Vi betragter verden
Vi betragter verden
Fedme — et voksende globalt problem
Fedme, både blandt voksne og børn, „vækker bekymring verden over“, og nu har det bredt sig til nogle af de fattigste lande, rapporterer lægetidsskriftet The Lancet. Ifølge Barry Popkin, økonom og epidemiolog i ernæring ved University of North Carolina, skyldes det til dels teknologiske fremskridt som har gjort det muligt at udvinde spiseolie fra majs, sojabønner og bomuld. „De ekstra kalorier der bliver tilført den daglige kost i asiatiske og afrikanske lande, kommer for en stor del fra disse olier,“ oplyser The Lancet. Desuden bevirker nogle staters landbrugs- og handelspolitik at sukker bliver eksporteret til lave priser, der giver producenterne et billigt produkt til at forbedre smagen af fødevarerne. Tekniske fremskridt på mange områder har gjort at nogle rører sig mindre og bruger mindre energi. Det har betydet at folk lidt efter lidt har taget på. Det der bekymrer fødevare- og sundhedseksperter, er at fedme kan føre til kroniske sygdomme som sukkersyge, for højt blodtryk og hjerte-kar-sygdomme.
Ejendommelig ny mikroorganisme
Forskere ved universitetet i Regensburg i Tyskland har opdaget en interessant mikroorganisme på den vulkanske havbund nord for Island. Den trives kun i skoldende varmt, iltfrit vand der indeholder meget svovl, meddeler tidsskriftet Der Spiegel. Bakterien har fået navnet Nanoarchaeum equitans (primitiv ridende dværg) fordi den lever på overfladen af en langt større organisme ved navn Ignicoccus, eller ildkugle, som den tilsyneladende er afhængig af for at vokse. Med en diameter på kun 400 nanometer er mikroberne så små at „over seks millioner af slagsen kan være på spidsen af en nål,“ siger rapporten. De er også unikke ved at deres dna ikke engang indeholder 500.000 basepar. „Den primitive dværg er derfor den skabning med det mindste genom man kender til,“ oplyser Der Spiegel.
„Tilbedelse af berømtheder“
„Nyere psykologisk forskning indikerer at den udbredte tilbedelse af berømtheder er begyndt at erstatte religionens plads i mange menneskers liv,“ siger psykiateren dr. Raj Persaud. I Londonavisen The Sunday Times skriver han at jo svagere en persons religiøse overbevisning er, jo større sandsynlighed er der for at vedkommende „tilbeder“ berømtheder. Denne form for tilbedelse kommer til udtryk ved at nogle er villige til at betale høje priser for at få fat i genstande som berømtheder har ejet eller rørt ved. Desuden siger Persaud at disse „fans“ vil efterligne livsstilen og værdinormerne hos deres foretrukne idol, som ofte anses for at være ude af stand til at gøre noget forkert. Idolet „lever efter særlige regler som almindelige dødelige ikke kan forstå, og som man derfor må give rum for“. Den indflydelse idolerne har på deres fans, ses også tydeligt på resultaterne af at de blåstempler visse produkter. Den viser sig desuden ved at mange efterligner deres idol, selv når der skal træffes afgørende beslutninger i forbindelse med helbredet, bemærker dr. Persaud. Han tilføjer: „Det betyder at vores dyrkelse af berømtheder i virkeligheden gør dem til de mest magtfulde mennesker på jorden — de kan sidestilles med guder iblandt os.“
En fjerdedel af verdens blinde bor i Indien
„Indien har den tvivlsomme ære at have 12 millioner blinde, og de udgør en fjerdedel af verdens blinde,“ siges det i den indiske avis Deccan Herald. Ifølge en indisk rapport fra Youth Vision baseret på oplysninger fra universiteter og skoler fra mere end 40 byer i hele Indien peges der også på at „over halvdelen af de unge der har problemer med synet, ikke engang er klar over det“. Man fandt ud af at de fleste øjenforstyrrelser skyldtes grå stær og refraktionsfejl, og det kunne der gøres noget ved. Avisen nævner at „mangel på viden“ og „for få optikere og øjenlæger“ er de væsentligste grunde til Indiens problem. Den tilføjer: „Indien har kun 5000 optikere, mens landet ifølge WHO burde have 40.000.“
Inuitbibelen færdig
Det Canadiske Bibelselskab har fuldført et 23 år langt arbejde med at oversætte hele Bibelen til inuktitut, et sprog som bliver talt af Canadas inuitbefolkning. Oversættelsen har været en stor udfordring. „Det har været en vanskelig opgave at oversætte stof fra en kultur der var kendt med får, kameler, æsler og palmetræer, til brug for en kultur der hovedsagelig kender til sæler, hvalrosser og meget få planter,“ siger Hart Wiens, der er ledende bibeloversætter for Det Canadiske Bibelselskab. „For eksempel har Bibelen mange ord for palmetræer. Men i Nunavut [Canadas nordligste område] er der slet ingen træer, så derfor er det ret svært at beskrive dem.“ Omtrent 28.000 canadiere har inuktitut som modersmål. „Bibelen er nu tilgængelig på mere end 2285 forskellige sprog,“ oplyser avisen National Post.
