Forsamlet i Assisi for at fremme freden

„Aldrig mere vold! Aldrig mere krig! Aldrig mere terrorisme! I Guds navn, måtte alle religioner bringe retfærdighed, fred, tilgivelse, liv og kærlighed til jorden!“ — Pave Johannes Paul II.

ASSISI, ITALIEN, den 24. januar 2002 — Udsendinge fra forskellige trossamfund fra hele verden var forsamlet for at bede for fred, en fred der trues af terrorisme, intolerance og uretfærdighed. Cirka to måneder efter terrorangrebet på Twin Towers i New York havde paven givet meddelelse om dette møde, og mange religiøse ledere havde med begejstring taget imod Vatikanets indbydelse.

Paven havde ved to tidligere lejligheder, i 1986 og 1993, arrangeret en bededag i den samme italienske by. * Til mødet i 2002 kom der mere end tusind journalister fra hele verden. Mange forskellige religioner var repræsenteret — trossamfund der bekender sig til kristendommen (katolikker, lutheranere, anglikanere, græsk-ortodokse, metodister, baptister, pinsevenner, mennonitter og kvækere), islam, hinduismen, konfutsianismen, sikhismen, jainismen, tenri-kyo, buddhismen, jødedommen, traditionelle afrikanske religioner, shinto og zarathustrismen. Til stede var også delegationer fra andre religioner og en talsmand fra Kirkernes Verdensråd.

Erklæringer om fred

Bededagen begyndte klokken 8.40 da „fredstoget“ kørte ud fra den lille vatikanske jernbanestation. Toget, som havde syv jernbanevogne der bød på god komfort, blev eskorteret af to helikoptere. To timer senere var paven  og andre religiøse ledere nået frem til Assisi. Der var truffet omfattende sikkerhedsforanstaltninger — omkring tusind politibetjente var sat i beredskab.

De religiøse overhoveder forsamledes på en piazza overdækket af en enorm baldakin. Under baldakinen var der en stor, rød V-formet platform med pladser til de religiøse udsendinge, og pavens stol var placeret i midten. Ved siden af platformen stod der et oliventræ — et symbol på fred. En tilhørerskare på over 2000 særligt udvalgte gæster fik plads foran platformen, og nogle af Italiens højtstående embedsmænd sad på forreste række. Mellem talerne sang store kor hymner om fred. I andre dele af byen fremviste tusinder af mennesker, især unge, antikrigsslagord på forskellige sprog, og de sang fredssange. Mange gik med olivengrene.

Efter at paven havde sat sig på platformen, bød han de forskellige religiøse delegationer velkommen, hvorefter der på latin blev sunget en lovsang bygget over Esajas 2:4, som forudsiger at der kommer en tid da ’nation ikke vil løfte sværd mod nation’. En halv snes delegerede, klædt i karakteristiske religiøse dragter, fremsatte dernæst erklæringer om fred. Her er et lille uddrag.

„I dette historiske øjeblik har menneskeheden behov for at se tilkendegivelser af fred og høre ord om håb.“ — Kardinal François Xavier Nguyên Van Thuân.

Gud „er ikke en krigerisk og stridslysten Gud, men en fredens Gud“. — Økumenisk patriark Bartholomeus I.

„Religiøse forskelle bør ikke få [folk] til at ignorere eller ligefrem hade anderledestænkende.“ — Teolog Setri Nyomi, Det Reformerte Verdensforbund.

„Retfærdighed og broderkærlighed er to uundværlige grundpiller for sand fred blandt menneskene.“ — Amadou Gasseto, talsmand for traditionelle afrikanske religioner.

„Fred er hellig, det er krig aldrig!“ — Andrea Riccardi fra den katolske kirke.

Nogle delegerede indrømmede at religion har et stort medansvar for at ophidse til intolerance og krig. Talsmanden for Det Lutherske Verdensforbund sagde at verden var blevet „rystet af et grusomt had fremkaldt af religiøs fundamentalisme“. En talsmand for  jødedommen bemærkede: „Religionerne har været medskyldige i de mange barbariske og blodige krige.“ En hinduistisk delegeret udtalte: „Op gennem historien har der været gentagne tilfælde hvor selvbestaltede religiøse frelsere har brugt religionen i magtens og splittelsens tjeneste.“

De delegerede fremsatte skarpe fordømmelser af terrorisme og krig, hvorefter de trak sig tilbage til de steder de fik anvist, for at bede til deres respektive guder om fred.

Fredsbønner

Delegerede fra kristenhedens kirker bad sammen i den nedre basilika i San Francesco-kirken, i nærheden af Frans af Assisis grav, som kirken er opkaldt efter. Paven og tre andre delegerede indledte ceremonien med en påkaldelse af den treenige Gud. Ind imellem bønnerne blev der sunget lovsange og fremført anråbelser om fred samt læst passager op fra Bibelen om dette emne. I en af bønnerne blev der bedt om indførelsen af „en udelt tro“. Til sidst sang deltagerne fadervor på latin, en bøn der er bygget over Mattæus, kapitel 6, versene 9 til 13.

Delegerede fra religiøse grupper der ikke tilhørte kristenheden, bad andre steder. I en sal vendt mod Mekka bad muslimerne, knælende på et tæppe, til Allah. Tilhængere af Zarathustra, som bad i nærheden af jainister og tilhængere af Konfutse, tændte en hellig ild. Delegerede fra traditionelle afrikanske religioner bad til deres forfædres ånder. Også hinduerne bad deres guder om fred. Alle bad til deres guddomme i overensstemmelse med deres egen liturgi.

