Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Kærlighed vist i praksis — Et langvarigt nødhjælpsarbejde

Kærlighed vist i praksis — Et langvarigt nødhjælpsarbejde

Kærlighed vist i praksis — Et langvarigt nødhjælpsarbejde

RICHARD VARA, der i mange år har arbejdet som redaktør for Houston Chronicle, er ikke let at imponere, men sidste år lykkedes det. „Aldrig har jeg set noget lignende!“ udbrød han. „Det er utroligt.“ Borgmesteren i Houston, Lee P. Brown, delte hans begejstring. Han sagde: „Jeg ville ønske at alle i Houston kunne se hvad I har udrettet. Jeg er dybt imponeret.“ Redaktørens og borgmesterens udtalelser var foranlediget af det nødhjælpsarbejde der blev gennemført af Jehovas Vidner i Houston. Hvad omfattede det? Hvorfor var det nødvendigt? Og hvad gjorde det så imponerende? Lad os finde svarene ved at begynde med begyndelsen.

Den værste oversvømmelse nogen sinde

I begyndelsen af juni 2001 fejede den tropiske orkan Allison hen over sletteområdet i det sydøstlige Texas. Fredag den 8. juni ramte orkanen Houston, USA’s fjerdestørste by, * og på ét døgn faldt der næsten en hel meter nedbør. I løbet af kort tid strømmede der vand ind i forretninger, kontorer og titusindvis af huse, og det steg og steg. Motorveje rundt om byen blev forvandlet til rivende floder, der skyllede hen over strandede biler og store lastvogne. På nogle af de oversvømmede veje kunne ikke engang brandbiler eller andre redningskøretøjer komme frem. Helikoptere og tunge militærkøretøjer blev tilkaldt for at komme folk til undsætning.

Da det igen klarede op mandag den 11. juni, konstaterede man at Allison ikke blot havde voldt stor materiel skade, men også kostet menneskeliv. Toogtyve personer havde mistet livet, deriblandt to Jehovas Vidner: Jeffrey Green, en kristen ældste, og hans svigerinde Frieda Willis. * Desuden var omkring 70.000 huse blevet beskadiget. Det gør oversvømmelsen til en af de værste naturkatastrofer der nogen sinde har ramt et storbyområde. Faktisk forårsagede denne tropiske orkan materielle skader for næsten 5 milliarder dollars og blev på den måde den der har krævet de største omkostninger i USA’s historie.

En strøm af frivillige

Folk var nærmest i chok. En nødhjælpsarbejder siger: „Deres senge var gennemblødte. Deres gulvtæpper var gennemblødte. Deres familiebilleder var gået tabt.“ Mange af de over 16.000 Jehovas Vidner i Houston-området led store tab. Otte rigssale og hundreder af Jehovas Vidners boliger var blevet beskadiget. I nogle af disse hjem var der mindre vandskader; i andre stod vandet helt op til taget. Mere end 80 menigheder var berørt. Men de var ikke overladt til sig selv. Efter nogle dage kom en strøm af frivillige dem til undsætning. Hvordan gik det til?

Endog inden vandstanden var begyndt at aftage, tog kristne ældste fra Jehovas Vidners menigheder i Houston affære. „Vi ringede til vores brødre og søstre og besøgte dem,“ beretter en af de ældste. „Så gjorde vi skaderne op, og mandag den 11. juni havde vi udfærdiget en fuldstændig rapport med en liste over dem der var ramt af oversvømmelsen, antallet af beskadigede huse og skadernes omfang. Vi sendte rapporten til Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn, New York.“ Nogle få dage senere nedsatte Jehovas Vidners afdelingskontor i USA en nødhjælpskomité bestående af otte kristne ældste fra Houston, og der blev stillet økonomiske midler til rådighed. Nødhjælpskomitéens opgave bestod i at hjælpe ofrene med at komme sig følelsesmæssigt og at sørge for at trosfællernes beskadigede huse blev repareret. Det drejede sig om mere end 700!

