Troen sat på prøve i nazitidens Europa

FORTALT AF ANTON LETONJA

Den 12. marts 1938 gik Hitlers tropper over den østrigske grænse. Sange, marchmusik og politiske slogans gjaldede ud af radioapparaterne. Bølger af patriotisme skyllede hen over mit hjemland, Østrig.

HUMØRET var højt i Østrig efter Hitlers magtovertagelse. Det var manges håb at hans „tusindårsrige“ ville gøre en ende på fattigdom og arbejdsløshed. Selv katolske præster blev fanget af den patriotiske begejstring som havde grebet nationen, og hilste med „Heil Hitler“.

Skønt jeg kun var en knøs på 19 år, blev jeg ikke påvirket af Hitlers løfter. Jeg troede ikke på at nogen jordisk regering kunne løse menneskehedens problemer.

Jeg lærer de bibelske sandheder at kende

Jeg er født den 19. april 1919 i Donawitz i Østrig, som tredje og yngste barn i vores familie. Far sled i det som kulminearbejder. I 1923 rejste han med familien til Frankrig, hvor han fik arbejde i minebyen Liévin. På grund af sin politiske overbevisning var han forbeholden over for religion, men mor var en from katolik. Hun opdrog os børn til at tro på Gud og bad aftenbøn med os hver dag. Med tiden blev fars mistillid til religion så stærk at han forbød mor at gå til gudstjeneste.

Sidst i 1920’erne mødte vi Vinzenz Platajs, som vi kaldte Vinko, en ung mand af jugoslavisk herkomst. Han var i kontakt med Jehovas Vidner, dengang kendt som bibelstudenterne. Kort efter begyndte en af bibelstudenterne at besøge vores familie. Eftersom far havde forbudt mor at gå i kirke, spurgte hun Vinko om man kunne tilbede Gud derhjemme. Han henviste til Apostelgerninger 17:24, som siger at Gud „ikke [bor] i templer der er gjort med hænder“, og forklarede at hjemmet er et passende sted at tilbede ham. Hun var glad for svaret og begyndte at komme til møderne i bibelstudenternes hjem.

Far forlangte at hun holdt op med det pjat, som han kaldte det. For at holde os væk fra bibelstudenterne insisterede han på at vi alle gik til messe om søndagen! Da mor standhaftigt nægtede at gå med, besluttede far at jeg skulle være messedreng. Selv om hun respekterede fars ønsker i den henseende, fortsatte hun med at indprente Bibelens principper i mit hjerte og sind og tage mig med til bibelstudenternes møder.

I 1928 symboliserede Vinko og min søster, Josephine — eller Pepi, som vi kaldte hende — deres indvielse til Jehova ved vanddåben, og  blev senere gift. Året efter blev deres datter, Fini, født i Liévin. Tre år senere blev de opfordret til at begynde i heltidstjenesten i Jugoslavien, hvor Jehovas Vidners arbejde var under begrænsninger. Trods mange vanskeligheder forblev deres iver efter at tjene Jehova og deres glæde uformindsket. I mig fremkaldte deres gode eksempel ønsket om at blive heltidstjener.

Åndelig vækst

Desværre førte vore forældres divergerende meninger til at de blev skilt i 1932. Jeg tog tilbage til Østrig sammen med mor, mens min ældre bror, Wilhelm (Willi), blev i Frankrig. Derefter havde jeg kun lidt kontakt med far. Han blev ved med at være negativ over for os lige til sin dødsdag.

Mor og jeg slog os ned i Gamlitz, en landsby i Østrig. Da der ingen menighed var i nærheden, drøftede hun regelmæssigt bibelsk litteratur med mig. Lykkeligvis kom Eduard Wohinz cyklende fra Graz to gange om måneden for at opmuntre os åndeligt, en tur på næsten 100 kilometer hver vej!

Da Hitlers terrorregime begyndte i 1938, blev broder Wohinz arresteret. Vi var sønderknuste af sorg da vi hørte at han var blevet henrettet ved gasning i et såkaldt institut for eutanasi i Linz. Hans bemærkelsesværdige tro gav os styrke til fortsat at tjene Jehova trofast.

