Fra selvmordspilot til fredsstifter

FORTALT AF TOSHIAKI NIWA

En tidligere japansk pilot som havde fået oplæring i at foretage et selvmordsangreb på et amerikansk krigsskib under Anden Verdenskrig, fortæller hvordan han havde det mens han ventede på at udføre opgaven.

ET KNUSENDE nederlag i Slaget ved Midway i juni 1942 satte en stopper for japanernes ekspansion i Stillehavsområdet. Fra da af tabte Japan det ene slag efter det andet mod USA og dets allierede efterhånden som de generobrede de landområder som Japan havde taget i besiddelse.

I september 1943 meddelte den japanske regering at alle universitetsstuderende som var blevet fritaget for militærtjeneste, nu ville blive indkaldt. I december, i en alder af 20, holdt jeg op på universitetet og blev rekrutteret til flåden. En måned senere begyndte jeg på en uddannelse som jagerpilot. I december 1944 fik jeg oplæring i at føre et såkaldt Zero-jagerfly.

Kamikaze-korpset

For japanerne var nederlaget uundgåeligt. I tiden op til februar 1945 var luftangrebene over Japan fra B-29 bombefly blevet intensiveret. Samtidig nærmede amerikanske specialtrænede flådeenheder sig, inklusive hangarskibe med bombefly, for at angribe fastlandet.

Nogle måneder forinden havde Japans militære ledere besluttet at udkæmpe det endelige slag ved at benytte sig af selvmordspiloter. På det tidspunkt var det helt tydeligt at Japan ikke kunne vinde krigen, og beslutningen om at bruge selvmordsangreb trak krigen i langdrag og kostede sandsynligvis tusinder af menneskeliv.

Det var sådan kamikaze-korpset blev til. Korpset blev opkaldt efter den guddommelige vind, kamikaze, en tyfon som i det 13. århundrede ifølge traditionen drev de indtrængende mongolske skibe tilbage. Ved det første kamikaze-angreb blev fem Zero-jagerfly som hver medførte en bombe på 250 kilo, brugt til selvmordsangreb mod fjendtlige fartøjer.

Yatabe-flyvekorpset, som jeg hørte til, fik ordre til at organisere en særlig selvmordseskadrille.  Vi fik alle udleveret en formular som vi skulle udfylde hvis vi ønskede at melde os som frivillige til selvmordskorpset.

Jeg følte at jeg burde ofre livet for fædrelandet. Men selv hvis jeg sagde ja til at ofre livet på et selvmordstogt, kunne jeg risikere at blive skudt ned før jeg ramte målet, og derved dø forgæves. Ville min mor bryde sig om at jeg endte mit liv uden at opfylde mine familieforpligtelser? Jeg havde svært ved at overbevise mig selv om at dét at melde sig til en selvmordsmission var den bedste måde at bruge sit liv på. Alligevel meldte jeg mig.

I marts 1945 blev den første gruppe i Yatabe-flyvekorpset dannet. Niogtyve blev udvalgt til opgaven, men jeg var ikke iblandt dem. Efter at have fået en særlig oplæring skulle de af sted i april på den dødbringende mission fra Kanoya-luftbasen i Kagoshima-præfekturet. Før de blev forflyttet til Kanoya, besøgte jeg dem i håb om at lodde deres følelser mens de ventede på at udføre deres selvmordsmission.

„Vi dør,“ sagde en af dem roligt, „men du skal ikke have hastværk med at dø. Hvis nogen af os overlever, skal han fortælle andre hvor dyrebar freden er, og gøre noget for at fremme den.“

Den 14. april 1945 gik mine venner på vingerne. Nogle timer senere lyttede vi alle til nyhederne i radioen for at høre om udfaldet. Speakeren sagde: „Den første showa-enhed fra kamikaze-korpset slog ned på en fjendtligt kommando på havet, øst for Kikai Shima. Alle døde i kamp.“

Ohka — en menneskebombe

To måneder senere blev jeg forflyttet til Konoike-flyvekorpset som medlem af dets Jinrai-angrebseskadrille. Jinrai betyder „den guddommelige torden“. Eskadrillen bestod af landbaserede bombefly, eskortejagere og hangarskibsbaserede bombefly.

