Hvad siger Bibelen?

Skal kristne være fattige?

VED en lejlighed sagde Jesus til en rig ung leder at han skulle gå hen og sælge alle sine ejendele og give pengene til de fattige. Ifølge beretningen blev manden mismodig ved Jesu udtalelse og gik bedrøvet bort, „for han havde mange ejendomme“. Jesus sagde da til sine disciple: „Hvor vil det være vanskeligt for dem som har penge at komme ind i Guds rige!“ Og han tilføjede: „Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige.“ — Markus 10:21-23; Mattæus 19:24.

Hvad mente Jesus? Er man afskåret fra at tjene Gud hvis man er rig? Skal kristne have dårlig samvittighed over at være velstående? Kræver Gud at kristne lever asketisk?

Gud tager imod „alle slags mennesker“

Gud forlangte ikke at fortidens israelitter skulle være fattige. De forsørgede deres familier ved at drive landbrug og forretning, og naturligt nok afhang deres udbytte af forhold som økonomi, vejr, helbred og forretningstalent. Moseloven påbød israelitterne at være medfølende over for de fattige. (3 Mosebog 25:35-40) Men der var også nogle israelitter som blev rige. Boaz, der viste tro og var retskaffen og som blev forfader til Jesus, omtales som „en velstillet mand“. — Rut 2:1.

Sådan forholdt det sig også på Jesu tid. Da Jesus som omtalt i indledningen vejledte den unge mand, gjorde han sig ikke til fortaler  for askese. Han ønskede at videregive en vigtig lære. Set under menneskers synsvinkel kan det virke umuligt for de rige at tage ydmygt imod Guds frelsesmiddel. Alligevel sagde Jesus: „For mennesker er dette umuligt, men for Gud er alle ting mulige.“ — Mattæus 19:26.

Den kristne menighed i det første århundrede tog imod „alle slags mennesker“. (1 Timoteus 2:4) Blandt dem var der nogle rige, en del fra middelklassen og mange fattige. Nogle af de velhavende havde måske samlet sig en formue før de blev kristne. I andre tilfælde gjorde gunstige omstændigheder og forretningssans måske en kristen rig.

Også i dag er der forskel på de enkelte kristnes økonomiske situation. Alle kristne bestræber sig på at følge Bibelens vejledning angående pengesager, vel vidende at alle kan blive materialistiske. Jesu vejledning i forbindelse med den rige unge leder er en tydelig advarsel til alle kristne om hvor stor magt penge og ejendele kan få over folks liv. — Markus 4:19.

En advarsel til de rige

Bibelen udtaler sig ikke negativt om velstand i sig selv, men det gør den om kærlighed til penge. Som Paulus skrev: „Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt.“ Han nævnte at nogle var „blevet ført vild fra troen og [havde] stukket sig selv overalt med mange smerter“ fordi de tragtede efter rigdom på bekostning af de åndelige værdier. — 1 Timoteus 6:10.

Paulus gav i øvrigt denne specifikke vejledning til gavn for de rige: „Befal dem som er rige i den nuværende tingenes ordning ikke at være hovmodige, men at sætte deres håb, ikke til en usikker rigdom, men til Gud, som giver os rigeligt af alle ting for at vi kan nyde dem.“ (1 Timoteus 6:17) Den velstående kan være i fare for at blive stolt og føle sig overlegen. Man kan også fristes til at mene at rigdom giver ægte tryghed — noget som kun Gud kan give.

Som beskyttelse mod disse farer kan velhavende kristne være „rige på gode gerninger“ ved for eksempel at være „gavmilde, rede til at dele med andre“, især dem der lider afsavn. (1 Timoteus 6:18) Alle kristne, rige såvel som fattige, kan bruge deres ressourcer på at forkynde den gode nyhed om Guds rige, noget som kristne i dag prioriterer højt. Denne gavmilde indstilling viser at man har den rette holdning til materielle værdier, og den bliver gengældt med kærlighed fra Jehova og Jesus Kristus, der elsker glade givere. — Mattæus 24:14; Lukas 16:9; 2 Korinther 9:7.

Det der er mere vigtigt

Det er altså ikke et krav til kristne at de skal være fattige. På den anden side bør de heller ikke være som dem der „gerne vil være rige“. (1 Timoteus 6:9) De arbejder ganske enkelt flittigt for at tjene til at opretholde en rimelig tilværelse. Hvor meget de tjener, afhænger af forskellige faktorer, blandt andet af det økonomiske system de er underlagt. — Prædikeren 11:6.

Uanset hvordan en kristens økonomiske situation er, vil han gå op i at „forvisse [sig] om de mere vigtige ting“. (Filipperne 1:10) Han sætter åndelige værdier højest og samler sig derved „værdier som en god grundvold for den kommende tid, så [han] kan få et fast greb om det virkelige liv“. — 1 Timoteus 6:19.