Lægevidenskabeligt vidunder, men etisk minefelt

„Debatten om stamceller har fået både forskere og andre til at grunde over dybe spørgsmål såsom hvem vi er, og hvad der gør os til mennesker.“ — NATIONAL ACADEMY OF SCIENCES, USA.

KAREN lider af insulinkrævende diabetes. På grund af sygdom producerer hendes bugspytkirtel ikke længere insulin. Forestil dig at Karen kunne konsultere en læge der kunne transplantere nye celler til patienten som erstatning for de ødelagte celler i en bugspytkirtel, celler som var dyrket i et laboratorium specielt til den pågældende patient. Efterhånden som disse celler trådte i funktion, kunne Karen nedtrappe sin insulinbehandling og genvinde sit gode helbred.

Indtil for nylig ville en sådan behandling have lydt som science fiction, men i dag mener nogle forskere at disse behandlingsmetoder er inden for rækkevidde. Hvorfor? Fordi forskere i 1998 fandt en måde hvorpå man kan dyrke humane stamceller. Sådanne stamceller kan ved formering stort set udvikle sig til en hvilken som helst type celle i det menneskelige legeme, inklusive de celler der findes i bugspytkirtlen. *

Ifølge en rapport fra USA’s nationale sundhedsinstitutter „er stamceller muligvis løsningen på problemet med at erstatte celler der er gået til grunde som følge af alvorlige sygdomme, såsom „Parkinsons sygdom, diabetes, kronisk hjertesygdom, terminal nyreinsufficiens, leversvigt og kræft“. Stamceller kan også blive til blodceller. Nogle hævder endda at de kan gøre blodbankerne forældede. Læger har i mange år brugt stamceller i behandlingen af visse blodsygdomme. Disse behandlinger har som regel omfattet transplantation af knoglemarv, der indeholder bloddannende stamceller; men nu foretrækker lægerne stamceller fra det cirkulerende blod. Da der er grund til at forvente at man ved hjælp af stamceller vil kunne få dannet nyt, sundt væv, hører stamcellerne hjemme under det man i almindelighed betegner som „regenerativ medicin“.

Visse aspekter af dette nye forskningsområde er imidlertid meget kontroversielle. Mange, deriblandt også forskere, mener at brugen af humane stamceller — især dem man kan få fra embryoer * eller fostre — er et udtryk for manglende respekt for livets hellighed. Debatten er blevet så ophedet at man har sammenlignet spørgsmålet med et ’etisk og politisk minefelt’.

Fortalerne for brugen af stamceller forudser at man ved hjælp af disse celler vil kunne udvikle nogle næsten mirakuløse behandlingsmetoder som kan anvendes i forbindelse med en lang række tilstande. De følgende artikler går tæt på de forskellige typer af stamceller, hvordan man får fat i dem, og hvorfor brugen af dem er så omdiskuteret.

[Fodnoter]