Murmeldyr på nært hold

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I ITALIEN

KUNNE du tænke dig at høre om en lille genert skabning som både er fascinerende og underholdende? Så lad mig fortælle dig om en gruppe lodne, små dyr der kaldes murmeldyr, som min kone og jeg så på vores tur.

Vi er i Dolomitterne, et bjergområde i Norditalien, og vi har udsigt til to majestætiske bjergtinder — Latemar og Catinaccio. Den stejle sti vi har valgt at gå på, fører til Catinaccios skråninger. I lysningerne vokser der mange forskellige slags blomster. Vi standser op og beundrer den elegante lilje som kaldes tyrkisk hue. Vores blik fanges også af den sorte brunkulle, en lille kurvblomst med en tydelig duft af vanilje. Hen ad formiddagen har solen opvarmet barken på de spredte nåletræer — cembrafyr, rødgran og lærk — så luften fyldes med en stærkt balsamisk duft.

Senere kommer vi ind i en dal uden træer. Til højre er der en stejl, græsklædt skråning, og området til venstre er dækket af store klippeblokke. Pludselig er der noget der laver en hurtig bevægelse. Instinktivt vender jeg mig om, men intet rører sig. Ved nærmere eftersyn ser jeg et murmeldyr der sidder på toppen af en klippeblok. Måske har en hel koloni af murmeldyr taget ophold i sprækkerne mellem disse klippeblokke.

Murmeldyret er det største medlem af egernfamilien. En af de bedst kendte arter af denne buttede gnaver er skovmurmeldyret, der findes i Nordamerika. I vores del af verden har vi alpemurmeldyret. De er alle meget sociale og lever i kolonier.

Vi går væk fra stien for at betragte murmeldyret på nærmere hold, men det er væk. Vi venter i håb om at det generte dyr vil vise sig igen. Et øjeblik senere peger min kone begejstret over mod en klippeblok. Bag den kigger et murmeldyr nysgerrigt på os. Man kan næsten  ikke se dyret fordi dets gråbrune pels omtrent har samme farve som klippeblokken. Når jeg ser nærmere efter, lægger jeg mærke til at der også er et yngre murmeldyr som titter frem bag klippeblokken og kigger på os. Lidt længere væk ser vi endnu et murmeldyr, som vi forestiller os er faderen. Selv om vi ikke kan være sikre på at vi har ret, kan vi godt lide tanken om at vi nu står over for en lille murmeldyrfamilie.

„Faderen“, der er cirka 45 centimeter høj, sidder oprejst på sine bagben, som om han holder vagt. Samtidig bevæger de to andre murmeldyr sig rundt under nogle rododendronbuske. For at finde føde graver dyrene i jorden med deres forben, som er forsynet med stærke kløer. Når de finder nogle rødder som de kan lide, sidder de oprejst og gnaver på dem idet de løfter rødderne til munden med deres forben. Murmeldyr æder tidligt om morgenen og om aftenen og holder siesta midt imellem. Ud over plantedele består deres kost af græshopper, biller, orm og fugleæg, men de samler ikke forråd i deres underjordiske gange.

Det er underholdende at iagttage murmeldyrfamilien, men idet jeg prøver at nærme mig dyrene for at tage et billede af dem, stivner de alle tre. Så snart jeg bevæger mig igen, bliver stilheden i dalen brudt af to skarpe fløjtetoner fra „faderen“. Med lynets hast skynder „moderen“ og „barnet“ sig ned i to smalle gange og forsvinder under klippestykkerne. „Faderen“ stirrer på mig et øjeblik, hvorefter han udsender endnu to fløjt og piler af sted for at slutte sig til resten af familien.

Længere henne langs dalen finder jeg en klippeblok som ser ud til at være en ideel udkigspost. Jeg lægger mig på den og venter. Kort efter vover to murmeldyr sig ud i det fri. Den ene kravler op ad en stor klippeblok og lægger sig på maven på den. Den anden klatrer op på den samme klippeblok fra den anden side. Når de mødes, er det som om de kysser hinanden.

Jeg fortsætter med at betragte murmeldyrene og er fascineret af deres små, hurtige bevægelser som indimellem afløses af lange pauser. Enhver lille bevægelse jeg laver, får dem til at stivne og vagtsomt løfte deres hoved. Så holder de siesta — og er åbenbart ligeglade med at jeg er der!

Jeg lægger mærke til at græsbevoksningen foran mig er fuld af huller som kan ses ved at der er dynger af lys jord. Det er murmeldyrenes nødgange, som de søger tilflugt i hvis de fornemmer at der er fare på færde under deres kortvarige fouragering.  De underjordiske boer har et centralt kammer der er forbundet med mange sidetunneler. Hver tunnel kan være mellem en og seks meter lang, og murmeldyrene finder vej gennem disse labyrinter ved hjælp af sorte knurhår som de har omkring deres snude.

I vinterens bitre kulde ligger grupper på 10-15 murmeldyr i dvale i særlige huler. Unge og gamle murmeldyr fra forskellige ’sommerboliger’ samler sig i én vinterhule, som de i forvejen har fyldt med hø, ruller sig sammen ved siden af hinanden og begynder deres lange søvn. Deres kropstemperatur falder til under 8 grader, deres puls falder til 3-5 slag i minuttet, og de trækker kun vejret 2 eller 3 gange i minuttet — akkurat nok til at de kan overleve. Cirka en gang om måneden vågner de for at udskille deres affaldsstoffer i latriner der specielt er udgravet i en anden del af hulen og lukket til med lufttætte propper. De enkelte kamre i vinterhulen er også lukket til, men de er ikke lufttætte. Det sikrer at der er en tilstrækkelig mængde frisk luft i hulen.

Forskere har længe forsøgt at finde ud af hvordan murmeldyr overlever vinteren. Det er for nylig blevet fastslået at vinterdvale reguleres af visse endokrine kirtler, især skjoldbruskkirtlen. Når dyr får indsprøjtninger med hormonekstrakter, går de ikke i hi. Men det er interessant at når dyr udsættes for stærk kulde om sommeren, øges deres skjoldbruskkirtels aktivitet og deres stofskifte så kropstemperaturen forbliver normal. De ved åbenbart instinktivt at det endnu ikke er tid til at sove vintersøvn.

Murmeldyrene er så charmerende at iagttage at tiden flyver af sted. Det er allerede eftermiddag, og vi må forlade dem og vende tilbage til bunden af dalen. Vi når derned ved skumringstid. I dag har vi set mange af naturens undere, men den største oplevelse var nok at se murmeldyrene på nært hold.

[Illustration på side 16]

Murmeldyr der hilser på hinanden

[Illustrationer på side 17]

Alpeblomster

Skægklokke

Tyrkisk hue

Edelweiss

[Kildeangivelse på side 15]

Murmeldyr: Gerken/Naturfoto-Online.de

[Kildeangivelse på side 16]

Murmeldyr: Gerken/Naturfoto-Online.de