En gylden frugt med en farverig fortid

AF VÅGN OP!-SKRIBENT PÅ FIJIØERNE

ÅRET er 1789. Den syv meter lange åbne båd som nærmest forsvinder i det vældige hav, er fuldt lastet med folk. Passagererne er svækkede af sult og udmattede fordi de i dagevis har måttet lænse båden for vand mens de kæmpede med enorme bølger og voldsomme vinde. Foran dem ligger en rejse på mere end 5000 kilometer hen over et uudforsket hav, spækket med forræderiske koralrev. Det er småt med provianten — dagsrationen for hver mand er på 30 gram beskøjter og en lille smule vand. Det ser ikke ud til at mændene har store chancer for at overleve.

De har været udsat for mytteri, er blevet sat ud i åben båd, og en af dem er blevet dræbt under de indfødtes angreb, alt sammen i løbet af godt en uge. De har også modstået voldsomme  uvejr og er med nød og næppe undsluppet forfølgende kanoer fra det man dengang kaldte Kannibal-øerne.

Hvad havde fået disse mænd til at rejse til denne afsides og farlige del af det sydlige Stillehav, langt fra deres hjem i det ’velfriserede’ England? De søgte blandt andet efter det ædle brødfrugttræ. Men lad os forklare hvordan dette smukke træ og dets nærende frugt kom til at spille en af hovedrollerne både i denne historie og i fordums heltemodige opdagelsesrejser.

Måske har du allerede identificeret mændene i båden fra ovennævnte historie med de overlevende fra det berygtede mytteri på Bounty. Det britiske 215 tons store armerede transportskib Bounty var under kaptajn William Blighs kommando sejlet fra England med Tahiti som mål. Vel ankommet til Tahiti skulle Bligh tage en gruppe af meget usædvanlige „passagerer“ om bord — næsten 1000 unge brødfrugttræer. Disse potteplanter kunne betale for deres billet ved at frembringe nærende gyldne frugter når de engang blev plantet ud i deres nye hjem, de britiske kolonier i Caribien.

 Dette projekt var blevet sat i gang som følge af det råd sir Joseph Banks havde givet den britiske regering, der på det tidspunkt desperat søgte efter en ny fødekilde til de slaver der arbejdede i sukkerrørsmarkerne. Banks, som dengang var rådgiver for Kew Gardens botaniske haver nær ved London, havde været med som botaniker på kaptajn James Cooks tidligere opdagelsesrejse i Stillehavet. * Både han og Cook havde forudset brødfrugtens lovende muligheder.

Da Banks ikke skulle ledsage Bligh denne gang, skrev han en vejledning om hvordan planterne skulle passes om bord under den lange sørejse. Han var især opmærksom på deres behov for ferskvand. Nogle forfattere mener at den opmærksomhed man viste træerne, og alt det vand man ødslede på dem — på besætningens bekostning — kan have været medvirkende til at drive den allerede utilfredse besætning til mytteri. En tidlig morgen, den 28. april 1789, blev Bligh og 18 af hans trofaste mænd truet med huggerter for brystet og tvunget over i båden ud for Tongas kyst. „Brødfrugtpassagererne“ blev sandsynligvis kastet over bord af triumferende mytterister og overgivet til den våde grav.

Men Bligh var ikke så let at skræmme. Han satte ud på det der er blevet kaldt „søfartshistoriens navnkundigste færd i åben båd“. På syv drøje uger sejlede han den lille båd mere end 5800 kilometer mod nordvest, midt ind imellem de øer som nu kaldes republikken Fiji, op langs New Hollands (Australiens) kyst og i sikkerhed på øen Timor.

Da Bligh vendte tilbage til England, fik han overdraget kommandoen over to andre skibe,  hvorefter han sejlede tilbage til Tahiti for at hente brødfrugttræer. Denne gang, i 1792, lykkedes det ham at fragte omkring 700 „passagerer“ i potter til øerne Sankt Vincent og Jamaica i Vestindien. Lige til denne dag stortrives brødfrugttræerne dér — og skænker os „en høst af guld“ under deres grønne, løvrige kroner.

Skønt Blighs sørejse i sig selv er et helt epos om overlevelse og opdagelse, er den blot et nyere kapitel i brødfrugtens historie. Hvis brødfrugttræet blot kunne tale, hvilke historier ville det så ikke kunne fortælle om dengang, for tusinder af år siden, da det ledsagede oldtidens sømænd på store opdagelsesrejser!