Forpligtelse til fred

De delegerede samledes igen under baldakinen for at afslutte ceremonien. På højtidelig vis overrakte munke nogle tændte lamper til de delegerede — lamperne var symboler på håbet om fred. Det var et malerisk skue. Dernæst fremsatte forskellige delegationsmedlemmer en erklæring hvori de forpligtede sig til at arbejde for fred.

„For at opnå fred må man elske sin næste.“ — Økumenisk patriark Bartholomeus I.

„Vold og terrorisme er uforenelig med religionens sande ånd.“ — Teolog Konrad Raiser fra Kirkernes Verdensråd.

„Vi forpligter os til at lære folk at respektere og agte hinanden.“ — Bhai Sahibji Mohinder Singh, en talsmand for sikhismen.

„Fred uden retfærdighed er ikke sand fred.“ — Vasilios, ortodoks biskop .

Til sidst oplæste paven de ord der citeres i indledningen til artiklen. Dette fællesreligiøse møde sluttede med at de delegerede omfavnede hinanden som et symbol på fred. Velforberedte og smukke ord blev ledsaget af stor pragt og højtidelighed. Men hvordan var reaktionen på denne imponerende begivenhed?

’Vil ord blive fulgt op af handling?’

Pavens initiativ blev rost i aviserne og i fjernsynet. Nogle kaldte endda paven „hele kristendommens talsmand“. Vatikanavisen L’Osservatore Romano beskrev dagen i Assisi som „en milepæl på vejen mod opbyggelsen af en fredelig civilisation“. Avisen Corriere dell’Umbria bar overskriften: „Assisi giver håb om fred.“

Men ikke alle delte denne begejstring. Nogle udtrykte skepsis, da verden trods de to tidligere bededage for fred i henholdsvis 1986 og 1993 fortsat plages af krige der udkæmpes i religionens navn. Religiøst had har ført til myrderier i Uganda, Indonesien, Pakistan, Mellemøsten, Nordirland og det tidligere Jugoslavien.

Den italienske avis La Repubblica nævnte at nogle kritikere affærdigede mødet som „et show“. Et medlem af EU-Parlamentet udtalte at religiøse mennesker burde „leve efter evangeliet“ hvis de ville fremme freden — det vil sige leve efter ordene „elsk dine fjender, vend den anden kind til“. Det var der efter hans mening ’ingen der gjorde’.

Lederen af de jødiske samfund i Italien sagde: „Det bliver interessant at se hvad der nu sker — om ord vil blive fulgt op af konkret  handling og virkelig forandring.“ Talsmanden for buddhisterne i Italien udtrykte sig på lignende måde ved at sige at man „må sikre sig at opfordringerne til fred ikke kun bliver ved tanken“. En journalist der skriver for det italienske blad L’Espresso, gav udtryk for at mødet i Assisi også tjente et andet formål for dem af kristenhedens kirker der var repræsenteret. Han kaldte det „en koalition af modstand rettet mod religiøs utilfredshed, vantro, og mangel på disciplin“ samt et forsøg på at bekæmpe den „kraftige sekulariseringsproces“ som foregår i Europa trods denne verdensdels „kristne historie“.

Nogle af dem der rettede mest kritik mod begivenheden, var katolske traditionalister, som frygter en udvanding af deres kirkes læresætninger. Vittorio Messori, en kendt katolsk forfatter, nævnte i et tv-interview faren for at begivenheden i Assisi ville udviske forskellene mellem religionerne. Ganske vist havde de gejstlige myndigheder truffet forholdsregler for at undgå at give indtryk af at man ønskede at blande forskellige trosopfattelser, og paven selv kom med en udtalelse for at tilbagevise beskyldninger af den art. Mange syntes dog at mødet antydede at de forskellige religioner blot er forskellige måder at nærme sig den samme højere magt på.

Religion og fred

Men hvad kan de etablerede trossamfund gøre for at indføre fred? Nogle synes at spørgsmålet virker ironisk, eftersom det ser ud til at religionerne gør mere for at forårsage krige end at forhindre dem. Historikere har beskrevet hvordan verdslige magter har brugt religionen til at ophidse til krig. Men spørgsmålet er: Hvorfor har de forskellige kirkesamfund ladet sig udnytte?

Kristenhedens kirker har i særlig grad haft kendskab til et helligt påbud som kunne have hjulpet dem til undgå den skyld der er forbundet med krig. Jesus sagde at hans disciple ikke ville være „en del af verden“. (Johannes 15:19; 17:16) Hvis kristenhedens trossamfund havde levet efter disse ord, ville de ikke have allieret  sig med politiske magter. De ville heller ikke have godkendt og velsignet krige og de hære der udkæmpede dem.

For at leve op til de smukke ord der blev fremsat i Assisi, må de religiøse ledere holde sig fri af politik. De må også lære deres tilhængere at stifte fred. Men historikere peger på at mange af de mennesker der begår voldshandlinger, netop er nogle der tror på Gud — eller hævder at gøre det. For nylig kunne man læse følgende i en lederartikel i en avis: „Kort efter den 11. september skrev en eller anden disse skræmmende og tankevækkende ord på en mur i Washington, D.C.: ’Kære Gud, frels os fra dem der tror på dig.’“

Al den pomp og pragt som prægede mødet i Assisi, lod nogle vanskelige spørgsmål stå ubesvaret. Men det spørgsmål som måske presser sig mest på hos mange religiøse mennesker, er: Hvorfor har Gud indtil nu tilsyneladende nægtet at besvare verdensreligionernes bønner om fred?

[Fodnote]

[Illustration på side 7]

Delegerede med tændte lamper — symboler på håbet om fred

[Kildeangivelse]

AP Photo/Pier Paolo Cito

[Kildeangivelse på side 5]

AP Photo/Pier Paolo Cito