Farer ved internettet
Ifølge Relate, Englands største organisation for ægteskabsrådgivning, er misbrug af internettet ofte årsag til ægteskabelige stridigheder, siges det i London-avisen The Times. „Mænd og hustruer klager over at de er blevet internet-enkemænd eller -enker. Grunden er at de bliver ignoreret af deres ægtefælle, som tilbringer timer foran computeren med at kommunikere med vildfremmede i chatrooms, kopiere musik og spil eller se på pornografi.“ Internetsider hvor folk kan genoplive gamle romancer ved hjælp af e-mail, eller hvor de beskæftiger sig med cybersex, er også en trussel mod den ægteskabelige harmoni. Relate rådgiver 90.000 ægtepar om året, hvoraf 10 procent giver internettet skylden for deres problemer — og fænomenet er stadigt voksende. Lederen af Relate, Angela Sibson, fortæller: „Vores rådgivere rapporterer at internettet i stigende grad er årsag til at parforhold går i stykker.“
Udfordringen ved en aldrende befolkning
„Den stigende gennemsnitsalder er et globalt fænomen som har berørt, eller vil berøre, hver mand, hver kvinde og hvert barn på jorden. . . . I år 2050 vil antallet af ældre overstige antallet af unge for første gang i menneskehedens historie,“ oplyste Ivan Šimonovic, præsident for FN’s Økonomiske og Sociale Råd, i en tale på den anden verdenskonference om aldring, som blev holdt i april 2002 i Madrid. FN’s generalsekretær, Kofi Annan, gjorde forsamlingen opmærksom på at om mindre end 50 år vil antallet af mennesker som er over 60 år, være vokset fra 600 millioner til næsten 2 milliarder og derved talmæssigt overgå antallet af mennesker under 15 år. Han anførte desuden at 80 procent af de ældre mennesker vil kunne findes i udviklingslandene. De dalende fødselstal og den stigende middellevetid verden over er årsag til den store forandring i befolkningssammensætningen. Konferencen opfordrede til at man ansatte flere sundhedsmedarbejdere og desuden øgede socialforsorgen for at dække de ældres behov så de kan ældes „med tryghed og værdighed“.
Religiøs strid på grund af frimærker
„Religiøse personligheder og stridigheder på grund af frimærker kan somme tider bringe sindene i kog,“ oplyser den israelske avis Jerusalem Post. En sydafrikansk immigrant, Alan Silver, havde hæftet sig ved et af de frimærker som postvæsenet havde udsendt for at markere de hebraiske måneder. „Silver opdagede ved hjælp af et forstørrelsesglas at Guds navn forekom flere steder på frimærket for elul måned, og ifølge den jødiske lov må [navnet] kun bruges i forbindelse med hellige formål,“ hedder det i avisen. Han viste frimærket til sin rabbi, „som med stor myndighed erklærede at den jødiske lov forbyder at bruge dette elul-frimærke. ’Det er heller ikke tilladt at købe det,’ sagde han, ’og hvis man har nogle, skal man lægge dem hen til samlingen af hellige tekster der bliver gravet ned, i stedet for at smide dem i papirkurven.’“ Det var ikke første gang et frimærke gav problemer. Et tidligere frimærke var blevet udsendt til minde om lubavitchernes afdøde overrabbiner, Menahem Mendel Schneerson, men fordi hans tilhængere hævdede at han „ikke var død“, vakte det stor modstand. Andre „sagde at det ville være utilbørligt at slikke bagsiden af et frimærke med et billede af overrabbineren på forsiden, og det ville også være upassende at stemple det“. Frimærket blev aldrig udsendt.