Kan aids udryddes? Hvis ja, hvordan?

I MANGE afrikanske lande har man i nogen tid ikke villet erkende at aids er et problem. Det er et emne som nogle helst ikke vil tale om. I de senere år er der dog blevet gjort en indsats for at undervise især unge og tilskynde folk til at tale ærligt og åbent om problemet. Men sådanne tiltag har haft en begrænset succes. Det er svært at lave om på folks måde at leve på og deres dybt rodfæstede vaner.

Lægevidenskabelige fremskridt

Inden for lægevidenskaben har forskere lært meget om hiv og fremstillet præparater som har forlænget manges liv. En kombination af mindst tre antiretrovirale præparater, en behandling der kaldes highly active antiretroviral therapy (HAART), er blevet brugt med godt resultat.

Disse lægemidler kan ikke helbrede, men de har nedbragt antallet af dødsfald blandt de hiv-smittede, især i industrilandene. Mange understreger vigtigheden af at give folk i udviklingslandene adgang til denne medicin. Men præparaterne er dyre og koster langt mere end hvad de fleste i disse lande har råd til.

Det har givet anledning til spørgsmålet: Er økonomisk  fortjeneste af større betydning end menneskeliv? Dr. Paulo Teixeira, der er leder af Brasiliens hiv/aids-program, har denne kommentar til situationen: „Vi kan ikke tillade at tusinder af mennesker må undvære den medicin der skal til for at overleve, og lades i stikken for at nogle industrier kan opnå en profit der langt overstiger hvad der er normalt i branchen.“ Han tilføjer: „Jeg anser det for yderst vigtigt at kommercielle interesser ikke sættes højere end etiske og menneskelige hensyn.“

Et lille antal lande har besluttet sig til at ignorere nogle af medicinalfirmaernes patenter og vælger selv at fremstille eller importere generiske præparater til en langt lavere pris. a Ifølge en undersøgelse „ligger minimumspriserne [for generiske præparater] 82% under de amerikanske standardpriser,“ oplyser South African Medical Journal.

 Hindringer for behandling

Med tiden begyndte store medicinalfirmaer at tilbyde aids-medicin til en meget lavere pris til udviklingslande der var i nød. Det var i håb om at mange flere kunne få gavn af medicinen. Men der er store hindringer der skal overvindes for at gøre sådanne lægemidler let tilgængelige i udviklingslandene. Én af dem er prisen. Selv om prisen på medicinen er blevet reduceret drastisk, er den stadig alt for dyr for de fleste hiv-ramte.

Et andet problem er at administrere medicinen. Patienterne skal tage mange piller hver dag og på bestemte tider. Hvis pillerne ikke tages efter lægens anvisning eller behandlingen afbrydes, kan det føre til at der udvikles resistente hiv-stammer. Det er svært at gennemføre en korrekt behandling under afrikanske forhold, hvor der ofte er mangel på mad, rent drikkevand og behandlingssteder.

Dertil kommer at patienterne skal gå til kontrol. Hvis der udvikler sig resistens, skal sammensætningen af deres medicin ændres. Det kræver uddannet sundhedspersonale, og resistenstestningen er dyr. Medicinen har desuden bivirkninger, og resistente virusstammer er allerede begyndt at udvikle sig.

Ved FN’s særlige aids-konference i juni 2001 foreslog man at oprette en global sundhedsfond for at hjælpe udviklingslandene. Man anslog at der var brug for mellem 55 og 80 milliarder kroner. Indtil nu har de økonomiske tilsagn til fonden ligget langt under det beløb man har sat som mål.

Forskere har store forhåbninger om at finde en vaccine, og i forskellige lande er nogle vacciner da også under afprøvning. Men selv om disse bestræbelser skulle vise sig at give gode resultater, vil det vare adskillige år før man har udviklet og afprøvet en vaccine der risikofrit kan tages i brug.

I nogle lande, som for eksempel Brasilien, Thailand og Uganda, har man haft gode erfaringer med behandlingsprogrammer. I Brasilien, hvor man bruger lokalt produceret medicin, er antallet af aids-dødsfald halveret. Det lille land Botswana, som har de fornødne økonomiske midler, forsøger at give alle i landet der har behov for det, adgang til antiretroviral medicin samt at tilvejebringe de nødvendige behandlingssteder.

Sejren over aids

Aids adskiller sig fra andre epidemiske sygdomme på ét væsentligt punkt: Den kan forhindres. Hvis man er villig til at leve efter grundlæggende bibelske principper, vil man i mange, om ikke alle, tilfælde kunne undgå at blive smittet.

Bibelens moralnormer er ikke til at tage fejl af. Ugifte skal være seksuelt afholdende. (1 Korinther 6:18) Gifte skal være tro mod hinanden; de må ikke begå ægteskabsbrud. (Hebræerne 13:4) At følge Bibelens påbud om at afholde sig fra blod er også en beskyttelse. — Apostelgerninger 15:28, 29.

De som allerede er blevet smittet, kan finde stor glæde og trøst ved at lære om den verden uden sygdom som Gud har lovet snart vil komme, og også ved at leve i overensstemmelse med Guds normer.

Bibelen forsikrer os om at alle de problemer mennesker lider under, deriblandt sygdom, med tiden vil blive fjernet. Åbenbaringens Bog giver dette løfte: „[Jeg hørte] en høj røst fra tronen sige: ’Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.’“ — Åbenbaringen 21:3, 4.

