Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Et afbalanceret syn på retten til privatlivets fred

Et afbalanceret syn på retten til privatlivets fred

Et afbalanceret syn på retten til privatlivets fred

„JEHOVAS ØJNE ER ALLE STEDER, HOLDER VAGT OVER ONDE OG GODE.“ — Ordsprogene 15:3.

KUN de færreste ville føle sig trygge ved tanken om at et andet menneske overvågede deres mindste bevægelser, granskede deres skjulte tanker og analyserede deres inderste ønsker. Det er ikke desto mindre nøjagtig hvad Bibelen siger at Gud kan gøre. I Hebræerbrevet 4:13 står der: „Der er ingen skabning som er usynlig for ham, men alle ting er nøgne og blottede for hans øjne, ham vi skal stå til regnskab.“ Er det en krænkelse af privatlivets fred? Nej, det er det ikke. Hvorfor ikke?

Det kan illustreres med et par eksempler. Ved mange strande bliver de badende holdt under opsyn af en livredder. Det betragter de ikke som en krænkelse af privatlivets fred. Livredderens tilstedeværelse giver dem tværtimod en vis følelse af tryghed. De ved at han hurtigt ville komme dem til hjælp hvis de kommer i vanskeligheder. Ligeledes holder en mor et vågent øje med sit spædbarn. Hvis hun ikke gjorde det, ville hun blive opfattet som forsømmelig.

På samme måde overvåger Jehova Gud vores tanker og handlinger fordi han vil os det godt. En af Bibelens profeter sagde: „Hvad Jehova angår, hans øjne skuer ud over hele jorden for at han kan vise sig stærk sammen med dem hvis hjerte er helt med ham.“ (2 Krønikebog 16:9) Men hvor mange af vores inderste tanker og personlige gøremål har Jehova egentlig kendskab til? Det kan flere af beretningerne om Jesus, Guds søn, give os indblik i.

Evnen til at læse hjerter og tanker

Engang da Jesus spiste hos en farisæer, trådte en kvinde der var kendt som en synder, ind og knælede ved Jesu fødder. Hun begyndte at græde og tørrede tårerne der faldt på hans fødder, bort med sit hår. Beretningen siger: „Da farisæeren som havde indbudt ham, så det, sagde han til sig selv: ’Hvis denne mand var en profet, ville han vide hvem og hvad den kvinde er som rører ved ham.’“ Jesu reaktion viser at han ikke alene kendte kvindens baggrund, men også vidste hvad farisæeren netop havde sagt „til sig selv“. — Lukas 7:36-50.

Ved en anden lejlighed blev Jesus konfronteret med en gruppe der var imod at han udførte mirakler. Beretningen i Mattæus 9:4 lyder: „Da Jesus kendte deres tanker sagde han: ’Hvorfor tænker I ondt i jeres hjerter?’“ Jesu evne til at læse andres tanker var mere end blot kvalificeret gætteværk.

Ved at ræsonnere over beretningen om Lazarus’ opstandelse kan vi se at Jesu evner omfattede endnu mere. Jesu nære ven Lazarus havde været død i fire dage. Hans tanker var ’gået til grunde’ og hans legeme var begyndt at gå i forrådnelse. (Salme 146:3, 4) Da Jesus befalede at stenen foran indgangen til Lazarus’ grav skulle tages væk, gjorde Lazarus’ søster Marta indsigelse og sagde: „Herre, på nuværende tidspunkt må han stinke.“ Men ved hjælp af Guds kraft oprejste Jesus Lazarus, med alle de minder i behold der var nødvendige for at gøre Lazarus til den person han havde været før han døde. — Johannes 11:38-44; 12:1, 2.

