Nu begynder pingvinernes parade!

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I AUSTRALIEN

TILSKUERNE er stille og forventningsfulde. Nysgerrigt stirrer de ud i det fjerne for at få det første glimt af aftenens ’stjerner’. I det øjeblik en lille skikkelse dukker op i vandkanten, sker der noget på den projektørbelyste strandbred. Der går et sus gennem tilskuerne da en skikkelse mere dukker op — og endnu en. Aftenens forestilling er begyndt. Nu kommer dværgpingvinerne fra Phillip Island i et festligt optog!

Pingviner blev først internationalt kendt i det 16. århundrede da de berømte opdagelsesrejsende Vasco da Gama og Fernando de Magellan besejlede de sydlige have. I begyndelsen vidste man ikke hvordan man skulle klassificere pingvinen. Den havde fjer som en fugl, svømmede som en fisk og gik som et landdyr. Men det var fjerene som afgjorde sagen. Kun fugle har fjer — altså måtte den være en fugl. Der findes ikke mindre end 18 forskellige arter af denne ikkeflyvende fugl, lige fra kejser- og adeliepingvinen i Antarktis til galápagospingvinen på Galápagosøerne ved ækvator.

Har du lyst til at besøge en koloni af pingviner i deres naturlige omgivelser? Så tag til Phillip Island, kun 140 kilometer sydøst for storbyen Melbourne i Australien. Hvert år strømmer omkring 500.000 turister til for at se dværgpingvinerne. Hvad er det der gør at man ikke kan stå for de små, charmerende dværgpingviner?

„Søde — men også temperamentsfulde“

Når man ser dværgpingvinerne i deres ’kjole og hvidt’, falder man pladask for dem. Med en gennemsnitshøjde på 35 centimeter og en vægt på cirka et kilo er dværgpingvinen verdens mindste pingvinart. Men lad dig endelig ikke narre! Hvad den mangler i størrelse, kompenserer den for i sejlivethed og udholdenhed.

„Dværgpingviner er søde — men også temperamentsfulde,“ fortæller professor Mike Cullen, som i over 20 år har studeret pingvinkolonien på Phillip Island. Disse pingviner er ikke blot de mindste, men også de mest støjende. Om natten genlyder kolonien af en blanding af knurren, skræppen, hvinen og skrigen når pingvinerne forsvarer deres reder mod uvedkommende, gør sig til for at tiltrække en mage eller ’synger duet’ for deres partner.

I 1780, da dværgpingvinen første gang blev beskrevet, blev den meget rammende kaldt Eudyptula minor, som betyder „dygtig lille dykker“. Med sin strømlinede, torpedoformede krop, sin glatte, vandtætte fjerdragt og sine luffelignende vinger flyver den nærmest gennem vandet.

En perfekt „redningsvest“

I deres søgen efter føde sker det at pingvinerne svømmer næsten 100 kilometer om dagen, og indimellem må de blive på havet i dage- eller ugevis. Hvordan kan det lade sig gøre at sove når de er ude på havet? Svaret ligger i deres bemærkelsesværdige fjerdragt. Pingvinerne har et tykt lag dun og fjer. Fjerdragten er tre til fire gange tættere end hos flyvende fugle.  Luft som indkapsles under pingvinens fjerdragt, tjener som isolering og giver fuglen en naturlig opdrift — i stil med en redningsvest. Det gør at pingvinen med lethed kan sove mens den flyder på vandet og bevæger sig op og ned som et stykke kork. For at holde balancen strækker den sine luffer ud mens næbbet hviler sikkert på vandoverfladen.

Naturligvis ville den tykke fjerdragt ikke yde pingvinen nogen beskyttelse hvis den blev gennemblødt af det iskolde vand, mens den søgte efter føde. Men det bliver den ikke, for en såkaldt gumpekirtel over fuglens hale udskiller et voksagtigt sekret. Når pingvinen pudser sine fjer, bruger den næbbet til at fordele voksen med så fjerene forbliver vandafvisende, rene og sunde. En bedre ’våddragt’ findes ikke!

Er mangelen på ferskvand noget problem for den lille fugl når den er ude på havet? Nej. To specielle kirtler som sidder lige over dens øjne, afsalter havvandet. Med et enkelt ryst med næbbet skaffer pingvinen sig af med det uønskede salt fra hvert af næseborene.

Desuden er pingvinernes øjne indrettet sådan at de kan se lige så godt under vandet som over vandet. Det er tydeligt at denne skabning er fuldt udstyret til at kunne leve i vandet. Til alt held for os tilbringer dværgpingvinerne dog ikke al deres tid på havet.

