Med sivbåd på det dybblå hav

AF VÅGN OP!-SKRIBENT I BOLIVIA

FORESTIL dig at du skal ud på en lang sørejse på tusinder af kilometer. Men skibet du skal sejle med, er ikke et stort, robust passagerskib med et moderne hotels bekvemmeligheder. Derimod er der tale om en båd som består af rør fra sivplanter bundet sammen med tovværk, og som virker direkte skrøbelig. Ganske vist kan sivbåden veje op til 50 tons, men hvor betryggende er det når båden for eksempel er midt ude på Stillehavet og hugger mod de store bølger?

Forbavsende nok har sådanne rejser allerede været forsøgt adskillige gange. Flere af dem er endt i fiasko, men én ting er i hvert fald slået fast: Når man tænker på hvad bådene er lavet af, er de yderst robuste. Har du lyst til at se hvordan de bliver til? Hvis du har, så tag med os til et skibsværft der er blevet verdenskendt for at bygge dem.

Vi tager til Titicacasøen

For at komme til Titicacasøen i Sydamerika må vi højt op i de sydamerikanske Andesbjerge. Søen ligger 3810 meter over havets overflade og er således verdens højest beliggende sejlbare sø. Mens vi sejler dér langs søbredden, kommer vi forbi aymará-indianernes små stråtækte hytter af soltørrede lersten. Nogle af dem er eksperter i at bygge sivbåde. Da vi nærmer os hytterne, bliver vi budt velkommen af to kvinder som er i færd med at væve smukke, tykke uldklæder beregnet til livet på den kolde højslette, Altiplano. Kvinderne holder inde med arbejdet og præsenterer os for deres ægtefæller.

Efter en varm velkomst tilbyder mændene at sejle os over på den anden side af søen i deres motorbåd. Undervejs, nær ved søbredden, får vi øje på store områder hvor der vokser totora, en papyruslignende plante. Selv om rørene ikke er væsentlig tykkere end en blyant og meget bøjelige, bliver de op til to meter høje, og vores guider fortæller os at de næsten ikke suger vand. Det gør alt sammen rørene ideelle til fremstilling af sivbåde, og derfor virker Titicacasøen som en magnet på folk der ønsker at bygge den slags fartøjer.

„Mange af disse skibe har sejlet tusinder af kilometer over verdenshavene,“ fortæller vores aymará-værter med stolthed i stemmen mens de viser os modeller og billeder af deres arbejde. Men hvordan får de bådene ud til havet? Hvis en båd ikke er for stor, bliver den sat på en ladvogn og kørt ned til Stillehavskysten. Ellers tager man råmaterialerne med ned til kysten og bygger båden dér. Fordi aymará-indianerne er så dygtige skibsbyggere, er de blevet bedt om at bygge sivbåde så fjerne steder som Marokko, Irak og Påskeøen — dog med rør som vokser på stedet.

 Man fortæller os at et enkelt skib kan bestå af mange tons rør, især hvis det skal ud på en lang rejse. Hvilken forskel gør det om rejsen er lang? Jo, ganske langsomt suger rørene vand. Og jo længere rejsen skal vare, des flere rør skal man bruge, og jo større skal båden være. Et fartøj der eksempelvis vejer omkring syv tons, skulle kunne holde sig flydende i cirka to år. „Men hvordan kan skibe som fortrinsvis består af tørrede stængler, modstå hårdt vejr på åbent hav?“ spørger vi.

Et kunstværk af rør, reb og bambus

Hvor robust en sivbåd er, afhænger ikke kun af råmaterialernes kvalitet, men også af den behændighed hvormed de bliver samlet til det færdige produkt — en kunst som er gået i arv fra generation til generation. Vores guide, som bærer poncho og ulden hue med øreklapper for at beskytte sig mod kulden, viser os nogle af disse ældgamle færdigheder.