1938 — et skæbnesvangert år

Jehovas Vidners arbejde i Østrig var blevet forbudt i 1935. Da Hitlers tropper gik ind i Østrig i 1938, blev det yderst risikabelt at udføre vores forkyndelsesarbejde. Folk i kvarteret vidste at mor og jeg var Jehovas Vidner, så vi besluttede os til at holde en lav profil. Jeg begyndte endda at sove i en lade om natten for at gøre det svært for nazisterne at få fat i mig.

Tidligt i 1938 blev jeg færdig med min grundlæggende uddannelse og begyndte at arbejde i et bageri. Fordi jeg både nægtede at sige „Heil Hitler“ og at blive medlem af Hitlerjugend, blev jeg fyret fra mit arbejde. Men jeg blev også mere end nogen sinde opsat på at symbolisere min indvielse til Jehova Gud ved vanddåben.

Mor og jeg blev døbt den 8. april 1938. En nat samledes vi med syv andre i en ensomt beliggende hytte i skoven. Efter dåbsforedraget gik vi en efter en, med ti minutters mellemrum, ned ad den snævre vej til vaskerummet. Der blev vi døbt i et betonkar.

Den 10. april 1938 blev der holdt proformavalg om Østrigs indlemmelse i Tyskland. Sloganet „Ja til Hitler“ sås på plakater over hele landet. Mor og jeg havde ikke stemmeret, for vi var statsløse efter vores lange ophold i Frankrig — en omstændighed der senere frelste mit liv. Franz Ganster fra Klagenfurt i det sydlige Østrig bragte os regelmæssigt eksemplarer af Vagttårnet. På den måde lykkedes det os at hente åndelig styrke fra Guds ord før den anden verdenskrig begyndte at hærge.

Min broder, Willi

Willi, som var fire år ældre end jeg, havde ikke sat sig i forbindelse med mor og mig siden vi forlod Frankrig mere end ni år tidligere. Selv om mor havde oplært ham i Bibelen i hans ungdom, blev han vildledt til at tro at Hitlers politiske program var nøglen til en strålende fremtid. I maj 1940 idømte en fransk domstol ham to års fængsel for illegal virksomhed som nazist, men han blev hurtigt sat  på fri fod igen da Frankrig blev invaderet af de tyske tropper. Ved den lejlighed sendte han os et postkort fra Paris. Vi var lykkelige over at få at vide at han var i live, men chokerede over hvad han var blevet.

På grund af sit gode forhold til SS (Schutzstaffel, Hitlers elitekorps) kunne Willi ofte besøge os i løbet af krigen. Han var forblindet af Hitlers militære sejre. Næsten alle mine bestræbelser på at fortælle ham om vort bibelske håb endte med at han sagde: „Vrøvl! Se på Hitlers Blitzkrieg. Tyskerne vil snart være verdens herskere!“

Engang da Willi var hjemme på orlov, i februar 1942, viste jeg ham bogen Fjender, udgivet af Jehovas Vidner. Til min store overraskelse læste han den fra ende til anden på én gang. Det begyndte at gå op for ham at Hitlers regime var dømt til undergang. Han havde givet sin støtte til et umenneskeligt styre og var besluttet på at rette sin fejltagelse uden tøven.

Willi står op for den bibelske sandhed

Da Willi besøgte os måneden efter, var han et helt andet menneske. Han sagde: „Anton, jeg har fulgt den forkerte kurs!“

„Willi,“ sagde jeg, „det har du fundet ud af lidt for sent.“

„Nej,“ svarede han, „det er ikke for sent; Bibelen siger at ’du skal gøre hvad du bør gøre, så længe du er i live’, og gudskelov er jeg stadig i live!“ — Prædikeren 9:10.

„Og hvad har du helt præcist tænkt dig at gøre?“ spurgte jeg.

„Jeg agter ikke at fortsætte som soldat!“ sagde han. „Jeg vil bryde med nazisterne og se hvad der sker.“

Han rejste straks til Zagreb i Jugoslavien for endnu en gang at besøge vores søster, Pepi. Der overværede han i nogen tid Vidnernes forbudte møder, hvorefter han blev døbt i hemmelighed. Endelig var den fortabte søn vendt tilbage! — Lukas 15:11-24.