Brødfrugttræets tidlige rejser

Arkæologer mener at der har været adskillige bølger af folkevandringer i det vestlige Stillehavsområde. Den seneste skal være begyndt omkring 1500 f.v.t. * Fra Sydøstasien udvandrede Lapita-folket i store dobbeltkanoer. De rejste gennem de lande vi i dag kender som Indonesien, Ny Guinea, Ny Kaledonien, Vanuatu, Fiji og videre midt ud i Stillehavet. I betragtning af at man i nogle tilfælde skulle sejle i hundredvis af kilometer over åbent hav for at komme fra den ene ø til den anden, krævede disse rejser store navigationsmæssige præstationer.

Lapita-folkets søgående dobbeltkanoer kunne laste et stort antal mennesker foruden husdyr, fødevarer, forskellige frø, stiklinger og potteplanter. Da folket spredtes ud over Stillehavet, opdagede og befolkede de øerne i Melanesien, Polynesien og Mikronesien mod nord og New Zealand mod syd. De spredtes som tidevandets bølger og nåede med tiden så langt som til Påskeøen og Hawaii. * Uanset hvor de drog hen, var det hårdføre brødfrugttræ blandt deres fornemste „passagerer“.

Alsidig og nærende

På Fiji som i mange andre dele af verden er brødfrugten i dag højt skattet som et nærende og billigt fødemiddel. Nogle af de hårdføre træarter er så frodige at de bærer frugt op til tre gange om året i hen ved 50 år, selv når vejrforholdene ikke er ideelle. Frugtkødet har en konsistens som ligner brøds, og de mange arter brødfrugter har forskellig smag. Oftest siger man at den smager som en mellemting mellem brød og kartofler. Frugten kan koges, dampes, bages eller ristes og tilberedes ofte som dessert. Den kan tørres og males til mel til brug i madlavningen, og hvis man moser den og lader den gære, kan den holde sig frisk i årevis.

Bladene kan bruges til indpakning af madvarer som fisk eller kylling, så saft og smag bevares under tilberedningen. De afskallede frø kan spises og har en nøddeagtig smag. Af og til sier børnene saften fra og bruger den som tyggegummi. Ja, brødfrugttræet kan anvendes til utrolig mange ting! Det er ikke vanskeligt at forstå hvorfor nogle af beboerne på øerne i Stillehavet holder særlig meget af brødfrugttræet.

Ledua, som bor i Fiji, fortæller at det kalder både gode og dårlige barndomsminder frem hos hende når man taler om brødfrugten. Hendes familie havde fem store brødfrugttræer. Det var Leduas job at holde gården ren for blade fra træerne, et arbejde hun afskyede. På den anden side plukkede hun ofte frugter efter skoletid sammen med sine søskende, og derefter gik de fra dør til dør for at sælge så mange de kunne. Forældrene brugte fortjenesten til at købe ting de havde brug for når de skulle overvære kristne stævner; det kunne være mad, busbilletter eller nye sko.

Måske bor du et af de mange steder på kloden som nu er vært for denne vidtberejste „passager“ med det prangende navn Artocarpus altilis. Før i tiden har du måske ikke tænkt på denne plante som et dyrebart mesterværk, eller som noget der havde værdi eller skønhed. Mange af beboerne på Stillehavsøerne har opdaget at alene ordet brødfrugt får dem til at tænke på Lapita-folkets og kaptajn Blighs store maritime præstationer og opdagelsesrejser.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 25]

Et gavmildt træ

Det modne brødfrugttræ er et imponerende stedsegrønt træ. Det stammer fra Malaysias skove. Som medlem af Moraceae-familien er det i familie med figen-, morbær- og jacktræer. Fuldt udvokset kan det blive 12 meter højt, og det sætter rodskud som kan afskæres og plantes. Brødfrugttræet bærer både han- og hunblomster hver i sine stande. Disse blomster, som med hensyn til bestøvning og spredning af frø i naturen er afhængige af små frugtædende flagermus, bliver til store runde eller ovale frugter. De er omtrent på størrelse med en mindre melon, grønne på ydersiden og flødefarvede eller gyldne indeni.

Brødfrugttræet bærer også meget store og skinnende mørkegrønne blade, som giver en behagelig skygge for den varme tropesol. Det bløde og lette træ anvendes til fremstilling af møbler og kanoer, mens man af barken kan fremstille en slags klæde eller basttøj, som overalt i Stillehavsområdet kaldes tapa. Den mælkeagtige saft bruges som imprægneringsmiddel mod vand, og nogle steder er dens latex blevet anvendt til stabilisering af knoglebrud og endda som lim til fuglefangst.

[Illustration på side 24]

Maleri af Robert Dodd som skildrer mytteriet på „Bounty“

[Kildeangivelse]

National Library of Australia, Canberra, Australia/Bridgeman Art Library

[Illustrationer på side 26]

Brødfrugten kan tilberedes på mange måder