Hvad skyldes debatten?

I EN dygtig håndværkers hænder kan en klump ler formes til næsten hvad som helst. Embryonale stamceller er det levende modstykke til en sådan lerklump; de har potentiale til at udvikle sig til stort set alle de mere end 200 forskellige celletyper som et menneskelegeme består af. Hvordan bærer de sig ad? Lad os se hvad der sker i en ægcelle lige efter befrugtningen.

Kort efter at ægcellen er blevet befrugtet, begynder den at dele sig. Hos mennesket vil celledelingen efter cirka fem dage resultere i en lille bitte celleblære, en blastocyst. Blastocysten er en væskefyldt blære omgivet af et ydre cellelag. På dette cellelags inderside sidder der en lille indre cellehob bestående af omkring 30 celler. Det ydre cellelag indgår i dannelsen af moderkagen; den indre cellehob kommer fortrinsvis til at danne selve fosteret.

I blastocyststadiet er cellerne i den indre cellehob ikke begyndt at udvikle sig til specialiserede celletyper som for eksempel nerveceller, nyreceller eller muskelceller. Det er derfor de kaldes stamceller. Eftersom alle celler i kroppens forskellige væv i realiteten kommer fra dem, kaldes disse celler for pluripotente stamceller. For at forstå begejstringen og debatten i forbindelse med de muligheder brugen af stamceller indebærer, vil vi se på hvad forskerne har udrettet indtil nu, og hvilke mål de stiler efter. Vi begynder med de embryonale stamceller.

Embryonale stamceller

Rapporten Stem Cells and the Future of Regenerative Medicine siger: „I løbet af de sidste 3 år er det blevet muligt at fjerne disse [humane embryonale] stamceller fra blastocysten og bevare dem i cellekulturer i laboratoriet på et udifferentieret stadium, et stadium hvor cellerne endnu  ikke er begyndt at udvikle sig til specialiserede celletyper.“ * Enkelt sagt kan man ved at dyrke embryonale stamceller få et ubegrænset antal identiske ’kopier’ af disse stamceller. Ved hjælp af embryonale stamceller fra mus som man begyndte at dyrke i 1981, har man fået milliarder af dubletter af disse celler i laboratoriet.

Med alle disse udifferentierede celler til deres rådighed håber forskerne at de ved hjælp af de rette biokemiske igangsættere kan få stamceller til at udvikle sig til næsten alle de celletyper man kan få behov for til behandlinger hvor man ønsker at erstatte væv. Enkelt sagt opfattes stamceller af mange som en mulig kilde til et ubegrænset antal ’reservedele’.

I to dyreforsøg er det lykkedes forskerne at få embryonale stamceller til at udvikle sig til insulinproducerende celler, som derefter er blevet transplanteret til mus der lider af diabetes. I det ene forsøg blev symptomerne på diabetes mindre udtalte, i det andet producerede de nye celler ikke insulin nok. I lignende forsøg har forskere haft nogen succes med at genetablere nervefunktionen efter rygmarvsskader og mindske symptomerne ved Parkinsons sygdom. National Academy of Sciences siger: „Disse forsøg giver os håb om, men ikke noget endeligt bevis for, at lignende behandlinger vil virke på mennesker.“ Men hvorfor er forskning i embryonale stamceller fra mennesker så omdiskuteret?

Hvorfor vækker det bekymring?

Det største problem består i at man ved udtagning af embryonale stamceller ødelægger embryoet (fosteret). Herom siger National Academy of Sciences at man „berøver et menneskefoster enhver mulighed for at udvikle sig til et fuldt færdigt menneske. For dem der mener at et menneskes liv begynder i det øjeblik undfangelsen sker, er forskning i ESC [embryonale stamceller] i strid med princippet om at man ikke må slå et menneske ihjel eller forfølge et bestemt formål på bekostning af et menneskeliv, uanset hvor ophøjet dette formål måtte være.“

Hvorfra får laboratorierne de embryoer som de udtager stamceller fra? Almindeligvis fra klinikker eller hospitaler hvor kvinder har fået udtaget æg til in vitro fertilisation (reagensglasbefrugtning). Overskydende embryoer bliver frosset ned eller kasseret. På en klinik i Indien kasserer man hvert år mere end 1000 embryoer.

