Befriet for hadets lænker

FORTALT AF JOSÉ GOMEZ

JEG er født den 8. september 1964 i Rognac, en lille by i Sydfrankrig. Mine forældre og bedsteforældre var andalusiske sigøjnere, født i Algeriet og Marokko. Som det er tradition blandt sigøjnere, boede vi sammen i en storfamilie.

Min far var voldelig, og noget af det første jeg husker fra min barndom er at min far slog min mor. Til sidst besluttede hun at lade sig skille, noget der sker meget sjældent blandt sigøjnere. Hun tog min bror, min søster og mig med til Belgien, hvor vi levede et fredeligt liv i otte år.

Men så skete der en forandring. Vi børn ville gerne se vores far igen, så mor rejste sammen med os tilbage til Frankrig og blev genforenet med ham. At bo sammen med min far igen stillede mig over for nogle nye udfordringer. I Belgien foretog vi alting sammen med mor. Men min fars familie holdt på at mænd kun skulle være sammen med mænd. Ifølge deres macho-mentalitet har mændene alle rettighederne og kvinderne alle pligterne. Da jeg for eksempel en dag ville hjælpe min faster med at rydde op efter middagsmaden, beskyldte min farbroder mig for at være homoseksuel. I hans familie betragtede man opvask som kvindearbejde. Med tiden smittede denne uligevægtige indstilling af på mig.

Det varede ikke længe før min mor igen blev offer for min fars voldsomme temperament. Når min bror og jeg forsøgte at lægge os imellem, måtte vi ofte flygte ud af vinduet for at undgå fars slag. Min søster gik heller ikke ram forbi. Alt det gjorde at jeg sørgede for at være så meget hjemmefra som muligt. Da jeg var 15, havde jeg ikke noget mål i tilværelsen.

Efterhånden fik jeg ry for at have et voldsomt temperament. Det passede mig at være en bølle. Somme tider provokerede jeg bevidst andre unge mænd, men der var ikke ret mange som turde sætte sig op imod mig — især fordi jeg ofte var bevæbnet med en kniv eller en kæde. Jeg stjal også biler og solgte dem. Nogle gange satte jeg ild til dem bare for fornøjelsens skyld og så på mens brandmændene slukkede ilden. Senere begyndte jeg at begå indbrud i forretninger og pakhuse. Jeg blev arresteret adskillige gange, og hver gang bad jeg Gud om hjælp.

Ja, hvor mærkeligt det end lyder, troede jeg på Gud. Mens vi boede i Belgien, var jeg elev på en religiøs skole, så jeg vidste udmærket at det jeg gik og lavede, var forkert. Men min tro på Gud havde ingen indflydelse på min adfærd. Jeg mente at det eneste jeg behøvede at gøre, var at bede til Gud, så ville jeg få tilgivelse for mine synder.

I 1984 fik jeg en fængselsdom på 11 måneder for tyveri. Jeg blev sendt til Baumettes-fængselet i Marseilles. Mens jeg var der, lod jeg mig tatovere forskellige steder på kroppen, blandt andet  med ordene „had og hævn“. Frem for at blive resocialiseret af fængselsopholdet var det kun med til at forstærke mit had til myndighederne og til samfundet som et hele. Da jeg efter blot tre måneder blev løsladt, var jeg fyldt med mere had end nogen sinde. Kort efter skete der noget frygteligt som ændrede mit liv.

Hævn blev mit vigtigste mål i livet

Min familie var kommet i strid med en anden sigøjnerfamilie. Mine farbrødre og jeg besluttede at mødes med denne familie for at få en ende på sagen. Begge parter var bevæbnede. I det skænderi der opstod, blev min onkel Pierre og en fætter til min far dræbt af skud. Jeg var så chokeret at jeg stod midt ude på vejen med en pistol i hånden og skreg i et anfald af raseri. Til sidst vristede en af mine onkler pistolen fra mig.

Jeg var lammet af sorg over tabet af onkel Pierre, der var som en far for mig. Jeg holdt sørgetid som det er skik og brug hos sigøjnerne. Jeg hverken barberede mig eller spiste kød i mange dage, og jeg ville ikke se fjernsyn eller lytte til musik. Jeg svor at jeg ville hævne min onkels død, men mine slægtninge forhindrede mig i at få fat i et skydevåben.

I august 1984 blev jeg indkaldt til militærtjeneste. Da jeg var 20, tilmeldte jeg mig FN’s fredsbevarende styrke i Libanon. At dræbe eller at blive dræbt var en risiko jeg var villig til at løbe. På det tidspunkt røg jeg meget hash. Stoffet gjorde at jeg følte mig godt tilpas og usårlig.

I Libanon var det meget let at få fat i våben, så jeg besluttede at sende våben tilbage til Frankrig med skib som et led i min plan om at hævne min onkel. Jeg købte to pistoler og ammunition af nogle lokale beboere, hvorefter jeg skilte pistolerne ad, skjulte dem i to radioer og sendte dem hjem.

Blot to uger før min militærtjeneste var overstået, pjækkede tre af mine soldaterkammerater og jeg fra vores militære opgaver. Da vi kom tilbage til kasernen, blev vi spærret inde. Mens jeg var i fængselet, fik jeg et raserianfald og overfaldt en af vagterne. Jeg kunne slet ikke tage at blive ydmyget af en gajo, en ikke-sigøjner. Næste dag kom jeg igen op at slås, denne gang med en fængselsfunktionær. Jeg blev sendt til Montluc-fængselet i Lyon og var der indtil min militærtjeneste udløb.

