Vi undslap en frygtelig lavastrøm!

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I CONGO (KINSHASA)

TIRSDAG den 15. januar 2002 ser ud til at være en ganske normal dag i det centrale Afrika. Sammen med et andet Jehovas vidne ankommer jeg til byen Goma i Kivuregionen i Congo (Kinshasa) for at mødes med Jehovas Vidner fra området omkring Afrikas store søer.

Ingen grund til bekymring?

Selv om vulkanen Nyiragonyo (3470 meter) ligger 19 kilometer fra byen Goma, kan vi ikke undgå at bemærke at den er aktiv. a Vi hører vulkanen rumle, og vi ser også røg stige op fra den. De lokale virker dog ikke spor bekymrede; de er vant til dens aktivitet på denne tid af året.

I løbet af eftermiddagen overværer vi møderne i to af Jehovas Vidners menigheder. Vi kan stadig høre vulkanen rumle og mærke jordrystelserne. Det ser dog ikke ud til at forurolige nogen. De lokale myndigheder bliver ved med at forsikre befolkningen om at der ikke er grund til panik. Skønt en congolesisk vulkanolog i månedsvis har varslet et udbrud, lytter ingen til ham. En af vores venner siger afslappet: „Himmelen bliver rød i aften på grund af vulkanens aktivitet.“

„Flygt med det samme!“

Så snart vi kommer hjem til vores logi, får vi besked på at flygte med det samme. Det er en kritisk situation. Byen er i stor fare. Tingene kan virkelig ændre sig hurtigt! Tidligere på dagen havde vi talt om muligheden for at bruge Goma som et centralt udgangspunkt for vores forkyndelse. Og nu, sidst på eftermiddagen, får vi besked på at flygte ud af byen da den er i fare for at blive udslettet!

Som aftenen skrider frem, bliver himmelen mere og mere rød — af gode grunde! Lavastrømmen fra Nyiragonyo nærmer sig byen, og bjerget ligner en kæmpegryde der koger over. Den flydende, glohede lava løber ud over det hele og ødelægger alt på sin vej. Vi har aldrig pakket vores kufferter så hurtigt! Klokken nærmer sig nu syv om aftenen.

Tusinder flygter til fods

Mens vi skynder os væk, bliver vejen ud af Goma fyldt med de mange mennesker der flygter for livet. De fleste er til fods, andre har maset sig ind i overfyldte køretøjer. Mange bærer deres få ejendele på hovedet.  Alle er de på vej mod den nærliggende grænse til Rwanda. En vulkan respekterer dog ikke menneskeskabte grænser. Ikke engang en hær kan hindre dens fremrykning, og vi ser soldater der i frygt for lavaen løber for livet. Det er praktisk talt umuligt for biler at komme frem. Vi må derfor fortsætte til fods midt i en folkemængde på hen ved 300.000 mennesker — mænd, kvinder, børn og babyer — der er på flugt for vulkanens vrede. Det ryster og rumler stadig under vores fødder.

Alle flygter for livet. Min ven og jeg, fremmede fra en storby, er midt blandt alle disse, men vi er sammen med nogle andre Jehovas Vidner, der tager sig af os. Deres tilstedeværelse og omsorg varmer os om hjertet og giver os en følelse af tryghed i denne ellers meget stressende og vanskelige situation. Folk flygter med alt hvad de kan bære — tøj, gryder, pander og nogle få fødevarer. De skubber, maser og puffer til hinanden. Nogle rammes af biler der prøver at komme forbi, med det resultat at de taber deres få ejendele, der bliver trampet ned af menneskemasserne. Snubler og falder man, risikerer man selv at blive trampet ned! Situationen er spændt. Alle er grebet af frygt. Vi forsøger at nå frem til Gisenyi i Rwanda, nogle få kilometer herfra, og skynder os videre.

En nat i sikkerhed

Vi når frem til et lille hotel, men der er selvfølgelig ingen ledige værelser. Vi må stille os tilfreds med at sidde rundt om et havebord, selv efter en udmattende tur på tre og en halv time. Men vi er glade fordi vi er i live og er sluppet ud af farezonen sammen med vores kristne brødre. Lykkeligvis har ingen Jehovas Vidner mistet livet.

Vi må tilbringe natten i det fri. Vi betragter den ildrøde himmel over Goma på sikker afstand. Det er et smukt og imponerende syn! Dagslyset begynder langsomt at vise sig. Den rumlende lyd og jordrystelserne har varet ved  hele natten. Når vi tænker på gårsdagens voldsomme hændelser, fyldes vi af medlidenhed med de mange tusind familier der sammen med deres små børn blev drevet på flugt.

Hjælpen kommer hurtigt

Ved middagstid fredag den 18. januar slutter nogle venner fra Rwandas hovedstad, Kigali, sig til os. En nødhjælpskomité bestående af brødre fra Goma og Gisenyi går straks i aktion. Det første der skal gøres, er at få de Jehovas Vidner der måtte flygte, indkvarteret i de seks nærliggende rigssale. Det sker allerede samme dag. Der bliver sat et skilt op på fransk og swahili som viser vej til en lokal rigssal, hvor flygtningene kan få hjælp og trøst. Samme dag ankommer der tre tons forsyninger til de rigssale hvor brødrene er indkvarteret. Næste dag, lørdag, ankommer en lastbil fra Kigali læsset med mad, tæpper, plasticunderlag, sæbe og medicin.

Bekymringen vokser

Det er en tid præget af dyb bekymring. Hvordan kan man dække alle disse menneskers behov? Hvad med vulkanen? Hvornår standser udbruddet? Hvor stor en del af Goma er blevet ødelagt? De nyheder der når frem til os, og de fortsatte jordrystelser lover ikke godt. Eksperter frygter at farlige mængder svovldioxid vil forurene luften. Man er også bekymret for at kemiske reaktioner vil forurene vandet i Kivusøen.

