Kender du forskellen?

„Det er et klaver!“ „Jeg synes nu det ligner en synthesizer.“ „Nej, det er da et orgel!“ „Du tager helt fejl, det er et cembalo.“ Ja, hvad er det egentlig?

ALLE disse instrumenter har noget tilfælles: De betjenes ved hjælp af et klaviatur. Instrumenterne er meget forskellige, både med hensyn til hvordan de lyder når man trykker på tasterne, og hvordan lyden frembringes. Men selve det system af taster som man med forskellige fremmedord kalder et klaviatur, et tastatur eller et keyboard, har de fælles. Hvordan er klaviaturet opstået og udviklet? Det begyndte for flere hundrede år siden.

Hvad var en hydraulos?

Det første og mest primitive af de klaviaturer man kender, var formentlig det der hørte til den såkaldte hydraulos (eller „vandorgelet“). Den menes at være bygget af en opfinder fra Alexandria, Ktesibios, der levede i første halvdel af det tredje århundrede før vor tidsregning. Ifølge bogen Musical Instruments of the West (Musikinstrumenter i Vesten) fungerede den ved at „der blev pumpet luft . . . ind i en klokke (pnigeus) som stod i en vandbeholder; fra pnigeus blev luften ført ind i en vindlade som befandt sig under [en række af] piber, mens luftstrømmen blev holdt konstant af vandtrykket“. Rørene frembragte deres lyd når man bevægede nogle skydere, der blev betjent ved at man trykkede på nogle store „tangenter“. Tonerne var kraftige og skingre og egnede sig til cirkusforestillinger, markedsmusik og friluftsforestillinger. Instrumentet nåede sin højeste popularitet under Romerriget, og kejser Nero siges at have været habil til at spille på det.

Orgelet bliver luftdrevet

Det vandtrykdrevne orgel blev afløst af et nyt system hvor man benyttede luftbælge. Det blev begyndelsen til de rent luftdrevne orgler, hvor en musiker kunne sidde direkte ved instrumentet og styre luftstrømmen fra bælgene med sine hænder og fødder. Man har udgravet rester af luftdrevne orgler der stammer helt tilbage fra det tredje århundrede efter vor tidsregning, og princippet i dem var i anvendelse i århundreder. Dengang var klaviaturet (eller manualet, som det også hedder på et orgel) stadig enkelt og primitivt, hvorfor man kun kunne spille meget langsomme melodier. Det hang sammen med at  hver tangent skulle svare til den pågældende pibe i størrelse. Når det drejede sig om en stor pibe med en rigtig dyb tone, var tangenten bred, og musikeren måtte uden tvivl bruge hele hånden og lægge kræfter i for at trykke den ned.

I det 14. århundrede var orgelet „i Vesteuropa gået over til næsten udelukkende at være et kirkeinstrument“. (The Encyclopedia of Music) Da man begyndte at tage vægtstangsprincippet i anvendelse, blev orgelklaviaturet forandret i udseende og funktion. Nu behøvede klaviaturet ikke at være anbragt lige op ad piberne, og tangenterne kunne være smalle og ensartede. Et let tryk med en finger var nok til at betjene en tangent, så nu var det muligt at spille hurtige passager. Mozart var så betaget af orgelet at han kaldte det kongen over alle musikinstrumenter.

De tidlige strengeinstrumenter med klaviatur

Bibelen omtaler et strengeinstrument, lyren, allerede i Første Mosebog 4:21, og siden nævnes lyren ofte i forbindelse med Israels folk. Men det var først i det 15. århundrede efter vor tidsregning at der kom et bryllup i stand mellem strengeinstrumenterne (som man indtil da havde knipset med fingrene eller slået på med små hamre) og klaviaturet. Det klaviatur vi kender i dag, gjorde sin entré i forbindelse med det såkaldte clavichord. Det var et ret simpelt, kasseagtigt instrument hvor strengene var udspændt fra venstre til højre. Når musikeren trykkede på en tangent, hævedes en messingstift som anslog strengen nedefra.

Derefter kom cembalo, spinet og virginal. a Disse typer, især cembaloet, blev det 16. og 17. århundredes vigtigste klaviaturinstrumenter. Med cembaloet blev en ny metode taget i anvendelse. I The History of Musical Instruments (Musikinstrumenternes historie) beskrives den således: „Strengene blev ikke længere anslået med en stift, som i et clavichord, men afknipset med pennefjer. Hver tangent var bagerst forsynet med en lille springer af træ, hvorpå der sad et stykke af en pennefjer eller en strimmel af stift læder. . . . Når tangenten blev trykket ned, blev strengen knipset, hvorefter en fjedermekanisme sørgede for at tangenten kunne falde tilbage uden at strengen blev knipset igen.“

Det var denne nye brug af strengene der gav cembaloet sin karakteristiske klang, som adskiller sig fra den vi kender fra nutidens klaver. Som en tidligere koncertpianist siger: „Cembaloet har en sprød og spinkel metalklang, og tonerne holdes ikke.“

Cembaloet blev med tiden udformet på mange forskellige måder. På de tidlige modeller var der kun ét klaviatur og én streng for hver tangent. På de senere, mere avancerede modeller, var der to klaviaturer og flere strenge for hver tangent, foruden nogle indretninger der kunne forandre tonens klang. Tidens store komponister, såsom Johann Sebastian Bach (1685-1750) og Domenico Scarlatti (1685-1757), drog fuld nytte af cembaloets klang og tekniske muligheder, og de berigede musiklitteraturen med et væld af cembalomusik, hvoraf en stor del stadig findes.