Jehova Guds evne til at læse vores inderste tanker bekræftes af nogle ting Jesus sagde angående bøn. Før han lærte sine disciple mønsterbønnen, sagde han: „Gud, jeres Fader, ved hvad I trænger til endog før I beder ham.“ Jesus sagde også: „Når du beder, da gå ind i dit inderste rum, luk din dør, og bed så til din Fader som er i det skjulte; da vil din Fader, som ser til i det skjulte, betale dig.“ — Mattæus 6:6, 8.

Fordele ved at vide at Gud våger over os

Bliver vores handlefrihed begrænset af bevidstheden om at Gud undersøger alle hjerter og bedømmer „enhver tilbøjelighed i tankerne“? (1 Krønikebog 28:9) Nej, tværtimod. At vide at intet kan holdes skjult for Gud, kan være en stærk motivation til at gøre det rigtige.

Elizabeth, der er nævnt i den indledende artikel, siger at det ikke er fordi hun bliver overvåget på sit arbejde at hun bærer sig ærligt ad. Hun fortæller: „Det der motiverer mig til at være ærlig i alt, også når jeg ikke er på arbejde, er bevidstheden om at Jehova iagttager mig.“

Jim siger noget lignende. Han arbejder på en fabrik hvor tyveri begået af ansatte er et almindeligt problem. Men Jim vil ikke stjæle fra sin arbejdsgiver. Han siger: „Jeg kunne sikkert nemt slippe af sted med at stjæle fra firmaet, men jeg sætter stor pris på mit forhold til Gud og ved at han ser alt hvad jeg gør.“

Tanken om at Gud kan se alt hvad vi foretager os, samt ønsket om at have et nært forhold til ham, kan motivere folk til at gøre store forandringer i deres liv. Doug, for eksempel, er vokset op i en kristen familie, men havde aldrig taget dét at Gud lægger mærke til vores handlinger, alvorligt. Det resulterede i at han førte et dobbeltliv. Han overværede de kristne møder sammen med sin familie, men bagefter tog han stoffer sammen med sine venner. Dougs forkærlighed for motorcykler fik ham til at blive medlem af en meget voldelig motorcykelbande. For at blive accepteret af sine venner begik han flere alvorlige forbrydelser.

Nogle år senere genoptog Doug sit studium af Bibelen. Han begyndte at betragte Jehova som en virkelig person der både har kendskab til og bliver berørt af hvad folk gør. Doug fik lyst til at leve sit liv i overensstemmelse med Guds høje moralnormer. Selv om bandemedlemmerne plejede at gennemprygle enhver der ville forlade banden, gik Doug til et af deres møder og i alles nærværelse fortalte han at han havde besluttet at melde sig ud. Han beretter: „Mit hjerte hamrede da jeg rejste mig for at sige noget. Jeg følte mig som Daniel i løvekulen. Men så bad jeg en bøn til Jehova, og derefter kunne jeg stille og roligt forklare banden hvorfor jeg ville forlade den. Da jeg gik, gav alle undtagen én mig hånden og ønskede mig alt godt fremover. Jeg erfarede sandheden i det der siges i Esajas 41:13: ’Jeg, Jehova din Gud, griber din højre hånd, jeg er den der siger til dig: „Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.“’“ Doug føler at Jehova gav ham den styrke han behøvede for at forandre sig.

Et afbalanceret syn

Det er ufornuftigt at tro at vi kan holde vores privatliv skjult for Gud. Bibelen siger ligeud: „Den uforstandige har sagt i sit hjerte: ’Der er ingen Jehova.’“ (Salme 14:1) Som nævnt i de forrige artikler, har man i dag fremstillet overvågningskameraer som kan genkende et bestemt ansigt i en menneskemængde. Man har også udviklet aflytningsudstyr der kan skelne en bestemt stemme fra de tusinder af andre på telefonnettet. Det er derfor indlysende at Skaberen af menneskehjernen er i stand til at læse vores tanker når som helst han finder det nødvendigt.