Dette profetiske løfte gælder ikke kun for dem der har råd til dyr medicin. Det profetiske løfte i Åbenbaringen, kapitel 21, finder støtte i Esajas 33:24: ’Ingen indbygger vil sige: „Jeg er syg.“’ Til den tid vil alle på jorden leve efter Guds love og få et fuldkomment helbred. Både aids og alle andre sygdomme vil blive udryddet for evigt.

[Fodnote]

 [Ramme/illustrationer på side 9, 10]

DET VAR DEN HELBREDELSE JEG SØGTE

Jeg bor i det sydlige Afrika og er 23 år. Jeg glemmer aldrig den dag jeg fandt ud af at jeg var hiv-positiv.

Min mor var med mig hos lægen da han fortalte mig hvad jeg fejlede. Det var den sørgeligste meddelelse jeg nogen sinde havde fået. Jeg var helt forvirret og troede ikke at det kunne være sandt. Jeg tænkte at der måske var sket en fejl på laboratoriet. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige og anede ikke mine levende råd. Jeg havde lyst til at græde, men kunne ikke. Lægen begyndte at tale med min mor om antiretrovirale lægemidler og andre ting, men jeg var alt for chokeret til at fatte noget af det.

Det gik op for mig at jeg nok var blevet smittet af en fra det universitet hvor jeg læste. Jeg ville meget gerne tale med nogen som forstod min situation, men kunne ikke komme i tanke om hvem det skulle være. Jeg følte mig fuldstændig værdiløs. Selv om min familie støttede mig, blev jeg overvældet af håbløshed, og jeg var bange. Som alle andre unge havde jeg mange fremtidsplaner. Jeg manglede kun to år i at få min bacheloruddannelse, men det kunne jeg godt glemme alt om.

Jeg begyndte at blive behandlet med antiretrovirale lægemidler og fik desuden hjælp af aids-rådgivere, men jeg var stadig deprimeret. Jeg bad Gud om at vise mig hvad der er sand kristendom, inden jeg skulle dø. Jeg var medlem af pinsekirken, men ingen fra kirken så meget som besøgte mig. Jeg ønskede at finde sandheden om hvad der sker efter døden.

En formiddag i begyndelsen af august 1999 bankede to Jehovas Vidner på min dør. Jeg var meget syg den dag, men jeg kunne godt klare at sidde oprejst i dagligstuen. De to kvinder præsenterede sig og sagde at de gerne ville hjælpe folk til at lære Bibelen at kende. Hvor var det en lettelse at mine bønner endelig var blevet besvaret. Men på det tidspunkt var jeg så svag at jeg ikke kunne læse eller koncentrere mig i længere tid ad gangen.

Jeg sagde dog til dem at jeg gerne ville studere Bibelen sammen med dem, og vi aftalte hvornår vi skulle begynde. Desværre blev jeg inden det aftalte tidspunkt indlagt på et psykiatrisk hospital på grund af min depression. Tre uger senere blev jeg udskrevet. De to Jehovas Vidner havde heldigvis ikke glemt mig, og den ene blev ved med at kontakte mig for at høre hvordan jeg havde det. Rent fysisk fik jeg det bedre, og jeg begyndte at undersøge Bibelen hen imod slutningen af året. Det var ikke let, for mit helbred var ustabilt. Men den kvinde som læste Bibelen sammen med mig, var forstående og tålmodig.

Det gjorde et dybt indtryk på mig at læse i Bibelen om Jehova, hans egenskaber og hvad det virkelig vil sige at kende ham og at kunne se frem til evigt liv. For første gang forstod jeg også hvorfor menneskeheden lider. Jeg blev meget glad for at lære om Guds rige, som snart vil erstatte alle menneskeskabte regeringer. Det gav mig lyst til at forandre mit liv fuldstændig.

Det var den helbredelse jeg havde søgt efter. Det trøstede mig at vide at Jehova stadig elsker mig og bekymrer sig om mig. Jeg troede nemlig at Gud hadede mig, og at det var derfor jeg var blevet smittet med denne sygdom. Men jeg lærte at Jehova kærligt har sørget for at man kan få sine synder tilgivet på grundlag af Jesu Kristi genløsningsoffer. Nu forstod jeg at Gud har stor omsorg for os, og at det er rigtigt når der i Første Petersbrev 5:7 siges: ’Kast al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.’

Jeg gør mig store anstrengelser for at komme så nær til Jehova som muligt, blandt andet ved at læse i Bibelen hver dag og overvære møderne i rigssalen. Det er ikke altid så nemt, men jeg kaster al min bekymring på Jehova i bøn og beder ham om at give mig styrke og trøst. Det er også en stor glæde at mine trosfæller er parate til at hjælpe mig.

Jeg deltager regelmæssigt i forkyndelsen sammen med den lokale menighed. Jeg ønsker at hjælpe andre åndeligt, især dem der er i samme situation som mig selv, og i december 2001 blev jeg døbt.

[Illustration]

Det var en stor glæde for mig at lære om Guds rige

[Illustration på side 8]

En gruppe aids-rådgivere i Botswana

[Illustration på side 10]

På den paradisiske jord vil alle få et fuldkomment helbred