„Hvordan kan vi tackle denne mammutopgave?“ lød spørgsmålet fra et af medlemmerne af den nyligt oprettede ’Jehovas Vidners Nødhjælpskomité i Houston 2001’. Komitéens medlemmer arbejdede til langt ud på natten med at udtænke en foreløbig plan. Over 160 menigheder i Houston-området blev opfordret til at hjælpe. „Der var overvældende respons,“ fortæller komitéens formand. „Mere end 11.000 Jehovas Vidner meldte sig og tilbød deres tid, kræfter og evner uden at forlange betaling for det.“

Kampen mod skimmelsvamp

Nogle dage efter oversvømmelsen gik de frivillige i gang med at arbejde i de beskadigede huse, hvor de fjernede vandskadede gulvtæpper, gulve, vægge, skabe, døre og alt andet der var blevet sølet til med kloakforurenet vand. „For os drejede det sig ikke blot om at sætte vore brødres hjem i stand, men også om at beskytte deres helbred,“ siger en frivillig. Eftersom der hurtigt kunne begynde at vokse giftig skimmelsvamp inden i mure og skabe, måtte husene først desinficeres grundigt.

Flere af Vidnerne henvendte sig til USA’s beredskabsstyrelse for at få undervisning i at udføre arbejdet forsvarligt. Efter at de var blevet oplært, tog hver af dem ti andre med sig til et beskadiget hus for at lære dem at desinficere huset på rette måde. Den følgende dag tog hver af de ti nyoplærte igen ti andre med sig. „På få dage voksede antallet af dem der vidste hvordan dette arbejde skulle udføres, til flere hundrede,“ beretter en af de frivillige. Skimmelsvampene blev simpelt hen overhalet af det voksende antal hjælpere! Pensionister og teenagere der havde skoleferie, arbejdede om dagen. Om aftenen tog andre frivillige over. Efter seks uger var alle svampeinficerede huse rene og i forsvarlig stand.

Et hovedcenter og syv underafdelinger

I mellemtiden købte nødhjælpskomitéen store mængder gipsplader og tonsvis af andre byggematerialer. Men hvor skulle alt dette opbevares? Nødhjælpskomitéens talsmand fortæller: „Da en virksomhedsleder hørte om vores behov, stillede han en lagerbygning til rådighed med et etageareal på 5000 kvadratmeter — uden at tage betaling for det!“ Ud over byggematerialerne var der i lagerbygningen plads til kontorer. Inden længe blev lagerbygningen nødhjælpsarbejdets administrative center, hvor 200-300 frivillige arbejdede om dagen, aftenen og i weekenden.

Eftersom de beskadigede huse lå spredt ud over et stort område, blev der oprettet underafdelinger — regionale nødhjælpscentre — i syv rigssale. I weekenderne var hver underafdeling fyldt med frivillige. (Se rammen „En arbejdsdag begynder“.) Mange af dem havde før arbejdet sammen om byggeriet af rigssale i området. De hørte under 11 forskellige regionale byggeudvalg og kom fra Arkansas, Louisiana, Oklahoma og Texas. * I hver underafdeling tog tømrere, malere, vvs-folk og andre faglærte håndværkere sig af at oplære andre. — Se rammen „Oplæring af de frivillige“.

En plan og en database

Håndværkerne fulgte en byggeplan der var inddelt i syv trin. Byggematerialerne blev leveret til husene ad fire gange, og efter planen skulle reparationerne i hvert hus udføres over tre weekender. På denne måde ville den samlede nødhjælpsindsats blive fuldført på omkring et halvt år.

For at føre planen ud i livet oprettede komitéen 22 afdelinger, der blandt andet tog sig af logistik, indkøb, indkvartering og transport. De informationer der var blevet lagt ind på en omfattende database, var en hjælp for alle afdelingerne. Inden reparationsarbejdet begyndte, blev der brugt ti dage på at indtaste informationer. „Det var et maratonarbejde at registrere alle de data,“ stod der i en avis. Men da det var afsluttet, havde man en hel guldgrube af nyttige oplysninger til sin rådighed. Et klik med musen og databasen viste hvornår de 11.000 frivillige var disponible, hvad de kunne, og hvordan man kontaktede dem. Med endnu et klik viste skærmen hvor vidt man var nået med reparationerne, hvilke byggetilladelser der var brug for, og andre detaljer om beskadigede huse. Databasen blev kaldt „nødhjælpsarbejdets hjerte“.

Overvældede og taknemmelige

Når husene var tørre og fri for skimmelsvamp, kom der frivillige med forstand på byggeri for at afgøre hvad der var nødvendigt for at udbedre skaderne. „De beregnede hvad der var brug for af materialer — helt ned til det mindste søm,“ kommenterer talsmanden. „Vi ville ikke ødsle med pengebidragene eller de donerede materialer.“ Samtidig var der andre som skaffede de nødvendige byggetilladelser hos de kommunale myndigheder.