Mens undersøgelserne vedrørende embryonale stamceller fortsætter, er der andre forskere der koncentrerer sig om nogle langt mindre kontroversielle stamceller — nemlig adulte eller voksne stamceller.

Adulte (voksne) stamceller

National Institutes of Health (NIH) i USA oplyser: „Den adulte stamcelle er en udifferentieret celle (en celle der ikke har specialiseret sig) som findes i et differentieret (specialiseret) væv,“ som for eksempel knoglemarv, blod, blodkar, hud, rygmarv, lever, mave-tarmkanal eller bugspytkirtel. I begyndelsen mente forskerne at adulte stamceller havde et langt mere begrænset potentiale end deres embryonale modstykker. Men dyreforsøg i forbindelse med nyere forskning tyder på at visse adulte stamceller vil kunne udvikle sig til væv der er forskelligt fra det væv de blev taget fra.

National Academy of Sciences oplyser at voksne stamceller udtaget fra blod eller knoglemarv — de kaldes hæmopoietiske stamceller — er  i stand til „fortsat at forny sig selv i knoglemarven og til at udvikle sig til en hvilken som helst af blodets celletyper“. Denne type celler har allerede været brugt i behandlingen af leukæmi og flere andre blodsygdomme. * Nogle forskere mener endog at hæmopoietiske stamceller vil kunne blive til leverceller og celler der ligner neuroner eller andre hjerneceller, helt forskellige fra cellerne i blodet.

Ved hjælp af en anden type stamceller fra knoglemarv på mus er det efter alt at dømme lykkedes forskere i USA at gøre et andet betydningsfuldt fremskridt. Om dette forsøg, der er publiceret i tidsskriftet Nature, skriver The New York Times at disse celler tilsyneladende er „lige så alsidige som embryonale stamceller“. Avisen tilføjer at de „i princippet [kan] gøre alt det man forventer af de embryonale stamceller“. Ikke desto mindre står de forskere der beskæftiger sig med voksne stamceller, stadig over for store forhindringer. Voksne stamceller er sjældne og vanskelige at genkende. På den anden side vil ingen af de lægevidenskabelige landvindinger man kan opnå ved hjælp af disse celler, ske på bekostning af et humant embryo.

Helbredsrisici og regenerativ medicin

Selv om forskerne behersker de teknikker som gør det muligt at transplantere væv, er behandling med stamceller stadig forbundet med alvorlige ulemper, uanset hvilken type stamcelle man vælger. En af de større forhindringer består i at patientens immunsystem afstøder det transplanterede væv. I øjeblikket løses problemet ved at man giver patienten lægemidler som hæmmer immunsystemet, men sådanne lægemidler har alvorlige bivirkninger. Hvis man ved hjælp af gensplejsning kan ændre stamcellerne så de væv de danner, ikke virker fremmede for deres nye vært, kan dette problem muligvis elimineres helt.

En anden mulighed kunne være at benytte stamceller fra patientens egne væv. I kliniske forsøg har man allerede brugt hæmopoietiske stamceller på denne måde til behandling af lupus. Lignende behandlingsmetoder vil kunne bruges i behandlingen af diabetes, såfremt det nye væv ikke er modtageligt for det samme autoimmunangreb som i sin tid måske forårsagede sygdommen. Folk med visse hjertesygdomme vil måske også kunne få gavn af stamcellebehandling. Nogle har foreslået at folk der er særlig disponerede for visse hjertesygdomme, på forhånd donerer stamceller fra sig selv som derefter kan dyrkes og blive til væv der senere kan bruges som erstatning for sygt hjertevæv.