Harmonikaen blev udviklet i 1800-tallet, og harmonikaen med klaviatur blev især populær op i 1900-tallet. Den forener begreberne klaviatur og blæseinstrument, da den fungerer ved at luft fra en udtræksbælg føres forbi en række metaltunger som frembringer deres klang når de sættes i svingninger. Et moderne instrument har helt op til 140 basser, der aktiveres af knapper som sidder i syv rækker, og et klaviatur der spænder over to til fire oktaver.

Elektronikkens indtog

Det 20. århundrede bragte en revolution for klaviaturet, da det nu kunne forbindes med elektriske og elektroniske indretninger. Det første var det såkaldte telharmonium, som blev opfundet af Thaddeus Cahill i 1906. Kinoorgelet blev opfundet i 1912. Fra 1930’erne blev de elektriske orgler almindelige, og de blev snart fulgt af elektriske cembaloer og klaverer. Dermed var man unægtelig kommet et langt stykke vej fra fortidens vandorgel, hydraulos. I el-orgelet medfører et tryk på tangenten at der dannes et elektronisk signal som frembringer en tone, der modificeres og forstærkes inden den sendes ud gennem højttaleren.

 Et af vor tids populæreste keyboardinstrumenter er synthesizeren, der begyndte at blive udviklet i 1940’erne. Den er blevet en favorit hos de fleste moderne orkestre og musikgrupper. På en synthesizer kan et tryk på klaviaturet frembringe enhver tænkelig lyd, lige fra et hundebjæf til klangen af et fuldt symfoniorkester.

Det forbavser ikke nogen at computeren også er fremtrædende i moderne musik. En synthesizer vil i dag ofte indeholde en computer, eller der bruges en computer som lydgenerator og dermed som musikinstrument i sig selv. Man kan styre computeren ved hjælp af et standardklaviatur, men nutidens musiker kan også vælge at betjene den med computerens mus eller keyboard. „I dag har næsten alle lydstudier en overflod af dataudstyr. Musikken oplagres digitalt på en harddisk, og ofte redigeres den ved hjælp af avanceret software fra en mikserpult før der laves et digitalt masterbånd med den endelige version.“ — The Encyclopedia of Music.

Når udviklingen er nået så vidt, betyder det så at det traditionelle klaviaturs dage er talte? Det er næppe tilfældet, når man tænker på hvor let det kan betjenes, og hvor bevægende det stadig er at høre Beethovens „Måneskinssonate“ og hans „Für Elise“ eller Debussys „Clair de Lune“ for klaver. Når vi samtidig tænker på de mange hundrede år klaviaturet har bag sig, og den store indflydelse det har haft på millioner af mennesker, så må vi sige at det har bidraget væsentligt til musikkens verdenslitteratur og til menneskenes glæde og fornøjelse.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 20, 21]

Hvorfor det kaldes et „pianoforte“

I sidste fjerdedel af det 18. århundrede blev cembaloet efterhånden afløst af „pianofortet“ (der i dag kaldes piano eller klaver) som det foretrukne tangentinstrument. Hvoraf kom navnet „pianoforte“? Der er nogen diskussion om hvornår og af hvem instrumentet blev opfundet, men det vides at italieneren Bartolomeo Cristofori eksperimenterede med det tidligt i 1700-tallet. Cristofori kaldte det for gravicembalo col piano e forte: cembalo med svag og kraftig (klang). Navnet understregede et punkt hvor dette instrument overgik cembaloet, der jo kun havde én lydstyrke. På pianofortet, hammerklaveret, var der en ny mekanisme, som gav musikeren herredømme over den kraft hvormed en hammer ramte strengene. Jo kraftigere han anslog tangenten, jo kraftigere lød tonen. Det gav musikeren stor frihed til at variere klangens styrke og dermed gøre spillet udtryksfuldt. Han kunne spille både svagt, piano, og kraftigt, forte.

Endnu en faktor var brugen af de tre pedaler: piano-, moderator- og fortepedalen, der tillod strengene at klinge mere eller mindre frit og længe.

Gennem hele det 18. århundrede blev pianofortet stadig udviklet og tilpasset. I 1740’erne blev det taffelformede klaver udviklet; det fyldte mindre og var billigere at fremstille. Et almindeligt flygel og et koncertflygel fylder mere fordi det har strengene liggende vandret. I begyndelsen af det 19. århundrede kom det opretstående klaver, der endnu i dag er en populær model.

Vågn op! har spurgt en pianist hvilken lydlig forskel der er mellem et flygel og et opretstående klaver. Hun svarer med tre ord: „Klang, klarhed og brillans. Flygelet har en langt fyldigere resonans, der giver en ren og kraftig klang. Klaveret har ikke helt så stor en klang. Det skyldes til en vis grad også at man stiller det op imod en væg, så klangen ikke udfolder sig helt frit.“

[Illustration]

Koncertflygel på 2,70 meter

 [Illustrationer på side 18]

Virginal med parksceneri, 1666, England

Cembalo, 1760, Tyskland. Indsat: Tangenter af skildpaddeskjold

Clavichord, 1906, USA

Harmonika, 1960, Italien

Moderne synthesizer og computer

[Kildeangivelse]

Fire øverste fotos: Med tilladelse af Yale Universitys samling af musikinstrumenter

[Illustration på side 19]

Hydraulos (vandorgel)

[Kildeangivelser]

Med tilladelse af Macedonian Heritage

[Illustration på side 19]

Orgelet i Sydneys Operahus, Australien

[Kildeangivelser]

Med tilladelse af Australian Archives, Canberra, A.C.T.