Gruppepres — Er det virkelig et problem for mig?
Unge spørger:
Gruppepres — Er det virkelig et problem for mig?
„Jeg synes ikke at jeg kan mærke noget gruppepres.“ — Pamela, skoleelev.
„Jeg tror ikke længere at jeg påvirkes så meget af gruppepres. Det største pres kommer fra mig selv.“ — Robbie, 20 år.
HAR du nogen sinde tænkt sådan? Du ved måske nok at Bibelen siger: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ (1 Korinther 15:33) Og alligevel spørger du dig selv: „Bliver problemet med gruppepres overvurderet, og spiller det ikke nær så stor en rolle som mine forældre eller andre voksne siger?“
Hvis du fra tid til anden er i tvivl, er du ikke den første i din alder der har det sådan. Men det er godt at stille sig selv spørgsmålet: „Kunne det tænkes at virkningen af gruppepres er større end jeg tror?“ Mange unge er blevet overraskede over hvor stærkt gruppepres faktisk virker. For eksempel siger Angie at hun måske gør mere for at tilpasse sig sine omgivelser end hun bryder sig om at indrømme. Hun bemærker: „Somme tider er presset så stærkt at man ikke engang er klar over at det er gruppepres. Man begynder at tro at presset kommer inde fra en selv.“
Det er næsten det samme som førnævnte Robbie siger. Han indrømmer dog at det er hårdt at bo i nærheden af en storby. Hvorfor? På grund af det gruppepres man udsættes for i et materialistisk miljø. Han siger: „Det at have penge er meget vigtigt her.“ Gruppepres er tydeligvis noget man må tage højde for. Hvorfor er der alligevel så mange unge der ikke tror at gruppepres påvirker dem?
Påvirkningen er stærkere end man tror
Gruppepres kan være underfundigt — det kan faktisk være at vi slet ikke lægger mærke til det. Gruppepressets virkning kan sammenlignes med det konstante pres på omkring 1 kilo pr. kvadratcentimeter som de enorme luftmasser konstant udøver på os når vi er i niveau med havets overflade. * Dette pres er vi måske udsat for hver dag, men vi lægger næsten ikke mærke til det. Hvorfor ikke? Fordi vi er vant til det.
Selvfølgelig er det atmosfæriske tryk ikke nødvendigvis skadeligt. Men når folk øver et næsten umærkeligt pres på os, kan de lidt efter lidt få os til at forandre os. Apostelen Paulus var klar over i hvor høj grad man påvirkes af gruppepres. Han advarede de kristne i Rom: „Lad ikke verden omkring jer presse jer ind i sin egen form.“ (Romerne 12:2, The New Testament in Modern English) Men hvordan kunne det ske?
Hvordan gruppepres virker
Vil du gerne have andres accept? Det vil de fleste af os nok svare ja til. Men vores naturlige ønske om at blive accepteret kan være både positivt og negativt. Hvor langt er vi villige til at gå for at få den accept vi tørster efter? Selv hvis vi er overbeviste om at vi ikke vil give efter for negativt gruppepres, gælder det så også dem vi færdes iblandt? Prøver de overhovedet at modstå gruppepresset, eller lader de sig forme af deres omgivelser?
I dag er der for eksempel mange der betragter Bibelens moralnormer som forældede eller umulige at leve efter i vores moderne verden. Mange synes ikke det er så vigtigt at dyrke Gud på den måde han siger i Bibelen vi skal gøre. (Johannes 4:24) Hvorfor? Til dels på grund af gruppepres. I Efeserbrevet 2:2 taler Paulus om at der i vores verden råder en „ånd“, eller fremherskende mentalitet. Denne ånd presser én til at tænke som folk i en verden der ikke kender Jehova. Hvordan kunne det påvirke os?
Når vi til hverdag går i skole, tager en uddannelse, sørger for vores familie eller går på arbejde, omgås vi folk der ikke helt deler vores syn på de kristne værdinormer. For eksempel kan der i skolen være nogle som vil gøre næsten alt for at blive populære, som indleder umoralske seksuelle forhold, eller som måske drikker for meget eller tager stoffer. Hvad vil der ske hvis vi vælger vores nære venner blandt dem der gør sådan noget, eller som synes det er normalt eller ligefrem smart? Vi vil sandsynligvis — i begyndelsen måske langsomt — indtage lignende holdninger. Verdens „ånd“, eller ’luft’, vil øve sit pres på os, så at sige presse os ind i sin egen form.
Interessant nok har vore dages samfundsforskere udført eksperimenter der bekræfter at Bibelen taler sandt når den siger at vi påvirkes af vores omgivelser. Som eksempel kan nævnes et bemærkelsesværdigt eksperiment af socialpsykologen Solomon Elliot Asch. Her bliver en person bedt om at sætte sig over til en gruppe. Asch viser dem et stort kort med en lodret streg og et andet kort med tre lodrette streger der tydeligvis ikke er lige lange. Så beder han personerne i gruppen give deres bud på hvilken af de tre streger der har samme længde som den første. Svaret er nemt. De første gange er alle enige. Men ved tredje forsøg sker der en forandring.
