive fjernet. Vil krige, med al den elendighed, død og ødelæggelse de medfører, nogen sinde høre op? Ja, er der noget håb om fred?

Millioner af mennesker vender sig til de etablerede religioner for at få svar, mens andre er mere skeptiske. Hvad med dig? Tror du at de religiøse ledere i verden kan besvare sådanne spørgsmål? Kan deres bønner virkelig bidrage til fred i verden?