Jeg finder frihed — i fængselet

Den første dag jeg var i Montluc-fængselet, blev jeg venligt modtaget af en behagelig ung mand. Jeg fandt ud af at han var et af Jehovas Vidner, og at han og nogle af hans trosfæller var i fængsel ene og alene fordi de ikke ville bære våben. Det undrede jeg mig over. Jeg ville gerne vide noget mere.

Jeg opdagede at Jehovas Vidner nærer ægte kærlighed til Gud, og deres høje moralnormer gjorde indtryk på mig. Jeg havde dog mange spørgsmål. Jeg ville især gerne vide om de døde kan kommunikere med de levende gennem drømme — sådan som mange sigøjnere tror. Et Jehovas vidne ved navn Jean-Paul tilbød at studere Bibelen med mig ved hjælp af bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden. *

Jeg slugte bogen på én nat, og det jeg læste, rørte mig dybt. Her — i et fængsel — havde jeg fundet sand frihed! Da jeg blev løsladt, tog jeg toget hjem med tasken fuld af bibelske publikationer.

For at komme i kontakt med Jehovas Vidner dér hvor jeg boede, tog jeg hen til rigssalen i Martigues. Jeg fortsatte mit studium af Bibelen sammen med en heltidsforkynder ved navn Eric. I løbet af nogle få dage lagde jeg tobakken på hylden, og jeg holdt også op med at komme sammen med mine kriminelle venner. Jeg var besluttet på at rette mig efter det der siges i Ordsprogene 27:11: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ I Jehova havde jeg fundet en kærlig Fader, som jeg ønskede at glæde.

Udfordringen ved at gøre forandringer

Det var ikke let for mig at omsætte de kristne principper  i handling. For eksempel begyndte jeg igen at tage stoffer, et problem som varede flere uger. Men det sværeste for mig var at blive af med min hævntørst. Uden at Eric vidste det, havde jeg altid et skydevåben på mig, og jeg var stadig ved at planlægge hvordan jeg kunne hævne mig på dem der havde dræbt min onkel. Jeg brugte hele nætter i et forsøg på at opspore dem.

Da jeg fortalte dette til Eric, forklarede han tydeligt for mig at jeg ikke kunne få et godt forhold til Gud så længe jeg bar våben og søgte hævn. Jeg måtte træffe et valg. Jeg grundede over apostelen Paulus’ formaning i Romerbrevet 12:19: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden.“ Dette, sammen med inderlig bøn, hjalp mig til at få styr på mine følelser. (Salme 55:22) Endelig skaffede jeg mig af med mine våben. Den 26. december 1986, efter et års bibelstudium, symboliserede jeg min indvielse til Jehova gennem vanddåben.

Min families positive reaktion

Min ændrede opførsel fik mine forældre til at undersøge Bibelen. De giftede sig på ny, og min mor blev døbt i juli 1989. Med tiden reagerede adskillige andre i min familie positivt på Bibelens budskab og blev Jehovas vidner.

I august 1988 besluttede jeg mig for at blive heltidsforkynder. Så blev jeg forelsket i Katia, en ung søster i min menighed. Vi blev gift den 10. juni 1989. Det første år af vores ægteskab var ikke uden problemer, for jeg havde stadig meget at arbejde på i forbindelse med min indstilling til kvinder. Det var svært for mig at efterleve ordene i Første Petersbrev 3:7, som tilskynder ægtemænd til at vise deres kone ære. Gentagne gange måtte jeg bede Gud om styrke til at bide min stolthed i mig og forandre min måde at tænke på. Lidt efter lidt skete der fremskridt.

Jeg er stadig dybt bedrøvet over min onkels død, og somme tider kan jeg ikke holde tårerne tilbage når jeg tænker på ham. Erindringer om mordet på ham sætter nogle stærke følelser i gang hos mig. Dem kæmper jeg stadig med. I mange år, selv efter min dåb, var jeg bange for at møde nogen fra den familie vi havde ligget i fejde med. Hvad ville jeg gøre hvis de overfaldt mig? Hvordan ville jeg reagere? Ville min gamle personlighed få overtaget?

En dag holdt jeg et offentligt foredrag i en af nabomenighederne. Dér fik jeg øje på Pepa, en slægtning til de mænd som havde dræbt min onkel. Jeg må indrømme at synet af hende prøvede min kristne personlighed til det yderste, men det lykkedes mig at bekæmpe mine følelser. Senere, den dag Pepa blev døbt, gav jeg hende et knus og lykønskede hende med hendes beslutning om at tjene Jehova. Trods alt det der var sket, betragtede jeg hende nu som min åndelige søster.

Hver eneste dag takker jeg Jehova for at have hjulpet mig med at komme fri af hadets lænker. Hvor ville jeg have været i dag, hvis ikke Jehova havde vist mig barmhjertighed? Takket være ham har jeg et lykkeligt familieliv. Jeg har også et håb for fremtiden — at der vil komme en ny verden uden had og vold. Ja, jeg har fuldstændig tillid til at Guds løfte vil blive opfyldt: „De skal sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve, for Hærstyrkers Jehovas mund har talt.“ — Mika 4:4.

[Fodnote]

[Illustration på side 19]

Da jeg tjente i FN’s fredsbevarende styrke i Libanon, 1985

[Illustration på side 20]

Med Katia og vores sønner Timeo og Pierre