Deres liv på landjorden

Phillip Island og det nærliggende fastland har en klipperig, sandet kyst med græs og tæt bevoksning. Det gør området til et ideelt levested for de 26.000 dværgpingviner i kolonien. For en pingvin begynder livet i en rede som forældrene møjsommeligt har bygget i en sandklit. Af og til får et nylagt æg lov til at ligge nogle dage uden at nogen ruger på det, men selv om ægget afkøles, er det stadig levedygtigt. Det varer dog ikke længe før forældrene samvittighedsfuldt går i gang med at udruge ægget på skift. Rugende fugle har en speciel rugeplet med mange blodkar på den nederste del af bugen. Når fuglen ruger, svulmer denne rugeplet op af varmt blod fra de mange blodkar og overfører på den måde den nødvendige varme til udrugningen. Rugepletten falder til normal størrelse hos den af forældrene der ikke ruger, og fjerene bliver igen vandtætte så fuglen kan vende tilbage til havet efter føde.

Når ungen er udklækket, vokser den med en kolossal fart. Efter kun otte til ti uger er pingvinungen lige så stor som en voksen og er parat til at komme ud i vandet. „Det er bemærkelsesværdigt at unge pingviner tager ud på lange rejser på havet kun udstyret med nogle fysiologiske funktioner . . . og et medfødt overlevelsesinstinkt,“ siger bogen Little Penguin — Fairy Penguins in Australia.

 I løbet af de næste tre år svømmer de unge pingviner i tusindvis af kilometer og tilbringer en stor del af deres tid på havet. De der overlever, vender som regel tilbage til deres egen koloni for at yngle — mindre end 500 meter fra deres fødested. Hvordan finder de hjem? Nogle påstår at pingviner navigerer efter solen ved at bruge et indbygget biologisk ur som kompenserer for solens bevægelse over himlen. Andre tror at pingviner kan genkende orienteringspunkter. Hvorom alting er, så strømmer turisterne til Phillip Island for at se disse fugle når de vender tilbage til land efter en lang rejse eller efter en anstrengende dag på jagt efter føde i vandet.

Paraden begynder!

Som tusmørket sænker sig, tager flere hundrede turister plads og ser med spændt forventning frem til aftenens pingvinparade. Hundredvis af pingviner har længe forinden samlet sig i store flokke et stykke fra land på den anden side af brændingen. Stranden er oplyst af flere projektører. Der blæser en let brise, og små bølger skvulper ind mod kysten. Blandt tilskuerne fornemmes en vis uro. Hvor bliver pingvinerne af? Er de ved at komme i land? Netop da kommer de første dværgpingviner til syne og tripper nervøst langs vandkanten. Pludselig bliver de bange og forsvinder i brændingen. Pingvinerne er vagtsomme, de ved nemlig at faren lurer alle vegne i form af rovdyr og rovfugle, som for eksempel ørne. Kort efter dukker pingvinerne op igen, og lidt efter lidt tager de mod til sig. Endelig kommer en modig pingvin op af vandet og vralter energisk tværs over strandbredden hen imod en klit, hvor den søger tilflugt. De andre i gruppen følger hurtigt trop og ignorerer fuldstændig lysene og tilskuerne. Når pingvinerne marcherer på stranden, ligner det en festlig parade.

Efter at have fundet ly i klitterne slapper de tydeligvis af og samler sig i større flokke for at pudse deres fjer. Gruppe efter gruppe går tværs over stranden på denne måde. Indimellem holder de en pause for at blande sig med hinanden og få en lille ’snak’ med naboerne inden de begiver sig hjem. For nogle betyder det at de skiftevis må gå og hoppe op ad svært fremkommelige klippeskrænter der er 50 meter høje, inden de når deres egen hule.

Små pingviner — store problemer

Ligesom det er tilfældet med jordens andre dyr, står dværgpingvinerne over for store problemer. Mange af problemerne skyldes mennesker. Hertil hører olieudslip fra skibe, menneskers aktiviteter der indskrænker pingvinernes levesteder, og tilkomne rovdyr, som for eksempel ræve eller fritløbende kæledyr.

Der er gjort en stor indsats for at løse disse problemer. I de senere år har antallet af dværgpingviner i Phillip Islands pingvinreservat været stabilt. „Vi er ved at vinde kampen . . . men det går langsomt,“ fortæller professor Mike Cullen. Han tilføjer: „Den største udfordring vi står over for, er at sikre dværgpingvinernes fødeforsyning . . ., og det er nært forbundet med havenes og menneskehedens skæbne som et hele.“ I øjeblikket er forskere ved at undersøge hvilken indvirkning den globale opvarmning og klimafænomener som El Niño har på havenes fødeforsyning.

Resultatet af denne forskning vil uden tvivl øge vores værdsættelse af den forskelligartede og dog sårbare planet vi bor på. Takket være den omsorg man allerede har vist dyrelivet på Phillip Island, får du måske mulighed for en dag selv at være blandt tilskuerne som dybt betagede hvisker: „Nu begynder pingvinernes parade.“

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

PHILLIP ISLAND

[Illustrationer på side 16, 17]

Tilskuere, siddepladser og projektørbelysning — scenen er klar til pingvinernes parade

[Illustrationer på side 17]

Fra nyudklækket unge til fuldvoksen fugl på blot ti uger

[Kildeangivelse på side 15]

Fotos: Photography Scancolor Australia

[Kildeangivelse på side 16]

Fotos på side 16 og 17: Photography Scancolor Australia