Skaberen har ret til at vide alt om vores privatliv, men det har mennesker ikke. Apostelen Peter formaner alle der er interesserede i at blive godkendt af Gud: „Lad ingen af jer lide som . . . forbryder eller en der har travlt med andres sager.“ (1 Peter 4:15) Apostelen Paulus advarer også mod at „blande sig i andres sager“. — 1 Timoteus 5:13.

Et grelt eksempel på det at ’have travlt med andres sager’ og blande sig i hvad andre gør, er den voksende tendens til at almindelige borgere udspionerer andre ved hjælp af audio- eller videoudstyr i miniatureformat. I Japan opdagede maratonløberen Naoko Takahashi, som vandt en guldmedalje ved De Olympiske Lege i Sydney, at nogen havde skjult et lille videokamera i hendes badeværelse og havde filmet hende uden hendes viden. Der blev fremstillet en videofilm, og tusinder af kopier blev solgt ulovligt.

Et andet udbredt problem er identitetstyveri, hvor nogle bruger avanceret teknologi til at stjæle andres personlige data. Det er kun rimeligt at man gør noget for at beskytte sig mod den slags. * Bibelen siger: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.“ — Ordsprogene 22:3.

Gud vil kræve os til regnskab

Efterhånden som der bliver mere og mere kriminalitet, vold og terrorisme, vil myndighederne sandsynligvis intensivere overvågningen af deres borgere. Men snart vil der ikke længere være brug for overvågningskameraer og aflytningsudstyr. Bibelen lover at Jehova Gud i nær fremtid vil kræve alle til regnskab for deres handlinger, både det der er offentligt kendt, og det de har foretaget sig i deres privatliv. — Job 34:21, 22.

Fra da af vil jorden være befriet for vold, had og kriminalitet der så længe har plaget menneskeheden. På det tidspunkt vil det nemlig ikke kun være sådan at Jehova har et nært kendskab til alle der lever. Nej, alle der lever, vil også have et nært kendskab til Jehova. Til den tid vil profeten Esajas’ ord gå i opfyldelse: „De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ — Esajas 11:9.

[Fodnote]

^ par. 21 Se rammen „Vær på vagt!“

[Tekstcitat på side 12]

At vide at intet kan holdes skjult for Gud, kan være en stærk motivation til at gøre det rigtige

[Ramme/illustration på side 11]

Vær på vagt!

PRIVATLIVETS FRED OG JOBSØGNING PÅ INTERNETTET: Folk der søger arbejde via internettet, risikerer at de private oplysninger de lægger ud på nettet, bliver misbrugt. Stillingsansøgninger kan opbevares i databaser i mange år og kan endda blive en informationskilde for identitetstyve. Nogle jobsøgningstjenester beder om personlige oplysninger som navn, adresse, alder, kvalifikationer samt erhvervsmæssig erfaring og giver disse informationer videre til en tredje part, som eksempelvis bruger dem i forbindelse med markedsføring.

PRIVATLIVETS FRED OG TELEFONER: Der er endnu ingen billig løsning på hvordan man kan beskytte samtaler på trådløse telefoner eller mobiltelefoner mod aflytning. Samtaler som man ønsker skal være fortrolige, er som regel bedre sikret mod aflytning hvis begge parter bruger fastnettelefoner. Signalerne fra mange trådløse telefoner kan opfanges af radioscannere, nogle endog af andre trådløse telefoner og monitorer som bruges til overvågning af spædbørn. Hvis man køber en vare via en trådløs telefon eller en mobiltelefon og oplyser sit kreditkortnummer og kortets udløbsdato, risikerer man at blive offer for svindel hvis telefonen bliver aflyttet. *

[Fodnote]

^ par. 32 Oplysninger fra Privacy Watch Clearinghouses websted.

[Illustration på side 9]

At være under opsyn af en livredder betragtes ikke som en krænkelse af privatlivets fred

[Illustration på side 10]

Bevidstheden om at Gud ser alt hvad vi foretager os, fik Doug til at forandre sig