Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et usædvanligt job — men jeg elsker det

Et usædvanligt job — men jeg elsker det

Et usædvanligt job — men jeg elsker det

MORGENSTILHEDEN bliver brudt af den sagte brummen fra min båd da jeg forlader Gibsons slumrende havn. Det er blevet daggry — og tiden til at begynde min jagt efter „bytte“.

Ved Canadas vestkyst er mange beskæftiget med skovbrug og skovning. Det samme er jeg. Men kun få har et så usædvanligt job som jeg har. Jeg bjærger fældede træstammer. Det er ikke nogen ny beskæftigelse. Faktisk har vores familie arbejdet med at bjærge tømmer i fire generationer. Egentlig kan man sige at vi samlede spild til genanvendelse før det blev moderne at gøre det. Jeg arbejder i området ved Howe Sound og i Georgiastrædet, som ligger mellem Vancouver Island og British Columbias kyst. Dette område er kun en del af det distrikt i Vancouver hvor man bjærger tømmer.

Skovningsselskaber fjerner ofte fældede træstammer ved at samle dem inden for spærringer eller ved at benytte sig af lastpramme. At flytte tømmer via vandvejen er en billig transportform, og takket være Stillehavet har området masser af vand. Men mange faktorer kan spille ind og gøre processen vanskelig. For eksempel kan vinden og tidevandet pludselig ændre sig, og det kan hurtigt blæse op til storm. På den måde går mange tømmerstokke tabt. Det er her vi kommer ind i billedet.

Bjærgningsarbejdet

Kun de der har autorisation til det, må tage det tømmer som er kommet uden for spærringerne eller er blevet tabt fra prammene. Bjærgerne må betale for autorisationen hvert år, og med den første tilladelse får de udleveret en stempelhammer som bruges til at lave et aftryk af deres autorisationsnummer. De har lov til at bjærge alt det tømmer der flyder rundt under højvandsmærket, eller som ligger på stranden. Det første vi gør, er at stemple tømmeret med vores nummer.

Det er også nødvendigt at have en veludstyret båd. Her er ikke tale om en lystbåd. Vi bruger små, robuste fartøjer, lige fra både med påhængsmotor til slæbebåde — men med meget kraftige skrog. På forstævnen er der ’jerntænder’ som bruges til at skubbe tømmeret på plads med, og desuden har vi altid en god forsyning af nogle stærke reb på cirka 4 meter med en metalkrog for enden. Når vi finder en brugbar stamme, driver vi metalkrogen forsvarligt ind i den, hvorefter rebet bliver fastgjort til et spil på båden. Vi medbringer også alt nødvendigt sikkerhedsudstyr.

En der for nylig er begyndt at bjærge tømmer, finder snart ud af at det er en større udfordring end man lige regner med. Vi går i gang med arbejdet ved daggry i al slags vejr året rundt. Om vinteren sker det at vi må bryde hul på isen for i det hele taget at komme ud af havnen.

Hvor finder vi tømmerstokkene? Det afhænger af to vigtige faktorer — tidevandet og vinden. En der har erfaring i faget, ser på skemaet over tidevandet inden han tager af sted om morgenen. Det mest gunstige tidspunkt er når tidevandet står meget højt, for så er der mest tømmer. Desuden er det nemmere at trække tømmeret væk fra stranden når tidevandet står højt.

Det er altid vigtigt at holde øje med vejret. Vi tager hele tiden bestik af vinden, holder øje med himmelen og med skyernes bevægelser og tjekker vandets farve. En vind fra sydøst bringer regn, mens en vind fra vest for det meste betyder klar himmel, men også højere bølger. En nordøstenvind, kendt i området som ’Squamish wind’, er om vinteren et forvarsel om temperaturer langt under frysepunktet, høje bølger, sne og — forhåbentlig — masser af tømmer.

Det er altid spændende at sætte krogen i en flydende stamme, men den virkelige spænding kommer når man skal slæbe stammerne fri af stranden. Skjulte klippeskær lige under vandets overflade kan ødelægge bådens skrog og forvolde store skader. Vi er nødt til at være på vagt.

