Englands grævling — skovens godsejer

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ENGLAND

SKOVENS stilhed blev afbrudt af solsortens sang. Det havde lige regnet — og mens solen langsomt var ved at gå ned, sad jeg på et væltet birketræ og fornemmede hvordan duften fra den våde vegetation fyldte luften i de tidlige aftentimer.

Jeg havde omhyggeligt udvalgt en plads hvor en let brise blæste i min retning. Jeg var nemlig kommet for at betragte grævlinger. Grævlingens øjne er små, det samme er dens hvidkantede ører, men jeg har lært at man aldrig skal undervurdere dens skarpe hørelse og lugtesans. Jeg var klar over at hvis den hørte mig, eller hvis den fik færten af mig, ville den øjeblikkelig gå under jorden igen og blive der resten af natten.

Den europæiske grævling er stor og temmelig sky, den er cirka en meter lang, tredive centimeter høj, og i gennemsnit vejer den 12 kilo. Pelsen er grålig og strid, og grævlingens ansigt, bug og korte ben er sorte. Dens hale er stumpet og grå. Hver fod har fem tæer med kraftige kløer.

De tre brede, hvide striber som løber fra grævlingens snude og forbi ørerne, er et fremtrædende kendetegn, der har givet anledning til en del diskussion. Nogle siger at grævlinger, selv i den mørkeste nat, kan identificere deres artsfæller ved hjælp af striberne — vi ved dog at de identificerer hinanden ved hjælp af lugtesansen. Uanset hvorfor den har disse striber, gør de grævlingen til et smukt dyr.

„Brokken“, som grævlingen også kaldes, er almindeligt udbredt i det engelske landskab. Fordi det ligger til grævlingens natur at grave, er den hele tiden i gang med at udbygge sin hule, som består af underjordiske gange og kamre. Et hulesystem kan være op til 30 meter i diameter, og de indviklede gangsystemer kan være 300 meter lange! Grævlingen er et natdyr, så om dagen bliver kamrene hovedsagelig brugt til at sove i. Specielle kamre, der er beklædt med friskt redemateriale, bliver benyttet af hunnen når hun føder sine unger.

En grævlingegrav har flere indgange oven over jorden, ofte nær rødel eller bevoksninger af hvidtjørn  eller brombær. Nogle af gravene i England har mere end 50 indgange og er over 150 år gamle. Gravene benyttes ofte generation efter generation. Almindeligvis lever grævlinger 2-3 år, men de kan blive op til 15 år og i nogle tilfælde mere.

Det er ikke svært at finde en grævlingegrav, for der ligger enorme dynger af udgravet jord, sten og klippestykker foran indgangene. Man bliver klar over hvor stærk grævlingen er når man ser hvor meget den har slæbt op fra graven.

Hvordan finder man ud af om graven er beboet? Det første man må gøre, er at se sig om efter grævlingernes latriner — små 15 til 25 centimeter brede og 25 centimeter dybe huller rundt om graven. Hvis der er ekskrementer, og især hvis de er friske, bor der grævlinger i graven. Man kan også lægge mærke til om der er nedtrådte stier uden for hulen, og, i sommermånederne, om vegetationen er trådt ned. I områder hvor der er mudret, kan man se efter grævlingernes fodspor. I nærheden af graven har træerne måske også mudder- eller kradsemærker fra grævlinger der har stået på bagbenene og strakt sig ligesom en kat. Hvis graven er stor, kan det være vanskeligt at få øje på grævlingerne, for de benytter sig måske af andre ind- eller udgange. Det er derfor en god idé at gå ud til graven først på dagen og anbringe pinde over hvert hul. Næste morgen kan man se hvilke udgange dyrene har brugt, for pindene vil være skubbet til side.

En grævling bevæger sig vidt omkring om natten når den søger efter noget spiseligt, eksempelvis agern eller bog. Måske snuser grævlingen sig frem til en kaninunge som den graver op, eller også går den i gang med et hvepsebo for at få fat i larverne. Hvad er dens foretrukne føde? Det er regnorme! En grævling æder næsten hvad som helst — blandt andet vilde frugter, svampe, biller og løg fra klokkehyacinter. Jeg mindes en regnfuld julinat hvor jeg iagttog nogle grævlinger. De bevægede sig ikke langt væk fra deres grav, for i det omliggende græs var der en delikatesse, nemlig masser af sorte skovsnegle, der var kommet frem på grund af regnen.

Grævlinger parrer sig sædvanligvis i juli og får et kuld på 4-5 unger i februar. Når ungerne er omkring tre måneder gamle, kommer de frem og leger ved hulens indgang. Mens ungerne er udenfor, fornyr forældrene redematerialet. Grævlinger er meget omhyggelige med at holde deres grave rene. Om foråret og om efteråret plejer de at skifte deres redemateriale, men det kan også foregå i en hvilken som helst måned i løbet af året. Forældrene slæber gamle bregneblade og tørt græs ud af kamrene og erstatter det med nyt redemateriale. På én nat kan de samle ikke mindre end 30 bundter. Grævlingerne holder materialet mellem hagen og forbenene mens de med små ryk går baglæns ned i graven.

Lige under halen har grævlinger en kirtel der udskiller et stærkt lugtende sekret, som de sprøjter på græstotter, sten og hegnspæle for at afmærke deres territorium. De ’stempler’ endda hinanden med dette sekret som et tegn på anerkendelse. Ved hjælp af denne duftmarkering kan en grævling med lethed finde nedgangen til sin bolig når den vender tilbage.

Solsortens sang var døet bort, og en dyb stilhed havde sænket sig over skoven mens tusmørket faldt på. Som jeg sad dér musestille, næsten uden at turde trække vejret, så jeg ud af øjenkrogene en grævlings sort-hvide maske. Et kort øjeblik stod grævlingen ved gravens indgang og vejrede om der var fare på færde inden den bevægede sig ud i nattens mørke — nøjagtig som når en godsejer går tur omkring sit familiegods!

[Illustration på side 12, 13]

Kammer hvor ungerne fødes

Soverum

Redemateriale

[Illustration på side 13]

Grævlingeunger

[Illustrationer på side 13]

Grævlingens føde består blandt andet af agern, svampe og regnorme

[Kildeangivelse på side 13]

Billeder af grævlinger: © Steve Jackson, www.badgers.org.uk