Det første bådebyggerne gør, forklarer han, er at binde sivknipper sammen til bundter der er lige så lange som båden skal være. (Se billede 1 og 2.) Det næste skridt er at få samlet bundterne så de udgør to enorme ruller, der kan være en meter eller mere i diameter. De bliver så lagt sammen for at forme et tvillingeskrog — en særlig sødygtig konstruktion.

Samtidig anbringes en tredje og tyndere rulle imellem de to store. De to store ruller bliver hver for sig bundet til den tredje ved hjælp af et langt tov der vikles som en kontinuerlig spiral om de to store ruller i hele bådens længde. (Se billede 3.) Der er 12 mænd om at stramme tovet; på denne måde presses sivene sammen til to tætte, stive skrog, som nu er fast sammenføjet. (Se billede 4.) Tovet er bundet så stramt at man end ikke kan presse en finger ned mellem det og sivene — en metode som gør sivene mere vandafvisende.

Når skroget er færdigt (se billede 5), monteres kølen, styreårerne, skrævemasterne (formet som et omvendt V med et ben på hvert af de to skrog), bomsejlet og rælingen, som også er fremstillet af siv. Endelig rejses en overbygning af bambus og palmeblade på dækket for at beskytte besætningen mod vind og vejr. (Se billede 6.) Forbavsende nok har det færdige produkt ikke en eneste metaldel!

Når skibet er blevet søsat, begynder sivene at svulme op inde i de allerede voldsomt stramme surringer, og det gør skroget endnu stærkere. Slutresultatet er langtfra en plimsoller, men derimod et robust fartøj. Det store spørgsmål er: Hvad vil de som tager på langfart med disse primitive fartøjer, egentlig bevise?

Gåden om folkevandring udforskes

Titicacasøens sivbåde har en slående lighed med de halvmåneformede sivbåde der skildres i gammelægyptisk kunst, hvoraf nogle ser ud til at have været så robuste at de endda har kunnet sejle på åbent hav. Er disse ligheder tilfældigheder, eller var der kontakt mellem de to folkeslag i fortiden? Det er vanskeligt at fastslå hvornår sivbåde første gang kom til Sydamerika, men noget tyder på at de allerede var der før de spanske erobrere.

Forståeligt nok har teorierne om folkevandringen givet næring til debatten omkring forholdet mellem kulturerne i Sydamerika, Middelhavsområdet og Polynesien — især når man tager deres geografiske adskillelse i betragtning. „Der var regelmæssig handel mellem Peru og Panama,“ siger en moderne opdagelsesrejsende. „Så hvorfor ikke mellem Sydamerika og Polynesien?“

Den norske opdagelsesrejsende Thor Heyerdahl havde sine teorier, men de fik ikke megen støtte. Grunden er nok at selv om moderne søfarende kan påvise at fortidens folk kunne have sejlet i sivbåde til fjerne kyster, som Heyerdahl gjorde med den aymará-byggede sivbåd Ra II, står spørgsmålet stadig åbent: Gjorde de det? Måske vil tiden kaste lys over dette mysterium. Under alle omstændigheder er det blevet bevist at en hårdfør sivbåd sagtens kan bygges af de mest primitive råmaterialer.

[Illustration på side 22]

Tværsnit af skroget

Før stramningen

Efter stramningen

Ræling og dæk påmonteres

[Kildeangivelse]

Tegninger: Dominique Görlitz, www.abora2.com

 [Illustrationer på side 23]

KONSTRUKTION AF SIVBÅD

[Kildeangivelse]

Foto: Carmelo Corazón, Coleccion Producciones CIMA

Trin 1, 2, 5 og 6: Tetsuo Mizutani (UNESCO); Trin 4: Christian Maury/GAMMA

[Kildeangivelse på side 21]

Top: Tetsuo Mizutani (UNESCO)

[Kildeangivelse på side 22]

Foto: Carmelo Corazón, Coleccion Producciones CIMA