De første 48 timer efter udbruddet var der blevet spredt foruroligende rygter. Nu, lørdag eftermiddag, får vi at vide at omkring 10.000 mennesker, heriblandt otte Jehovas Vidner og et barn, er omringet af lava. Nogle steder er lavaen to meter dyb. Luften er tung af giftige gasser. Vi frygter for deres liv. Det ser håbløst ud. Selv Gomas katedral er praktisk talt blevet ødelagt af lavastrømmens ubønhørlige fremrykning. Ingen tror at Goma vil genopstå efter denne ødelæggelse.

Opmuntrende nyheder

Klokken 9 søndag formiddag modtager vi en opringning fra en af de brødre der er omgivet af lavastrømmene. Han fortæller os at der er en bedring i situationen. Det regner, lavaen er ved at køle af, og luften er ved at blive klarere. Selv om lavaen stadig er varm og livsfarlig, er folk nu begyndt at krydse strømmene for at komme over på sikker grund. Byen er ikke fuldstændig ødelagt.

Det er de første gode nyheder vi har fået siden katastrofen indtraf. Vulkanen ser ud til at være mindre aktiv, men eksperterne i området har modstridende opfattelser. Vi får etableret kontakt med nabobyen Bukavu, der ligger på den anden side af Kivusøen, og får at vide at fem familier og tre børn uden deres forældre  er kommet til Bukavu med båd. Forkynderne i byen tager sig af dem.

Vi kan vende tilbage!

Om mandagen, den 21. januar, får vi lejlighed til at opmuntre og trøste ofrene i Gisenyi og finde ud af hvad de har behov for. De brødre der er midlertidigt indkvarteret i de seks rigssale, er ved at finde sig til rette. Det eksakte antal Jehovas Vidner der måtte flygte, er 1800, børn indbefattet.

Hvad skal der ske i fremtiden? De lokale myndigheder planlægger at oprette nogle flygtningelejre hurtigst muligt. Nogle har stadig ubehagelige minder fra de flygtningelejre der blev oprettet efter folkedrabet i 1994. Vi beslutter os for at tage tilbage til Goma og ankommer til byen hen ved middagstid. Omkring en fjerdedel af den er blevet ødelagt. Lavaen der strømmede ned gennem byens gader, er nu størknet så meget at vi kan gå på den. Den er stadig varm, og gasser stiger op fra den og gennemtrænger luften. Mange af byens indbyggere er besluttede på at vende tilbage.

Klokken 13.00 mødes vi med 33 menighedsældste i den rigssal hvor Goma Centrum menighed holder til. Alle er enige om at vende tilbage til byen. „Det er her vi hører til,“ siger de. Men hvad med risikoen for at vulkanen igen kommer i udbrud? „Den er vi vant til at leve med,“ svarer de. De er bange for at hvis de ikke snart tager tilbage til byen, vil alt hvad de ejer, blive røvet. Dagen efter er de Jehovas Vidner der flygtede, vendt tilbage til Goma. Flertallet af de i alt 300.000 mennesker som flygtede over grænsen, er også vendt tilbage til den hærgede by.

Ugen efter udbruddet

Byen er endnu en gang fyldt med aktivitet. Det er tydeligt at den ikke vil uddø. Arbejdet med at udjævne lavamasserne bliver hurtigt påbegyndt så de to dele byen er blevet splittet op i, igen kan forenes. Alt hvad lavastrømmen har ramt, er blevet ødelagt. Forretningskvarteret og byforvaltningen er blevet lagt i ruiner, og omkring en tredjedel af lufthavnens landingsbane er blevet ødelagt.

En optælling viser at 180 familier blandt Jehovas Vidner mistede alt og blev hjemløse. Nødhjælpskomitéen sørger for at omkring 5000 mænd, kvinder og børn kan få mad hver dag. En forsyning plasticpresenninger som er skænket af Jehovas Vidner i Belgien, Frankrig og Schweiz, skal bruges til midlertidigt husly for dem der har mistet deres hjem, og til mødesteder for de menigheder hvis rigssale blev ødelagt eller alvorligt skadet. Nogle af de familier der mistede deres hjem, bor hos Jehovas Vidner hvis hjem forblev uskadte, mens andre bor i de telte der er stillet op.

Fredag den 25. januar, ti dage efter den forfærdelige nat, er 1846 til stede ved et møde i en skolegård i Goma for at lytte til nogle opmuntrende ord fra Bibelen. Brødrene giver igen og igen udtryk for hvor taknemmelige de er for den trøst og praktiske hjælp Jehova har sørget for gennem sin organisation. Vi er dybt rørt over brødrenes mod og den stærke tro de har vist på trods af deres vanskelige omstændigheder. Under sådanne trængsler er det godt at være en del af et brodersamfund der er forenet i tilbedelsen af den sande Gud, Jehova, kilden til varig trøst! — Salme 133:1; 2 Korinther 1:3-7.

[Fodnote]

[Kort på side 22, 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Pilene viser hvor lavastrømmen flød

CONGO (KINSHASA)

Nyiragonyobjerget

↓ ↓ ↓

Lufthavnen i Goma ↓ ↓

↓ GOMA

↓ ↓

KIVUSØEN

RWANDA

[Illustrationer på side 23]

Den smeltede lava tvang titusinder til at flygte fra Goma

[Kildeangivelse]

AP Photo/Sayyid Azim

[Illustrationer på side 24, 25]

Inden der var gået en uge, havde Jehovas Vidner fået organiseret kristne møder