Fra hvert tomotoret „moderfly“, eller bombefly, hang en Ohka, som betyder „kirsebærblomst“. Navnet symboliserede de unge piloter der var villige til at ofre deres liv. En Ohka var et ensædet selvmordsbombefly som vejede 440 kilo og havde et vingefang på 5 meter. Det medførte cirka et ton sprængstof i næsepartiet.

Når moderflyet nærmede sig målet, satte selvmordspiloten sig ind i Ohka’en, som så blev koblet fra moderflyet. Den lille Ohka svævede i kort tid ved hjælp af tre raketter, der hver fungerede i ti sekunder, hvorefter den ramte målet. Ohka’en kunne meget vel kaldes en menneskebombe. Efter affyring var der ingen vej tilbage.

Når der blev holdt øvelse, gik selvmordspiloten om bord i en Zero-jager og styrtdykkede  mod målet fra en højde af omkring 6000 meter. Jeg så mange piloter miste livet under disse øvelser.

Inden jeg blev tilknyttet eskadrillen, havde den første gruppe været på togt. Gruppen bestod af 18 bombefly udstyret med Ohka’er samt en eskorte af 19 jagerfly. Bombeflyene var tunge og langsomme, og ingen af dem nåede deres mål. Både bombeflyene og eskortejagerne blev skudt ned af amerikanske jagerfly.

Eftersom Jinrai-eskadrillen ikke havde flere eskortejagere tilbage, måtte den udføre sine missioner uden dem. De piloter der tog af sted, kom aldrig tilbage. Alle døde og forsvandt på slagmarken ved Okinawa.

Krigens sidste dage

I august 1945 blev jeg forflyttet til Otsu-flyvekorpset. Den base jeg blev sendt til, lå ved foden af Hiei-bjerget nær byen Kyoto. Eftersom man forventede at amerikanske styrker ville lande på det japanske fastland, havde man planlagt at affyre Ohka’er fra bjergene for at foretage selvmordsangreb mod amerikanske flådefartøjer. For at kunne sende Ohka’er af sted havde man anlagt skinner på toppen af bjerget.

Vi ventede på ordren til at gå til angreb, men den kom aldrig. Den 6. og 9. august blev henholdsvis Hiroshima og Nagasaki ødelagt af atombomber, og den 15. august overgav Japan sig betingelsesløst til USA og dets allierede. Krigen var endelig slut. Det var kun med nød og næppe at jeg overlevede.

I slutningen af august tog jeg tilbage til min hjemby, Yokohama, men B-29 bombeflyene havde lagt mit hjem i aske. Min familie var på fortvivlelsens rand. Min søster og nevø var omkommet i flammerne. Det trøstede os dog at min lillebror kom hjem fra krigen i god behold.

Trods det at meget lå i ruiner og der manglede mad, tog jeg tilbage til universitetet for at gøre min uddannelse færdig. Jeg bestod min eksamen året efter og fik arbejde. I 1953 giftede jeg mig med Michiko og blev med tiden far til to sønner.

Min søgen efter fred

I 1974 begyndte Michiko at undersøge Bibelen sammen med et af Jehovas Vidner. Og snart overværede hun også deres møder og deltog i deres forkyndervirksomhed. Jeg protesterede mod at hun var så meget hjemmefra. Hun forklarede at den kristne forkyndelse bidrager til sand fred og lykke. Hvis det er tilfældet, tænkte jeg, så burde jeg ikke modarbejde hende, men snarere samarbejde.

Lige omkring det tidspunkt ansatte jeg nogle unge Jehovas Vidner til at arbejde som vægtere. Da de begyndte på arbejdet, stillede jeg dem spørgsmål om deres organisation og forkyndelse. Det overraskede mig at de, i modsætning til mange andre unge på deres alder, var målbevidste og selvopofrende. Det var noget de havde lært gennem Bibelen. De fortalte mig at Jehovas Vidner i hele verden ikke nærer racefordomme, men adlyder Bibelens befaling om at elske Gud og deres næste. (Mattæus 22:36-40) De betragter deres trosfæller som brødre og søstre, uanset hvilket land de kommer fra. — Johannes 13:35; 1 Peter 2:17.

