Sækkepiben — allerede kendt i oldtiden

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I STORBRITANNIEN

DEN skotske Highland pipe, som man spiller på i Storbritannien, Canada, USA og andre engelsktalende lande, er i sin nuværende udformning kun lige 300 år gammel. Instrumentet kan dog spores flere tusind år tilbage til oldtidsbyen Ur, Abrahams hjemby, og endda til det gamle Ægypten. Begge steder har man fundet simple rørfløjter der af forskere anses for at være forløbere for den nutidige sækkepibe. Men hvornår sækken blev tilføjet, og af hvem, vides ikke.

Den bibelske beretning i Daniels Bog, der blev skrevet over 500 år før vor tidsregning, nævner specielt seks babyloniske musikinstrumenter. (Daniel 3:5, 10, 15) I opremsningen indgår det aramaiske ord sumponjahʹ, som i mange bibeloversættelser gengives med „sækkepibe“.

Ganske vist kan vi ikke med sikkerhed sige hvordan dette gamle babyloniske instrument så ud, men det lignede sandsynligvis de sækkepiber man stadig finder i Orienten. Optegnelser viser at der i Persien (Iran), Indien og Kina blev spillet på forskellige former for sækkepiber hvoraf nogle stadig eksisterer.

Forskellige fra land til land

Ifølge den romerske historieskriver Svetonius lovede kejser Nero, der regerede i Romerriget i det første århundrede efter vor tidsregning, at han, hvis han beholdt magten, ’på skift ville spille på vandorgel, fløjte og sækkepibe’.  Omkring 50 år før Neros fødsel i år 37 e.v.t. nævnes i et digt af Virgil „fløjten der sødmefyldt spiller sine triller“.

Fra gammel tid havde man sækkepiber i lande som Frankrig, Irland, Italien, Polen, Spanien og Tyskland. Ja, instrumentet fandtes endda i Balkan og Skandinavien. Ad hvilken vej nåede sækkepiben til Storbritannien? Man ved at indvandrende keltere omkring 500 f.v.t. bragte en form for sækkepibe til landet, og at man i mange grevskaber i England på et tidligt tidspunkt havde en lokal udgave af sækkepiben, ligesom i Skotland. I værket The Oxford Companion to Music fremsættes endda den teori at „sækkepiben blev populær i England nogle århundreder tidligere end i Skotland“.

Det romerske infanteri havde sine sækkepibespillere, men om det var romerne der indførte sækkepiben i forbindelse med deres erobring af De Britiske Øer i 43 e.v.t., eller om romerne blot øgede instrumentets popularitet, vides ikke med sikkerhed.

Hvis du en dag besøger Skotland og får mulighed for at høre klangen af en Highland pipe der giver genlyd i de smalle dale, vil du sikkert give os ret i at det er en oplevelse man ikke så hurtigt glemmer.

 [Ramme/illustration på side 24, 25]

Flere tusind sækkepibespillere og trommeslagere — et optog beskrevet som „det største sækkepibeorkester nogen sinde“ — marcherede i august 2000 gennem Edinburghs berømte Princes Street for at samle penge til en forening til kræftens bekæmpelse (på billedet ovenfor). Sækkepibespillere fra hele Europa, Canada og USA — men også fra så fjerntliggende egne som Hongkong og Stillehavsøen Guam — sluttede sig til de skotske spillere.

Den skotske Highland pipe er den der har klaret sig bedst i den kategori af sækkepiber som menes at være udviklet i Skotland. Til denne kategori hører også den skotske Lowland pipe og den skotske small pipe. Den northumbriske small pipe er den eneste engelske udgave af sækkepiben som har overlevet. Dens blide klang minder om en mellemting mellem en klarinet og en obo. I modsætning til Highland pipe blæses disse tre sækkepiber ikke fra munden, men har små blæsebælge som spilleren bevæger med en arm så der pumpes luft i sækken.

I sin bog The Bagpipe — The History of a Musical Instrument beretter forfatteren Francis Collinson at en engelsk domstol i 1746 afsagde følgende dom: „Et [skotsk] Highland-regiment er aldrig nogen sinde marcheret uden en sækkepibespiller,“ og „derfor er hans sækkepibe juridisk set et krigsvåben.“ At ingen klan nogen sinde er draget i krig uden en sækkepibespiller, har altså resulteret i at den skotske Highland pipe som det eneste musikinstrument har fået det usædvanlige prædikat af et krigsvåben og derfor er blevet „forbudt“.

[Kildeangivelse]

Colin Dickson

[Ramme/illustrationer på side 25]

Den skotske Highland pipe

Blæserøret: Denne pibe har for enden en ventil der hindrer luften i at slippe ud igen den forkerte vej. Piben er forbundet med sækken ved hjælp af en såkaldt stok, en slags træfatning der sidder i et hul i sækken. Ved at blæse i dette blæserør fylder spilleren sækken med luft, som presses ud gennem melodipiben og dronerne når han trykker på sækken.

Rørblade: De bedste rørblade fremstilles af rørgræsarten kæmperør, som dyrkes til dette formål i Frankrig, Italien og Spanien.

Melodipiben: En pibe hvorpå man spiller melodien ved hjælp af syv fingerhuller samt et hul på undersiden til tommelfingeren. Lyden frembringes via et dobbelt rørblad. Luften der blæser gennem melodipiben, kommer fra sækken der holdes fastklemt under spillerens ene arm.

Basdronen: Ligner tenordronerne, men dens tone ligger to oktaver under melodipiben.

Samlestykker: De laves for det meste af elfenben eller af hvaltænder eller -knogler. I dag bruger man også plastic.

Tenordronerne: Der er to af dem, og i begge vibrerer der et enkelt rørblad. De er stemt ens og ligger en oktav under melodipiben.

Sækken: Den er traditionelt lavet af dyreskind og for det meste beklædt med skotskternet stof.

Træsorter: I gamle dage brugte man egnens lyse træsorter — ofte buksbom — og farvede træet sort. Senere foretrak man en type ibenholt fra Vestindien (Brya ebenus) med massivt, hårdt ved, men der anvendes også andre typer sort ved, deriblandt en art afrikansk grenadilletræ (Dalbergia melanoxylon).

[Illustrationer]

Bordunpibe

Melodipibe

[Illustration på side 23]

En skotsk sækkepibespiller

[Illustration på side 24]

Øvefløjten (practice chanteren): Det er den pibe en sækkepibespiller bruger når han skal lære at spille. Det er et separat instrument.