Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Vi betragter verden

Gode manerer på tilbagetog

„Japanerne har fået dårligere manerer.“ Sådan svarede cirka 90 procent af de næsten 2000 adspurgte i en meningsundersøgelse som for nylig er blevet foretaget af avisen Yomiuri Shimbun. Hvorfor mener de det? De 68 procent er utilfredse med „den måde hvorpå folk skiller sig af med deres cigaretskod, brugte tyggegummi og tomme øl- og sodavandsdåser“. Over halvdelen pegede på forældres svigt med hensyn til at tugte støjende børn. Andre klagede over at nogle bruger mobiltelefon på offentlige steder, ikke fjerner ekskrementer som deres kæledyr har efterladt, og at de parkerer biler og cykler forkert. Den hårdeste kritik blev rettet mod de unge. „Af de adspurgte i 20-40-årsalderen udtrykte 66 procent irritation over dårlige manerer hos skoleelever i teenagealderen.“

’Alligatorer’ brugt som fugleskræmsler

Skarver, der tilsyneladende kan æde cirka et kilo fisk om dagen, „er ofte en pestilens for lystfiskere,“ oplyser den canadiske avis Calgary Herald. Avisen fortæller at nordamerikanske fiskeopdrættere og dambrugsejere anvender et nyt redskab — plasticalligatorer — for at holde skarver og andre fiskeædende fugle væk. De fire meter lange alligatorer „ser med deres to store lysende reflekser der ligner øjne, vagtsomme og naturtro ud,“ fortæller avisen. I ét tilfælde kunne en biolog konstatere at en flydende plasticalligator i vandoverfladen gjorde sin virkning i en måneds tid. Derefter begyndte fuglene at gennemskue tricket, og en dag observerede man en stor blåhejre „der sad oven på fugleskræmselet“. Men da man flyttede ’alligatoren’ til et nyt sted, skræmte den igen de fiskeædende fugle bort.

Mobning på arbejdspladsen

Den væsentligste årsag til folks sygefravær i Spanien er „psykisk chikane“, oplyser bladet El País Semanal. Mere end to millioner spaniere lider under langvarig mobning på arbejdspladsen. Ifølge psykolog Iñaki Piñuel er ofrene som regel flittige arbejdere som andre ansatte er blevet misundelige på. Kolleger ydmyger måske offeret ved at lægge ham hindringer i vejen for hans arbejde, ved at holde ham ude fra samtaler, ved at lade som om de ikke ser ham, ved at udsætte ham for konstant kritik eller ved at sprede falske rygter for at ødelægge hans selvrespekt. „Man mener at 20 procent af alle selvmord i Europa har relation til dette fænomen,“ siger bladet. Hvad kan offeret selv gøre? Bladet giver følgende forslag: „Hold det ikke for dig selv. Få fat i øjenvidner. Giv dine overordnede besked. Føl ikke at det er din skyld. Skift afdeling [eller] job i ekstreme tilfælde.“

Sindslidelser hos børn

„Op til 20 procent af verdens børn er ramt af sindslidelser eller adfærdsproblemer som kan ødelægge deres liv,“ rapporterer Londonavisen The Independent. Verdenssundhedsorganisationen og FN’s Børnefond gør i en fælles rapport opmærksom på at der er sket en „alarmerende“ stigning i tilfældene af depression, selvmord og selvlemlæstelse blandt unge. De hårdest ramte lever i krigszoner og i lande hvor der sker hurtige sociale og økonomiske forandringer. Avisen nævner at børn med depressioner ifølge rapporten „var tilbøjelige til at få andre sygdomme og farlige vaner der kunne afkorte deres liv“. Desuden „kunne man sætte cirka 70 procent af for tidlige dødsfald blandt voksne i forbindelse med en adfærd der havde udviklet sig i teenageårene, som for eksempel rygning, druk og stofmisbrug“.