Efterhånden som vi bjærger stammerne, bugserer vi dem hen til nogle læsteder, hvor de ligger bundet sammen indtil den ugentlige opsamlingsdag. Den dag samler og afleverer vi alle de stammer vi har bjærget — der kan være mellem 50 og 100 — og bringer dem hen til stationer for modtagelse af tømmer, hvor de vejes, og hvor deres markedsværdi vurderes. Derefter får vi betaling efter kvaliteten af tømmeret.

Det lyder måske som en behagelig måde at få sit udkomme på, men jeg kan godt betro dig at det ikke er et job for bangebukse. Der er mange farer. Tager man for eksempel ikke vejrforholdene alvorligt, kan det være risikabelt. I tilfælde af storm er der heldigvis mange læsteder ved Howe Sound hvor vi kan gå ind og vente til den har lagt sig. Men der er også en anden fare. Hvis en uforsigtig bjærger falder over bord om vinteren, kan blot få minutter i det iskolde vand være fatalt. Og husker du de reb med metalkroge der blev beskrevet tidligere? Hvis metalkrogen ikke har ordentligt fat i stammen, kan den smutte ud og blive slynget mod båden. Heldigvis er det kun sket for nogle få — men sker det, glemmer man det aldrig.

Personlige og miljømæssige fordele

Hvorfor elsker jeg mit job? Fordi det har betydning. Farvandet ved Howe Sound er et populært ferieområde med sejlbåde og outriggere der sejler med fuld fart. Og med så mange øer er der i hundredvis af sommerhuse og derfor masser af motorbåde. I løbet af dagen sejler færger med pendlere og turister i konstant rutefart. Da stammerne udgør en fare når de flyder i vandet, er det ikke svært at se betydningen af vores arbejde.

Vi bidrager til trafiksikkerheden ved at holde farvandet fri for træstammer der er kommet på afveje. Det hænder at nogle af de stammer der har ligget i vandet i lang tid, begynder at synke. Måske rager de kun nogle få centimeter op over vandets overflade og er derfor yderst farlige for de sejlende. Ikke desto mindre er tømmeret nyttigt for os der bjærger og sælger det. På den måde er vi ikke alene med til at gøre farvandene sikre, men også til at holde omgivelserne pæne og rene.

Jeg synes at arbejdet er både spændende og fascinerende. Ikke to dage er ens. Når jeg er ude på vandet, ser jeg et enestående panorama som forandrer sig minut for minut. Om vinteren har jeg set de mest betagende solopgange som har fået sneen på bjergene til at funkle med et lyserødt skær. Det er ved sådanne lejligheder jeg nyder den kolde saltvandsluft.

Det er ikke ualmindeligt at møde vilde dyr. Jeg har set oddere, mårer, søløver og masser af sæler. Jeg har betragtet havørne der fiskede, og hjorte der svømmede til og fra øerne ud for kysten. Det er vidunderligt at se delfiner boltre sig i dønningerne fra min båd, gråhvaler svømme forbi og flokke af spækhuggere skære sig vej gennem bølgerne.

Min bedstefar begyndte at bjærge tømmer i 1930’erne. Hans forkærlighed for vandet og det at finde tømmer gav han videre til sine sønner. Også min far videregav sin kærlighed og respekt for dette arbejde til sine børn. Da jeg blev gammel nok, valgte jeg denne beskæftigelse. Naturligvis er det ikke det vigtigste i mit liv. Det at tjene Gud kommer først — og er langt mere berigende. Men jeg har altså været så heldig at få et job jeg elsker, og det har jeg gjort i de knap 50 år jeg har haft det. Jeg glæder mig hver dag til at komme på arbejde!

Min familie arbejder sammen med mig. På varme sommeraftener sker det at vi i fællesskab går ud for at fjerne træstammer fra en strand. Når vi bugserer vores tømmer ind i havnen og ser en betagende solnedgang i horisonten, havmåger der skriger over vore hoveder, kølvandet der glinser, og lysene der begynder at funkle på land — ja, så giver det én en følelse af fred og samhørighed med Skaberen. Og dét er den vigtigste grund til at jeg elsker mit job! — Indsendt.

[Illustration på side 10]

En arbejder fastgør en træstamme der er fundet på stranden

[Illustration på side 10]

Under bjærgning af tømmer ser man ofte vilde dyr

[Illustration på side 11]

Howe Sound-stationen for modtagelse af tømmer har også åbent om vinteren