I deres bestræbelser for at få løst problemet med transplantatafstødning forårsaget af patientens immunforsvar har nogle forskere foreslået at man kloner patienterne, men kun tillader klonerne at nå blastocyststadiet, det vil sige det stadium hvor man kan udtage embryonale stamceller fra dem. (Se rammen „Hvordan  fremstiller man en klon?“) Væv dyrket fra disse stamceller vil genetisk være magen til donorens/recipientens væv, og det vil derfor ikke få patientens immunforsvar til at reagere. Nogle vil imidlertid finde en sådan kloning både etisk og moralsk frastødende, og muligvis vil den vise sig at være værdiløs hvis målet er at helbrede en arvelig sygdom. Som opsummering af problemerne vedrørende immunsystemet siger National Academy of Sciences: „Forståelsen af hvordan man hindrer at transplanterede celler afstødes, er en fundamental betingelse for at sådanne celler vil kunne bruges i den regenerative medicin, og denne forståelse repræsenterer en af de største udfordringer for forskningen på dette område.“

Transplantation af embryonale stamceller indebærer også en risiko for dannelse af tumorer, specielt teratomer. (Ordet teratom betyder „monstersvulst“.) En sådan tumor kan indeholde væv fra flere forskellige af kroppens bestanddele, som for eksempel hud, hår, muskler, brusk og knogler. Hvis stamcellerne udvikler sig normalt, følger celledelingen og specialiseringen et fastlagt genetisk program. Men disse processer kan „gå skævt“ når stamceller adskilles fra blastocysten, dyrkes i laboratoriet og senere indgives et levende væsen. At lære hvordan man kunstigt styrer de uhyre komplekse processer der indgår i deling og specialisering af celler, er en anden af de større forhindringer forskerne har at kæmpe med.

Ingen helbredende behandlinger i sigte

Rapporten Stem Cells and the Future of Regenerative Medicine skriver: „Nogle har fået det fejlagtige indtryk at en udbredt klinisk anvendelse af nye behandlingsmetoder helt sikkert er nært forestående. Men dertil er forskernes viden endnu for mangelfuld.“ I realiteten er stamcelleforskningen kun lige begyndt, og store huller i den viden man har, lægger hindringer i vejen for virkeliggørelsen af drømmen om at udvikle nye behandlingsmetoder ved hjælp af embryonale eller adulte stamceller. Det står klart at der er flere spørgsmål end svar. Nogle forskere har endda „forberedt sig på det bagslag det kan give hvis det ikke skulle lykkes at realisere de nye behandlingsmetoder,“ siger The New York Times.

Bortset fra stamcelleforskningen har lægevidenskaben gjort store fremskridt i de sidste årtier. Men som vi har set, rejser en del af disse fremskridt nogle komplekse moralske og etiske spørgsmål. Hvor kan vi henvende os for at få  pålidelig vejledning angående disse spørgsmål? Efterhånden som forskningen bliver dyrere og mere forfinet, afspejler de øgede omkostninger sig også i priserne på behandling og lægemidler. Nogle forskere har anslået at stamcelleterapi måske vil komme til at koste flere hundrede tusind dollars for den enkelte patient. Men allerede i dag er der millioner af mennesker som ikke kan betale de voksende udgifter til lægebehandling og forsikringspræmier. Så hvem vil få gavn af det hvis og når stamcellerevolutionen når ud til sygehuse og behandlingscentre? Det kan kun tiden vise.

Derimod kan vi være helt sikre på at ingen behandling udtænkt af mennesker vil kunne eliminere sygdom og død. (Salme 146:3, 4) Kun Skaberen har magt til at gøre dette. Men er det hans hensigt? Den følgende artikel viser hvad Bibelen siger om det spørgsmål. Den kommer også ind på hvordan Bibelen kan lede os igennem den stadig mere komplekse labyrint af moralske og etiske spørgsmål — også spørgsmål af lægevidenskabelig karakter.

