Er det stadig sikkert at flyve?
Er det stadig sikkert at flyve?
FIRE flykapringer. Fire eksplosioner. Ødelæggelsen af velkendte vartegn. Billedet af en Boeing 767 der brager ind i et af Twin Towers, dukker op på tv-skærmen igen og igen.
Angrebene den 11. september 2001 har ført os ind i en ny og frygtindgydende æra med terrorangreb. Her blev luftfartsselskaber brugt som et redskab til at gennemføre blodige planer, og flyvemaskiner blev forvandlet til brandbomber.
Resultatet er en ny type frygtsomme flypassagerer, nemlig dem der før følte sig trygge, men som nu er ængstelige for at der igen kunne ske terrorangreb. Desuden har en række dødelige flyulykker der skete efter den 11. september, men som intet havde at gøre med terrorisme, øget manges flyskræk.
Det må indrømmes at millioner af mennesker aldrig vil kunne tillade sig den luksus at rejse med fly. Men andre er jævnlig afhængige af den transportform. De der har job som kræver en hel del forretningsrejser, kan ikke undgå at tage flyet. Kristne missionærer og forkyndere er ofte nødt til at tage på lange flyveture til og fra det sted hvor de virker. Selv for fattige er fly somme tider det eneste egnede transportmiddel i tilfælde af en ulykke eller akut sygdom. Desuden er flyvemaskiner arbejdsplads for tusinder af piloter og flybesætninger.
Mange af disse flyrejsende, der måske selv er nervøse, er nødt til at berolige deres bekymrede ægtefæller og forskræmte børn før de tager hjemmefra. Og for en del rejsende var formaliteterne i forbindelse med afrejsen engang rutine, men nu oplever de det som en prøvelse og funderer over om det er den bedste måde at komme omkring på.
Vågn op! har derfor set nærmere på emnet og talt med sikkerhedseksperter, lufthavnspersonale, overordnede medarbejdere for forskellige flyselskaber samt flymekanikere. Én ting er de tilsyneladende alle enige om: Selv om flyvning fortsat er en af de sikreste måder at komme omkring på, skaber de nye trusler et behov for nye forholdsregler så flypassagerernes sikkerhed øges.
De følgende artikler kommer ind på problemerne og hvad man selv kan gøre for at få en mere sikker og behagelig flyvetur.