Ligesom før er det nemt at se hvilke streger der er lige lange. Hvad testpersonen ikke ved, er at de andre i gruppen er blevet betalt for at medvirke i eksperimentet. De giver alle det samme forkerte svar. Hvad sker der? Kun 25 procent af testpersonerne holder sig resolut til det de ved er sandt. Alle andre siger mindst én gang det samme som gruppen — selv om det betyder at de fornægter det de selv kan se!
Folk ønsker tydeligvis at tilpasse sig deres omgivelser — i så høj grad at de fleste endog fornægter hvad de ved er sandt. Mange unge har oplevet et sådant pres på deres egen krop. Daniel på 16 år siger: „Gruppepres kan få en til at forandre sig. Og jo flere der er til stede, jo større bliver presset. Man begynder måske ligefrem at synes at det de gør, er i orden.“
Angie, der er citeret før, nævner et typisk eksempel på et sådant pres i skolen: „Dengang man gik i folkeskolens højere klasser, betød det en hel del hvilket tøj man havde på. Man var
nødt til at købe mærketøj. Det var ikke fordi man havde lyst til at give 400 kroner for en T-shirt — hvorfor skulle man have lyst til det?“ Som Angie antyder, kan det være svært at opdage presset mens man påvirkes af det. Men kan gruppepres berøre os i mere alvorlige anliggender?Hvorfor gruppepres kan være farligt
Forestil dig at du svømmer i havet. Mens du er optaget af at svømme og lader dig bære af bølgerne, er der andre stærke, men næsten umærkelige, kræfter på spil. Bølgerne skubber dig ind mod bredden, men der kan være en understrøm som langsomt fører dig sidelæns. Når endelig du ser ind mod bredden, kan du ikke længere få øje på familien eller vennerne. Du havde slet ikke lagt mærke til hvor langt strømmen havde ført dig hen! På samme måde bliver vores tanker og følelser konstant påvirket mens vi er optaget af de daglige gøremål. Inden vi ved af det, kan denne påvirkning føre os langt væk fra de normer som vi havde troet vi ville holde fast ved.
For eksempel var apostelen Peter en frimodig mand. Frygtløst brugte han sit sværd da han blev konfronteret med en fjendtlig skare den nat Jesus blev anholdt. (Markus 14:43-47; Johannes 18:10) Alligevel gav han efter og begyndte at vise åbenlys partiskhed da han flere år senere blev påvirket af gruppepres. Han undgik hedningekristne — selv om han tidligere havde modtaget et syn fra Jesus som viste ham at han ikke måtte betragte noget menneske som urent. (Apostelgerninger 10:10-15, 28, 29) Peter har tilsyneladende haft sværere ved at blive set ned på end at få et sværd rettet imod sig. (Galaterne 2:11, 12) Ja, gruppepres kan være farligt.
Det er nødvendigt at erkende gruppepressets store indflydelse
Vi kan lære noget vigtigt af eksemplet med Peter. Fordi man er stærk på nogle områder, kan man godt være svag på andre. Peter havde nogle svage punkter — det har vi alle sammen. Lige meget hvem vi er, har vi brug for at kende vores svage sider. Vi kunne oprigtigt spørge os selv: ’På hvilke punkter er jeg sårbar? Længes jeg efter et liv i luksus? Er jeg forfængelig? Hvor langt vil jeg gå for at være populær, få anerkendelse og blive set op til?’
Nu ville vi måske aldrig med vilje bringe os selv i farezonen ved at komme sammen med stofmisbrugere eller nogle der har en løs moral. Men hvad med vores mere skjulte svagheder? Hvis vi vælger at komme sammen med nogle der vil påvirke os på det område hvor vi har en svaghed, udsætter vi os selv for at blive manipuleret gennem gruppepres — noget der kan skade os permanent.
Heldigvis er ikke alt gruppepres negativt. Kan vi tackle gruppepres — måske ligefrem drage fordel af det? Hvordan kan vi modstå negativt gruppepres? Disse spørgsmål vil blive behandlet i en kommende artikel under rubrikken „Unge spørger“.
[Fodnote]
^ par. 9 Et simpelt eksperiment kan illustrere lufttrykkets eksistens. Hvis man tager en tom plasticflaske med op på toppen af et bjerg, lader den blive fyldt med luft og lukker den godt til, hvad sker der så med flasken efterhånden som man bevæger sig ned ad bjerget? Den vil blive trykket sammen, for presset fra den omgivende luft er meget større end trykket fra den tynde luft inden i flasken.
[Illustration på side 12, 13]
Et materialistisk miljø kan skabe et stærkt gruppepres