[Fodnoter]

[Ramme/Illustration på side 6]

En anden kilde til stamceller

Ud over adulte og embryonale stamceller har man også kunnet isolere embryonale kønsceller. Embryonale kønsceller udtages fra genitalkammene hos et embryo eller et foster. Genitalkammene udvikler sig til æggestokke og testikler som danner henholdsvis æg og sæd. På mange måder adskiller embryonale kønsceller sig fra embryonale stamceller, men begge celletyper er pluripotente, det vil sige i stand til i realiteten at udvikle sig til alle celletyper. De store muligheder det indebærer, har gjort pluripotente celler meget attraktive i forbindelse med udvikling af hidtil ukendte behandlingsmetoder inden for lægevidenskaben. Begejstringen over de potentielle behandlingsmuligheder er dog kølnet som følge af den debat der har været om kilden til disse celler. De udtages enten fra aborterede fostre eller fra embryoer. I begge tilfælde indebærer dette at fosteret eller embryoet ødelægges.

[Ramme på side 8, 9]

Hvordan fremstiller man en klon?

I de seneste år har forskere klonet en lang række dyr. I 2001 forsøgte et laboratorium i USA endda — uden held — at klone et menneske. En af de måder forskerne fremstiller kloner på, er ved hjælp af en proces der kaldes kernetransplantation.

Først tager man en ubefrugtet ægcelle (1) og fjerner dens cellekerne (2), som indeholder cellens dna. Fra kroppen på det dyr der skal klones, udtager man en egnet celle, for eksempel en hudcelle (3). Kernen i denne hudcelle indeholder det pågældende individs arvemasse (genom). Hele cellen (eller blot dens kerne) indsættes i  den kerneløse ægcelle, og derefter sender man elektrisk strøm gennem cellen (4). Dette får cellen til at smelte sammen med ægcellens cytoplasma (5). Ægcellen med dens nye cellekerne deler sig og vokser nu som om den var blevet befrugtet (6), og en klon af det dyr hvorfra man udtog en legemscelle, begynder at udvikle sig. *

Embryoet kan derefter lægges op i livmoderen på en ’rugemoder’ (7), hvor det, i de sjældne tilfælde hvor alt går som det skal, kan vokse indtil det forventede fødselstidspunkt. En anden mulighed består i at man kun beholder embryoet indtil man fra den indre cellehob kan udtage embryonale stamceller som kan dyrkes i laboratoriet. Forskere mener at denne proces også vil kunne gennemføres når det gælder mennesker. Ovennævnte forsøg på at klone et menneske blev i realiteten gjort for at skaffe embryonale stamceller. Kloning med dette formål kaldes terapeutisk kloning.

Fåret Dolly var det første pattedyr der blev klonet fra en adult (voksen) celle. Forskere tog en cellekerne fra en brystkirtelcelle på et fuldvoksent får og indsatte den i en kerneløs ægcelle.

[Diagram]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

1 → 2 → 3 → 4 → 5 → 6 → 7

[Diagram på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Embryonale stamceller (Forenklet)

Befrugtet æg (1. dag)

↓

Fire celler (3. dag)

↓

Blastocyst med indre cellehob (5. dag)

↓

Dyrkede stamceller

↓

Menneskelegemet indeholder mere end 200 forskellige celletyper

→ Celler fra skjoldbruskkirtel

→ Celle fra bugspytkirtel (vil eventuelt kunne anvendes til behandling af diabetes)

→ Pigmentcelle

→ Røde blodlegemer

→ Celler fra nyre

→ Celler fra skeletmuskulatur

→ Væv fra hjertemuskel (kan måske bruges til udbedring af beskadiget hjertemuskulatur)

→ Celle fra lunge

→ Nervecelle (vil eventuelt kunne bruges til behandling af Alzheimers og Parkinsons sygdom og til udbedring af skader på rygmarven)

→ Hudceller

[Kildeangivelser]

Blastocyst og dyrkede stamceller: University of Wisconsin Communications; Alle andre illustrationer: © 2001 Terese Winslow, assisteret af Lydia Kibiuk and Caitlin Duckwall

[Diagram på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Adulte (voksne) stamceller (Forenklet)

Stamcelle fundet i knoglemarv

→ Lymfocytter

→ Eosinofilocyt

→ Røde blodlegemer

→ Blodplader

→ Monocyt

→ Basofilocyt

→ Potentielt vil der kunne udvikles mange andre celler

→ Nervecelle

[Kildeangivelse]

© 2001 Terese Winslow, assisteret af Lydia Kibiuk and Caitlin Duckwall