Derefter blev de berørte familier bedt om at komme til lagerbygningen. Her kunne de blandt et begrænset sortiment af tæpper, skabe, vinylgulvbelægning og andet vælge noget som erstatning for det de havde mistet. Ofrene for oversvømmelsen var overvældede og græd ofte når de så alt det der var sørget for til dem. De fik også rådgivning af nogle som havde forstand på forsikringsanliggender og reglerne for statslige ydelser. Så fastsatte man tidspunktet for hvornår husene skulle repareres, og frivillige lastbilchauffører leverede de nødvendige byggematerialer på adresserne præcis den dag hvor reparationsholdene skulle bruge dem. En mand der fik sit hus repareret, sagde til sin kone, som var et af Jehovas Vidner: „Dine trosfæller er fantastiske. Så snart det ene hold er gået, kommer det næste. De er myreflittige!“

De nødvendige reparationer tog normalt tre weekender pr. hus. „De kunne dog tage helt op til fem eller otte uger,“ siger komitéens formand. Når de frivillige fjernede vægge i gamle huse, lagde de ofte mærke til gamle skader, og de ville ikke sætte nye vægge op uden først at have udbedret dem. En af håndværkerne siger: „Somme tider så vi at de bærende dele var hærget af termitter, og så sikrede vi os at termitterne blev bekæmpet. Vi udskiftede eller udbedrede bjælker og stolper. Når vi forlod husene, var de i god stand.“ En mand der havde fået sit hus beskadiget af oversvømmelsen, sagde til en besøgende: „Mit hus er bedre nu end da jeg købte det!“ Herved udtrykte han den taknemmelighed mange andre følte.

Et køkken med fart over feltet

For at kunne skaffe mad til de mange frivillige forvandlede et hold af Jehovas Vidner et depot bag en rigssal til en madlavnings- og fordelingscentral. Jehovas Vidner fra hele landet havde doneret køleskabe, frysere, opvaskemaskiner, ovne og andet køkkenudstyr. Hver lørdag og søndag tilberedte 11 kokke og 200 andre frivillige tusinder af måltider i storkøkkenet. Den tilsynsførende sagde: „Vi har lavet mad i forbindelse med rigssalsbyggerier i 19 år, men dette projekt var større end jeg havde forestillet mig.“

Måltiderne blev pakket i 120 store kasser. De blev igen læsset på 60 ventende biler, som leverede måltiderne til hovedcentret og til alle underafdelingerne. Imens sendte hvert arbejdshold én af sted til den nærmeste underafdeling for at hente mad til hele holdet. De frivillige spiste deres mad i husene og kunne komme i gang med arbejdet straks efter frokostpausen.

Opgaven fuldført!

I april 2002 var 11.700 frivillige omsider nået til vejs ende med et af de længstvarende hjælpeprogrammer Jehovas Vidner nogen sinde har gennemført. De frivillige brugte 1.000.000 timer og foretog omfattende reparationer på i alt 8 rigssale og 723 huse. Et af ofrene for oversvømmelsen talte også for mange andre da han med taknemmelighedstårer i øjnene sagde: „Jeg takker Jehova og de frivillige arbejdere for al den hjælp de har ydet. Det er en stor trøst at tilhøre et kærligt brodersamfund!“

[Fodnoter]

^ par. 4 Byerne New York, Los Angeles og Chicago har flere indbyggere end Houston, hvis storbyområde har et indbyggertal på 3.500.000 og strækker sig over et areal der er større end hele Belgien.

^ par. 5 En mindehøjtidelighed blev overværet af 1300 af Jeffreys og Friedas venner. Denne opbakning var til stor trøst for Abigail — Jeffreys kone og Friedas søster.

^ par. 15 De regionale byggeudvalg opfører normalt Jehovas Vidners mødelokaler.

[Ramme/illustration på side 21]

EN ARBEJDSDAG BEGYNDER

Det er lørdag morgen klokken 7.00, og vi er i underafdeling nummer 4 i det nordøstlige Houston. Snakkende, leende, kaffedrikkende og doughnut-gumlende hjælpere samles i rigssalen. Nogle er kørt hundreder af kilometer fra deres hjemby og hertil. Men klokken 7.30 dør de livlige samtaler hen, og tilsynsmanden for underafdelingen leder drøftelsen af et skriftsted fra Bibelen. Han meddeler at der vil blive afholdt et studium af Vagttårnet om søndagen klokken 7.30 inden de frivillige går til deres arbejdssteder, og han opfordrer alle til at deltage i studiet ved at svare på enten engelsk eller spansk. Han overbringer hilsener fra Jehovas Vidners hovedkontor, og der lyder bifald.