’Motorvej’ for havdyr

„Det er den største gennemfartsvej i havet,“ oplyser Londonavisen The Sunday Times. „Under Stillehavets overflade er der en ’motorvej for havdyr’ der strækker sig fra Californiens solbeskinnede strande over Hawaii til Japans klippekyster. Jeff Polovina, som er havbiolog i Hawaii, har for nylig opdaget og kortlagt denne rute ved at mærke hvaler, skildpadder, tunfisk, delfiner og hajer. Langs ’motorvejen’ er der masser af plankton, som bliver ædt af krabber, vandmænd og blæksprutter. Disse dyr udgør derefter en rig fødekilde for dem der ’rejser’ over lange afstande på denne vej. De uægte karetskildpadder, som avisen har kaldt „krybdyrverdenens globetrottere“, lægger deres æg i Japan og vokser sig store nær Californiens kyst; og derefter pendler de mellem disse to steder. Om vinteren rykker ruten cirka 1000 kilometer mod syd og går derefter fra det sydlige Californien til Det Sydkinesiske Hav.

Vigtigt at holde sig i form

„Fysisk aktivitet kan hjælpe én til at holde vægten nede, beskytte én mod helbredsproblemer som sukkersyge og knogleskørhed, give én et bedre humør og bidrage til at man får en god nattesøvn,“ påpeger nyhedsbrevet Tufts University Health and Nutrition Letter. Men foruden alt dette „er ens fysiske form stærkt afgørende for hvor længe man lever“. Forskere ved Stanford University og i det amerikanske Veterans Affairs Health Care System har i 13 år undersøgt mere end 6000 midaldrende mænd og fundet at den mængde motion en person udøver uden at blive forpustet, er et meget pålideligt tegn på hvor lang tid vedkommende vil komme til at leve. Andre undersøgelser viser at arveanlæg spiller en rolle for ens kondition, men selv „let“ motion — som for eksempel rask gang — medvirker til at man holder sig i form.

Markedsføring af alkohol til unge

„Næsten hver tiende teenager i Australien er afhængig af alkohol,“ rapporterer den australske avis Sunday Telegraph. Professor Ian Webster, som er formand for det australske råd for misbrug af alkohol og andre rusmidler, siger at der er opstået en kultur blandt unge med den indstilling at en weekend kun har været god hvis man har brugt den til „at drikke sig fra sans og samling“. Avisen The Sydney Morning Herald oplyser at nogle eksperter er foruroligede over „den voksende, verdensomspændende branche“ der reklamerer for alkohol til unge. Forskere har fundet ud af at de fleste af dem der reklamerer for alkoholiske drikke, gør brug af websteder der henvender sig til unge. „Webstederne tilbyder koncertbilletter og bringer filmanmeldelser — og selvfølgelig også information om produkterne.“ Ifølge artiklen er Verdenssundhedsorganisationen bekymret for denne markedsføring, „der har som mål at gøre alkohol til en fast bestanddel af de unges liv“.

Om at trække sig tilbage fra samfundet

I Japan er der opstået et nyt fænomen som hovedsagelig berører teenagere og unge voksne. Fænomenet er blevet kaldt hikikomori (alvorligt tilfælde af social afsondring). Offentligheden blev opmærksom på problemet da man efterforskede en række grusomme forbrydelser begået af unge som levede et afsondret liv. „En nærmere undersøgelse af de kriminelles levemåde viste at deres isolerede liv — hvor de lukkede sig inde på deres værelser i mange måneder og kun havde en computer eller et computerspil som selskab — langtfra var enestående tilfælde,“ beretter lægetidsskriftet The Lancet. Andre vidnesbyrd peger på at hikikomori oftere giver sig udslag i sløvhed end i vold. Men „der er almindelig enighed om at sygdommen er et resultat af det moderne Japans øgede velstand, nyere teknologi og større bekvemmeligheder,“ oplyser lægetidsskriftet. „Mange der lider af hikikomori, bruger de fleste af deres vågne timer på internettet og spiller computerspil mens de lever af fastfood som bliver bragt til deres dør.“ Nogle vurderer at der er en million unge i Japan som lever afsondret fra andre.