For at undslippe nazisterne i Frankrig forsøgte Willi at flygte over grænsen til Schweiz, men han blev anholdt af det tyske militærpoliti. Han blev stillet for en krigsret i Berlin, og den 27. juli 1942 blev han dømt til døden for desertering. Jeg fik lov til at besøge ham i militærfængselet i Berlin-Tegel. Jeg blev ført ind i et lille kammer, og kort efter kom Willi ind, lænket til en vagt. Jeg fik tårer i øjnene da jeg så ham i den tilstand. Vi fik ikke lov til at omfavne hinanden og havde bare 20 minutter til at sige farvel i.

Willi bemærkede mine tårer og sagde: „Hvorfor græder du, Anton? Du skulle være lykkelig! Jeg er Jehova så taknemmelig fordi han hjalp mig til igen at finde sandheden! Var jeg død for Hitler, ville jeg have været uden håb. Men at jeg dør for Jehova, betyder at jeg er sikker på at få en opstandelse, og at vi igen skal mødes!“

I sit afskedsbrev til os skrev Willi: „Vor kære Gud som jeg tjener, giver mig alt hvad jeg behøver, og vil bestemt være med mig til enden så jeg kan holde ud og sejre. Igen siger jeg: Vær forvissede om at jeg ikke fortryder noget, og at jeg er forblevet standhaftig i Herren!“

Willi blev henrettet i Brandenburg-fængselet nær Berlin næste dag, den 2. september 1942. Han var 27 år gammel. Hans eksempel bekræfter sandheden i ordene fra Filipperbrevet 4:13: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“

Vinko er trofast til døden

Da den tyske hær marcherede ind i Jugoslavien i 1941, tvang den Pepi, hendes mand, Vinko, og deres 12-årige datter, Fini, til at tage hjem til Østrig. På det tidspunkt var de fleste Jehovas Vidner i Østrig internerede i fængsler eller koncentrationslejre. Da de var statsløse — altså ikke tyske statsborgere — blev de  sat til tvangsarbejde på en gård i det sydlige Østrig, i nærheden af vores hjem.

Senere, den 26. august 1943, blev Vinko anholdt af Gestapo (nazisternes hemmelige politi). Da Fini forsøgte at tage afsked med sin far, slog politichefen hende så hårdt at hun fløj tværs igennem værelset. Vinko blev ofte forhørt og brutalt slået af Gestapo. Senere blev han flyttet til Stadelheim-fængselet i München.

Den 6. oktober 1943 anholdt politiet mig på min arbejdsplads, og jeg blev sendt til Stadelheim-fængselet, hvor Vinko også var. Da jeg talte flydende fransk, blev jeg brugt som tolk for franske krigsfanger. Når jeg var på gårdtur, havde jeg lejlighed til at udveksle nyheder med Vinko.

Vinko blev til sidst dømt til døden. Han blev beskyldt for at have forsynet Jehovas Vidner med bibelsk litteratur og for at yde økonomisk støtte til de kvinder blandt Vidnerne hvis mænd var i koncentrationslejr. Han blev flyttet til det fængsel i Berlin hvor Willi var blevet henrettet. Dér blev han halshugget den 9. oktober 1944.

Vinkos sidste møde med familien var hjerteskærende. De fandt ham lænket og forslået, og lænkerne gjorde det svært for ham at omfavne dem. Fini var 14 år gammel da hun så sin far for sidste gang. Hun kan stadig huske hans sidste ord: „Pas godt på din mor, Fini!“

Efter faderens død blev hun fjernet fra sin mor og anbragt hos en nazistisk familie, som forsøgte at „reformere“ hende. Hun blev ofte brutalt slået. Da de russiske tropper gik ind i Østrig, skød de den tyske familie som havde mishandlet hende så grusomt. De betragtede denne familie som uforbederlige nazister.

Min søster fortsatte i heltidstjenesten efter krigen. Sammen med sin anden mand, Hans Förster, arbejdede hun indtil sin død i 1998 på Jehovas Vidners schweiziske afdelingskontor. Fini fulgte i sine forældres fodspor og tjener i dag den sande Gud, Jehova, i Schweiz.