’Det er ikke andet end idealisme,’ tænkte jeg. Eftersom mange trosretninger inden for kristenheden bekæmpede hinanden, kunne jeg næppe tro at Jehovas Vidner var en undtagelse.

 Da jeg over for de unge gav udtryk for mine forbehold, viste de mig ud fra Jehovas Vidners Årbog at nogle af Vidnerne i Tyskland var blevet fængslet og endog henrettet på grund af deres neutrale standpunkt under Hitlers regime. Det overbeviste mig om at Jehovas Vidner er sande kristne.

Min kone indviede sig til Gud og blev døbt i december 1975. Ved den lejlighed blev jeg tilbudt et bibelstudium. Men når jeg tænkte på de økonomiske forpligtelser jeg havde, som for eksempel udgifterne til mine sønners skolegang og til vores bolig, havde jeg ikke mod til at sige ja. De gifte mænd i menigheden lagde ofte deres arbejde sådan til rette at de fik mere tid til familien og til åndelige aktiviteter, og jeg regnede med at man ville forvente det samme af mig. Men da nogen fortalte mig hvordan det kristne liv kan afpasses med ens arbejde, besluttede jeg at undersøge Bibelen sammen med Jehovas Vidner.

Min beslutning om at tjene fredens Gud

Da der var gået et par år, spurgte den forkynder der studerede med mig, om jeg havde overvejet at indvi mit liv til Gud. Men det havde jeg ikke lyst til — og det bekymrede mig.

En dag mens jeg var på arbejde, faldt jeg ned ad en trappe, slog baghovedet og mistede bevidstheden. Da jeg kom til mig selv, havde jeg en frygtelig hovedpine og blev kørt med ambulance til hospitalet. Selv om mit baghoved var temmelig opsvulmet, var der heldigvis ingen brud eller indre blødninger.

Jeg følte stor taknemmelighed mod Jehova for livet og besluttede fra da af at bruge det til at gøre hans vilje. Jeg indviede mig til ham, og i juli 1977 blev jeg døbt i en alder af 53 år. Min ældste søn, Yasuyuki, undersøgte også Bibelen og blev døbt et par år senere.

Cirka ti år efter min dåb blev jeg pensioneret. I de ti år der var gået, havde jeg bestræbt mig for at leve et kristent liv der stod i et passende forhold til mit arbejde. I dag har jeg den forret at være menighedsældste i Yokohama, og jeg bruger også en del tid i den kristne forkyndelse. Min ældste søn er heltidsforkynder og virker som ældste i en af nabomenighederne.

Efter at have undsluppet døden som selvmordspilot er jeg taknemmelig for at være i live, og jeg betragter det som en ære at forkynde ’den gode nyhed om riget’. (Mattæus 24:14) Jeg er fuldt ud overbevist om at man får den bedste livsform ved at være en del af Guds folk. (Salme 144:15) I den nye verden, som nu er nær, vil mennesker aldrig igen opleve krig, for „nation vil ikke løfte sværd mod nation, og de skal ikke mere lære at føre krig“. — Esajas 2:4.

Hvis det er Guds vilje, vil jeg meget gerne møde dem af mine venner som omkom i krigen og bliver oprejst fra de døde. Det bliver spændende at tale med dem om det fredelige liv de kan få på en paradisisk jord under Guds himmelske riges retfærdige styre! — Mattæus 6:9, 10; Apostelgerninger 24:15; 1 Timoteus 6:19.

[Illustration på side 19]

Da jeg var i flådeflyvevåbnet

[Illustration på side 18, 19]

„Ohka“ — en menneskebombe

[Kildeangivelse]

© CORBIS

[Illustration på side 20]

Med mine soldater- kammerater før selvmordstogtet. Jeg er nummer to fra venstre, den eneste overlevende

[Illustration på side 21]

Med min hustru, Michiko, og min ældste søn, Yasuyuki

[Kildeangivelse på side 18]

U.S. National Archives photo