Så fortæller tilsynsmanden hvordan det går med nødhjælpsarbejdet, og takker varmt hjælperne for deres villige indstilling. Han spørger: „Er der nogen her der ikke ved hvad de skal, eller hvor de skal hen?“ Ingen rækker hånden op. „Hvor mange måltider har vi brug for?“ Alle hænder ryger i vejret, og der lyder latter. Til sidst bedes der en bøn, og de 250 frivillige — mænd, kvinder, unge og gamle — tager af sted, klar til endnu en lang dag med hårdt arbejde.

Den samme scene udspiller sig i de seks andre underafdelinger og i hovedcentret. I mellemtiden rører de frivillige i storkøkkenet allerede flittigt i gryderne — klokken 12 vil over 2000 sultne frivillige i hele Houston forvente et varmt måltid.

[Ramme/ilustration på side 22]

OPLÆRING AF DE FRIVILLIGE

Under nødhjælpsarbejdet var der håndværkere som ledede kurser for at oplære ufaglærte frivillige til at klare specifikke opgaver. Nogle fik oplæring i at desinficere huse. Andre lærte hvordan man sætter vægge op og monterer skabe. Endnu andre lærte at pudse vægge og male. Kurserne blev optaget på video, og videobåndene blev derefter brugt i underafdelingerne til at oplære andre frivillige. „Med disse kurser sikrede vi os et reparationsarbejde af høj kvalitet,“ sagde et medlem af nødhjælpskomitéen.

[Illustration]

Håndværkere underviser frivillige

[Ramme på side 24]

„GUDS VÆRK“?

„Forsikringsselskaber henregner naturkatastrofer til kategorien force majeure (en højere magt) [på engelsk acts of God, ’Guds værk’],“ siger et medlem af nødhjælpskomitéen. Han tilføjer: „Men det der virkelig er Guds værk, er det arbejde som de frivillige har ydet her i månedsvis. Vores brodersamfund er fantastisk!“ Under denne nødhjælpsindsats var der over 2500 frivillige som troppede op i weekenderne for at arbejde. Komitéens formand siger: „Disse ulønnede arbejdere aflyste planlagte ferier, lavede om på deres familiers program og udsatte deres egne gøremål for at hjælpe til ved en af de største nødhjælpsindsatser Jehovas Vidner nogen sinde har ydet.“

Det langvarige hjælpeprogram krævede stor offervilje. En frivillig der støttede arbejdet fra start til slut, havde i forvejen en arbejdsuge på 50 timer. Alligevel brugte han hver uge 40 timer på nødhjælpsarbejde. „Jehova gav mig styrken,“ siger han. „Nogle bekendte spurgte mig: ’Bliver du betalt for det?’ Og jeg svarede: ’Nej, for mig er det at være med lønnen i sig selv.’“ I weekenden, efter en hel arbejdsuge, kørte en familie fra staten Louisiana 400 kilometer hver vej for at støtte nødhjælpsarbejdet. Mange arbejdede fra tidlig morgen til sen aften og kørte så hjem igen. En gruppe på 30 håndværkere, der kørte 7-10 timer hver vej, sagde: „Det er det hele værd.“ En anden fik fri fra arbejde klokken 15.30 og hjalp så til i det administrative center indtil klokken 22.00. Hun hjalp også til i weekenden. „Det giver dyb tilfredshed,“ sagde hun.

Disse og alle andre hjælpere var villige til at give en hånd med fordi de havde broderkærlighed — sande kristnes kendetegn. (Johannes 13:35) Efter at Houstons borgmester havde besøgt det administrative center for nødhjælpsarbejdet, sagde han til en gruppe af Jehovas Vidner: „I er overbevist om at man skal gøre det Gud befaler os. I viser jeres tro i praksis.“

[Illustration på side 20, 21]

Den 9. juni 2001 blev Houston oversvømmet

[Kildeangivelse]

© Houston Chronicle

[Illustration på side 21]

Motorveje blev til floder

[Illustration på side 21]

Vand strømmede ind i husene

[Illustration på side 23]

Nogle af de mange tusind Jehovas Vidner der ydede frivilligt arbejde

[Illustration på side 24]

Køkkenholdet tilberedte over en kvart million måltider!

[Kildeangivelse på side 19]

NOAA