Endelig frihed

Vores fængsel i München var blandt de bygninger som blev bombet i begyndelsen af 1945. Byen lå i ruiner. Jeg havde allerede tilbragt 18 måneder i fængsel da dagen endelig kom hvor jeg skulle stilles for en dommer. Det var kun to uger før den 8. maj 1945, hvor krigen officielt sluttede. I løbet af retsmødet blev jeg spurgt: „Er De villig til at udføre militærtjeneste?“

Jeg svarede: „En indsat må hverken bære uniform eller sige ’Heil Hitler’.“ Da jeg blev spurgt om jeg var villig til at gøre tjeneste i den tyske hær, sagde jeg: „Giv mig mine indkaldelsespapirer, og jeg skal lade Dem vide hvad jeg beslutter mig til!“

Krigen sluttede få dage senere, og man fortalte mig at jeg frit kunne gå. Kort efter flyttede jeg til Graz, hvor der var dannet en lille menighed på 35 forkyndere. I dag findes der otte velfungerende menigheder i Graz og omegn.

 En kærlig medhjælp

Kort efter krigens afslutning mødte jeg Helene Dunst, en ung skolelærer som havde været medlem af nazistpartiet. Nazismen havde skuffet hende dybt. Da jeg talte med hende første gang, spurgte hun: „Hvordan kan det være at det kun er jer og ingen andre der ved at Guds navn er Jehova?“

„Fordi de fleste mennesker ikke undersøger Bibelen,“ svarede jeg. Derefter viste jeg hende Guds navn i Bibelen.

„Hvis Bibelen siger at Guds navn er Jehova, burde vi give den oplysning videre til alle mennesker!“ udbrød hun. Helene begyndte at forkynde de bibelske sandheder, og et år senere symboliserede hun sin indvielse til Jehova ved vanddåben. Vi blev gift den 5. juni 1948.

Den 1. april 1953 begyndte vi som heltidsforkyndere for Jehovas Vidner. Senere blev vi indbudt til at gennemgå den 31. klasse på Vagttårnets Bibelskole Gilead, som lå nær South Lansing, New York. Vi nød til fulde det hjertevarmende fællesskab med vore klassekammerater fra 64 forskellige lande.

Efter afslutningshøjtideligheden blev vi igen sendt til Østrig. I nogle år bestod vores arbejde i at besøge menighederne for at styrke dem åndeligt. Så blev vi indbudt til at arbejde på Jehovas Vidners afdelingskontor i Luxembourg. Senere blev vi bedt om at flytte til det østrigske afdelingskontor i Wien. I 1972, mens vi arbejdede der, begyndte vi at lære serbokroatisk for at kunne forkynde for de mange jugoslaviske gæstearbejdere i Wien. I dag er der her i Wien otte serbokroatiske menigheder, som består af mennesker fra snart sagt alle egne af Europa.

Helene døde den 27. august 2001. Hun havde vist sig at være en pålidelig og dyrebar hjælper og partner i de 53 lykkelige år vi var gift. Opstandelseshåbet er nu mit hjerte mere kært end nogen sinde.

Tilfredshed under Guds kærlighed

På trods af de tragedier jeg har oplevet, finder jeg fortsat tilfredshed i mit arbejde på det østrigske afdelingskontor. For nylig har jeg fået den forret at fortælle personlige erfaringer i forbindelse med udstillingen „Naziregimets glemte ofre“. Siden 1997 har denne udstilling været vist i 70 østrigske byer, og det har givet overlevende øjenvidner fra de nazistiske fængsler og koncentrationslejre lejlighed til at berette om den tro og det mod som sande kristne udviste på trods af nazisternes forfølgelse.

Jeg anser det for et privilegium at have kendt sådanne trofaste mennesker personligt. De udgør et strålende vidnesbyrd om sandheden i Romerbrevet 8:38, 39: „Hverken død eller liv eller engle eller regeringer eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller højde eller dybde eller noget andet skabt vil kunne skille os fra Guds kærlighed, som er i Kristus Jesus, vor Herre.“

[Illustration på side 17]

Vores familie i 1930 (fra højre til venstre): Vinko, mor, Willi, far, Pepi og mig

[Illustration på side 18]

Min bror, Willi, kort før han blev henrettet

[Illustration på side 19]

Både Vinko og jeg afsonede domme i Stadelheim-fængselet i München

[Illustrationer på side 19]

Vinkos datter, Fini, blev anbragt hos en brutal nazistisk familie; hun er forblevet trofast til denne dag

[Illustration på side 20]

Helene var en elsket livsledsager i de 53 år vi var gift

[Illustration på side 20]

Jeg har holdt indlæg ved udstillingen „Naziregimets glemte ofre“